Robotter tilberedte og serverede min frokost

Robottjenerne på Tian Waike, en fastfood restaurant i den Kinesiske by Kunshan, ser ud som om, de er designet til at overtage verdensherredømmet. Men de ligner også noget, som aldrig vil komme op at stå igen, hvis de blev væltet.

Siden august 2014 har robotterne haft travlt med at servere dumplings, ris og andre gode sager til kunderne på restauranten i Jiangsu provinsen, mens deres metalliske artsfæller tilbereder maden i køkkenet. Pangolin – firmaet bag Tian Waike – er med alt sandsynlighed ikke fastfood-verdenens svar på

Skynet

, men firmaets chef, Song Yugang, er fast besluttet på, at robotterne skal erstatte menneskelig arbejdskraft på restauranter over hele verden.

Han åbnede Tian Waike for at vise sine maskiner frem, og gæsterne har været begejstrede for at få lavet mad af en robot, som har et piskeris, hvor vi andre har en hånd. Da jeg mødte Yugang på restauranten en mandag ved frokosttid, var der dog ret tomt. Han fortalte, at der altid var fuldt hus i weekenderne.

Selvom restaurantens hovedformål er at vise robotterne frem til potentielle robotkøbere, så kom idéen til madlavning fra Yugangs hjem.

"Jeg lavede det her på grund af mine døtre," fortalte Yugang. "Mine døtre ved ikke, hvordan man laver husligt arbejde. Jeg bad dem om at lære det af min kone, men det var de ikke villige til. Så fortalte jeg dem, at de ikke ville kunne finde en ordentlig mand, hvis ikke de lærte det. Men i 2010 bad mine døtre mig om at udvikle robotter, der kan sørge for det huslige arbejde - og det indvilgede jeg i. En far holder altid det, han lover sine døtre."

Ser man på robotternes nuværende formåen, kan Yugangs døtre dog endnu ikke lægge paletkniven helt på hylden. Der var fire robotter i køkkenet, der udførte helt basale opgaver såsom at piske, røre og ryste. De havde alle som én brug for en hjælpende menneskehånd, og restaurantens ansatte måtte konstant være over deres robot-kolleger for at sikre, at maden blev tilberedt på en ordentlig måde.

Det virkede som om, at robotterne ikke var meget andet end avancerede køkkenmaskiner med lysende øjne, men Yugang påstod, at robotterne tillod ham, at have omkring seks ansatte per vagt; han ville være nødt til at have 20 ansatte hvis det ikke var for robotmedarbejderne. Han fortalte også, at en del af tilberedningsprocessen var blevet skåret bort, hvilket bestød, at han slap for at ansætte en køkkenchef.

"En robot kan arbejde ti timer om dagen i en syv til otte år," fortalte Yugang. "Tjenerne kan arbejde otte, max ni timer i døgnet, og man er nødt til at stille lokaler og måltider til rådighed. Men vores robotter koster os ikke meget mere end de maksimalt 3 kroner de bruger i elektricitet dagligt."

Robottjenerne var noget mere imponerende end deres brødre ude i køkkenet. De fes rundt i restauranten med bakkerne fyldt med mad, stoppede fint op ved deres destinationer, og lod kunderne om at transportere maden det sidste stykke vej fra robot til bord. Derefter klappede kunderne deres tjener blidt på hovedet, og den forstod dermed, at det var på tide at vende tilbage til disken.

Robotterne var endnu ikke nået til et punkt, hvor de kunne tage billeder af dig og dine venner med din smartphone, men de mest basale opgaver blev udført til punkt og prikke.

"Rigtig mange af vores kunder beklager sig over, at vores robotter er langsomme," fortalte Yugang. "Men det er fordi, børn går i vejen for dem, når de vil lege med dem. Det gør simpelthen serverigstiden langsommere. Børn giver robotterne krammere og vil ikke lade dem fortsætte. Men jeg kan godt lide børn, så jeg lader dem bare lege."

Andre børn var rædselsslagne for robotterne.

Der var også en velkomst robot (afbilledet nedenfor). Den kunne afkode om en gæst lige var ankommet eller var på vej ud og kunne så sige både goddag og farvel. Men Yugang fandt ud af, at snakkesalige robotter ikke var godt for effektiviteten.

"Vores madlavningsrobotter kan tale, men den funktion har jeg slået fra. Det er ikke nødvendigt, at de taler. Vores robotter kan sige simple sætninger som, 'undskyld mig. Jeg har travlt med at arbejde' til de børn, der gerne vil lege med dem. De er i stand til føre en simpel samtale og kan sige 'Hvor gammel er du? Er du en dreng eller en pige?', men den funktion slog jeg også fra. Ellers var der konstant nogen, der ville tale med robotterne".

Selvom det er helt klart, at det er robottemaet, der holder Tian Waike kørende, er Yugang overbevist om, at han har fundet nøglen til fremtidens fastfood. Han hævder selv, at han har modtaget flere "tusinde" ordrer på køkkenrobotter alene i Kina. Og han er på udkig efter investeringer, der skal gøre hans fastfood-restaurant til en verdensomspændende franchise.

Yugang indrømmer, at hans hjerte brænder mere for robotter, end det gør for madlavning, og den indstilling smitter af på kvaliteten af restaurantens mad. Men i fremtiden vil det kun blive bedre, siger han.

"Madlavningsrobotter er ret besværlige. Nogle mener, at de er sværere at fremstille end at tage ud i rummet. Vi investerer stadig mange penge i dem, og om nogle år vil vi kunne få dem til at lave Kung Pao kylling eller dampet fisk. Bare med et tryk på en knap eller ved at spørge dem."

Det virker som om, at robotternes fastfood herredømme stadig ligger en del år ude i fremtiden.

Men euforien forbundet med at få sin mad serveret af en Dr. Who-rekvisit er stadig nok til at afsætte selv de kedeligste retter.

Jane Wu bidrog også til denne historie, der oprindeligt blev publiceret af MUNCHIES USA i september 2014.