Mød grønthandleren fra Bryggen, der flygtede fra Taliban
Billede af Christian Liliendahl.
danmark

Mød grønthandleren fra Bryggen, der flygtede fra Taliban

”Vi har kun to problemer her i verden: politikere og religiøse fundamentalister.”
15.6.17

Denne artikel er oprindeligt udgivet i VICE Magazine – The Munchies Issue

Abdul Hamid Noorzae rækker ud efter en flaske granatæblesirup på hylden i sin grønthandel. Han tager sine læsebriller, der dingler fra en snor på den grå fleecetrøje, og sætter dem på næsen, så han bedre kan se. Granatæblesirup. Det minder ham om sit hjemland, Afghanistan. Det minder ham om barndom og frodige frugtplantager. "Min mor plejede at presse granatæblekernerne og lave sirup," fortæller Hamid. "Hvis man har ondt i maven, skal man nok få det bedre med granatæblekerner. Der plejede at ligge en stor juicefabrik i Kandahar, men da krigen kom, blev alting smadret," sukker han. "Fyrre år med krig." Det er næsten 20 år siden, Hamid sidst var i Afghanistan. Det er næsten 20 år siden, at han bestak Taliban for at slippe ud af fængslet, flygtede til Teheran, blev jagtet af Irans hemmelige politi og betalte menneskesmuglere for at transportere ham gennem Asien og til sikkerhed i Europa. Fra Teheran til Kiev, fra Budapest til Hamborg. Og til sidst til Danmark. Hamids kælderbutik på Islands Brygge i København hedder Frugtkælderen, og udvalget af varer er en vidunderlig spraglet blanding. Her finder man kokosvand, æsker med Turkish delight, kvæde-te, og en pose med danske småkager på disken. Da han købte butikken for ti år siden, solgte Hamid hovedsageligt frisk frugt og grøntsager, men sådan er det ikke i dag. "Hvis man går ned i det lokale supermarked, så sælger de bananer billigere end indkøbsprisen," siger han, "og det kan jeg jo ikke konkurrere imod."

"Vi har kun to problemer her i verden: politikere og religiøse fundamentalister."

En kunde i butikken spørger efter friske dadler, og Hamid finder det fluks frem. En anden kunde leder efter kikærtemel. Hamid har det. Da han flyttede til Lyngby for ti år siden for at finde et sted at bo til sin kone og fem børn, spurgte en socialrådgiver, om Hamid kunne tænke sig at komme i praktik. Han havde jo en universitetsuddannelse, og han havde arbejdet som radarofficer i den afghanske hær. "Jeg sagde 'nej tak'," fortæller Hamid. "Jeg ville have min egen butik. Jeg er glad for at være selvstændig. Jeg kommer ikke til at blive rig af at have butikken, men jeg er uafhængig." Hamid voksede op i Farah-regionen i Afghanistan. Han mødte sin kone i Kabul, da han læste på landbrugsskolen, og hun læste biologi, men som medlem af Afghanistans Demokratiske Folkeparti blev han indkaldt til hæren i 1979, da krigen brød ud. Hamid blev overført til Kabul lufthavn, hvor han arbejdede som officer, mens familien slog sig ned i hovedstaden. I 1997, kort efter at Hamid og hans kone havde fået deres femte barn, havde Taliban overtaget Kabul, og hele landet var kastet ud i en borgerkrig. Soldater og medlemmer af det Demokratiske Parti blev jagtet af de fundamentalistiske oprørere og smidt i fængsel. Det gjaldt også Hamid. Takket være hans fars fremstående position i landsbyen, hvor han kom fra, lykkedes det Hamid at skaffe nok penge til at bestikke Taliban. "Ja, det er da klart," siger han, som om det var den mest selvfølgelige beslutning. "Det var den eneste udvej."

De følgende seks måneder drog Hamid på en farefuld færd fra Iran til Europa, hjulpet på vej af menneskesmuglere.

Han flygtede til Teheran i 1999, kun for at blive arresteret af det iranske politi. De ville hverve ham som stikker, fortæller han, og have at han rejste tilbage til Afghanistan. Han vidste, at det ikke var en mulighed. "En af mine skolekammerater havde hjulpet iranerne, men de havde stukket ham i ryggen. De påstod, at han ikke havde hjulpet ham nok. En dag lagde de en bombe i hans bil."

Skolekammeratens familie var i bilen, fortæller Hamid, da bomben eksploderede.

Annoncering

De følgende seks måneder drog Hamid på en farefuld færd fra Iran til Europa, hjulpet på vej af menneskesmuglere. Han forklarer, at han skulle betale 70.000 kroner for deres tjenester. Hamid og de andre flygtninge, han rejste med, blev først kørt med bil og bus fra Iran til Turkmenistan, så videre til Tajikistan, Rusland og Ukraine. De overnattede i huse i udkanten af byerne, og fik kun lov til at komme ud af kælderen om aftenen for at tisse.

Første gang de rejste med tog fra Kiev til Budapest, blev de fanget og sendt tilbage. Anden gang gemte de sig under loftet i en togvogn, klemt inde mellem elledninger og vandrør. Efter 17 timer fanget i det lille hulrum krydsede de grænsen og fik lov til at komme ud. Hamid bruger sine hænder til at beskrive smuglernes udseende: elefanthuer og solbriller. "Der var en flink politibetjent, der engang spurgte mig: 'Kender du nogle af de her smuglere?' Jeg sagde: 'Nej, de er altid ti skridt foran en.' Betjenten svarede: 'Det har du fuldstændig ret i.'" Fra Budapest rejste Hamid videre til Slovakiet, så Leipzig og Hamborg, hvor han fik en togbillet i hånden: Københavns Hovedbanegård.

Abdul Hamid Noorzae står i sin butik på Islands Brygge.

