Klubportrætter

Historien om Saltlageret - en punkkatedral på bistand

Vi snakker med nøglepersoner om det københavnske spillested, hvor banebrydende musik, eksplosiv rus og uregerlig modkultur gik hånd i hånd.

af Kristian Ejlebæk Nielsen
16 marts 2018, 11:18am

Foto: Søren Svendsen

29. oktober 1983 kom en litterær legende til byen. Beatforfatter og morfinist William S. Burroughs besøgte Danmark for at læse op af sine eksperimenterende dommedagstekster på spillestedet Saltlageret, og ingen ringere end Dan Turéll havde fået æren af at præsentere ham.

Festerne var ret vilde, for der var ingen naboer, det var ret trashet, og man kunne opføre sig, som man havde lyst til – Steen Jørgensen, Sort Sol

Det gik ikke som planlagt. Forud for Burroughs optræden på Saltlageret var der aftalt et båndet interview mellem de to, som skulle foregå i en boghandel. Túrell var nervøs for at møde sit store litterære idol, så for at dulme nerverne havde han drukket tæt i timerne op til. Det resulterede i, at Turéll under interviewet brugte mest tid på at sidde og vrøvle om sig selv, mens en synligt irriteret Burroughs himlede med øjnene flere gange. Så da Turéll efterfølgende skulle præsentere Burroughs på Saltlageret, var den danske poet ond i sulet og formåede først at svine publikum til, inden han sammenlignede sig selv med den store danske litterat Herman Bang og forlod scenen.

Aftenen med den amerikanske forfatter med den dybe bedemandsstemme var langt fra første eller sidste gang, at en legendarisk kulturpersonlighed besøgte den kommunale bygning, der lå, hvor Tycho Brahe Planetariet ligger i dag.

William S. Burroughs i midten, flankeret af T.S. Høgh (til venstre) og Steen Jørgensen (til højre). Foto: Jacob Tue Larsen.

Den fine murstensbygning, der oprindeligt var pumpestation, havde i 25 år været brugt til opbevaring af vejsalt, men i 1975 besluttede kommunen, at den skulle gives til den alternative teater- og musikscene. Den første koncert var åbningsfesten i 1975 med Gasolin, de følgende bød stedet på så forskellige kunstnere som blues-legenden B.B. King og elektropop-pionererne i Depeche Mode. Saltlageret blev et sted, hvor den musik, som ikke passede ind i mainstreamen, kunne udfolde sig. Herunder er det en sjælden optagelse af det danske hippieband Hyldemor, der indtager Saltlagerets scene.

Men selvom hippieorkestrene stadig blev inviteret indenfor engang imellem, var det især den mere nyskabende punk og postpunk, der kom til at karakterisere den røde murstensbygning på Gammel Kongevej 10. De største punkbands fra hele verden som Black Flag og Dead Kennedys kom på besøg, og for den danske undergrund betød Saltlageret alverden. Her blev der holdt nogle af de første danske punkfestivaler – blandt andet ”Concert of the Moment” og ”Nosferatu” – og ud over danske punknavne som City-X, Sods og Bollocks var der også plads til mere outrerede avantgardekunstnere som Martin Halls Ballet Mécanique, der var opkaldt efter en dadaistisk, post-kubistisk kunstfilm fra 1924.

”For mig og mit orkester blev det et sted, vi brugte i ti år,” forklarer Steen Jørgensen fra Sort Sol (eller Sods, som de hed dengang), der mener, Saltlageret har haft stor betydning for hans egen karriere. ”Vi spillede rigtig mange koncerter, nok en gang om året, og der var fyldt hver gang.”

Når han ikke selv stod på scenen, kom Steen som gæst, og han har haft utallige store oplevelser. Han fremhæver selv Einstürzende Neubauten, Nico og en vild koncert med amerikanske The Cramps.

”Koncerten med Cramps i ’83 var exceptionelt god. De blæste taget af. Der var minimum 300 gæster for meget den aften,” husker den danske sanger. ”Sådan var det tit, for man lukkede dem ind, der kom. Festerne var ret vilde, for der var ingen naboer, det var ret trashet, og man kunne opføre sig, som man havde lyst til. Jeg ved ikke, om der var flere stoffer end i byen i dag, men det vil jeg tro.”

Om der var mange stoffer i Saltlageret, afhænger lidt af hvem man spørger, men der er bred enighed om, at dem på scenen temmelig ofte var skudt af på en god kombi af speed og alkohol.

I løbet af start-80’erne kom flere fristeder til, så der opstod et netværk af alternative kulturhuse. Ungdomshuset åbnede i 1982, og ifølge Steen Jørgensen supplerede de to steder hinanden godt. Men før Saltlageret havde det været lidt af en kulturel ørkenvandring, hvis man gik i sort tøj og hørte vred musik.

”Saltlageret var et samlingssted, fordi det var en super central placering," siger han. "Men også fordi der ikke var sådan et sted tidligere. Det var før, man snakkede profiler og segmenter, men nu var der endelig et sted for de der 1000 mennesker, som ikke havde andre steder at gå hen.”

Saltlageret i midten af 1980'erne.

