”Hvis jeg måtte ændre én ting i branchen, så skulle det være, at der var lige så mange kvindelige producere som mandlige. Det, tror jeg, ville ændre det hele,” siger Anja Pil Christoffersen, der går under kunstnernavnet ANYA.
28-årige ANYA er R’n’B-artist, sangskriver og feminist. Når hun sidder og ser ned over endnu et mandsdomineret musikfestivalprogram – for eksempel sidste års Grøn Koncert, hvor det eneste kvindelige islæt på programmet var værten Sara Bro – bliver hun dybt frustreret.
Videos by VICE
Den tilbagevendende diskussion om de manglende kvinder er efterhånden ved at være temmelig forudsigelig. Når festivalprogrammerne bliver offentliggjort, vil en eller flere kvindelige artister gå ud og sige: ’Helt ærligt, bookere, det må I sgu kunne gøre bedre.’ Hvortil festivalarrangørerne forsvarer sig med, at de skam har spurgt de tre dygtige kvindelige artister, de nu engang vurderer, at der er i Danmark. Men ANYA mener, at problemet er langt mere komplekst, end at der umiddelbart er flere succesfulde mandlige kunstnere end kvindelige. For hende er de fallosfyldte festivalprogrammer blot et symptom på det egentlige problem, nemlig at alle dem, der står bag artisterne – producerne, musikerne, managerne og musikcheferne – stort set alle sammen er mænd.
ANYA har været i branchen i tre år. Hendes debut-EP The Credit udkom i september 2015, hvorfra singlen ”Greet Me” vandt prisen for bedste single ved Scandinavian Soul Awards. I dag udsender hun singlen “Avalanche”, og senere i år udkommer hendes debutalbum. Skævheden i kønsfordelingen i musikbranchen var egentlig ikke noget, hun havde tænkt så meget over, før hendes pladeselskab sendte hende til London for at skrive sange til det album. Over fem dage skulle hun indgå i fem forskellige konstellationer med en sangskriver og en producer, og slutproduktet ville være fem nye sange.
”Næsten alle producerne og sangskriverne var mænd, men en dag blev jeg sat sammen med en kvindelig producer og en kvindelig sangskriver. Jeg tror aldrig, at jeg vil glemme den dag, for det var bare så chilleren. Vi var sammen en hel dag og spiste falafel og blåbær, mens vi sad og skrev et nummer sammen,” fortæller ANYA. ”Og det gjorde så meget for den kreative proces, at vi kun var kvinder. Det var et helt særlig rum at være i, fordi det var så støttende og ligeværdigt. Der var ingen store egoer. Som sanger kan man godt føle lidt pres i forhold til, om ens talent nu vil vise sig, men det pres var der slet ikke, fordi de her kvinder var gode til at lytte, give plads og være blide i deres tilgang til, at vi skulle skrive sammen.”
Hun synes selv, at den sang, som de endte med at få skrevet, var virkelig god, men det var ikke, fordi den var bedre end dem, hun lavede i samarbejde med mænd de andre dage. ”Det var ikke nødvendigvis det bedste, jeg fik lavet, men processen var øjenåbnende. Det var dér, det gik op for mig, at det var den første kvindelige producer, jeg havde mødt.”
En opgørelse fra komponistsammenslutningen KODA fra 2014 viste, at kun 17 procent af danske komponister er kvinder. Hvor mange procent af de danske producere, der er mænd, vides ikke, men ANYAs mavefornemmelse er, at det er op mod 98 procent. Derfor mener hun, at problemet er strukturelt – nemlig at den mandsdominerede musikbranche reproducerer sig selv.
Det foregår cirka sådan her: Lille dreng ser seje mænd, der spiller trommer i bands, lille dreng begynder selv at spille trommer, lille dreng bliver til voksen trommeslager, der spiller i bands med andre mænd, trommeslager indstiller karrieren og bliver producer, producer laver musik, som andre mandlige trommeslager tager rundt og optræder med, og som små drenge ser.
Hvis man skulle sætte ind et sted i denne årsagskæde for at forsøge at bryde den, mener ANYA, at man bør sætte ind ved produceren. Denne funktion er nemlig altafgørende for det endelige musikalske udtryk. ”Jeg skriver mine sange ved mit klaver, og så tager jeg ud til en producer, som hjælper med at skabe hele nummeret ved at bygge det op og lægge instrumenter på. Og de er altid mænd, hvilket påvirker min musik virkelig meget. Det er et meget væsentlig skridt, som er meget påvirket af mænd. Jeg tror, at hvis det trin var mere balanceret mellem kønnene, så ville det gøre meget for branchen.”
Hvis ANYA fik mulighed for at få et ønske opfyldt, skulle det derfor være, at halvdelen af alle producere var kvinder. For med den vigtige rolle, som producerne har i tilblivelsen af nutidens musik, vil flere kvinder bag mixerpulten smitte af på alle de videre musikalske led. “Hvis kvinderne kom ind der, så tror jeg, det ville præge, hvilken musik der bliver populær, hvad der bliver streamet på Spotify, og hvad der bliver booket på festivalerne,” siger ANYA.
