Annoncering
Interview

Zaytoven snakker 'Beast Mode 2' og fremtiden for Atlantas lyd

Vi har talt med produceren om hans vilde arbejdsmoral, hans og Futures nyeste udgivelse, og hvad fremtiden byder på for verdens trap-hovedstad.

af Will Schube
04 september 2018, 12:46pm

Foto via Red Bull

Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Zaytoven er kongen af Atlantas moderne traplyd, men for en enkelt aften blev han detroniseret. Selv om det måske ikke er den mest troværdige måling, når man lader en flok teenagere helt oppe at køre på Red Bull afgøre, om en kulturel tendens har gang på jord ved hjælp af en decibel-måler til weekendens opsigtsvækkende Culture Clash-arrangement i en lagerhal i udkanten af byen – som Red Bull fløj mig ud for at overvære – så blev Zaytoven overskygget af Kranium, den New York-baserede dancehall-kunstner, der har skabt en karriere på Jamaica-influerede sange.

Selve arrangementet tilbød et underholdende udsnit af alt, hvad der stilistisk rører sig på den amerikanske scene, men showet var ikke så meget en indikator på nye trends, som det var en opvisning i de forskellige perspektiver, hiphop i dag filtreres igennem. Et hurtigt kig på programmets special guests peger i retning af de relevante temaer: Zaytoven havde Paul Wall og OJ Da Juiceman med på scenen – kunstnere, der fik mig til at kaste min sukkerfri dåse med flydende kokain og limesmag i vejret som en frisbee – mens Fuego introducerede blandt andre Pio og Fatboy SSE. Kenny Beats og Mija blandede sine sumprap-beats op med den overraskende kompetente rapper Zack Fox og den ikke-overraskende superseje rapper Key!. Rico Nasty gav også et par vers. Sammenlignet med den ungdommelige energi i ovennævnte sæt, så Zays veteraner ud, som om de kom fra en helt anden genre. OJ Da Juiceman lignede en, der har været i gamet gennem hele mit 25-årige liv, og Paul Wall var helt sikkert fyren, der fik mig til at drømme om at få grillz, da jeg var 12.

Det er selvfølgelig ikke en sikker indikator, bare fordi man samler et felt af kunstnere, som opsummerer den retning, musikken går i lige nu, men det er helt afgjort noget, Zaytoven har bidt mærke i. Og en helt grundlæggende årsag til, at han er begyndt at rette fokus mod yngre lyttere i lige så høj grad som den gamle garde af fans, der var med til at cementere hans plads øverst i producerhierarkiet.

Inden showet mødtes vi med Zaytoven på et nyt hotel i Atlanta, der ligger lige over en af byens mest berømte og ekstremt… interessante stripklubber, hvor vi fik en snak om Atlanta-lydens fremtid og traps farverige historie. Begge dele spiller en stor rolle for hans særegne stil uden at overskygge hans personlige islæt. Zaytoven er en hybridkunstner, en nyskabende kraft, som er bedst, når han som en kamæleon indgår i hans samarbejdspartneres musikalske universer.

Alle samtaler om Zaytoven – med kolleger, fans, alle – ender altid med at afsløre to ting: Han ligner ikke nogen af de kunstnere, han arbejder sammen med, og han spiller stadigvæk keyboard i kirken om søndagen. Det er begge oplysninger, der siger noget om Zays karriere – især, at han fortsat er et almindeligt menneske, som bor i Atlanta modsat mange af hans kolleger, hvis navne er vokset til stadionstørrelse og på mange måder har gjort dem til karikaturer. Det handler selvfølgelig også om det faktum, at vi som fans og lyttere har en tendens til hylde rapperne over producerne, men som en af de genredefinerende udøvere af Atlantas mest kendte lyd, er det overraskende, at Zay kun dukker op til interviewet med et lille crew og en beskeden diamantbesat kæde om halsen. Ja, okay, den hvide Bentley udenfor var ret nice, men den kan man altså også se på kirkens parkeringsplads hver søndag.

Da vi talte med Zay om selve showet, var det vigtigste for ham, at der kommer fokus på byen. Over en enkelt aften væltede et virvar af dancehall, fremtidig rap og R'n'B-hybrid-kunstnere indover scenen og beviste, at der ikke længere findes en fast formel for succes i rappens hovedstad i Syden. Zaytoven slap ikke uskadt fra det – han tabte en sudden death noise-off til Kranium trods alt – men hans optræden var en hyldest til og med Atlantas legender, fortidens såvel som nutidens. Hans lp Trapholizay fra tidligere på året byder på vers fra Lil Uzi Vert, Kodak Black, 21 Savage og 66,6% af Migos. Future, OJ, Plies og Gucci dukker også op. Zaytoven er ikke bange for den nye generation, og det er præcis derfor, han fortsat er den mest relevante beat-pusher i ATL’s evigt udvidende landskab. Der er både noget for de unge og de gamle. Zaytoven er rap personificeret, og det lader det til, han altid vil være – så længe man ikke beder ham om at arbejde på en søndag.

Noisey: Var der pres på, da du skulle lave en opfølger til en Future-klassiker som Beast Mode? Hvordan begyndte den samtale mellem jer?
Zaytoven:
Mig og Future har lavet musik sammen siden Beast Mode. Vi overvejede allerede at udgive Beast Mode 2 i 2016, hvor den skulle have haft titlen Beast Mode 16, men den passede ikke til tiden. Jeg har i år udgivet mit eget album, Trapholizay. På sangen "Mo Reela" dukker Future også op. Den havde den der Beast Mode-lyd. Og folk var bare vilde med det. Så besluttede vi os for, at det var tid til at udgive Beast Mode 2. Vi var ikke sikre på titlen, fordi den oprindelige Beast Mode er en klassiker, men jeg var sådan: "Lad os nu bare kalde Beast Mode 2. Det er den samme lyd." Det er et mixtape, der er lavet til gaden.

Prøvede du aktivt at følge i Beast Mode-sporet, da du begyndte at arbejde på den nye?
Ja, lige præcis. Den fungerede som skabelon. Det var planen. Den skal have de der sultne, lidenskabelige gademelodier. Vi prøver ikke at lave en hitplade. Vi sigter ikke efter en lyttervenlig radiolyd. Vi går lige efter gadens hjerte.

Men har du udvidet produktionsstilen denne gang? "Hate the Real Me" har klassiske ATL-horn med i hvert fald.
Man bliver selvfølgelig nødt til at give den nye nuancer. Der er gået en del år!

Kan du bedre lide Beast Mode 2 end Beast Mode?
Jeg vil sige så meget som, at siden den udkom, har jeg ikke lyttet til andet. Jeg har lyttet til cd’en om og om igen, mindst 1.000 gange. Så lige nu er det min favorit.

Jeg mener, du er Futures bedste producer, fordi du formår at hiver følelserne frem i ham. Hvad er det ved din musik, der gør ham så afslappet, at han udtrykker sig så åbent og ærligt?
Min lyd er soul-forankret. Meget af tidens musik, især Futures musik, er lavet til klubben og har en vild energi. Det er uptempo og upbeat. Min musik er fyldt med sjæl og har en helt anden hjerterytme. Det får helt sikkert Future til at vise en anden side af sig selv. Han får lov til at tale og synge på en anden måde. Beast Mode er det fedeste, jeg nogensinde har lavet.

Har du nogensinde haft lyst til at eksperimentere med Futures mere poppede side, eller holder du dig helst til det soulede?
Jeg har holdt ved i så lang tid, som jeg har, fordi jeg bragt noget særligt til bordet. Det elsker jeg at vise frem, når tiden er til det. Jeg gider ikke rigtig popsiden.

Det, I laver, er lidt som moderne blues.
Ja, præcis! Det er blues.

Kommer det sig af, at du har spillet i kirken hele dit liv?
Det er lige der, det kommer fra. Jeg kan finde den side frem i Future, på grund af den musik jeg er vokset op med, og hvor jeg kommer fra.

Er det dét LaCrae-pladen handler om?
Ja. Han er en kristen kunstner. Jeg er kirkemusiker. Vi er begge kristne. Det gav perfekt mening.

Har din stil som kirkemusiker indflydelse på samtlige beats, du producerer?
Ja, det er lige meget, hvem jeg arbejder sammen med. Selv da jeg begyndte at lave trap i begyndelsen, dengang jeg arbejdede sammen med Gucci. Det kan godt være, der bliver rappet om røverier, mord og stoffer, men der er stadig en sjæl i musikken, der får den til at lyde specielt.

Er det derfor, du har overlevet på scenen så længe?
Det må jeg sige ja til. I dag laver mange folk musik for at få en sang i radioen eller blive spillet dansegulvet. Jeg har aldrig lavet sange til radioen, jeg har aldrig lavet sange til klubben. Jeg har bare produceret musik, som jeg følte, gaden ville elske, og som kunstnere kan bløde til på en anden måde. Men alligevel ender sangene i radioen og på klubben.

En af grundene, til at rappere elsker at arbejde sammen med dig, er, at du er god til at tilpasse dig andres lyd. Når du laver beats derhjemme, har du så bestemte rappere i tankerne? Hvordan er din arbejdsproces?
Jeg starter bare med en ren tavle og begynder at skabe musik. Når jeg er færdig med et track, tænker jeg måske: "Ooooh, Future er perfekt til den her," eller: "Det her lyder som Migos." Det vilde er, at nogle gange sender jeg numrene ud, og så tager Migos den til Future og omvendt. Sådan er det bare.

