FYI.

This story is over 5 years old.

kropsidealer

En model åbner op om sin rejse fra at sulte sig selv til at blive tilpas med sine kurver

"Jeg var så sulten, at en enkelt mandel smagte ligeså godt som en frisk smørcroissant."

Denne artikel er oprindeligt udgivet af i-D

For nogle uger siden delte den 27-årige model og kropsaktivist et billede, der sidestillede hendes krop med et foto fra dengang, hendes modelkarriere var på sit højeste og hun levede af 500 kalorier om dagen. Billedet gik viralt. Her fortæller hun med egne ord sin historie om, hvordan hun overvandt sine udfordringer.

Hvem er Liza Golden-Bhojwani? Jeg er bare endnu en pige i den her verden. Født og opvokset i Texas. Jeg flyttede til New Jersey som 6-årig, inden jeg tog til New York som 17-årig for at starte min modelkarriere. Jeg havde egentlig altid forestillet mig, jeg skulle være dyrlæge, fordi jeg elskede dyr. Folk sagde til min mor, at jeg skulle være model, men det var ligesom vigtigere at få en uddannelse. Det endte med, at jeg begyndte på et lokalt college og læste til sygeplejerske. Jeg betalte selv for min uddannelse, men til sidst havde jeg simpelthen ikke råd til at betale for den med drikkepengene fra mit job som servitrice. Så jeg besluttede alligevel at give modelkarrieren et skud. Det begyndte egentlig mest som en let måde at tjene penge og være uafhængig. Jeg tog det ikke så seriøst som de andre piger – som var blevet groomet på catwalken siden begyndelsen af deres teenageår. Da jeg begyndte, vidste jeg ingenting om, hvordan man var model. Jeg troede bare, jeg skulle leve det glamourøse liv, men jeg indså snart virkeligheden bag.

Annoncering

Jeg begyndte at blive bevidst om min krop, da jeg var omkring 20. Jeg lagde mærke til, at min naturlige figur ikke var ligesom de andre modelpigers. Jeg havde bredere hofter og talje. Jeg besluttede at gøre noget ved det for at opnå den der perfekte figur, så jeg virkelig kunne udrette nogen i branchen. Det var nu eller aldrig. Jeg begyndte at træne og gå på slankekur som alle de andre piger havde gjort hele tiden. Desværre var den eneste diæt, der nogensinde bragte mig i nærheden af den klassiske modelfigur, at begrænse mit indtag til 500 kalorier om dagen. Jeg tabte næsten 10 kilo på bare to uger, og det gav mig et kæmpe rush.

Men jeg havde det elendigt. Mit humør svingede konstant. Jeg var hele tiden irritabel og havde rysteture. Mit ansigt blev helt indfaldent, og jeg havde sorte render under øjnene. Jeg var så sulten, at en enkelt mandel smagte ligeså godt som en frisk smørcroissant. Ligesom alle mine andre slankekure varede det ikke så længe. Der var en aften, hvor jeg besvimede, mens jeg var ved at lave et af mine "sørgelig-undskyldning-for-et-måltid"-måltider. Jeg blev bange og stoppede diæten med det samme. Det var simpelthen ikke det værd at stresse min krop så meget.

Man skulle tro, jeg havde lært min lektie, men jeg ville ikke give op. Jeg var nødt til at prøve en sidste gang. Et par måneder senere besluttede jeg at benytte en lidt sundere slankekur. Jeg troede virkelig, jeg havde fundet noget holdbart og sundt. Jeg havde sixpack for første gang i mit liv. Jeg spiste en 100 procent clean, glutenfri palæo-kost. Jeg trænede næsten hver dag. Af en eller anden grund kunne jeg bare ikke få mine hofter ned i den rigtige størrelse. Jeg var totalt besat og kompromisløs, men det var stadig ikke nok. Jeg var fuldstændig udmattet både mentalt og følelsesmæssigt, og jeg kunne ikke klare det mere. Jeg besluttede, at det skulle være sidste gang nogensinde, jeg gik på slankekur for at nå det mål.

Annoncering

Jeg lagde min besættelse af den perfekte figur bag mig. Jeg var færdig med at prøve at være noget, som jeg tydeligvis ikke var skabt til at være. Jeg holdt fri i to år og fokuserede for en gangs skyld på mig selv og ikke min krop. Sidste år gik det op for mig, at jeg ikke længere behøvede at skjule mig for verden. Jeg ville gerne bare være mig selv i stedet for at tvinge mig selv ned i en sko, der ikke passer, for at sige det sådan.

Jeg begyndte at dele billeder af mig selv og min krop på Instagram, efter jeg besluttede at stoppe med diæter. Det inspirerede mig at dele budskabet med mine følgere, at nogle gange er den bedste krop for dig ikke den samme som den, det omgivende samfund siger, du skal have. Men det betyder ikke, at den ikke er smuk. Nu er jeg det, man kalder "plus size model". For mange er det en stødende betegnelse, men i sidste ende kender jeg min egen værdi. Jeg er stolt og glad for at være den størrelse, jeg er, og jeg forstår godt, hvordan branchen fungerer, så jeg bliver ikke fornærmet over den slags.

I dag – næsten tre år efter jeg stoppede – har jeg det bedre med mig selv, min krop og mit liv end nogensinde før. Ikke fordi det er lykken at tage på, for det er det ikke. Men fordi det at være tro mod sig selv og respektere sig selv nok til at sige fra over for noget, som er nedværdigende, er lykken. Nu er jeg i gang med at reetablere mig i branchen. Det er spændende og en lille smule skræmmende, for man ved aldrig, hvad der kan ske.

På sigt håber jeg på at kunne sprede budskabet og de ting, jeg har lært, til så mange kvinder derude, som jeg kan. Ved at læse folks reaktioner på min historie har jeg fundet ud af, at kropspositivitet kan påvirke rigtig mange liv og befri dem fra de grænser, de har opbygget for sig selv. Vi er allesammen smukke, og vi fortjener allesammen at være frie og blive elsket uanset vores størrelse.