Uddannelse

Undervisere fortæller, hvad de har lært af deres studerende

"I dag er de studerende meget mere afslappede og åbne, end min generation var. Det er meget lettere at tage diskussioner, hvilket har givet mine kurser karakter af at være kollektive brainstorms mere end kurser."
4.9.18

På et ethvert universitet hersker en naturlig orden i kraft af, at underviseren underviser, mens den studerende lytter og lærer. Det er undervisere, som har brugt to årtier på at nærstudere hulepaddens parringsvaner eller på at skrive den definitive bog om barokkens metafysiske digtere, så det giver sig selv, at de har ordet i forelæsningssalen.

Men som det ofte er tilfældet med menneskelig interaktion, så er uddannelse ikke en envejskommunikation. Jeg har talt med otte universitetsundervisere om de vigtigste læresætninger, deres studerende har givet dem.

Professor John Amoateng Kantara

Underviser i medieetik og journalistik på DEKRA Hochschule für Medien i Berlin.

Privatfoto

Da jeg begyndte at undervise for syv år siden, stod jeg pludselig foran en gruppe studerende, som hovedsageligt var kvinder og meget yngre, end jeg havde regnet med. For første gang gik det op for mig, at jeg var meget ældre, end jeg egentlig anså mig selv for at være. Alle de 21-årige studerende i mit undervisningslokale fik mig til at tænke, ”Min gud, hvor er de grønne bag ørerne.”

Da jeg bad dem skrive en artikel om et valgfrit emne, annoncerede en af mine studerende, at hun ville skrive om mode. Jeg sagde, at hun bare skulle slå sig løs, selv om jeg egentlig i al hemmelighed gruede for at skulle læse en artikel om sko. Jeg tog hende ikke alvorligt. Da hun afleverede den færdige artikel, viste den sig at være både velskrevet og medrivende, og jeg kunne slet ikke pege på noget, som kunne forbedres. Der gik det op for mig, at jeg måtte have en ydmyg tilgang til mit arbejde. Mine studerende er enormt intelligente, og jeg må være forberedt på også at lære fra dem.

Annoncering

Den pågældende studerende har siden da rapporteret fra modeugen, og hun skriver stadig om mode i dag.

Professor Karim Fereidooni

Juniorprofessor i samfundsvidenskab ved Ruhr-Universität Bochum, hvor han uddanner fremtidens undervisere i samfundsfag.

Privatfoto

Mange af mine kolleger bryder sig ikke om at debattere emnet racisme, men mine studerende taler meget åbent om race. Igennem dem har jeg set, hvor ubehageligt det kan være for unge hvide studerende, når de første gang erfarer, at racismen har været indlejret i deres liv hele tiden.

Jeg har haft et par studerende i min tid, som aldrig har skænket NSU (Nationalsocialistisk Undergrund, en tysk nynazistisk terrororganisation) en tanke, før de finder ud af, at mange af deres ikke-hvide medstuderende lever i frygt for NSU hver dag. Det er meget interessant at se de her unge 25-årige studerende pludselig indse, at vi alle lever i forskellige virkeligheder. Den erkendelse tager de med sig videre, når de dimitterer og selv skal undervise.

Hvide får ofte at vide, at de skal være deres privilegier bevidste. Men jeg tror helhjertet på professor Eske Wollrad, når han siger, at racisme skader alle mennesker. Hvis en otteårig dreng ved navn Karim bliver kaldt en perker af sin klassekammerat i skolen, så oplever han en form for racistisk vold. Men det faktum, at klassekammeraten er opdraget af det øvrige samfund til at se Karim som en perker, er også en form for racistisk vold udøvet mod kammeraten.

Annoncering

Racisme manipulerer med os alle og får os til at internalisere frygt og en negativ attitude overfor sorte og andre ikke-hvide mennesker.

Professor Haio Funke

Professor emeritus siden 2010, har undervist i samfundsvidenskab ved Freie Universität i Berlin og University of California, Berkeley.

Foto: Nic Frank

Tidligere så professorer deres studerende som assistenter, der var til for at hjælpe dem i deres arbejde. Jeg er interesseret i et emne, og derfor prøver jeg at få den interesse til at smitte af på de studerende. Så skriver de helt frivilligt essays på 40 sider, selv om de egentlig bare skal aflevere 15, og jeg kan citere deres arbejde. Jeg husker et empirisk studie med tidligere SS-medlemmer foretaget af en studerende i forbindelse med en afhandling og en eksamensopgave, der analyserede nazisternes ritualer under de store folkeforsamlinger.

En af mine elever var en 70-årig psykoanalytiker fra Wien. Hun lærte mig en masse om freudiansk psykoanalyse, og derfor er jeg bedre rustet, når jeg analyserer forskellige gruppers autoritære strukturer. I slutningen af 90’erne havde jeg en studerende, som nedfældede brutale, inhumane, men også uforståelige tekster fra forskellige nynazistiske bands. Hun havde selv været en del af den scene, inden hun forlod den.

I dag er de studerende meget mere afslappede og åbne, end min generation var. Det er meget lettere at tage diskussioner, hvilket har givet mine kurser karakter af at være kollektive brainstorms mere end kurser. På den måde har mine studerende gjort mig til en bedre underviser.

Lektor Hedwig Richter

Historiker ved Hamburger Institut für Sozialforschung og underviser i tidlige demokratiske modeller i USA og Preussen.

Privatfoto

Når jeg forelæser om demokratiets globale historie, forsøger jeg at forklare, i hvor høj grad demokratisk tænkning er formet af Oplysningen. Som jeg ser det, er demokratiets udvikling nært forbundet med udviklingen i måden, vi ser den menneskelige krop på. Jeg viser mine studerende, hvordan kampen mod slaveri og trældom gik hånd i hånd med udviklingen af solidaritet og empati i samfundet.