Lader du dem selv vælge?
Kunstneren skal have lov til at være kunstner. Hvis de bliver rørt over et nummer, så er det dét, de skal have.

Jeg forestiller mig, det er anderledes med Trapholizay, hvor du er i front.
Ja, nu er det mig, der leder angrebet. På den plade var det mere: "Det her track skal Gotti og T.I. og Rick Ross med på." Og de får slet ikke valget. De spørger, hvad de skal lægge vokal til, og så bestemmer jeg. Det er en helt anden situation.

Hvordan adskiller du musikken, du laver til dit eget projekt ,fra musikken, du laver til andre?
Det handler bare om, hvornår projektet dukker op. Jeg prøver at lade være med at sætte for mange regler op.

Er du begyndt på en opfølger til Trapholizay?
Jeps. Den er allerede i gang.

Hvad adskiller den fra den første?
Den kommer til at være langt mere ungdommelig. Folk kommer til at sige: "Damn, har Zay fået ham med? Arbejder Zay med ham nu?" Det skal derhen.

Ser du dig selv som en mentorskikkelse?
Nemlig.

Som traps godfather føler du sig nogensinde presset til at videreudvikle den lyd? Eller vil du hellere fortsætte med den lyd, du har nu?
Jeg føler mig ikke presset af andre. Jeg presser mig selv til altid at være bedre, end jeg var på det sidste projekt. Jeg lægger altid pres på mig selv. Jeg skal være hårdere, kunne det hele. Jeg skal genopfinde mig selv.

Alle kender din lyd. Hvordan vokser man som kunstner uden at miste sit kendetegn?
Der må jeg sende skud til de forskellige kunstnere, jeg arbejder sammen med. Når jeg arbejder sammen med Future, lyder det helt anderledes, end når jeg arbejder sammen med Gucci. Selv med de nyere kunstnere… når jeg arbejder sammen med Lil Uzi Vert, så trækker det nogle nye sider frem i mig. Det vil altid lyde som Zaytoven, men det får et twist. Det er derfor, jeg holder øje med, hvad de unge er nede med, fordi de får ting frem i mig, som jeg ikke vidste, jeg havde.

Det er godt at høre – mange hiphop-legender, som er ældre end dig, er meget konservative i forhold til den nye lyd.
Ja, de sidder fast! Men det er en ung mands spil.

Hvad har de yngre kunstnere lært dig?
De har lært mig nogle ting om komposition. Jeg lavede et nummer sammen med Uzi, og det beat jeg lagde, tog de og satte hastigheden op på. De hakkede det op i bidder og tog de ting, de ville bruge. Jeg havde aldrig overvejet at sætte det sammen på den måde. Det er dem, der laver reglerne i dag. De laver nye ting.

Det er et helt nyt sprog.
Det er noget helt nyt. Det kan jeg godt lide, fordi det holder mig frisk.

Er du selvlært som beatmager?
Fyren, der lærte mig at lave beats, hedder JT the Bigga Figga. Han tog mig med i studiet og viste mig, hvordan man brugte udstyret. Derefter begyndte jeg at købe mit eget grej, og så lærte jeg ellers mere ved selv at lave beats.

Du har været en stor del af Atlanta-scenen i mange år. Hvordan har scenen forandret og udviklet sig?
Den har bare en anden smag. Atlanta-musik har altid fornyet lingoen og kadencen. Når jeg lytter til de nye gutter, så siger de mange af de samme ting, som vi sagde, men de gør det på en helt anden måde.

Følger du udviklingen på rapscenen i resten af landet, som LA- eller DMV-scenen? Eller holder du dig mest til Syden?
Jeg holder mig mest til Syden. Når jeg arbejder sammen med andre kunstnere, så begynder jeg at fange, hvad det er de handler om.

Hvem vil du gerne arbejde sammen med?
Jeg siger altid Rihanna. Det ville være sejt at lave noget med Rihanna. Jeg tror, hun ville passe godt til min lyd. Vi kunne lave noget fedt sammen.

Især på sidste plade, Anti.
Helt sikkert. Det er en kompatibel lyd. Det ville være et godt samarbejde.

Hvad ser du mest frem til ved Culture Clash-showet?
Det er min første gang til Culture Clash, så det bliver superspændende at battle der. Jeg har høje forventninger til mit hold, og jeg er sikker på, at vi vinder.

Hvad kan fans se frem til?
Jeg vil vise, at jeg er en del af Atlanta, og at jeg styrer lyden her. Det er min chance…

Det er din by.
Ja, det er min.