Alle grundene til, at det er helt fair at give 8.000 kroner for en Rammstein-billet

Till Lindemann Rammstein live

Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey Tyskland og bringes her med bidrag af Noisey Danmark

Hvis du var i tvivl, er Rammstein stadig populære. Rigtig populære. Tysklands største rockband – og hovedårsagen til, at de eneste tyske udtryk, du på stående fod kan huske, er “du hast” og “keine lust” – tager på Europa-turné i 2019, hvor de blandt andet spiller ni gange i Tyskland og en enkelt gang i Parken i København. Alle de koncerter er allerede udsolgt. Så hvis du vil se Rammstein her i Danmark eller i deres eget hjemland, skal du ud og finde nogen, der sælger billetter videre. Hvilket du også sagtens kan.

Videos by VICE

Men som du sikkert har opdaget, vil folk på internettet gerne lave mønt. Derfor er de tilgængelige billetter til de kommende koncerter med Till Lindemann & Co. ikke ligefrem billige. Nogle ville måske betegne det som decideret dyrt, at en plads til Hannover-koncerten kan erhverves for 1.102 euro (8.220 kroner).

Men skal nok være nogen, der køber billetten. Og jeg vil faktisk argumentere for, at det helt klart er det værd at betale over 8.000 danske kroner for at se Rammstein live.

Der må trods alt være en grund til, at bandet regelmæssigt fylder spillesteder med titusindvis af tilskuere, på trods af at deres sidste album, Love Is For All, udkom i 2009. Og deres liveshow ikke har ændret sig i flere år. Og alle, der har interesse i det, efterhånden må antages at have set dem live.

Når det kommer til hård rockmusik, er der kun en lille håndfuld bands i verden, der kan måle sig med Rammstein på liveshow-plan. Foo Fighters, Metallica og måske System Of A Down er gode bud. Men kendte bands som AC/DC, Iron Maiden, Guns N’ Roses eller Kiss? Al respekt for deres legendestatus, men der er ingen af de bands, der er tæt på at levere, hvad Rammstein gør til deres koncerter.

Men hvad får du så for dine 8.220 kroner?

Frem for alt: så meget pyroteknik, at det får nytårsaften på Rådhuspladsen til at ligne en våd stjernekaster.

Øjeblikke, hvor guitaristerne losser til deres fjedrede, specialfremstillede mikrofonstativer.

https://youtu.be/dKsfcBidVoY?t=355

Richard Z. Kruspes brændte guitar.

richard z kruspe gitarre
Foto: Wikipedia | Nat4ty | CC BY-SA 3.0

Forsanger Till Lindemann med en kæmpe bue, der skyder flammer.

Flake på keyboard, der spadserer afsted på et løbebånd i takt med bandets riffs.

Føromtalte Flake, der hopper op i en kæmpe gryde, mens Lindemann prøver at tilberede ham med en flammekaster.

I bund og grund to timer, hvor en mystisk keyboardspiller bliver mishandlet af en forsanger, der ligner en kombination af skurkene fra samtlige gyserfilm, du har set.

Hele herligheden slutter med bandet, der ydmygt sætter sig på knæ for at tage afsked publikum, hvorefter Lindemann med blød stemme mumler i mikrofonen: “Danke. Dankeschön.”

https://youtu.be/Sg8A4rCKs2Y?t=5043

Jeg har allerede fået gåsehud bare af at opsummere de her punkter, og Rammstein har mere endnu at byde på. Hvis du bruger 1.000 euro eller 8.000 kroner på en billet, må du også indrømme, at du har flere penge end ting, du kan finde på at bruge dem på – og tillykke med det – men jeg forstår dig godt. Det kan endda være, at det nye album når at blive færdigt, så du også kan opleve nogle Rammstein-sange fra det her årti.

Rammstein spiller i Parken den 19. juni 2019.