Afbrændte grise og dæmongeder: Europas mærkeligste juletraditioner

Det kan godt være Coca Cola har opfundet julemanden, som han ser ud i dag med sin tykke mave, røde næse og harmløse facon, men Coca Cola har helt sikkert ikke opfundet måden, vi fejrer jul på rundt omkring i verden. Mange steder i Europa bliver de mørke dage i december og januar markeret ved mærkelige og nogle gange skumle ritualer. Store dele af traditionerne har rødder i hedensk kultur, men har fået et lille kristent pift på et eller andet tidspunkt. Vi spurgte vores europæiske redaktører, hvilke traditioner der er unikke for deres land.

SVERIGE

Gävlegeden. Billede af Baltica via Wikimedia Commons

Lang tid før julemanden meldte sig på banen, var det julbocken, der delte gaver ud i Sverige. Julebukken kan stadig findes rundt omkring i Sverige, og den mest berømte er den 13 meter høje Gävleged, som er blevet stillet op første søndag i advent hver jul siden 1966. Konceptet med Gävlegeden er, at vi brænder den af til en stor folkefest nytårsaften, men som oftest er geden allerede blevet ødelagt af pyromaner lang tid inden. Hvis man ser på gedens historie, kan man se, at der er 77 procent chance for, at geden er smadret inden nytår. Det er ikke altid pyromaner – i 1976 blev geden kørt over af en raggarbil, og 2010 var der nogen, der forsøgte at kidnappe den ved hjælp af en helikopter. Indtil videre har geden ladet livet før tid 37 gange – de fleste gange opslugt af ild.

Fordi det i år er 50 års jubilæum for Gävlegeden, havde kommunen eftersigende brugt 2,3 millioner svenske kroner på begivenheden. Der blevet hyret vagter og opsat avancerede kameraer for at beskytte geden. Til ingen verdens nytte – blot fire timer efter åbningsceremonien den 27. november blev Gävlegeden brændt af. Gerningsmændene er stadig ikke blevet fundet, men man kan se den futte af i klippet herunder:

– John-David Ritz, VICE Sverige

HOLLAND

Medlemmer af den ekstreme højrefløjsgruppe Pegida klædt ud som Zwarte Piet i år. Billede af Maarten Delobel via

Den nyeste decembertradition i Holland er det årlige højdepunkt på den konstante debat om Zwarte Piet – eller Sorte Peter. Zwarte Piet er Sinterklaas’ hjælper (den hollanske udgave af julemanden), og han springer omkring og deler slik ud til børnene. Der er intet galt i, at et voksent mennesker gør den slags, især op til jul, men Zwarte Piet er altid spillet af folk, som laver black-face og har afroparyk, øreringe og røde læber. Hans fremtoning er dybt forbundet med vores kolonialistiske fortid, og i de seneste år er modstanden mod Zwarte Piet blevet mere højlydt og kommer fra stadig mere prominente steder. Sidste år opfordrede FN vores land til at stoppe traditionen.

Selvfølgelig er den debat stukket helt af og blevet til en betændt og nedsættende omgang, der handler om meget mere, end hvorvidt en racistisk børnefigur skal forbydes. I år, under den årlige julemandsparade, fik støtter af det ekstreme højrefløjsparti NVU lov til at protestere mod de foreslåede ændringer i Zwarte Piets udseende. Aktivister, som gerne vil forbyde Zwarte Piet, fik ikke lov til at lave en moddemonstration. På selve dagen dukkede videooptagelser op af en aktivist, som er imod Zwarte Piet, der bliver skubbet hårdt ind i en bus og slået i hovedet af en politimand. For at gøre sagen endnu mere absurd valgte en gruppe urobetjente at gå undercover den dag, alle malet sorte, tilsyneladende af sikkerhedsgrunde. Holdet tog et billede sammen på dagen og delte det på deres officielle Twitter-konto. Det er siden blevet fjernet igen, men onlinemagasinet Joop.nl gemte opslaget og delte det igen.