Men en ting er, hvad man kan ønske sig, noget andet er, hvad man helt konkret selv kan gøre for at skabe forandring. En af de ting, som ANYA vil gøre, er at inspirere sine egne fremtidige – om end stadig hypotetiske – døtre. ”Vi er mere tilbøjelige til at synes, vores små piger skal gå til klaver, violin eller sang, end at de skal have en fed bas i hånden eller spille trommer. Min egen mor var rimelig gammeldags, så hun tænkte ikke på at fremme ligestilling ved at præge mig til at spille et instrument, der ikke faldt inden for kønsnormerne. Men det vil jeg helt klart selv gøre.”
ANYA voksede op på en gård lidt uden for Næstved sammen med sin amerikanske mor, som opmuntrede hende til at synge og spille klassisk klaver. Der var ikke mange kvindelige musikalske forbilleder i Danmark dengang, hun husker dog svagt at lytte til S.O.A.P., Juice og Marie Frank. Ingen af dem spillede på trommer. ”Det er vigtigt at udfordre de kønsnormer, der er inden for musikken, og det gør man ved at foreslå sin lille pige, at hun skal spille bas og trommer i stedet for at synge og spille klaver. At give dem troen på, at de kan indtage de roller, som mænd traditionelt indtager.”
Udover at ville præge fremtidige børn, forsøger hun også at foretage ændringer her og nu. Siden den skelsættende songwriter-session i London har ANYA nemlig haft fokus på at omgive sig med flere kvinder professionelt. Men det har ikke været ligetil. Hendes pr-agent, projektleder og korsanger er kvinder, men ellers er alle andre omkring hende mænd. Også musikerne i hendes liveband.
”Jeg ville elske at have kvinder i mit band, men når jeg spørger mit bookingbureau, så siger de, at det kan de godt forstå, at jeg gerne vil, men de kender ikke nogen. Ambitionen er dog at få et mere kønsbalanceret band, for det er min akilleshæl i forhold til min egen vision.” Det er heller ikke lykkedes hende at finde en kvindelig manager til trods for, at hun har forsøgt.
ANYA er for tiden i gang med at skrive på sit debutalbum, som hun håber at have klar til efteråret. Og selvom hun ikke har haft held med at finde hverken kvindelige musikere eller en kvindelig manager, mener ANYA, at der så småt er ved at ske ændringer i musikbranchen. Hun har blandt andet været på en songwriter-session i Los Angeles, hvor alle artisterne var kvinder, og hun møder også flere og flere seje, unge kvinder, som har mod på at kæmpe for at komme frem i branchen. Hun er selv mentor for en af dem. Alligevel er hun utålmodig.
”Det er stille og roligt ved at ændre sig, men det er jo sådan med ligestilling, at man ikke gider vente på den. Så hvis man er i branchen og kan mærke, at den er mega mandsdomineret, så vil man have, at den skal ændre sig nu. Derfor går jeg sgu ret meget ind for kønskvoter. Bliver det ikke et sjovere show, hvis der optræder lige så mange kvinder som mænd til P3 Guld?” ANYA mener dog ikke, at der bør indføres kvoter i hele den danske musikbranche, men at der med fordel kunne være et kvotesystemet for statsstøttede public service-musikprogrammer som for eksempel P3 Guld.
Men hun kender også godt modargumentet: Der var bare ikke nok dygtige kvinder at vælge mellem. Til dette års P3 Guld var syv ud af ni optrædende artister mænd eller mandlige bands, og de resterende to var kvinder. Forklaringen lød som altid, at de ikke kan plukke noget, som ikke findes.
”Modargumentet med, at der ikke var nogle gode kvindelige kandidater, er røvsygt og gammeldags. Kom nu, lad os stile mod fremtiden i stedet for bare at sige: ’Nå, sådan er det, det accepterer vi’. Man må gøre noget. For det siger da sig selv, at det bliver sjovere at gå på festival, hvis der er et mere balanceret line-up. Det føles i hvert fald meget indlysende for mig. Fremtiden må da ligge i, at vi gør noget på den front.” Når hun er ude og spille, oplever hun, at publikum er sultne efter kvindelige artister, og derfor synes hun, at branchen bør være mere fokuseret på at bringe de kvindelige artister ud til publikum.
”Jeg tror på, at kvoter vil kunne gøre, at man får øjnene op for, hvor meget kvindeligt talent der er i Danmark, og jeg tror ikke, det vil gå ud over musikken,” siger ANYA, snarere tværtimod. ”Det ville blive sjovere for alle. For det er da kedeligt at stå og se en Grøn Koncert, hvor det kun er mænd, der spiller.”
