Jeg levede en hel dag af spiselige tallerkener

.

Du er ude og flyve. Du er pludselig sulten, din mave knurrer, og din krop går i overlevelsestilstand. Du stikker snuden i luften og prajer en flyvende pølsevogn; to styks soylent-pølser med ketchup. Vognen flyver videre mod næste kunde, og i samme øjeblik går det op for dig, at du stadig er sulten, selvom dine soylent-pølser gled let og elegant ned i maven. Det gør ikke så meget, tænker du, inden du tager en bid af tallerkenen, pølserne blev serveret på.

Et sådant fremtidsscenarie kunne være taget ud af en dårlig sci-fi novelle, men faktisk er det virkelighed i dagens Danmark. Altså det med den spiselige tallerken. Ikke det med den flyvende pølsevogn, selvfølgelig.

Den spiselige tallerken er opfundet af den polske hvedebonde og møller Jerzy Wysocki, der for godt og vel ti år siden ville finde en måde at udnytte det overskydende klid, han stod tilbage med, når hvedekornene skulle males til mel.

Wysocki fandt ved et tilfælde ud af, at hvis han blandede hvedeklid med vand, varmebehandlede det og pressede det sammen, så skete der noget: Hvedekliden blev til et let og ganske standhaftigt organisk materiale. Og Wysocki var ikke sen til at se det flade klids potentiale. Han byggede derfor en maskine og begyndte at producere bionedbrydelige (og spiselige) engangstallerkener af hvedeklid under navnet Biotrem.

Udover klidtallerkenernes åbenlyse miljømæssige fordele som et alternativ til brugen af plastikservice — tallerkenerne var "officiel festivaltallerken" ved dette års Øya Festival i Norge — åbner tallerkenernes spiselighed også op for, at engangsservice i fremtiden vil kunne være en integreret del af det måltid, der serveres på det. Og at den polske klidtallerken, med sit rustikke, kornbrune design, ligner en nordisk madstylists våde drøm, gør den ikke mindre appetitlig.

Alt det skulle komme an på en prøve, så jeg besluttede mig for en hel dag at spise mad, hvor tallerkenen indgik i måltidet.

Morgenmad var måske den mest oplagte mulighed. Hvedeklid lugter langt væk af sund, fiberholdig kost, så jeg rev tallerkenen i mindre stykker af cirka én gange én centimeter og badede dem i mælk, som var de en portion af Kellogg's fiberrige All-Bran flager.

Tallerkenstykkernes hvedesmag i samspil med den kolde mælk sendte mig faktisk tilbage til en gang i barndommen, hvor vi var løbet tør for Coco Pops, og det eneste alternativ var min mors fuldkornsflager. Eneste klare forskel var, at mine tallerkenflakes havde konsistens som kork og derfor lagde en solid bund.

Nå, tilbage til tallerkenen.

Tidligere i år, ved festivalen Stella Polaris i Frederiksberg Have, serverede kokken Trung Tien Do fra københavnske The Average Food Truck mad på de spiselige tallerkener, og i den forbindelse forsøgte han selv at fusionere tallerken og måltid.

Trung overvejede, om man kunne bruge tallerkenen som en pizza eller tærtebund, men den tørre konsistens gør den svær at sætte til livs. For at løse det problem forsøgte han at væde tallerkenen med tomatsauce, men den ønskede effekt udeblev.

Inspireret af Trungs strabadser, bestemte jeg mig for, at jeg til frokost skulle lave tallerkenpizza. Valget faldt på den klassiske pepperoni, og en mexicansk udgave med chili og kylling. Jeg smurte bunden af tallerkenerne med en blanding af tomatpuré og vand for at væde det bastante klid lidt op, dækkede dem med et generøst lag ost, inden jeg sluttede af med toppings.

Efter 25 minutter ved 150 grader var tallerkenerne slet ikke så dårlige. Smagen mindede allermest om den slags pizzaer, man køber fra frost i supermarkedet. Den helt store forskel var at tallerkenpizzaerne overraskende nok føltes sunde. Som en tynd stenovnsbagt pizza med den mest ekstreme fuldkornsbund, man kan forestille sig. Jeg forstod udmærket godt, hvad det var, Trung mente, da han sagde, at de var svære at sætte til livs. Tallerkenpizzaen lagde sig som mursten i min mavesæk.

Trung endte med at lade tallerkenen erstatte det brød, han normalt serverer. Han lavede to retter meatballs med bygotto, tomatsauce og parmesan; en vegetarret og en med kød, som han serverede en smule mere flydende end normalt for at gøre tallerkenen mere medgørlig og lettere at fortære.

Ifølge Trung kan tallerkenen dog endnu ikke erstatte brød, da den er "for tør og mangler noget grundsmag. Men kunne man få den presset endnu tyndere, samtidig med at man bevarede tallerkenens robusthed, ville det hjælpe på det. Så kunne man tilsætte smag — salt og peber eksempelvis — og man kunne bruge andre kornsorter som rug og dermed få en smag à la rugbrød."

Det var tid til aftensmad. Vand måtte være nøglen til den spiselige tallerken, tænkte jeg. Jo mindre robust, jo lettere at spise.

Jeg stillede derfor en tallerken i mikroovnen sammen med et glas vand i håb om, at det fordampende vand ville kunne blødgøre det knastørre klid. Efter fire minutters mikrobølge bombardement begyndte tallerkenen at sortne og for at undgå eventuelle brand katastrofer, opgav jeg at gøre den bøjelig. Jeg knækkede den i stedet på midten og lavede en tex-mex inspireret tallerkentacoskal.

Tallerkentaco var en tør omgang, og da kombinationen af tallerkenflakes og tallerkenpizza i forvejen gav mig vejrtrækningsproblemer, fordi jeg var så mæt, nøjedes jeg med fyldet og forsonede mig med tanken om, at jeg havde gjort et forsøg.

Netop tallerkenens tørre karakter er det, der gør den både robust og svær at sætte til livs. Og der skal rimelig meget vand til at få den til at falde fra hinanden. Men er væsken kogende varm, vil den i løbet af cirka 30 minutter blive så porøs, at den mister sin egenskab af tallerken.

Ifølge Martin Lehrmann fra Eat a Plate, der har agenturet til polske Biotrems tallerkener i Danmark, arbejder man på at gøre tallerkenerne mere resistente overfor vand. Presser man klidfibrene endnu hårdere sammen, glattes fibrene mere ud, og vandet får sværere ved at samle sig i tallerkenens teksturer. Men så længe maden ikke er alt for vandholdig, kollapser tallerkenen ikke. Varm grød kan den eksempelvis godt håndtere.

At den spiselige tallerken er knap så spiselig, ændrer dog ikke på, at bionedbrydeligt materiale er et kærkomment alternativ til plastik, skumplast og pap. Et par plastiktallerkener hist og her fra en børnefødselsdag eller en sommerfestival virker måske som en dråbe i havet, men hvis vi som estimeret kommer til at smide 17,5 millioner tons plastik ud i verdenshavene i 2025, kan man vel ligeså godt starte med at gøre noget ved den måde ens burrito eller brunsvigerkagemand bliver serveret.

De fleste af os er jo efterhånden kommet til den erkendelse, at virkelighedens fremtid nok snarere byder på affaldssortering, emballagefri supermarkeder og grøn energi end atomreaktordrevne jet-pølsevogne.

Men hvis vi så i fremtiden kan servere en skive ost på en tallerken og kalde det for en ostemad, vil det jo være lidt af et plaster på såret.