Hamid står bag disken i sin butik, mens forårssolen står ind af vinduerne. Han skynder sig at finde låg til flamingokasserne med æbler, citroner og fennikel, der står ude på gaden. Et par dage før vi mødes i hans butik, fejrede Hamid sin 58-års fødselsdag. Hans børn gav ham en bærbar computer, så han kunne følge med i nyhederne fra Afghanistan og høre amerikansk radio. Jeg spørger ham, hvad han tænker, når han hører historier om alle de migranter, der er på flugt i dag. "Da jeg kom hertil, var det nemmere," siger Hamid. "For jeg kom med bil og tog, ikke med båd." Hans første stop i Danmark var Sandholmlejren. Her oplevede han en smule værdighed midt i alt det kaotiske. "Der var en seng med en madras. Der var morgenmad, frokost og aftensmad. Frugt og kaffe. Man kunne dyrke motion og sport."

LÆS MERE: Mød den københavnske biavler der flygtede fra krigen i Syrien

Efter han fik opholdstilladelse, blev Hamid sendt til Støvring i det nordlige Jylland, hvor han flyttede ind i et lille rækkehus og fik penge til at købe en seng, et fjernsyn og de vigtigste fornødenheder. "Der var mange gode mennesker," siger Hamid. "Dengang var der ikke mange udlændinge i Støvring. Det var kun mig og en anden afghansk mand."

Hamids far havde hjulpet med at få familien til Iran, og udlændingestyrelsen sørgede for at skaffe penge, så de kunne betale det iranske politi for at løslade dem. "Jeg kunne ikke skaffe så mange penge selv," siger Hamid. "Men lederen af asylcenteret sagde, at det nok skulle gå: 'Vi låner dig pengene, og så kan du betale dem tilbage senere'," fortæller Hamid. Den danske ambassade i Teheran udstedte midlertidige danske pas til Hamids familie. Da han tog ud for at hente dem i Aalborg lufthavn, tog han et videokamera med, så han kunne dokumentere øjeblikket. Hamid forklarer, at børnene hurtigt faldt til. Efter bare otte måneders danskundervisning ville de gerne starte i folkeskole. "Det var et stort fællesskab," siger Hamid om det sammentømrede lokalsamfund i Nordjylland. "En gang om måneden lavede vi mad sammen på skolen. Når børnene blev inviteret til fødselsdagsfester, fik forældrene altid det sidste stykke kage, når de hentede deres børn." Hamid gik til danskundervisning, arbejdede hos en automekaniker og forsøgte at få det bedste ud af sin professionelle erfaring fra Afghanistan, men det politiske klima ændrede sig. "Jeg talte med min sagsbehandler om at få arbejde i Aalborg lufthavn, men så skete 11. september. Det gjorde det stort set umuligt for en udlænding at få arbejde i en lufthavn. Stemningen ændrede sig." Da familien flyttede til den lille by Øster Assels i Limfjorden, overtog Hamid pizzeriaet i stueetagen på deres nye hus: Dinos pizzeria. Ved siden af var en Nissan-mekaniker med 12 ansatte, der nærmest brugte Dinos som deres kantine. "Mekanikerne var glade for grillkylling med pomfritter. Jeg tjente ikke særlig meget, men jeg købte de bedste ingredienser. Jeg tror, jeg havde 80 forskellige slags pizza."

"Når krigen stopper, tager vi tilbage igen. Mine børn vil gerne se Afghanistan. De vil gerne derned og hjælpe de udsatte."

Brugte han nogensinde ingredienser fra Afghanistan på pizzaerne? "Nogle gange," siger Hamid, "men det virker ikke altid så godt på pizza. Kebab og kylling fungerer godt. Også frugt. Hvis du lægger salat ovenpå din pizza, kan du fint tilføje et par skiver banan. Det smager rigtig godt."

Da familien byttede Nordjylland ud med Lyngby, var det en beslutning, der blev taget for børnene og deres uddannelses skyld. Hamid stråler, når han snakker om sine tre døtre. De to ældste er ingeniører, og den yngste studerer medicin. Hans to drenge er i gang med gymnasiet. Men familien mistede alligevel noget, da de flyttede fra Støvring.

"Familielivet var lettere deroppe," siger Hamid. Han elskede at mødes med deres kontaktfamilie, som bestod af datterens lærer Karen og hendes mand Poul-Erik, for at lave mad sammen. Hamid smiler, da jeg spørger, hvilken dansk ret han bedst kan lide. Det var den ret, Poul-Erik plejede at lave til ham: Kogte vildmosekartofler med kyllingekebab.

LÆS MERE: Til kageaften med britiske jihadister i Syrien

Når Hamid besøger de afghanske butikker rundt omkring i København, leder han altid efter qurooti, som er den afghanske specialitet, han savner mest. Retten er lavet af tørret yoghurt blandet med løg, stegt brød og hvidløg. Men hvad savner han egentlig mest ved Afghanistan? "Alt. Hele landet. Jeg boede der, da det var et andet Afghanistan. Når krigen stopper, tager vi tilbage igen. Mine børn vil gerne se Afghanistan. De vil gerne derned og hjælpe de udsatte." Når den dag kommer, kan det være, at granatæbleplantagerne blomstrer igen. Efterhånden som landet forsøger at klare sig uden bistandshjælp fra udlandet, er granatæble blevet udset til at være en af de afgrøder, der gennem eksport kan være med til at styrke Afghanistans økonomi. Hamid er stadig optimistisk omkring fremtiden. "Vi har kun to problemer her i verden," siger han. "Politikere og religiøse fundamentalister. I dag er verden mere som én stor familie. Der er en ny generation, der vokser op i en ny verden. "Forhåbentlig vil grænserne en dag forsvinde."