Annoncering
stoffer

Min vanvidsnat på ayahuasca fik mig til at græde, brække mig og have det fantastisk

De siger, at en aften på ayahuasca svarer til ti år hos en psykolog.

af Conor Creighton
10 oktober 2017, 8:43am

Illustrations by Matt Panuska

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Jeg tilbragte lørdag aften med at rulle rundt på gulvet i en loftslejlighed i Prenzlauer Berg i Berlin. Når jeg ikke rullede rundt, sad jeg på badeværelsesgulvet og stak to fingre i halsen, eller sad på toilettet og forsøgte at skide. Jeg græd som en mor til et bryllup. Jeg sparkede ud i luften som en hund, der drømmer, og på et tidspunkt lod jeg mine hænder danse foran mit ansigt i takt med mine fødder, som den sidste raver på en mark, mens sommeren går på hæld.

I noget der føltes som tre dage, gik jeg frem og tilbage mellem badeværelset og gulvet. Da jeg endelig samlede mig selv nok til at vælte ud på terrassen og ryge en cigaret, gik det op for mig, at der kun var gået fire timer. Ayahuasca, yagé, sandhedens vin, madre, eller hvad du kalder det, er ikke bare det stærkeste stof, jeg har taget, det er også uden sammenligning den voldsomste oplevelse, jeg nogensinde har haft.

Det er også ulovligt i Tyskland, så for at gøre det skal man kende nogen, der kender nogen, som ved hvilken shaman, der lige er i byen, og deler ud af sin heksebryg. Og det er ikke billigt. Det koster helt op til 1500 kroner for en session. Når først man er på shamanens mailliste får man besked på hvordan man skal forberede sig. Ingen sex, kød, mejeriprodukter, salt og nogle andre stoffer en uge i forvejen. Adressen er en hemmelighed, som først bliver afsløret på dagen.

Man får at vide, at man skal medbringe et liggeunderlag, et tæppe, en flaske vand, noget frugt, og en spand med et låg, som man kan brække sig i og smide fra sig med det samme. Jeg havde ikke en spand, så jeg tog en drikkedunk med, og hele vejen derhen var jeg bange for, at den ikke var stor nok til at rumme alt det, der var inde i mig.

Ayahuasca er blevet ret populært i yogakredse, og selvom jeg er lidt flov over at sige ordene, så også i "meditationsmiljøet i Berlin". For de velstående veganere i slutningen af 30'erne, som ikke tager på klub mere, og holder jul i Indien, så de ikke skal besøge deres forældre, er det næsten lige så populært som at dele partnere.

Der var omkring 25 mennesker i lejligheden, da jeg ankom, og mine venner var ikke engang kommet endnu, så jeg snakkede med en masse mennesker, der enten strakte ud i deres yogabukser eller lå på gulvet og aede hinanden. Lokalet var lummert af kroppe. Jeg sad i et hjørne. Ved siden af mig sad en ung amerikansk mand, som havde anbefalet ceremonien af sin psykiater.

"Jeg havde en meget voldsom afhængighed af pot," sagde han.

"Hvilken slags psykiater ordinerer den slags?" spurgte jeg.

"En dyr én," sagde han.

"Virker det?"

"Ja," sagde han.

Der lå en tysk for fødderne af mig, som puttede under et tæppe på en luftmadras.

"Det er din første gang," sagde han indforstået.

"Ja. Hvad skal jeg forvente?"

"Universet," sagde han. "Jeg håber, du får lov til at se universet."

Og så lagde alle sig ned, mens shamanen, der var en fyr med skæg og hestehale, og samme hudfarve som plettet mahogni, begyndte at forklare, hvad der skulle ske. Jeg kan ikke huske særlig meget af det han sagde, for det næste, der skete, var vanvittigt. Ayahuasca kan sammenlignes med andre stoffer på samme måde som en hurtig gåtur med udstrakte arme kan sammenlignes med at flyve.

Det er meget svært at sætte ord på oplevelsen, men jeg prøver alligevel:

Begyndelsen – lad os kalde det den rare del – startede med, at skyggerne på væggene mistede deres form, og små gyldne linjer begyndte at suse forbi mine øjne. Indtil videre var det rimelig almindeligt, hvis man har prøvet at tage syre eller svampe. På det tidspunkt sad folk ved siden af mig og gaggede, uden noget kom op. De lavede en lyd, der mindede om en ko, der blev stanget af et trafikskilt. Men jeg havde ikke kvalme. Ikke det mindste. På det tidspunkt var jeg forgabt i en panoramisk kollage af fraktaler, smukke farver og jungleløv, og havde det helt utrolig godt. Uden at overdrive kan jeg sige, at jeg aldrig har været så lykkelig, som jeg var i det øjeblik. Og den slags siger jeg ikke bare. Jeg er et raverbarn, og jeg har brugt en god del af det seneste årti på at kramme fremmede og slikke mine øjenbryn, mens jeg tænkte over, hvor meget vand jeg mon havde drukket.

Det føltes, som om universet omfavnede mig med gigantiske mutantarme og fyldte mig med kærlighed. Jeg så Gud, jeg var Gud, og alting var Gud.

Det meste af tiden, i den rare del af trippet, lå jeg bare på ryggen med lukkede øjne og nød min egen euforiske boble. Og hvis bare det kunne have varet ved – for der gik ikke længe, før den frygtelige del begyndte. Jeg begyndte at genopleve traumatiske kapitler i min barndom, et ad gangen. Det hele var som en biografisk dokumentar, hvor man gennemgår en berømtheds liv – men i stedet for at vise højdepunkterne i min lange karriere, var jeg tvunget til at se alle de øjeblikke, der havde såret mig mest. Jeg lå i min mors mave og kunne mærke min families stress. Jeg løb væk fra mobbere i skolen. Jeg lå i mit teenageværelse og hørte Smashing Pumpkins, mens jeg skrev digte, hvor "sløv kniv" rimede på "kort liv."

Midt i min rundtur i al elendigheden begyndte jeg at svede voldsomt og kunne mærke, at jeg skulle brække mig. Men som jeg sagde, var jeg bange for, at min dunk ikke var stor nok, så jeg rejste mig og vaklede ind på toilettet. Min mave var helt fucked, men jeg kunne ikke brække mig, så jeg prøvede at skide i stedet for. Jeg havde på en måde fået overbevist mig selv om, at den eneste løsning var at presse ayahuascaen ud af min krop igen og bruge det hul, der var mest samarbejdsvilligt. På nogle stoffer kan man se sig selv ude fra. Hvis det var tilfældet ville jeg have set mig selv lave en slags twerking eller lapdance for toilettet med mine joggingbukser nede om anklerne.

Til sidst gav jeg op og gik tilbage i lokalet, hvor jeg lagde mig på min måtte og led. Virkelig led. Når jeg ikke var skræmt fra vid og sans, græd jeg af sorg. De gyldne linjer vendte tilbage af og til, og jeg kan huske, at jeg så min penis foran mig som et gigantisk tårn, der strakte sig op i skyerne – og det var ret fedt – men for det meste var jeg fanget i et plantebaseret helvede.

Noget tid senere så jeg mine venner kravle ud på terrassen, og til sidst tog jeg mig sammen og fulgte efter. Forestil dig et flystyrt, hvor forenden af flyet eksploderer, og hele bagenden på magisk vis lander blødt, så alle fra række F og bagud overlever. Forestil dig, hvordan de overlevende har set ud i hovedet. Sådan så vi ud.

Vi hang ud på terrassen i et stykke tid og røg cigaretter og brækkede os engang imellem i vores spande, mens vi forsøgte at finde hoved og hale i det hele. Lidt efter tilbød en fyr at køre os hjem, hvilket både var en fantastisk og en frygtelig ide, for jeg ville aldrig selv have fundet hjem, men chaufføren kunne ikke kende forskel på rød og grøn endnu.

De siger, at en aften på ayahuasca svarer til ti år hos en psykolog. Det er ikke et afslappende rusmiddel. Bagefter, på vej hjem, snakkede vi om at tage på en klub, men i virkeligheden var det eneste, vi havde lyst til, at pakke os selv ind i blød bomuld og ligge i et hjørne med friskt vand.

Jeg faldt i søvn, og næste dag vågnede jeg tidligt og havde det fantastisk. Og indtil videre er det blevet på den måde. Normalt er jeg ret urolig. Jeg sover ikke så godt, jeg er genert, og jeg er dårlig til at tage beslutninger. Men indtil videre er det alt sammen forsvundet. Lige meget hvad det var, der skete den aften, så har de fjernet de små hindringer inde i mig – eller som en psykolog ville sige: Det har brudt mine vaner.

Hvis man tager på ayahuascatur i Amazonas, bruger man normalt tre lange nætter på at komme gennem alt sit lort. De første timer, efter jeg var på vej ned igen, tænkte jeg, at jeg aldrig ville ryge en joint – og slet ikke overveje ayahuasca igen. Men nu er jeg ret sikker på, at jeg gerne vil. For når man ser alle de traumatiske oplevelser, der har rørt og formet ens liv, passere forbi som en drøm, bliver det nemmere at sætte dem i perspektiv: De er overstået. På en måde bliver man hevet tilbage til ens oprindelige essens i naturen, og det er ikke en dårlig ting, især ikke hvis ens eneste faste kontakt med naturen er at se tomatplanterne langsomt visne i vindueskarmen hver sommer.

Og oplevelsen af at se sin pik så høj som en bygning, støbt i massiv, uigennemtrængelig cement, er noget, som alle usikre små drenge, der vokser op og bliver hemmeligt usikre mænd, har brug for at se mindst to gange.