– Ewout Lowie, VICE Holland

TYSKLAND

Billede fra artiklen “Child-Stealing Demons Terrorised the Alps Again This Year” på VICE

Den 6. december får de tyske børn ikke alene besøg af julemanden, men også af hans uhyggelige modstykke Knecht Ruprecht. De børn, der har opført sig ordentligt, får stadig små gaver af ham, men der er noget andet i vente for dem, som ikke har været søde. De må i stedet trækkes med, at Knecht Ruprecht hiver sin store træpæl frem og truer med at tæske dem, så de kan lære at opføre sig ordentligt næste år.

I de sydligste egne af Tyskland og over grænsen til Østrig er der en lignende figur, Krampus, som er endnu mere skræmmende. Han ligner en dæmonged, og man ser ham kun i flok, men hans jobbeskrivelse minder meget om Knecht Ruprechts – han skal straffe de slemme børn med en kæp.
Den 6. december klæder folk i de områder sig ud som Krampus og vælter rundt i gaderne for at skræmme folk. Det siger selv, at alt, der sker den aften, er et resultat af store mængder alkohol.

– Florian Jentsch, VICE Tyskland

STORBRITANNIEN

Kødtærter inden julemanden har været på besøg. Billede af Ashsmith via Pixabay

Hvad er det ved julen, der gør den særlig britisk? De lokale kommuner får semi-kendte personer fra reality-TV eller musikere, der er færdige som popsangere, til at tænde for julebelysningen, mens folk venter i spænding. Vi hiver i knallerter juleaften, som er fyldt med billigt plastiklegetøj og dårlige far-jokes. Salmesangere går rundt fra dør til dør og synger – og hvis din familie er så gnaven som min, trækker du gardinerne for, indtil tosserne er gået forbi.

En særlig magisk del ved det overjordiske tidsrum mellem juleaften og juledag er at “sætte mælk og kødtærter frem”. Navnet snyder ret meget, for kødtærter indeholder slet ikke flæsk og bacon, men er faktisk en sød dessert med tørrede frugter og krydderier. Inden børnene går i seng, stiller britiske familier dem frem til julemanden et sted, der er nemt at finde – måske på kaminen eller på spisebordet. Forældrene æder dem eller smider dem ud i løbet af natten, så når børnene står op næste morgen, ved de, at julemanden har været forbi. Og så skriger de op. Det hele giver mening – kødtærter er virkelig fed mad, især hvis man spiser mange af dem. Så det er ikke så overraskende, at julemanden er så rund og fyldig til trods for alt det fysisk hårde arbejde, han har i december.

– Hannah Ewens, VICE UK

RUMÆNIEN

En gris, der lige er blevet brændt af. Billede af Răzvan Băltărețu via

Den 20. december fejrer de rumænere, der bor på landet, julen og nytårets komme ved at knivmyrde og afbrænde en gris. Fejringen kaldes Ignat, og det er meningen, at det skal være løst baseret på historien om Sankt Ignatius af Antiokia, som blev kastet for løverne, fordi han ikke ville opgive sin tro på Jesus. Man har forsøgt at give traditionen en kristen vinkel for at dække over, at det er et gammelt hedensk ritual.

Under Ignat viser man sin rigdom ved at invitere sine naboer til et festmåltid, hvor den største gris, man kan finde, skal slagtes. Hvis man er vært for Ignat, hjælper naboerne med at holde grisen, mens man hurtigt og præcist skærer halsen over på dyret. Du kan nok forestille dig, hvordan skrigene fra døende dyr giver genlyd i alle de rumænske landsbyer. Hvis ikke du har nogen fantasi, kan du høre, hvordan det lyder under Ignat – her med et dubstepbeat under.

Efter slagtningen bruger man en hjemmelavet flammekaster til at brænde grisen af. Næste skridt er at finde sprutten frem – det skal være tzuika (en traditionel blommebrandy) – og drikke sig stiv, mens man æder brændte stykker svinehud. De mere ansvarlige dele af husholdningen (de gamle babushkaer) bruger bagefter hele grisen og sørger for, at fryseren er fyldt op til vinteren. Det kan godt være, EU tror, at vi har forbudt Ignat-slagtning, efter de skældte os ud, men det har vi ikke.