Som modargument præsenterer jeg også filosoffen Michel Foucault, som har et langt mørkere perspektiv på modernitetens udvikling – han ser subjektet og kroppen som værende udsat for disciplinering og underkastelse. Ifølge Foucault er frihed – en af demokratiets grundpiller – en farlig magtdiskurs.

Annoncering

Til min store forbavselse er mine studerende langt mere overbeviste om Foucaults udlægning end af den optimistiske oplysningstanke. En af mine studerende sagde engang, at Foucault har ret, når han siger, vores samfund er baseret på disciplinering, og at ”vores kroppe i sidste ende programmeres af samfundet”. Bagefter var der en anden studerende, som medlidende sagde til mig: ”Det er helt utroligt, så optimistisk du er.”

Det fik mig til at indse, at en kritisk indstilling er selve hjertet i det vestlige oplysningsprojekt – selvkritik, mådehold og selv-relativering er utroligt vigtige elementer. På paradoksal vis betyder det også, at Foucault er del af det vestlige oplysningsprojekt, ligesom mine studerende er det – på den bedst tænkelige måde.

Professor Karl-Heinz Leven

Leder af Institut for Historie og Etik i Medicin på Friedrich-Alexander Universität Erlangen-Nürnberg, historiker og praktiserende læge. Han forelæser om epidemiologiens historie og oldtidens medicin.

Privatfoto

Det skete under første semester i en forelæsningssal foran 150 medicinstuderende. En af de studerende havde sit lille barn med, som løb ned ad trapperne mod mig under forelæsningen. Han hed Konstantin, han var tre år gammel, og han blev glad, da han fandt ud af, at jeg havde en pose vingummier med i lommen, som jeg nåede at give ham, inden hans mor kom ned og fik fat på ham igen. Det lettede stemningen i hele lokalet.

Da jeg modtog evalueringsskemaer sidst på semestret, havde en af mine studerende beskrevet mig som ”børnevenlig”. En anden havde skrevet, ”Herr Leven skal fokusere på undervisningen og ikke småbørn.”

Annoncering

Det lærte mig, at selv om den anonyme evalueringspraksis kan være et værdifuldt redskab, så skal man ikke nødvendigvis tage kritikken alt for tungt. I stedet skal man gøre det, man synes, er det rigtige – i hvert fald under forelæsningen.

Professor Jascha Nemtsov

Pianist og professor i musikvidenskab ved Universität Potsdam og Franz Liszt Hochschule für Musik i Weimar. Under sommersemestret er Nemtsov gæstelektor ved University of Haifa i Israel.

Foto: Rut Sigurdardottir

Ved universitetet i Haifa er halvdelen af mine studerende arabisktalende. De tilhører forskellige trosretninger – kristne, muslimer og druser – og de har lært mig, hvor mangfoldig den arabiske kultur er.

Israel er et spraglet og meget multikulturelt samfund, men det er meget segregeret – hvert trossamfund lever adskilt fra andre, selv om man på individuelt plan er høflige og venlige overfor hinanden. De går til kurser sammen på det oprindeligt jødiske universitet i Haifa. For mange af dem er det første gang, de er kontakt med nogen med en anden trosretning, og det kom som en stor overraskelse.

Jeg sætter stor pris på, at mine studerende i Tyskland er villige til at debattere emner, som ældre generationer helst undgår – som jødedommen for eksempel. Jeg har åbne og til tider kontroversielle diskussioner med dem uden de store spændinger.

Janina Schier

Ph.d.-studerende og underviser i kommunikationsstudier ved Ludwig-Maximilians-Universität i München.

Privatfoto

Da jeg selv var studerende, følte jeg altid, at der var stor afstand mellem de studerende og underviserne. Sådan troede jeg bare, det var.

I dag er jeg selv underviser, og det er gået op for mig, at visse studerende har brug for mere end bare en gennemgang af pensum. Livet som studerende er påvirket af alt, hvad der foregår uden for universitetet også, og for nogen studerende er det for meget at balancere. Andre har for høje krav til sig selv.

Annoncering

Jeg havde engang en studerende, som var meget lovende, men hun havde en plan om at gøre sin bachelor færdig på fem semestre i stedet for de sædvanlige seks. Det blev hurtigt for meget for hende, og hun endte med ikke at lave sit arbejde til nogen af kurserne.

Det er tilfælde som det, der gør, at jeg snakker med mine studerende om, hvor vigtigt det er at planlægge sin tid. Jeg prøver at være mere for dem end bare en underviser, og jeg prøver at fange problemerne tidligt i opløbet.

Christian Hunt

Kandidat i litteratur og -sprogstudier fra North Carolina. Underviser på nuværende tidspunkt ved Universität Duisburg-Essen.

Privatfoto

Efter ti år som underviser i Essen overrasker det mig stadigvæk, hvor meget jeg lærer fra mine studerende, og det potentiale, det til tider blotlægger. Det gælder alle studerende fra dem, der for nogle år siden præsenterede et projekt som et blues-nummer, til de mere konventionelle og reserverede typer, som skriver fantastiske essays.

Jeg husker en studerende fra sidste år, som var Erasmus-studerende og fra Istanbul. På to præsentationer lærte hun mig og resten af holdet om to typer tyrkisk kultur, ingen af os kendte til. Hun opførte tyrkisk skyggeteater kaldet karagöz og viste også en maleteknik med vandfarver, der hedder ebru. Det var berigende på et personligt plan at blive præsenteret for nye kunstformer og fornemme hendes lidenskab for emnerne.