Adopter Bruno, verdens mest besværlige kat

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Går du og leder efter et kæledyr, som kræver din opmærksomhed konstant? Et dyr, som kun vil berøres meget specifikke steder på kroppen og kun drikker vand i bestemte rum? Hvis det lyder som den slags ansvar, du har behov for i dit liv, så skal du møde Bruno. Han er en syv-årig kat, der mangler en ny ejer.

Videos by VICE

Bruno er genial, hvis du elsker ironi, for han er simpelthen den mest krævende pelsklump, der nogensinde er kommet ud af en race, der ellers er kendt for at kræve forholdsvis lidt arbejde. Ifølge et Facebook-opslag fra hans midlertidige hjem, Wright Way Rescue i byen Morton Grove i Illinois, USA, er Bruno en “afslappet, doven fyr”. Men påstanden om, at han er “afslappet”, klinger hult, når man hører mere om ham. I hvert fald sådan som det står i opslaget, der tilsyneladende er skrevet af katten selv.

Ifølge Bruno er han:

– Meget “snakkesaglig.”

– “På kur.”

– Kan lide sit fjer-legetøj (men intet af det andet!)

Jeg kan også virkelig godt lide at lege med mit fjer-legetøj. Men ikke så meget det andet legetøj eller kradsetræer.

– Står på bagbenene, når han er sulten (totalt smart).

– Gider ikke spise, hvis ikke han bliver kælet samtidig.

Jeg elsker at blive kælet, mens jeg spiser. Det tog et stykke tid før min plejemor fattede, hvad jeg klagede over, for hun havde jo allerede givet mig mad. Men til sidst fandt hun ud af, at det er fordi, jeg vil aes, mens jeg spiser! Jeg spiser også, selvom jeg ikke bliver kælet, men jeg brokker mig mere og stirrer på dig et stykke tid.

– Kan godt lide at blive aet på hovedet og bliver meget sur, hvis du rører hans mave, også selvom han rejser sig op og viser maven frem, når han er sulten.

Jeg kan kun lide at blive kælet på toppen af hovedet og ned ad ryggen. Jeg ved godt, at det er fristende at røre min mave, men jeg vil helst have, at du lader være. Jeg slår måske ud efter dig og lader som om jeg vil bide dig, hvis du rører min mave.

– Vil kun drikke vand, hvis vandet står i et andet rum end køkkenet, hvor maden er. Wright Way Rescue foreslår, at man stiller flere vandskåle rundt omkring i huset.

Jeg drikker aldrig vand i køkkenet, hvor maden er. Jeg drikker kun vand, hvis det står i et andet lokale. Hvis du har et større hus, kan du måske stille flere skåle frem til mig, og lige huske at skifte til frisk vand hver dag? Ja, jeg ved godt, at jeg er lidt besværlig.


Det virker som hårdt arbejde at tage sig af Bruno. Men kan vi virkelig tillade os at sige, at katten er for besværlig? Er vi ikke alle sammen lidt besværlige med vores forskellige præferencer i forhold til mad og vores glutenallergi og vores selfies og alle de mennesker vi (ikke) kan lide? Har vi ikke alle unikke personligheder og særheder, der gør os ufatteligt irriterende for nogen, og helt vidunderlige for andre? Hvis du hader Bruno, hader du dig selv, så måske skal du overveje at adoptere ham? Elsk ham, som du gerne selv vil elskes – med alle dine fejl, excentriske vaner og besværlige behov.