Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA
Den romantiske komedie Forgetting Sarah Marshall udkom i 2008, som også var det år, hvor jeg endelig blev gammel nok til at se film, der i USA er uegnede for mindreårige, alene. Filmen, der er instrueret af Nicholas Stoller, skrevet af Jason Segel og produceret af Judd Apatow, er sammen med Bryan Bertinos horrorfilm The Strangers den første voksenfilm, jeg så i biografen uden mine forældre. Det var en heftig kombi, der bød mig velkommen i de vokse filmentusiasters rækker: Den ene er en frygtindgydende og dyster mordgåde, den anden starter med en scene, hvor Jason Segel går rundt splitternøgen. Det er efter sigende en scene, der fik Jason Segels mor til at græde og sende en advarsel ud til familiens øvrige medlemmer: ”Jeg vil bare gøre jer opmærksomme på, at Jason har valgt at være helt nøgen i sin film. Men det handler ikke bare om at provokere, det er faktisk vigtigt for plottet.”
”Vigtigt” er måske så meget sagt, men scenen er et frisk pust, især når man tager i betragtning, hvor glade komedier af den kaliber som oftest er for at dvæle ved den nøgne kvindekrop. Selv om filmen i dag er ti år gammel (den kom i biograferne april 2008), så repræsenterer synet af Jason Segels pik stadigvæk en betydningsfuld afvigelse fra komediegenrens typiske bro-stemning. Lige fra begyndelsen af rokker Jason Segel ved etablerede normer og lader sin egen krop fungere som objekt for det beskuende øje. Kristen Bell har tøj på gennem hele scenen.
Jeg vil ikke kalde Forgetting Sarah Marshall for en feministisk film. Mila Kunis’ Rachel-karakter er lidt for stereotyp en manic pixie dream girl i skarp kontrast til antagonisten Sarah Marshall (Kristen Bell), men filmen, som i øvrigt var et dybt personligt projekt for Jason Segel, der selv havde været gennem et brud med kæresten, mens han var nøgen, får alligevel undergravet nogle typiske filmtroper, især den om den ”skøre ekskæreste”.
I stedet for Sarah er det Peter Bretter (Jason Segels karakter), der er desperat og sårbar, det er ham, som hele tiden hænger op af hende og er følelsesmæssigt krævende, en rolle, kvindelige karakterer normalt udfylder. Der er sågar en scene, hvor Peter ved et uheld ender på det samme hotel på Hawaii som Sarah og hendes nye kæreste (den excentriske, engelske rockstjerne Aldous Snow spillet af Russell Brand), han udspionerer parret, mens han konsulterer sin svoger Brian (Bill Hader) og ender med på utrolig akavet vis at afbryde et romantisk øjeblik på balkonen.
Peter har selvfølgelig ikke planlagt at rejse det samme sted hen som Sarah, men valgte Hawaii, fordi hun anbefalede det, og han udviser også en ekstrem følsomhed og sårbarhed, hvor Sarah er den, der hurtigt rykker videre efter bruddet.
Faktisk tillader filmen Sarah at følge sine egne veje på en måde, som kun mandlige karakterer normalt har mulighed for. Hun er også den i forholdet, der har mest succes – hun er stjerne i en populær krimi på tv (en metareference til Kristen Bells gennembrudsserie Veronica Mars), hvor Peter er medløberen, der har den anonyme rolle som musikkomponist på kærestens serie, mens hans karrieredrømme forbliver uforløste. Og ja, det er let at kritisere den måde, Sarah Marshall sættes op som skurken på – det er også langt hen af vejen helt fair (kan du huske ”You Suck Sarah Marshall”-reklamekampagnen, inden filmen udkom?) Endnu mere overkarikeret bliver rollen, da vi senere erfarer, at hun har været Peter utro, mens de var sammen.
Men på et tidspunkt afviger filmen fra den dæmoniserende glidebane. Da Sarah og Peter snakker om, hvorfor de slog op – et af filmens mest åbenhjertige øjeblikke – får vi endelig hendes side af historien: Det viser sig, at Peter ikke var verdens bedste kæreste. ”Det var svært at tage sig af dig, efter du holdt op med at tage dig af dig selv,” siger hun til ham. Hun prøvede at få ham ud af huset og ud af sine joggingbukser. Hun tog parforholdskurser, sexseminarer, talte med alt og alle og prøvede det hele. ”Jeg kunne ikke gå ned med dig. Du skal ikke prøve at sige, at jeg ikke prøvede. Du var bare for dum til at se det.” Scenen udligner fuldstændig balancen i mellem de to, da det afsløres, at de begge var skyld i, at forholdet gik i vasken.
Forgetting Sarah Marshall er stadigvæk sjov ti år senere. Den fik sine hovedpersoner til at skinne og fik også alt, hvad den kunne ud af birollerne (heriblandt Jonah Hill og Paul Rudd), og er stadig en del af hjertesorgskomediekanonen. Selv om filmen halter lidt i forhold til den anden kvindelige hovedrolle (Mila Kunis’ Rachel, som spiller den ”den nye, lækre pige”, der hjælper Peter ud af sin depression), så formår den alligevel at rette op på de fejl, mange andre komedier af den type har begået. Det hele begynder med en nøgen Jason Segel, der bliver dumpet af sin kæreste. Den dag i dag er det fortsat en utroligt mindeværdige scene.