– Mihai Popescu, VICE Rumænien

SPANIEN

En julekæp. Billede af Cyrielle Marlet, via | CC BY-ND 2.0

I Katalonien har vi vores helt egen form for løjer, vi laver med børnene – Tió de Nadal. “Tió de Nadal” betyder julekæp og er faktisk en rigtig brændeknude med et ansigt malet på, to små træben og en rød hat. Tió er halvt dækket af et tæppe og har en korkprop som næse. Man skal huske at give ham mad hver dag op til den 25. december.

Juledag gemmer forældrene gaver under hans tæppe og opfordrer børnene til at tæve lille Tió igen og igen med pinde eller grene, mens de synger en sang. Det er meningen, at sangen skal få Tió til at skide gaver og slik ud som tak for alt den mad, han har fået i løbet af måneden. Teksten til sangen er lidt forskellig fra familie til familie, men den mest populære går noget i retning af: “Afføring, Tió, skid mandler og nougat. Skid ikke sild, for de er for salte. Skid nougat, det er bedre. Hvis du ikke skider, tæsker vi dig med en stok.” Efter sangen får børnene lov til at fjerne tæppet for at se, hvilke gaver han har skidt ud til dem. Så længe forældrene er der, skal børnene nok blive ved med at tro på hele historien.

– Pol Rodellar, VICE Spanien

POLEN

Menuen juleaften. Billede af Tim Creque via | CC BY 2.0

Polakkerne er en særdeles kristen nation, og som en form for faste spiser vi ikke kød juleaften. Vi spiser dog fisk, og ifølge traditionen skal fisken være levende og slås ihjel lige inden middagen. Fisken er en karpe, og den er i centrum under måltidet. Det betyder, at i løbet af måneden har supermarkederne enorme akvarier fyldt med karper. På gaden står gadesælgere og sælger karper fra plastikspande.

Ligesom de fleste andre steder i den vestlige verden, er butikkerne fuldstændig overrendte lige inden jul, så mange køber fisken nogle dage i forvejen. Det vil sige, at alle unge i Polen har et minde om en kæmpestor fisk, der har til huse i deres bedsteforældres badekar. Og ja, det betyder også, at man ikke går i bad i et par dage – en tidlig julegave til enhver rask 9-årig.

– Maciek Piasecki, VICE Polen

ØSTRIG

Billede af Ibrahim62 via Pixabay

I Østrig har vi mange mærkelige traditioner, især omkring jul. I slutningen af året kaster vi en sko over skulderen for at finde ud af, om vi bliver gift det følgende år (hvis den peger hen mod døren, er det et ja). Vi kan godt lide at brænde røgelse juleaften, og så har vi selvfølgelig Krampus – julemandens dæmoniske gedehjælper – som hærger rundt og skræmmer livet af børn. Børnene får til gengæld deres hævn den 27. december.

Om morgenen den 27. står børn overalt på landet op og går ud for at tæske alle de voksne, de kan finde, med en kæp. De læser et digt op om overfaldet, og deres ofre giver dem penge. Det gør vi for at mindes Barnemordet – den bibelske historie, hvor Kong Herodes dræbte alle drengebørn. Navnet på traditionen er til gengæld ikke særlig bibelsk. Det hedder “wichsen”, som kan oversættes med enten “at tæske” eller “at onanere”.

– Markus Lust, VICE Østrig

ITALIEN

Befana på motorcykel. Billede af Flickr-bruger Tv Spenta |CC BY-ND 2.0

Den juletradition, italienerne holder mest af, er at skændes med vores kære. Juledag spiser vi en13-retters frokoster, der tager hele dagen at komme igennem, mens familien skændes om hvad som helst – lige fra, hvem der laver den bedste roastbeef, til hvordan man bedst klarer finanskrisen.

Efter jul får vi besøg af Befana – en hekseagtig gammel dame, som den 6. januar flyver rundt på sin kost for at skræmme livet af børn. Hun har slik og legetøj med til dem, som har opført sig ordentligt, og kul til dem, som har været frække. Befana smider gaverne i strømper, som børnene har hængt op dagen før, og det siges, at hun fejer gulvet i de hjem, hun har besøgt, for at fjerne alt det dårlige fra året før. Så der er kun gode ting ved at have Befana på besøg.