De to daglige ledere af Saltlageret var et makkerpar ved navn Eddie og Bent, men det var altid eksterne arrangører, der fik tingene til at ske. Én af de ildsjæle, der arrangerede rigtig mange koncerter i Saltlageret var Torsten Hvas, som også i dag er eventmager. Hvor mange koncerter er han ikke helt sikker på, men flere end 20. ”Der er rigtig meget røg og støv på harddisken, hvis du forstår,” griner han.

Selvom Saltlageret ikke var den eneste scene, hvor man kunne spille new wave, postpunk, goth og den slags musik, som der ikke var plads til på mainstreamscenerne, var det det største spillested af sin slags, og det havde en helt særlig karakter.

”Det var et meget fortættet rum,” fortæller Torsten. ”Der er nogle rum, der bare har en vis intensitet. Lydanlægget var ikke super sofistikeret, men man blev alligevel ramt af lyden på den rigtige måde - meget fysisk,” forklarer han. Man kan næsten fornemme energien i klippet herunder med et af de legendariske danske punkbands, City-X.

Torsten arrangerede blandt andet koncerter med Nick Cave og Jesus & the Mary Chain, men det var især den første danske koncert med industrial-orkesteret Einstürzende Neubauten i 1981, der står klarest i erindringen.

”Jeg boede i det besatte hus Allotria dengang og var taget til Berlin, fordi der var Reagan-demonstration,” husker Torsten. ”Der havnede jeg ude i et hus, hvor en af dem fra Neubauten boede. Han viste mig musikken, og jeg syntes, det var superfedt, så jeg ville have dem til Danmark. Der var en gruppe, der hed Irmgardz, der hjalp mig med at arrangere det, og folk fik virkelig en på opleveren.”

Mange år senere spillede Einstürzende Neubauten igen i København – denne gang i Ungdomshuset, hvor ”det gik helt galt” som Torsten beskriver det. I bogen 69 beskrives det, hvordan et af bandmedlemmerne borede i den gamle stuk på balkonen ”som en kritik af bourgeois-arkitekturen”, hvilket fik publikum til at kaste murbrokker efter ham, så han fik en stor flænge i hovedet. Bandet fik også stjålet et percussion-instrument, som de insisterede på at få tilbage, men aktivisterne krævede, at de sagde undskyld og kom og vaskede gulvet i salen. Der kom aldrig forsoning.

Den slags konfrontationer var der mange af i punkmiljøet. Folk var kontante i deres reaktioner, og hvis ikke bandet viste publikum respekt, var der heller ingen respekt den anden vej. Det fik de britiske post-punkere i Killing Joke at mærke, da de spillede på Saltlageret i 1983.

”De var helt latterligt arrogante,” husker Torsten. ”Publikum var blevet sure på dem, så mens de spillede, fik de skåret alle dækkene op på deres bil og smadret ruder, og da de kørte, blev der kastet sten efter dem. Så lå de nede i deres studie og barrikaderede sig og turde ikke gå på gaden igen i et par dage.”

Efter 12 år med banebrydende koncerter, fællesskab og sporadisk kaos på Gammel Kongevej blev det i 1987 besluttet, at Saltlageret skulle rives ned for at gøre plads til det moderne og ambitiøse Tycho Brahe Planetariet. I stedet ville Pumpehuset blive åbnet som erstatning. Brugerne var dog ikke tilfredse med beslutningen, så efter afskedsfesten 4. april trak gæsterne ud på gaden, og det varede ikke længe, før situationen eskalerede.

Saltlageret efter sidste fest i 1987.

”Den sidste aften lavede vi barrikader udenfor og plyndrede Hotel Sheraton overfor,” husker forsker og forfatter René Karpantschof, som var aktiv i BZ-bevægelsen op gennem 80’erne og en hyppig gæst på Saltlageret. ”Til vores store glæde kom en af de splinternye patruljevogne alene, og de var slet ikke klar på, hvad der skulle ske. Betjentene måtte flygte, og bilen blev vendt på hovedet og sat i brand. Så det sluttede med et brag."

Dagen efter blev bygningen besat, og to dage senere blev den ryddet igen af en politistyrke på 150 mand. 52 BZ’ere blev anholdt. Kort efter blev bygningen revet ned.

”Vi følte, at lukningen af Saltlageret var en del af systemets angreb på de alternative miljøer. I dag kalder man det gentrificering med et pænt ord, og man kan tydeligt se, hvordan det har forandret byen. Men det var nok ikke helt så stor en konspiration, som vi troede dengang,” siger René Karpantschof og understreger den Saltlagerets betydning for BZ-bevægelsen.

“Huset var en del af det alternative fællesskab, som også bestod af Huset i Magstræde, Ungdomshuset, Christiania, og de besatte huse, der var tilbage rundt omkring i byen. Det var parallelle universer, der var flettet ind i hinanden. Det var en fantastisk tid.”

Torsten Hvas er enig, men mere kortfattet i sin opsummering af Saltlagerets plads i Københavns kulturhistorie.

”Det var et fabelagtigt godt sted - en katedral på bistand.”

Læs også: