Årets Golden Globe viser, at Hollywood er forandret, men ikke nok

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

I promovideoen til dette års Golden Globe-uddeling optræder en lettere anspændt, men dog smilende Seth Meyers. ”Vi har,” begynder han, ”meget at tale om.” Det er tydeligt, hvad han mener, men øjeblikket er så hurtigt overstået og erstattet af et jublende publikum og festlig baggrundsmusik, at noget af gassen går af ballonen. Derefter følger et voice-over: ”Det er årets fest… med alle stjernerne… på en meget særlig aften!”

Jeg så promoen for en uges tid siden. Det var efter, at Entertainment Weekly rapporterede, at kvindelige skuespillere havde i sinde at bære sort tøj i protest mod overgreb og chikane i filmindustrien og kun et par dage efter offentliggørelsen af det ambitiøse Time’s Up-initiativ, hvor adskillige magtfulde kvinder i underholdningsindustrien er gået sammen om at modarbejde chikane på arbejdspladsen på tværs af erhvervsgrupper. ”Vi har meget at tale om” føles som en underlig måde at starte på, og det bliver endnu mere underligt, når udsagnet opfølges af vild jubel og glad musik, men det var selvfølgelig også en svær opgave til at begynde med. Prisuddelingen er den første efter Weinstein-afsløringen og de mange efterfølgende sager, der har rystet Hollywood. Der var derfor behov for at italesætte svære emner som sexchikane, overgreb, diskrimination og racisme og på samme tid gøre det appetitligt for tv-seere, der gerne vil have et skud glamour fra skærmen.

Seth Meyers har selvfølgelig ret. Der var meget at tale om til Golden Globe, også selv om det betød, at snakken skulle tages på den røde løber, et sted, der ikke ligefrem er kendt for at inspirere til dybe samtaler. Gennem flere år har kvinder krævet at blive stillet mere seriøse spørgsmål end bare ”Hvem har du på?” på den røde løber, men med blandede resultater. Aftalen om at gå i sort gjorde det også til en lidt irrelevant diskussion, fordi tøjet i sig selv blev til en politisk udmelding, selv om det var en ret let måde at protestere på og måske til tider lidt for glamourøs. (På Instagram har Kendall Jenner tilkendegivet sin solidaritet med Time’s Up-kampagnen: ”Jeg står også sammen med alle kvinder,” skriver hun under et billede af sig selv i en avanceret sort sag af en kjole. På det næste billede er hun ankommet på den røde løber og poserer entusiastisk. Her skriver hun: ”@giambattistavalliparis haute couture får mig til at føle mig som en prinsesse” – efterfulgt af en sort hjerte-emoji naturligvis.)

Det kommer ikke som nogen stor overraskelse, at underholdningskanalen E!’s typiske, tomhjernede dækning på den røde løber ikke førte til nogen selvrefleksion. Værten Ryan Seacrest snublede over ordet ”solidaritet” to gange. Da Eva Longoria, blandt andre, bragte problemet med den manglende ligestilling i forhold til aflønningen af de ansatte på E! – den tidligere E!-vært Catt Sadler forlod stationen i december, da hun fandt ud af, at hendes mandlige kollega tjente næsten det dobbelte af hende – på banen, blev Ryan Seacrest helt forfjamsket. ”Vi er vilde med Catt, det er vi,” lød det intetsigende svar.

Adskillige kvindelige skuespillere havde medbragt aktivister som gæster og overdrog deres taletid på den røde løber til dem. Selv om selve formatet – der lægger vægt på kortfattede kommentarer og lækre billeder – i bedste fald var akavet, og i værste fald direkte forklejnende, hvilket man blandt andet så under Ryan Seacrest lyninterview af #MeToo-aktivisten Tarana Burke. Under interviewet bliver hun pludselig skubbet op i hjørnet af skærmen. ”Der er så meget kraft i det her øjeblik lige nu, fordi vi ser… to verdener, som normalt holdes skarpt adskilte, mødes om en fælles sag,” sagde hun fra det lille billede i hjørnet, mens kameraet i stedet fokuserede på Dakota Johnsons kjole. Mens Tarana Burke fortsatte, panorerede kameraet langsomt op af Johnsons krop – en temmelig tvivlsom praksis, som Cate Blanchett påpegede ved Oscar-uddelingen i 2014, hvor hun bukkede sig ned, kiggede direkte ind i linsen og spurgte: ”Gør I også sådan med fyrene?”

Ændringen af tonen i Golden Globe-dækningen har skulle ske med lynets hast, og flere modejournalister har måttet lægge hjernen i blød for at nytænkte stilen på den røde løber. New York Times foreslog, at man i stedet dækkede begivenheden som en nyhed og ikke som et modeshow ved at sende en Pulitzer-vindende fotograf til Hollywood for at ”fange virkeligheden og personlighederne,” og magasinet The Cut besluttede sig for helt at droppe deres sædvanlige bedømmelse og karaktergivning af påklædning. (”Hvordan bedømmer man folks tøj til en begravelse? Det gør man bare ikke,” har The Cuts chefredaktør, Stella Bugbee, udtalt til Women’s Wear Daily.)

Mange medier havde fuldstændig bandlyst den traditionelle kritik af skuespilleres påklædning – selv om tonen på den røde løber er forbavsende omstillingsparat i det oplyste Hollywoods tidsalder. I stedet for: ”Se alle de forskellige look til Golden Globe” fik vi i år “Alle de kendte, der rocker sort tøj i protest ved Golden Globe,” og i stedet for de typiske lister over de værst klædte deltagere opstod en helt ny variant: “Skuespillere, som ikke bar sort til Golden Globe” Der var kun tre kvinder på sidstnævnte liste. To af dem har allerede følt sig nødsaget til forklaret dem selv for offentligheden. Så vidt jeg ved, var der ingen af de mænd, der bar en hvid skjorte under jakken, der på lignende vis blev udstillet.

Det maniske fokus henleder atter opmærksomheden på promovideoen, som jeg mener, giver et præcist billede af aftenens mission. Men det, der er interessant, er ikke den vage udmelding i ”vi har meget at tale om,” men mere den fornemmelse af pligt, der ligger deri – ideen om noget vi skal tale om. Selv om reaktionen på protestbevægelsen og intentionen om at dukke op til uddelingen i sort har fået mange hårde ord med på vejen, og blandt andet er blevet kaldt ubrugelig og selvoptaget, så gjorde de kvindelige skuespillere og aktivister en stor indsats for at få budskabet ud på den røde løber i søndags. Det er ikke deres fejl, at den bizarre og overfladiske mediemaskine på den røde løber ikke er udstyret med evnen til at håndtere et stort problem såsom systemisk diskrimination og overgreb via et 360-graders GlamCam.

Kulturen og industrien havde meget at tale om i søndags – men det var åbenbart ikke alle, der følte, de behøvede at sige noget. Næsten samtlige kvinder, som vandt en pris ved uddelingen, talte om det ”opgør”, der finder sted lige nu: Nicole Kidman, Laura Dern, Rachel Broshnahan og Elisabeth Moss talte rørende om at sætte en stopper for kønsbaseret chikane og overgreb og opfordrede Hollywood til at præsentere kvinders historier med ærlighed og oprigtighed. Oprah talte i ti minutter om racisme, sexisme og arbejderklassens kvinders kamp – det lykkedes i en sådan grad, at flere nu har opfordret hende til at stille op til præsidentvalget næste gang.

Aftenens mandlige vindere var derimod langt mindre tilbøjelige til at adressere tidsånden, selv om man selvfølgelig ikke kan vide, om det skyldes, at det ikke interessere dem, at de ikke vil tale på kvinders vegne, eller fordi de hytter deres eget skind. James Franco, der af flere kvinder på Twitter er beskyldt for sexchikane, udtrykte i sin takketale sin taknemmelighed overfor en lang liste af mænd for så til sidst at takke sin mor… fordi hun gav ham en bror. Gary Oldman, der engang blev beskyldt for at tæve sin kone foran parrets børn og for at forsøge at kvæle hende, da hun ville ringe efter politiet, citerede Winston Churchill i sin tale. Utroligt nok bar de begge to ”Time’s Up”-badges. Kirk Douglas, om hvem rygtet i årevis har cirkuleret, at han skulle have voldtaget Natalie Wood, da hun var teenager, vandt en ”Lifetime Achievement”-pris og modtog et stående bifald.

Og selv om der var så meget at tale om, så var der en masse, der ikke blev talt om – for eksempel Woody Allen, der er beskyldt for at have misbrugt sin datter, da hun var syv år gammel, og derudover giftede sig med sin adoptivdatter. Før showet begyndte tweetede Justin Timberlake, som optræder i Woody Allens nyeste film, en selfie med hashtaggene #TIMESUP og #whywewearblack. I presselogen kæmpede Greta Gerwig med at finde et passende svar, da hun blev spurgt, hvorvidt hun fortrød sit samarbejde med instruktøren og talte i stedet om, hvor vigtigt det er, at kvinder fortæller deres historier. Men det er ikke bare Woody Allen. Flere af de store navne, som deltog ved uddelingsceremonien, har efter sigende i 2009 sat navn på en underskriftsindsamling, der krævede, at den schweiziske regering løslod den dømte voldtægtsforbryder Roman Polanski – herunder Martin Scorsese, Penelope Cruz og Natalie Portman, hvoraf sidstnævnte er blevet rost til skyerne for at påpege, at listen over nominerede instruktører udelukkende bestod af mænd.

Som en, der aldrig har kunne lide at kede sig, være irriteret eller blive udsat for billeder af familien Franco i tre timer af gangen, så er jeg generelt ikke den største fan af prisuddelinger. Jeg kunne heller ikke lide Golden Globe i søndags, selv om den på en måde virkede forandret – i hvert fald på overfladen. Der var både en fornemmelse af håb og vrede til stede. Men en række spørgsmål melder sig alligevel: For nu, hvor vi var fundet ud af, at der er meget, vi skal have snakket om, hvem er det så, der får mulighed for at tale? Og hvem får lov til at slippe for at have den samtale – hvad end det skyldes manglende interesse eller skyld? Hvordan sikrer vi os, at folk rent faktisk hører efter? Og allervigtigst, hvordan sikrer vi, at vi bevarer ambitionen om at gøre verdenen til et bedre sted uden at ende i en glamourøs forestilling?