Alt det vi mangler at få svar på i forhold til Britta Nielsens millionsvindel

Britta Nielsen sidder ved en bar med en flakse champagne og to glas

Anna Britta Troelsgaard Nielsen, som går under navnet Britta Nielsen, er i dag blevet anholdt i Sydafrika. Hun er 64 år og har været ansat i Socialstyrelsen i 40 år, hvilket hun sågar har modtaget Dronningens Fortjenstmedalje for (Kongehuset kræver medaljen igen, såfremt hun bliver dømt). Derudover er hun sigtet for i minimum 16 år – muligvis længere – at have stjålet mindst 111 millioner (ja, hundredeellevemillioner) kroner fra satspuljemidlerne, der omtales som “de svages finanslov,” og som grundlæggende er en portion offentlige penge, der hvert år uddeles til forskellige grupper af borgere, som har brug for særlig støtte.

På den måde er man ikke helt gal på den, hvis man ser Britta Nielsen som en form for omvendt Robin Hood, som stjæler fra de fattige og giver til… sig selv.

Videos by VICE

Og metoden? Den er uhyggeligt simpel. Ifølge TV2’s i øvrigt ret fine dækning af sagen, lader det ikke til, at man behøver at være i besiddelse af ret meget mere end sit eget kontonummer og en “superbruger”-adgang til Socialstyrelsens it-systemer for at gøre Britta Nielsen kunsten efter. Grundlæggende har hun benyttet sig af to metoder for at få satspuljemidlerne til at ende på sin egen private konto.

Metode 1: Britta har oprettet fiktive projekter, hvor hendes eget kontonummer har været tilknyttet, så pengene er gået direkte til hende, når de blev udbetalt.

Metode 2 (som er lidt mere avanceret): Britta har ændret oplysningerne i allerede godkendte projekter, så dele af beløbet er gået til hende selv.

Det har kunnet lade sig gøre, fordi Britta Nielsen forud for udbetalingerne har kontaktet de projekter, der har fået støtte og fortalt dem, at beløbet var mindre end først antaget, så de ikke undrede sig, når de fik færre penge, end de skulle have haft. Hun har derefter fået differencen indbetalt på sin egen konto. Efter pengene er gået igennem, har hun rettet i dokumenterne, så hendes kontonummer ikke længere optrådte.

Men i slutningen af september i år stoppede eventyret for alvor for Britta Nielsen. Efter at en intern undersøgelse tilbage i august havde konstateret “fejl” i udbetalingerne af satspuljemidlerne, gik det hurtigt, og 25. september blev hun politianmeldt. Men på det tidspunkt havde Britta Nielsen for længst sygemeldt sig og var stukket af til Sydafrika, hvor hun her til morgen blev anholdt.

Så ja, vi ved, hvem Britta Nielsen er, og (nogenlunde) hvordan hun angiveligt har svindlet. Men der er stadig en del spørgsmål, der står ubesvaret. Vi har stillet nogle af dem.

Hvor meget har hun stjålet?

Det kom ret hurtigt frem, at Britta Nielsen er mistænkt for mellem 2002 og 2018 at have svindlet for omkring 111 millioner offentlige danske kroner. Faktisk har optrævlingen af svindelskandalen været så præcis, at man har kunnet spore 274 konkrete overførsler fra Socialstyrelsen til Britta Nielsens egne konti. Det største beløb faldt i 2010, hvor Britta Nielsen angiveligt overførte hele 15,3 millioner kroner til sig selv.

På sin vis underligt gennemsigtigt. Men pludselig tyder meget på, at beløbet sagtens kan være højere. Det viser sig nemlig, at der er mistanke om, at Britta Nielsen har været involveret i svindelsager helt tilbage fra 1997 og ikke, som hidtil antaget, først fra 2002.

Hvorfor blev det ikke opdaget?

Umiddelbart findes der ikke noget specielt tilfredsstillende svar på det spørgsmål. Faktisk tværtimod.

Allerede i 2012 blev bagmandspolitiet advaret om, at der var blevet foretaget nogle “mistænkelige” overførsler fra en konto i Social og Integrationsministeriet til kontoer, der tilhørte, ja, Britta Nielsen. Der skete dog angiveligt en fejl, som gjorde, at det spor aldrig blev efterforsket af politiet.

