Alkymist guider dig gennem mørket med en ny ansigtssmeltende post-metal single

Tidligere i år udgav danske Alkymist deres debut-ep, Element, og manifesterede sig som et af de mest spændende doom-bands herhjemme. Nu er gruppen snart aktuelle (den 5. oktober) med deres første fuldlængde udgivelse – en harsk, selvbetitlet affære, præget af sjæleknusende doom med post-metalliske tendenser og et længselsfuldt tekstunivers, der kredser om temaer som fremmedgørelse, transformation og sjælelig udfrielse. Den kommende plade, Alkymist, er en potent fusion af elementer fra de mange afkroge af metalverdenen: et slæbende sludge-tempo, grandiose doom-riffs, post-metallens melankolske brølevokal og formeksperimenter. Albummet er indspillet og produceret af Lasse Ballade, som inden for de sidste år har stået bag pulten på nogle af de stærkeste danske metaludgivelser for bands som Solbrud, Orm og Slægt.

Alkymists fire medlemmer er langt fra nye ansigter på den danske scene. Bassist Kaspar Luke har tidligere været en del af et af dansk metals mest kuriøse kult-indslag, Düreforsög, guitarist Stefan Krey kommer fra stonerrockbandet Gas Giant og Philip Kjær Morthorst på trommer er kendt fra The Ritual. Derudover byder Alkymist også på et glædeligt genhør med vokalist Peter Bjørneg, som i 90’erne growlede i front for de hedengangne Vestegns-dødsmetallere Detest. På Alkymist får han frie tøjler til at udforske sit toneregisters spændvidde og veksler ubesværet mellem strubeflænsende brøl af Kirk Windstein- og Scott Kelly-format og en ominøs fortællerstemme, der slanger sig gennem de mere afdæmpede passager og glimtvis minder om Tom G. Warrior fra Celtic Frost og Triptykon.

Videos by VICE

Den nye video til tracket “Ghost”, den første single fra doom-disciplenes nye album, er mere en kompilation af mørk og forskruet grafik end en egentlig video. Landskaber muterer fra bobler til tåge og videre til sorte bølger – lidt som en diset, metal-agtig version af de der trippy visuals fra Windows Media Player. Den egner sig perfekt til at blive projiceret på væggen i dit soveværelse på eksistentielle, insomniske nætter, når du sidder alene klokken 3 om morgenen og filosoferer over tilværelsens mørke sider. Hvis du altså også er til den slags. Tjek den ud her: