Anira Orlando står viklet ind i sin dyne og vinker til mig fra sin altan på Nørrebro. Hoveddøren er låst, og dørtelefonen virker ikke, så hun kaster sin nøgle ned til mig, så jeg selv kan låse mig ind.
”Velkommen til grotten!” råber hun inde fra stuen, inden hun møder mig med et kys på kinden. Hendes læber føles tørre, og øjenlågene over dådyrøjnene er tyngede af de kunstige vipper. Den smule rød øjenskygge, der har overlevet over venstre øje, og foundationen, der dækker stubbene på kinderne, vidner om, at hun indtil for få timer siden stadig var til fest.
Videos by VICE
Det er tirsdag formiddag.
”Vil du have Fanta? Det er lige det, jeg har,” siger Anira og skænker til sig selv i en blå kop fra PostNord.
Jeg så første gang Anira mellem filterbelagte brunchtallerkner og udsigter over Søerne. Her poserede en ung kvinde under insta-egoet @Sinfohme, og mens jeg hurtigt glemte alt om melon svøbt i skinke, sad billedet af Anira i den afslørende blondedragt, der kun lige akkurat blev holdt sammen af sorte bånd over ballerne, fast. Jeg trykkede på hende og blev draget ind i et overdrevent, promiskuøst univers af byture, hud og netstrømper. Perpleks over det vanvittige menneske, der så ud på mig gennem sine Anastasia-solbriller med et trodsigt blik, tog jeg kontakt til Anira for at finde ud af, hvordan det er muligt at være så ligeglad med, hvad andre tænker, som hun tydeligvis er på sin Insta.
Anira er 23 år, hun flyttede til Nørrebro i februar efter at have boet tre år i London, og tingene er stadig ikke kommet helt på plads. “Ja, jeg har ikke fået indrettet så meget endu, for egentlig er det mest et sted, jeg sover og har mit tøj,” siger Anira. Endevæggen er dækket af to store skabe fyldt med bunker af tøj, og en buket visne blomster står lænet op ad sengebordet og drysser blade ned på tiaraet, der hviler på en bunke modemagasiner.
Vi sætter os med Fantaen i hver vores ende af den lædersofa, der sammen med et spisebord udgør stuens eneste møbler. Anira krummer sig sammen under den forvaskede violette dyne og lader fingrene udfiltre de mørke krøller, mens hun fortæller, at hun er kommet tilbage til Danmark for at få styr på sit lort. Du ved, finde et arbejde og tjene en masse penge, så hun kan komme i gang med alt det, hun i virkeligheden gerne vil, nemlig engang at blive en anerkendt dj, performer, artist og ikke mindst et forbillede for især queermiljøet og queers med anden etnisk baggrund. Hun vil bo i New York og arbejde i Paris, Berlin og London og måske også skabe en klub, hvor man kan være sit alter-ego, og hvor der ikke er noget, der hedder forkert udklædning.
“Forhåbentlig finder jeg også en cute fyr – with money,” griner hun. Lige nu leder hun mest efter et arbejde, så hun kan tjene penge til en ny telefon og laserbehandlinger.
Anira er transkvinde. “Jeg kan egentlig bedst lide queer, fordi det er mere flydende, men jeg plejer at sige, at jeg er en queer trans woman, når jeg møder nye folk,” siger hun. Ud over laseren, der skal fjerne skægstubbene, vil Anira også gerne begynde på hormoner, få lavet bryster og få foretaget en operation, der skal gøre hendes ansigtstræk mere feminine, men hun har endnu ikke påbegyndt transformationen af sin krop.
Hun voksede i Aarhus med sine søskende og marokkanske forældre, hvor hun hurtigt lærte at undertrykke de dele af sig selv, der ikke var plads til. “Jeg prøvede at følge normen, og uden jeg vidste det, blev jeg en robot.”
Hvis hun gik feminint, blev hun rettet op af sin mor, der sagde, at hun skulle gå som en mand, og derfor levede Anira længe et dobbeltliv, der centrerede sig om den plastikpose med skiftetøj, hun havde gemt i opgangen. Her gemte hun en crop-top, hun kunne skifte til, inden hun tog i skole og efterlod t-shirten, så hun kunne skifte tilbage, inden hun kom hjem.
“Men jeg kunne ikke gemme en skid. Min mor var ligesom FBI. Hun fandt alt, bogstaveligt talt alt. Jeg tror, hun kedede sig lidt for meget,” siger Anira og smiler.
Da det hele blev for meget, og Aarhus blev for lille, tog Anira til London, hvor kvindekollektivet Pussypalace tog hende under dets vinge. Her kunne hun være queer og udtrykke sin kønsidentitet uden at skulle tage sig af folks mening. Hun lod sit hår gro, begyndte at gå i høje hæle og kvindeundertøj og feste fra søndag til søndag.
“En lykkeligere tid begyndte, da jeg tog til London. Jeg blev mere selvsikker og unapolagetic.” Et ord, som Anira bruger ihærdigt og opsummerer sådan: “Do you, be you, and don’t give a fuck. Hvis det er mandag, og du gerne vil have højhælede sko på, hvorfor så gemme dem til fredag? Du må aldrig lade nogen fucke med din selvtillid. Lad dem ikke have den magt over dig.”
Tre år er der gået, siden Anira sidst så sin familie. Hun ved, at de gerne vil i kontakt med hende, men hun kan ikke overskue det lige nu. “Jeg er bange for, at hvis jeg genoptager kontakten, så vil jeg gå baglæns i min udvikling – og så er jeg selvfølgelig også bange for afvisningen. Lige nu har jeg det bare godt, og jeg er bange for, at hvis jeg går tilbage, så vil jeg såre dem med den person, jeg er,” siger Anira og forklarer, at det også er svært for hende at tage kontakt til dem, fordi hun ikke føler sig helt som Anira endnu. “Hvis jeg først er 100 procent Anira, så er der ingen vej tilbage, og så tror jeg, det er lettere at vise min mor og far, hvem jeg er. Lige nu er jeg stadig ved at finde ud af, hvem det er.”
Der er gået et stykke tid, siden Sinfohme sidst dukkede op i mit Instafeed. Aniras mistede iPhone bærer en del af skylden, men pausen fra Instagram skyldes også, at Anira ikke ser ud, som hun gerne vil. “Tøjet, stilen og ideen er jo mig, men fordi jeg ikke er kommet i gang med transformationen af mit udseende, så føler jeg ikke, at mit udseende er den person, jeg føler mig som indeni.” Hun fortæller, at hun derfor heller ikke er så glad for at rejse. “Jeg føler ikke, det er mig, der tager på rejse, fordi jeg stadig er meget usikker på min krop.”
Selv om hun endnu ikke ser ud, som hun gerne vil, føler hun sig alligevel mest som sig selv, når hun viser sin krop frem. “Når jeg viser hud, føler jeg mig mere fri, og det får mig til at føle mig smuk. Hvis jeg har noget på, hvor jeg ikke føler mig sexet og selvsikker, så pakker jeg mig sammen, men når jeg kan gå klædt, som jeg vil, er jeg meget mere i live,” siger hun og forklarer, hvordan hendes outfits ofte er udfordrende, men stadig classy. “Jeg kalder det classy-trashy,” siger hun og griner.
Anira ved godt, at det ikke nødvendigvis er alle, der synes om hendes måde at klæde sig på, og at nogen måske synes, hun fylder lidt for meget, men hun forstår ikke, hvorfor det er så frygteligt.
“Hvorfor vil vi så gerne please hele tiden? Så længe du har respekt for mig, er jeg ligeglad med, om du synes, mine valg er klamme.”
Men den respekt er ikke altid nem at få, og selv om Aniras armbevægelser kunne række uendeligt, hvis de fik lov, så rammer albuerne hurtigt væggene omkring hende.
“Når jeg skal ud, bliver jeg nødt til at tjekke op på, hvor vi skal hen, og hvis jeg ikke kender stedet, så begrænser jeg mig selv ved at finde et andet outfit, der måske ikke er helt, som jeg gerne vil have det.”
Hun fortæller, at det sker, at folk filmer hende og griner, når hun går forbi, og hun er både blevet smidt ud af en klub og bedt om at tage en jakke på, fordi personalet mente, at hun viste for meget hud. “Folk har ingen skam,” siger hun.
“I Danmark går vi og fortæller hinanden, hvor frigjorte vi er, men jeg oplever, at mange mænd føler sig intimiderede af kvinders frigjorte seksualitet, og det hjælper ikke, at jeg er queer.”
Aniras veninde Josephine åbner døren iført en rød push-up-bh og et gyldent mavedanserbælte bundet om hofterne. Det er lørdag aften, klokken er lidt over nu. Anira og Josephine er ved at gøre sig klar til årets Coma Club, og mønterne på mavedanserbæltet larmer om kap med Spotify-reklamerne på anlægget.
“Kom indenfor, og tag et glas vin,” råber Anira inde fra stuen. Hair extensions, slikkepinde, glimmer tyggegummi og en mørklilla lipliner ligger strøet ud over det lille spisebord som et festligt nisselandskab.
Ligesom Josephine er Anira gået efter mavedanser-looket og har fundet et rødt sæt i en erotisk forretning på Nørrebro. “A bellydancer for the night – the fantasy of em’ all,” siger hun og blinker, mens hun bevæger hofterne i flydende ottetaller i takt til musikken. Buksernes gennemsigtige, røde stof afslører en sort g-streng med en fastspændt sok, der holder det hele på plads. For at fuldende illusionen beslutter Anira sig for at skifte til en rød g-streng, der måske er mindre tydelig under bukserne.
Over hendes mave snor sig et guldbånd, der sammenslutter bukserne og de minimale trekanter, der skal dække brysterne. Netop brysterne er en af de få ting, der kan få Anira til at vende sig væk fra fotografen. For selv om Anira har en krop, som mange kvinder ville kigge misundeligt efter, så fylder de bryster, der endnu ikke er der, stadig meget, og konflikten mellem de ikke eksisterende bryster og den minimale bikinitop spidser til jo tættere vi kommer på afgang. Skal det løses med et bredt, rødt bånd? Måske noget gaffa? Sokker? Silikoneindlæg? Eller måske ingenting?
”Det er egentlig dobbeltmoralsk, at jeg ikke bare kan lade være med at have noget på, for man kan jo sagtens være kvinde uden bryster, og mange kvinder har meget små bryster,” siger Anira, men ender alligevel med en kombination af bånd, indlæg og gaffa.
”For mig er det ikke et kostume, for jeg kunne godt have det på i byen enhver anden aften. En fyr spurgte mig, om jeg klædte mig ud fuldtid eller deltid, men det er jo ikke et fucking job det her,” siger hun.
Komplimenterne flyver mellem de to kvinder, mens de lægger den sidste lip-liner, og det lyder, som om de har slugt samtlige bøger med citater fra Dolly Parton, Madonna og Grace Jones og nu spytter dem ud i tilfældig rækkefølge. De ryger flere tynde smøger, og Anira fortæller om en firkant, hun havde tidligere på ugen.
“Hvad hvis vi kommer til at være sammen med de samme? København er så lille,” spørger hun. “Så har de bare god smag,” siger Josephine og griner.
“BITCH!” råber Anira grinende og trækker i’et ekstra langt, mens hun hælder mere rosé op, slår en bøvs og prøver at forklare, hvorfor hun bruger ordet ‘bitch’, næsten lige så meget som Queen B gør i højtalerne.
“Hvis man hviler i sin seksualitet, så er man en bitch eller en luder, men det er noget mændene har fundet på for at holde kvinder nede – eggå? Jeg prøver at gøre det til mit eget ord i stedet for et ord, kvinder frygter at blive kaldt, hvis de har har en holdning til noget. Yes, I’m a bitch! I’m gonna drink my bitch-wine and hang out with my bitch-friend and have a bitchilicious night! Can I get an amen?”
Jeg giver Anira nogle dage til at sove ud oven på lørdagens Coma Club, hvor hun festede til klokken ni søndag aften, og hun har stort set sovet til onsdag. Nu er hun endelig stået op og er hoppet i den store hvid pels og netstrømper i de højhælede sko for at drikke en torsdagsøl i indre by.
“Det er jo lillefredag,” siger Anira og blinker. Folk på Strøget vender sig efter hende og bliver ramt af hendes tunge, søde duft, der bliver hængende i luften, når hun går forbi, men Anira ænser dem ikke.
Vi sætter os udenfor på baren, så Anira kan ryge sine tynde smøger. “Man ved bare, at man var ‘that bitch’ i 2001, hvis man røg dem her, er det ikke rigtigt?” siger hun. Josephine kommer også forbi, og de fortæller grinende om, hvordan Anira og en fyr var ved at blive smidt ud fra Coma Club, fordi de tissede bag en container, og hvordan Josephines hovedpynt havde hængt i laser efter et par timer. De var hurtigt endt backstage og havde ikke været klar til at tage hjem, da festen lukkede.
Anira asker på fortovet og tager en tår sin flaskeøl. Hun siger, “måske er budskabet med min måde at gå klædt og opfører mig på i virkeligheden bare, fuck jer alle sammen. Nu har jeg levet mit liv efter normen for jeres skyld, men det er slut. Jeg har længe undertrykt min femininitet og seksualitet, så nu kommer den ud for fuld styrke. Og jeg er ikke engang kommet ordentligt i gang. Lige nu loader jeg bare.”
