Af uforklarlige årsager inviterede Shirley Manson mig på sushi​

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Når jeg en sjælden gang imellem får en date, er det som regel resultatet af en ynkelig kombination af medlidenhed, desperation og lusk. Jeg lånte engang en af mine venners hund for at få en sympati-date. En anden gang hjalp jeg en kvinde med at flytte og blev hængende i hendes nye lejlighed, indtil hun var sulten nok til at lade mig købe mad. Men kun én kvinde har sparet mig ydmygelsen ved at invitere mig ud på date: Shirley Manson.

Indtil sidste år havde jeg hverken mødt eller talt med forsangeren i Garbage. Jeg kendte hende kun fra musikvideoerne, især den til “Only Happy When It Rains” fra 1995, der kørte mere eller mindre konstant på MTV i mine teenageår og var et værdsat afbræk fra kavalkaden af mandsdominerede alternative rockbands som Pearl Jam og Red Hot Chili Peppers. Det var omfanget af vores bekendtskab – jeg så hende på TV; hun var en rockstjerne, jeg var en aknehærget teenager. Men det ændrede sig for otte måneder siden.

Gennem det magiske, og til tider dybt forvirrende, medie vi kalder Twitter, tweetede Shirley helt ud af det blå det følgende til mig fra bandets konto: “Jeg vil gerne møde dig. Du minder mig, om en jeg kendte engang.” Det var mærkeligt, tænkte jeg, men mærkeligere ting er som bekendt sket på Twitter. Sommetider søger folk på Ozzy Osbourne og finder mig i stedet. Så får jeg for eksempel skæld ud for at gå fra Sharon. Så jeg glemte alt om det i den tro, at beskeden nok var sendt til mig ved en fejl.

Men to måneder senere fik jeg en ny og endnu mere kryptisk besked: “Jeg mener det.”

“Mener hvad?” svarede jeg med en klump i h@lsen.

“Det om dig.”

Det var ret bizart og også en smule skræmmende, tænkte jeg. Hvem var det, jeg mindede Shirley Manson om? Hvorfor er det en person, hun “kendte engang”? Hvad skete der med vedkommende? Slog hun ham ihjel? Havde hun planer om at slå mig ihjel? Jeg havde mange spørgsmål. Heldigvis kunne min kollega Kim hjælpe.

Kim var i L.A. for nylig, hvor Shirley bor, for at optage et interview om Strange Little Birds, Garbages første album i fire år, og pudsigt nok var Shirley interesseret i mig. “Arbejder du med Dan Ozzi?” spurgte hun. “Jeg er stor fan af ham. Jeg elsker hans artikler, han er skarp og sjov og rigtig flot, ikke i traditionel forstand, men han har unikke ansigtstræk, der udstyrer ham med en ukonventionel charme, som jeg synes flere kvinder burde sætte pris på.” (Jeg fik samtalen refereret, så jeg tager nogle friheder i gengivelsen af detaljerne. Den overordnede konklusion? Hun er fan af mine skriverier.)

Shirley fortalte Kim, at hun gerne ville møde mig, og Kim foreslog, at hun gik på et Første Date-interview med mig. Det er en serie, hvor en kunstner og en skribent laver et interview over en fup-date. Shirley var på med det samme, fortalte Kim. Jeg var derimod ikke super begejstret, eftersom det sidste First Date-interview jeg lavede – med min drømmepige og sjælefrænde Natalie Imbruglia – skaffede mig Jezebel på halsen og en artikel, hvor de harcelerede over, at “en skribent” (jeg går ud fra de mente mig) havde arrangeret et interview som en date. Men når Shirley-fucking-Manson inviterer dig i byen, så kan man vel kun takke ja, ikke?

Da hendes pr-folk kontaktede mig, tilbød jeg, gentleman som jeg er, at skaffe bord på en fin restaurant. Mit første valg var Rainforest Cafe, ikke kun på grund af det tematiske slægtskab med føromtalte hitsingle, der ville fungere som en perfekt icebreaker, men også fordi deres Jungle Safari Soup™ er fremragende. Men så fik jeg at vide, at de allerede havde reserveret bord på en sushirestaurant på Manhattan. Det eneste, jeg skulle gøre, var at dukke op. Og det gjorde jeg så, et par minutter før vi havde aftalt, og nu sidder jeg så her.

Mens jeg sidder og drikker det ene glas vand efter det andet og skimmer en menu bestående af retter, jeg på ingen måde har råd til, overvejer jeg, hvor surrealistisk det er, at Shirley Manson, der senere på aften skal optræde på landsdækkende tv, frivilligt tager sig tid til at mødes med en eller anden idiotskribent. Musikjournalistik er ikke et særlig glamourøst felt. De sidste mange år har jeg fortalt mine forældre, at deres søn er manager i en RadioShack. Ikke fordi det er værre eller bedre end mit rigtige arbejde, men det er i det mindste, noget de forstår. Jeg fattede ikke, hvorfor hun ville spilde en aften på hænge med en bladsmører.

Shirley træder ind af døren. Hun er lille, men umiskendelig. Det første, man ser, er hendes lyserøde hår. Jeg rækker hånden frem, men hun går helt op til mig og lægger armene om min hals. “Kom her,” siger hun og giver mig en krammer. “Jeg har det, som om vi allerede kender hinanden!”

Vi sætter os ned ved siden af hinanden, og jeg skærer direkte ind til benet med det mest oplagte spørgsmål: WTF?

“Jeg kan ikke forklare det,” siger hun. “Jeg ved ikke, hvordan jeg fandt dig. Jeg læste en af dine artikler, og jeg syntes bare, du var en dygtig skribent, og din stil mindede mig folk som Steven Wells fra NME og alle musikjournalisterne, jeg voksede op med. Du skriver med alvor og med en humoristisk tone, som ingen anden gør lige nu.”

Jeg er mundlam. Jeg glor bare på hende med et helt blank udtryk i øjnene, mens jeg prøver at finde ud af, om vi er midt i optagelsen til et skjult kamera-program.

“…Du tror, jeg stalker dig,” siger hun. “Men jeg mener det! Du fik mig til at grine.”

Servitricen dukker op som kaldet og spørger, hvad vi vil have. Vi bestiller begge to shashimi, og Shirley får en øl.

“Det er lidt sjovt, at du var med på at lave et date-interview,” siger jeg. “Du er jo et feministikon, og sidste gang jeg lavede et, blev jeg korsfæstet af Jezebel.”

Shirley læser ikke Jezebel, fortæller hun mig. “Jeg er følger ikke med i medier, der er rettet mod kvinder, længere,” siger hun. “Jeg gider ikke bo i ghettoen. Jeg vil ud og svømme i det store bassin. Jeg synes, kvinder bliver mere og mere marginaliserede. Selv Glastonbury siger, de vil dedikere en hel scene til udelukkende kvindelige kunstnere… det gør mig pissesur. Så inviter da de kvindelige kunstnere til at spille på samme scene som de store drenge. Ellers er det bare destruktivt. Jeg køber ikke magasiner til kvinder. Jeg ved godt, det lyder højrøvet, men jeg er bekymret for, hvad det er for signaler, vi sender til unge kvinder. Jeg tror kun, det er til gavn for systemet at dele mænd og kvinder.”

Så tager hun en tår af sin øl, sender mig et vidunderligt djævelsk blik og tilføjer, “Og du kan bare bede Jezebel om at skride af helvede til, for det var mig, der inviterede dig ud og ikke omvendt.”

De fleste musikere, jeg interviewer, er ikke nær så åbenmundede. Med god grund. Alt, hvad de siger, kan tages ud af kontekst og ende på en eller anden fesen blog for forargelsesporno, hvor internettet så kan lægge dem for had. Så at høre en stjerne, og tilmed en kvindelig en af slagsen, udtale sig så bramfrit, er forfriskende. Jeg spørger hende om, hvordan hun er nået så langt uden at kysse røv og tale andre efter munden.

“Jeg dukkede op i en tid, en lille tidsboble i musikhistorien, hvor man satte pris på alternative stemmer. Det varede ikke længe,” forklarer hun. “Det lykkedes os at komme med på vognen, dengang man gav folk plads til at have deres holdninger, og popmusikere for en gangs skyld stod i baggrunden. Det var rent held. Jeg tvivler på, det nogensinde gentager sig.”

Hvordan blev du først interesseret i feminisme?
“I min familie var min far forsørgeren, men det var min mor, der havde mest at rykke med. Hun skulle altid bede min far om penge til husholdningen. Det generede mig virkelig, da jeg var barn, at min mor, der i mine øjne var en dronning, skulle lefle på den måde for min far. Jeg tror, det hele begyndte der. Jeg har også altid haft positive mandlige rollefigurer i mit liv. Jeg elsker mænd. Jeg gider ikke kun hænge ud med kvinder hele tiden. Jeg synes heller ikke, vores kultur skal være matriarkalsk. Jeg tror på balance.”

