Australiens mærkeligste mordsag begynder med en haj, der hoster en arm op

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada.

Det var ikke særlig tit, at indbyggerne i Sydney i Australien så en haj helt tæt på, så da Coogee Aquarium indfangede en kæmpemæssig tigerhaj, var der mange, der ville se den i virkeligheden. Dyret afslørede meget om hajers natur – og om den kriminelle underverden i byen – da den brækkede en halvt fordøjet rotte, en fugl og en afhugget menneskearm med en tatovering af en bokser op.

Videos by VICE

Coogee Beach blev rammen for en af de mest dragende mordsager i Sydneys historie. Foråret 1935 var en turbulent periode for landet: Depressionen var i fuld gang, og det var kun et år efter det hårrejsende Pyjama Girl-mord, hvor et voldsomt forbrændt lig af en ung kvinde blev fundet. Det var tydeligt for enhver, at indbyggerne havde brug for noget at smile af. Mange kastede deres opmærksomhed på det faldefærdige Coogee Aquarium, der åbnede i 1887 som underholdning for de mere velbeslåede. På vej ud af en recession og ind i den moderne verden havde stedet behov for en overhaling.

Ind kom Sydneys nye store attraktion: En fire meter lang tigerhaj, der vejede næsten et ton, indtog Coogee Aquarium. Den daværende ejer Bert Hobson og hans søn var taget ud i havnen, for at finde en ny stjerne til deres største bassin. Eftersom der var rapporteret flere hajangreb end normalt det år, ville de give offentligheden mulighed for at se en rigtig menneskeæder helt tæt på og regnede med, at det ville blive en publikumsmagnet. De kom hjem med en fire meter lang tigerhaj, og folk elskede det. Men da folk samlede sig omkring monsteret blev den arrig. Pludselig brækkede den det vigtigste bevis i sagen om haj-armen op.

Da politiet blev kontaktet, var de overbevist om, at det hele var for sjov – enten var det de ansatte eller nogle lokale lægestuderende med for meget fritid og adgang til aflagte lemmer. Men ingen grinede, da armen med tatoveringen og et mistænkeligt reb bundet om håndledet blev fisket op af vandet og afleveret hos retsmedicineren. Det hele blev kun mere spændende, da det viste sig, at armen slet ikke var blevet bidt af af hajen, men var skåret af med en sløv kniv.

Politiet stod med to store spørgsmål: Hvis arm var det? Og hvordan i alverden kunne den ende i maven på en haj? Inden politiet kunne nå at besvare spørgsmålene, samlede pressen historien op. De pegede enten på forfalskning af beviser eller hajangreb. Det ville ikke blive nemt at finde armens ejermand, for i 1930’erne var retsmedicinske teknikker ikke så veludviklede. Men den splinternye fingeraftryksmetode kunne bruges til at kæde armen sammen med en person. Det tog lang tid, men til sidst kom de frem til et navn: Armen tilhørte Jim Smith, der var kriminel og meddeler for politiet.

Jim havde været ude i noget rod og var en opportunistisk meddeler. Hans bror kunne bekræfte, at det var Jims arm, da han så billedet af tatoveringen i avisen. Inden han begyndte at komme i problemer med loven, var Jim en håbefuld bokser, men han var tvunget til at lægge sin drøm på hylden, da han erkendte, at han ikke var dygtig nok til at blive professionel. Så han gik fra job til job, inden han fik arbejde på en bar, hvor han begyndte at få forbindelser til den kriminelle underverden. En af de forbindelser var den velhavende bådbygger Reginald Holmes, der samtidig var en af de sidste nye bekendtskaber, han ville få.

Reginald Holmes havde mange identiteter. Udover at være et vellidt familiemenneske og en respekteret borger, der gav sit til samfundet, var han også aktiv heroinsmugler og et geni til at svindle med forretningskontrakter og forsikring. Holmes var også involveret i byggeri, hvor han ansatte Jim Smith til at løse forskellige opgaver, der blandt andet gik ud på at snyde leverandører og oprette unødvendige forsikringer på bygninger, inden de blev offer for en påsat brand. Deres samarbejde betød, at Holmes i hemmelighed overførte penge til Jim Smith efter hvert job. Det stod på indtil Pathfinder-skandalen ødelagde deres forhold til hinanden. Holmes udfyldte alt det falske papirarbejde for at forsikre en båd, som han sendte Jim Smith ud for at ødelægge, men han anede ikke, at ødelæggelsen blev rapporteret som ”mistænkelig” til politiet. Forsikringen dækkede ikke, og pludselig stod Holmes uden nogle penge på lommen.

Der var den store hjerne bag, og der var musklerne, som gjorde det praktiske arbejde, men de manglede også en mand, som var en mester til at forfalske papirer. Patrick Brady havde været venner med Jim Smith i mange år, og han var også god til forsikringssvindel. Selvom han kom fra en ærlig, hårdtarbejdende familie, gik han selv en anden vej og endte i stedet som en del af den kriminelle underverden, da han opdagede sit talent for at forfalske underskrifter. Den evne gjorde, at han endte i et samarbejde med Holmes og Smith – den perfekte kriminelle trio.

Deres aktiviteter fortsatte, selvom Holmes ikke havde den samme økonomi, da depressionen ramte Australien uden nåde. Presset steg, da Jim Smith krævede flere og flere penge fra Holmes gennem afpresning. Det blev klart for Holmes, at han blev nødt til at skille sig af med sin dyre ballast. En aften fortalte Smith sin kone, at han ville ud at fiske. Da hans kone ikke havde hørt noget efter et par nervøse nætter, blev hun nervøs. En aften modtog hun et mystisk opkald fra en mand: ”Bare rolig… Jimmy kommer hjem om tre dage.” Men Jimmy kom aldrig hjem.

Da politiet begyndte at efterforske sagen, havde de ikke meget at gå efter. De kunne ikke bestemme, hvordan han døde, så de måtte følge andre spor. De vidste, at Jim Smith sidst var blevet set på Cecil Hotel, hvor han drak og spillede kort med Patrick Brady, men det var ret normalt for ham. Da de undersøgte Brady, fandt de ud af, at han havde lejet en lille hytte på Taloombi Street, som var et smukt område langs stranden, der den dag i dag er en dyr adresse, samtidig med at Smith forsvandt. Alle spor førte dem i retning af den hytte, og de mente, at forbrydelsen var foregået her. Teorien var, at Brady havde brugt en båd til at smide liget i havet, efter armen var skåret af.

De begyndte at se på, hvad Brady havde lavet i dagene inden Jim forsvandt. De fandt nogle taxachauffører, der gerne ville fortælle om ture, Brady havde taget lige inden, han lejede hytten. En af turene overraskede virkelig efterforskerne: Han var kørt hjem til Reginald Holmes. Indtil da havde de ikke anet, at der var en forbindelse mellem Brady og Holmes. De havde en del spørgsmål til ham, så de rykkede ind for at anholde Brady.

Da de tog ham ind, blev han anholdt for nogle urelaterede anklager om svindel. De havde brug for at holde ham fængslet, men de havde ikke nok beviser til at kunne beholde ham. Brady blev forhørt intenst i seks timer, men han stod fast og nægtede at fortælle dem noget, som de ikke allerede vidste i forvejen. Det var ikke, før de afhørte hans grædende kone, at Bradys hårde overflade krakelerede. Han gik til sidst med til at underskrive en erklæring. Han bad om blyant og papir og skrev alt det, politiet allerede havde en mistanke om, herunder hans hemmelige aftale med Holmes.

For at komme videre i sagen måtte efterforskerne have en anden tilgang: Det var på tide at gå efter Reginald Holmes. Som om historien ikke var dramatisk nok, flygtede Holmes i sin speedbåd, da det gik op for ham, at politiet var på vej. Ordensmagten skyndte sig efter ham, men hver gang de kom tæt på, skød båden afsted igen. Hele optrinnet tiltrak en stor mængde mennesker inde på bredden i Sydneys havn, som kunne følge med i jagten.