– Elena Viale, VICE Italien

SERBIEN

Det traditionelle serbiske julebrød “cesnica”, der har en mønt bagt ind i dejen, som bringer lykke og rigdom til den, der finder den – hvis altså ikke man knækker en tand på den. Billede af Ivana Sokolović | CC BY 2.0

Der er intet mere julet i Serbien end at gå udenfor og affyre sin AK47 sammen med vennerne og lægge det op på YouTube bagefter. Vi tager virkelig julen seriøst i Serbien – de ortodokse kristne går endda så langt, at de fejrer det to uger efter os andre, den 7. januar. Det hænger sammen med, at den ortodokse kirke tilbage i 1500-tallet nægtede at overgive sig til paven, som indførte den gregorianske kalender, vi kender i dag. De følger i stedet den julianske kalender, hvilket betyder, at juleaften falder på det, der hedder den 6. januar for resten af landet.

En tradition, der er baseret på hedenske ritualer, som opstod blandt de første slaviske mennesker, er, at mændene går ud juleaften og skyder med deres geværer, mens de leder efter det perfekte egetræ. Når de har fundet det, tager de en gren med hjem og brænder den i pejsen. Egetræet var nemlig helligt for de første slaviske stammefolk – men ingen ved helt, hvad guns har med historien at gøre. Eftersom de fleste moderne hjem ikke er i nærheden af et egetræ eller ikke har en pejs, er de serbiske gader fyldt med sælgere, der vil af med tørrede egegrene op til jul. Taxachaufførerne køber dem og sætter dem fast på kølerhjelmen – måske for at bede om tilgivelse fra gud for at tage dobbelt så høj hyre i juledagene.

– Stefan Veselinovic, VICE Serbien

DANMARK

Man skal virkelig passe på med levende lys i juletræet. Billede af Orin Zebest | CC BY 2.0

Her til jul går vi danskere helt amok med neo-hedenske ritualer og generel fuldskab, når vi danser rundt om vores juletræ, der er pyntet med levende lys. Findes der noget bedre end at fejre slutningen på året ved at hoppe og springe rundt om en brandfælde?

Nogle dage før jul tager vi ud og finder et træ, som vi tager med ind i stuen og udstyrer med alt fra popcorn på snor til avancerede former for origami. Når først pladsen mellem gulvet og de nederste grene er fuldstændig fyldt op med gaver, placerer vi 10-20 rigtige stearinlys rundt omkring på grenene. Så tager vi et skridt tilbage og nyder den lysende danskhed, tager hinanden i hænderne og hygger løs ved at synge vores favoritjulesange og danse rundt om træet. I virkeligheden er du nok småfuld, du har et familiemedlems svedige fingre i hver hånd, og du har en grim sweater på, som din mormor har strikket – så i virkeligheden er det mere en akavet zombie-agtig gang rundt om træet, end det er rigtig dans.

– Alfred Maddox, VICE Danmark

FRANKRIG

En fransk familie gør klar til at kværne nogle østers til jul. Billede af Flickr-bruger Jupacri | CC BY 2.0

Frankrig har givet verden mange mærkelige traditioner – vi er trods alt landet, hvor folk hvert år samles for at kyle træskeer efter hinanden for at mindes en eller anden middelalderlig herres flugt fra noget – men der sker ikke noget særlig vildt til jul.

Der er dog noget det franske folk tager mere seriøst end at kaste med ting for at markere historiske begivenheder, og det er mad. Julen er endnu en undskyldning for at gå all-in på madlavning og æde i lange baner. Vores julemiddag stopper aldrig, og det er mindst lige så vigtigt som at åbne gaver. Normalt indebærer middagen østers, fyldt fjerkræ og foie gras. Når det kommer til sidstnævnte ret er franskmændene lige så splittede som alle andre – der er mennesker, som nægter at spise det, fordi ænder og gæs er tvangsfodret for at lave det, der er dem, som er ligeglade, og så er der dem, som hader sig selv for at elske det og ikke er i stand til at boykotte det. Men det er vel også først rigtig jul, når man hader sig selv lidt, ik?

– Julie Le Baron, VICE Frankrig