Sangerinden, der er født i Edinburgh, har lige afsluttet den første række koncerter i et stykke tid, så hendes stemme er lidt medtaget, og hver gang hun griner, begynder hun at hoste. Hun er 49, men er “pissehamrende ligeglad” med alder og udseende, og hun har det med at gå efter mænd, der er mere interesserede i intelligens end udseende. “Men det kan jeg jo sagtens sige,” siger hun. “Jeg blev ikke født med en krop, der passer til det typiske skønhedsideal – jeg har ikke store bryster eller en fyldig røv. Jeg har ingen feminine kurver. Jeg har aldrig været afhængig af min krop på den måde.” Hun trækker på skulderen og fører et stykke laks ind i munden med pindene. “Og hvad så?”

Det eneste jeg ved om at være galant på en date, er, at man skal lade spørgsmålene komme i en lind strøm og se meget alvorlig ud for at vise, at man er god til at lytte. Men det er umuligt med Shirley. Hun har selv en lang liste af spørgsmål til mig. Hun spørger mig om, hvor jeg gik i skole, hvad jeg læste, og hvor jeg voksede op. Jeg besvarer, så godt jeg kan, og som en god date spiller jeg den verbale bold tilbage. “Hvad med dig?” spørger jeg.

“Jeg dumpede i skolen,” siger hun afvisende. I samme åndedrag vender hun igen samtalen: “Hvordan endte du med at blive journalist?”

“Det ved jeg ikke. Jeg skal nok fortælle dig det, når jeg finder ud af det,” siger jeg med glimt i øjet, selv om jeg faktisk mener det. “Har du fået svar på alle dine Dan Ozzi-relaterede spørgsmål?”

“Nej,” siger hun og smiler. “Kun nogle af dem.”

“Hvordan synes du, jeg klarer daten?” spørger jeg.

“Det går rigtig godt,” siger hun uden skyggen af sarkasme i stemmen.

Jeg spørger hende, hvordan daten ligger på skalaen i forhold til tidligere dates, hun har været på, men hun sværger, at hun aldrig har gjort det før. Hun har altid mødt mænd tilfældigt – til fester eller på klubber eller gennem arbejde – men hun har aldrig været på en rigtig date før, hvilket lægger så meget pres på mig, at havde jeg vidst det i går, ville jeg ikke have lukket et øje i nat.

Mens vi kigger på dessertmenuen, indser vi, at vi begge to har en svaghed for mochi-is, og vi beslutter os for at dele en portion. “En portion, to skeer,” siger hun til servitricen.

Da vi sidder og nipper til isen, der er lavet på grøn te, bliver samtalen pludselig dyb. Vi taler om kærligheden og døden. Hun fortæller, at hendes største frygt i livet, er, at hendes venner skal dø før hende, og jeg siger, det også er min største frygt (selvom min største frygt i virkeligheden er at møde en chupacabra). Det føles, som om vi har kendt hinanden i årevis, og det lykkes hende at få mig til at droppe min ironiske distance længe nok til at have en meningsfuld samtale. Vi begynder at snakke om tidligere forhold og sladder. Jeg fortæller hende om mine “følelser” om tidligere breakups, og hun siger, at jeg er alt for bange for at blive såret, hvilket er helt korrekt. Lige pludselig går det op for mig, at jeg sidder og fortæller hende ting, som jeg aldrig har indrømmet overfor nogen anden eller mig selv for den sags skyld. Det er, som om hun i hemmelighed har leget 20 spørgsmål til professoren med mig, indtil hun har nok oplysninger til at løse gåden. Jeg kan mærke, at jeg selv undersøger alle de skjulte afkroge af mit dumme hjerte. Shirley Manson har den magt – hun kan få et menneske til at føle sig godt tilpas og sårbar på samme tid. Hvis hun kan lide vedkommende vel at bemærke.

Lige som jeg er parat til enten at begynde at græde eller give hende min pinkode, smækker hun håndfladen i bordet og udbryder: “Jeg vidste, du var en følsom dreng! Jeg fucking vidste det.”

Jeg vender på et øjeblik tilbage til virkeligheden, ser på mit ur og konstaterer, at der gået over to timer. Solen er gået ned, og alle gæsterne, der var her, da vi kom, er gået. Vi beslutter os for at smutte, men inden vi går, giver Shirley mig sin telefon og beder mig om at skrive min emailadresse.

Over de næste par dage udveksler vi beskeder. Hun anbefaler nogle bøger, som jeg omgående går ud og køber, og vi aftaler at mødes igen, næste gang jeg er i L.A. Hun runder den sidste besked af med en kompliment, der ved nærmere eftertanke er subtil pral. “Jeg har super god smag i mænd.”