Til sidst slukkede Holmes motoren og stillede sig demonstrativt til skue for alle med en pistol i hånden. Eftersigende udbrød han kryptisk: ”Jimmy Smith er død, og der er kun én tilbage… Hvis I lader mig være til i aften, skal jeg nok gøre det af med han.” Det var tydeligt for enhver, at han var påvirket. Hvis hans opførsel ikke afslørede det, så gjorde den tomme flaske gin i bunden af båden. Politiet gjorde sig klar til en væbnet kamp, men så førte Holmes pistolen til siden af sit hoved og trykkede på aftrækkeren. Han faldt i vandet, mens politiet nærmede sig.

Men skuddet slog ham ikke ihjel, det havde kun strejfet hans tinding. Holmes gav op og blev anholdt af politiet. De havde hele tiden tænkt, at han var hjernen i foretagendet, men en ynkelig Holmes kunne fortælle en anden historie: Han påstod, at det var Brady, der havde slået Jim Smith ihjel. Han påstod også, at Brady var kommet med Smiths arm i et makabert forsøg på at afpresse ham for en masse penge. Holmes beskrev detaljer i hytten på Taloomi Street, hvilket fik politiet til at mistænke ham, for at vide mere end han indrømmede. De truede ham med en anklage for medvirken til mord for at få ham til at deltage i ligsyn i retten, og det gik han med til. Men Holmes nåede aldrig så langt.

Om morgenen d. 12. juni 1935 skulle den endelige retsmedicinske undersøgelse begynde. Politiet tog hjem til Holmes for at transportere ham hen til retten. Inden de nåede op til hoveddøren, fandt de Holmes sunket sammen bag rattet i sin bil med tre skudhuller i den venstre side af brystet. Det varede ikke længe, før de havde regnet ud, hvad forsikringssvindleren Holmes havde gjort: Han havde hyret lejemordere til at slå sig selv ihjel. Men det gjorde han selvfølgelig ikke, før han havde oprettet en voldsom livsforsikring. Forsikringen dækkede ikke selvmord, men med hans død ville hans kone og børn ikke skulle udstå skammen ved retssagen. Det var hans sidste succesfulde fupnummer.

Retssagen mod Brady fortsatte uden ham, men de havde ikke meget at gå efter. Smiths kone, Holmes kone og de få taxachauffører, der var villige til at vidne mod Patrick Brady var til stede. Efterhånden som sagen skred frem, var det helt store problem, at der ikke var noget lig. De havde armen, men ingen kunne bevise, at Jim Smith rent faktisk var død – han kunne jo bare gå rundt uden arm. Selvom de besluttede sig for at køre sagen, var beviserne mangelfulde. Brady var nemlig ikke kendt som en voldelig mand. Han havde nogle få domme for forfalskning, men han var aldrig blevet anklaget for overfald. Han var desuden en tynd fyr på 160 centimeter, så det var utænkeligt, at han selv kunne klare Smith. Smith var langt større og i øvrigt bokser. Halvanden dag efter retssagen var startet, faldt anklagerne fra hinanden, og Brady blev frikendt.

Sagen med hajarmen blev aldrig officielt opklaret, men der er et par teorier. Et par år efter sagen indrømmede Bradys kone, at hun var taget hen til hytten, som Brady havde lejet, fordi hun mistænkte ham for at have en elskerinde. Hun påstod, at hun overhørte ikke to, men en hel gruppe af mænd, der drak og spillede kort. Ingen kan bekræfte, hvem mændende var, men den australske retshistoriker Alex Castles mener, at mordet foregik i hytten, men at Brady selv var ude at fiske og kom hjem til synet af Smiths døde krop. Han holdt det for sig selv, af frygt for hvad der kunne ske. Hvis Brady ikke slog Smith ihjel, så ved han nok godt, hvem der gjorde, men det er en hemmelighed, som han tog med sig i graven i 1965.

Indtil sin død var Brady den eneste overlevede person i sagen om hajarmen. I et interview med den førende krimijournalist Vince Kelly i 1960’erne, forklarede Brady, at sagen fulgte ham hver dag, og at han altid var bange for, at folk hviskede om ham i krogene.

Noget af det sidste han udtalte, viste sig at være sandt: Sagen om hajarmen vil aldrig blive glemt. Den vil blive husket lang tid efter min død.