Artiklen er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA
Den 2. oktober modtog jeg en pakke, som jeg ikke mindedes at have bestilt. Jeg var nysgerrig, rev den straks op og fandt ud af, at det var en graphic novel, som jeg havde forudbestilt for flere måneder siden. Jeg fiskede forsigtigt Hungry Ghosts ud af indpakningen, som var den tynde bog et mystisk objekt, der kunne eksplodere eller forsvinde hvert øjeblik, det skulle være.
Videos by VICE
Anthony Bourdain, som har været med til at skrive Hungry Ghosts, vil blive husket som en stor kulturkommunikatør og en mand, som besad en brutalt ærlig og genial litterær stemme. Han vil blive husket for sin oprigtighed og sin nysgerrighed, for sin afslappede fremtoning og sin interesse for verden. Om han sad på en havestol og spiste nudler ved siden Barack Obama i Hanoi, drak alt for meget vodka med en excentrisk russer i Transylvanien eller kæmpede med at spise rå indvolde i stort set hvilket som helst land, så var Bourdain et elektrisk bekendtskab, der sugede seerens opmærksomhed til sig og mindede os om, når alt kommer til alt, er vi alle bare mennesker.
Og det ville være en pokkers skam, hvis vi glemte, at han også skrev god fiktion.
Hungry Ghosts er meget passende en hjemsøgende sidste udgivelse fra Bourdains hånd, og det er helt sikkert en graphic novel, som du bør anskaffe dig til halloween i år.
De første paneler præsenterer læseren for en herregård i Montauk, der er så overdådig, at selv Jay Gatsby ville misunde ejeren. Det er rene linjer i glas og stål med høje vinduer, minimalistiske møbler, og så er huset ejet af en russisk rigmand, fordi selvfølgelig er den det.
På en eller anden måde har den russiske rigmand vundet en velgørenhedsauktion, hvor hovedpræmien er en eksklusiv middag tilberedt af en flok kokke i verdensklasse. Gæsterne er voldsomt imponerede over måltidet, og hele køkkenholdet bliver inviteret ind i stuen til applaus. Værten byder på cognac, der er så gammel, at ”Napoleon stadig var i live, da de hældte den på flasker”, mens han lovpriser kokkenes evner. Han beder dem om at blive efter aftenens strabadser og slappe lidt af.
Men det er faktisk ikke, hvad han har i tankerne. Langt fra.
Mens kokkene drikker cognac, fortæller russerens japanske ”fysioterapeut”, at de nu skal deltage i en omgang hyakumonogatari kaidankai, et spil med 100 spøgelseshistorier. Det er en leg, som samuraier prøvede hinandens nerver af med i sin tid, hvor man skal puste 100 stearinlys ud. Et lys for hver nervepirrende spøgelseshistorie, som deles blandt selskabet. Når man når til vejs ende, dukker en dæmon ifølge myten op, men der er aldrig nogen, der er nået så langt.
Nåh ja: deres historier skal selvfølgelig handle om mad, fordi de er kokke.
Umiddelbart lyder det ikke superinteressant – der er da ikke noget uhyggeligt ved mad? – men mad som tema kan være fremragende horror, og Bourdain vidste alt om mad.
Hver kok fortæller nu sin historie om gys og gru blandt potter og pander. Den gamle, franske kok, som er udlært under brigadesystemets barske og militaristiske forhold, fortæller om køkkenchefen, som udsatte ham for seksuelle overgreb. Den flotte spanske kok fortæller en historie om en rigmand, som udviklede en forkærlighed for hestekød. Den kæderygende fyr med det krusede hår, som må være Bourdains alterego, fortæller historien om en ven, som en morgen vågnede op og erfarede, at han havde fået en ekstra mund med glubende appetit midt på maven. Der er fortællinger, der handler om overflod og mangel, magi og det mondæne, og de byder alle på en yokai.
Yokai er en japansk betegnelse for et uhyre. Uhyret optræder i mange, mystiske former og er uforudsigeligt og ondsindet. En yokai kan dukke op og straffe folk for deres selviskhed – japanske folkeeventyr ender aldrig godt – eller bare ødelægge ens liv uden nogen særlig anledning.
Bourdain elskede at dykke ned i menneskehedens mørke afkroge, og han var dybt fascineret af Japan – tidligere tegneserier fra hans hånd er inspirerede af Jiro Ono fra Jiro Dreams of Sushi. Det er kun passende, at Hungry Ghosts afspejler forfatteren, for i sidste ende vil man gerne have mere. Historierne er korte, og afslutningen er så abrupt, at man sidder tilbage med flere spørgsmål, end da man begyndte. Man tænker: hvor blev resten af historien af?
Og måske er det i virkeligheden pointen. Hver historie i Hungry Ghosts afsøger grådighed og sult som temaer. Karakterne straffes for deres overforbrug og for deres egoisme. For at bryde med eventyrets hellige regler og for at afvise sultende tiggere, for at nedgøre kvinder og for at bedrage andre. Slutningen (som jeg ikke skal spoile her, bare rolig) er en advarsel.
Da New Yorker–artiklen, som inspirerede Bourdains bog Kitchen Confidential, blev udgivet, førte den forfatteren ud på en rejse, der lyder som en drøm, men historien er formodentlig mere kompliceret end som så. Da Bourdain var i 40’erne, begyndte han at rejse rundt over hele kloden, møde utrolige mennesker og sætte fokus på oversete, kulinariske perler. Men han overværede også grusomheder. Han spiste middag med talentfulde mennesker, som intet ejede, og folk, som inviterede ham ind i deres hjem og bespiste ham, som var han en konge. Han spiste overdådige måltider på de bedste restauranter sammen med folk, hvis formuer overstiger ens fatteevne.
Han var også klar over, at dele af hans arbejde var med til at forherlige en usund kultur. I et interview med Seth Meyers fra november 2017 nævnte Bourdain, at han blev chokeret, når fans gav ham poser med kokain, når han var ude og optræde (Bourdain havde selv kæmpet med stofmisbrug). Han fandt ud af, at dele af hans arbejde legitimerede folk i restaurationsbranchens værste opførsel.
Hungry Ghosts kommenterer ikke specifikt på det, men den fungerer alligevel som en dyster påmindelse om, at vi skal være opmærksomme på problemerne i vores omverden, passe på andre, lige meget hvem de er, og tage ansvar for ”det, man overværer og ikke bare det, man er del af”.
Halloween er en sjov højtid, men den kan også give os ny indsigt. Vi går ud, vi forkæler os selv, vi får lov til for en gangs skyld at være en anden, end den vi er, og når vi vender tilbage til os selv, er vi knap så tyngede, som vi var. Halloween er en højtid, hvor vi reflekterer over de ting, der skræmmer os. Vi kan undersøge uhyrerne i vores egne sind eller bare svælge i uhygge.
Derfor er det meget passende, at Hungry Ghosts stiller flere spørgsmål, end den besvarer. Jeg vil på det kraftigste opfordre dig til at læse den her hjemsøgende og helt uappetitlige tegneserie. Dyk dybt ned i dit eget sind, og find frem til dine egne spørgsmål – spørgsmål, som muligvis kan hjælpe med at holde dig i live.