Chefen for bagmandspolitiet, statsadvokat Morten Niels Jakobsen, beklager overfor DR, hvor han også anerkender de konsekvenser, fejlbehandlingen kan have haft: “Jeg kan frygte, at den hovedmistænkte dermed fik mulighed for at kunne fortsætte den formodede svindel, der måske kunne have været stoppet på et tidligere tidspunkt.”

No shit, Sherlock.

Derudover er er det svært at finde en god forklaring på, hvorfor vi overhovedet har et system, hvor det her kan finde sted. Specielt, når man ser på, at statsrevisorerne allerede i 2015 kritiserede satspuljeordningen for at være “kompleks” og “bureaukratisk” og uden godt nok overblik over, hvilke ordninger satspuljen finansierede. Politikerne strammede efterfølgende kontrollen – men ikke nok til at stoppe Britta Nielsen.

Hvorfor har folk, der kender Britta Nielsen, ikke undret sig over, at hun væltede sig i millioner?

Vi har ikke indblik Brittas løn. Men vi ved, at hun var offentligt ansat, og vi ved, at hun (hvis hun kendes skyldig i alle forhold) i gennemsnit har svindlet for omkring syv millioner kroner om året, ligesom vi ved, at hun har haft en ret ekstravagant livsstil, som nogle simpelthen må have undret sig over.

F.eks. hendes søn, som hun ifølge flere medier har investeret svimlende beløb på ejendomme og jord i Sydafrika med. Eller hendes datter, som hun angiveligt blandt andet er kommet meget på stutteri i Tyskland med. Her havde datteren ifølge TV 2 også et firma registreret, ligesom Britta angiveligt har købt hende en hest for 175.00 kroner tilbage i 2007.

Måske det bare er os, men havde det været vores egen mor, der havde smidt om sig med beløb i den størrelsesorden, havde vi nok undret os en smule.

Derudover går vi ud fra, at Britta må have mindst én ven, der også har kendt til hendes dyre vaner. I hvert fald giver det her billede et indtryk af, at hun har delt champagnen med nogen.

Britta Nielsen sidder ved en bardisk med en flaske champagne og to glas.
Foto: Ridehesten.com

Hvordan har Brittas heste det i dag?

Vi ved det ikke. Til gengæld ved vi, at de har været dyre.

Hvem er det gået ud over?

Vi ved, at det er gået ud over satspuljemodtagerne, men mangler det helt forkromede overblik over, hvem der helt konkret har mistet hvor penge på Brittas udskejelser. Til gengæld ved vi, at Socialstyrelsen på grund af svindelsagen har lukket for udbetalingen af satsepuljemidler til flere foreninger, der hjælper blandt andre hjemløse og anbragte børn.

Hvorfor findes der ikke flere billeder af Britta?

Der findes tilsyneladende kun to billeder af Britta Nielsen. Og på dem begge to (på det ene ser vi den champagnedrikkende Britta – og på det andet en henrykt Britta, der klapper en leopard) er hun så meget i sync med sin egen karakter, at man i et øjeblik kan få den tanke, at det hele i virkeligheden er et komplot imod hende, og at billederne er konstruerede til at bakke op om sagen mod hende.

Hvem drikker af det andet glas på champagnebilledet?

Ja, hvem???

Hvilke “værdier” har politiet beslaglagt?

I forbindelse med eftersøgningen og anholdelsen af Britta Nielsen, er det kommet frem, at politiet i flere forskellige lande har beslaglagt “en række værdier,” som kan have betydning for sagen. Hvilke værdier, der er tale om, og hvor mange penge, de er værd, vil politiet ikke oplyse. Flere dyreglade redaktionsmedlemmer håber, der ikke er tale om hestene.

Vil vi se lignende sager den kommende tid?

Det ved vi af gode grunde ikke. Men professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh, siger til TV2, at Brittas svindelnummer ikke har krævet specielt meget: “Det er ikke særligt avanceret. Jeg synes, at det er simpelt, når man har haft denne her brugeradgang. Det er det helt store svigt. Der åbner sig jo en ladeport af svindelmuligheder med så stor en adgang, så kan man jo gøre alt,” forklarer han.

Vi krydser bare fingre for, at Britta Nielsen var en ener.