Nye naboer

Når jeg dyrker parkour, glemmer jeg, hvor meget jeg savner min familie og mit hjemland

Når 18-årige Talal Akkasheh bruger tre timer om dagen på at træne parkour, så er det ikke kun for at blive god. Det er også for glemme minderne om krigen, familien og hans hjemby, som ligger i ruiner.

af Talal Akkasheh; som fortalt til Lars Jellestad
29 maj 2017, 7:00am

Artiklen er en del af vores Nye Naboer-temauge, hvor unge flygtninge i hele Europa er gæsteredaktører på VICE.com. Læs lederen her.

___

Da bomberne begyndte at falde i Damaskus, tog Talal Akkasheh flugten fra Syrien til Egypten sammen med sin familie. Men for snart tre år siden, da han lige var fyldt 16, forlod han sin far, mor og lillesøster i Cairo og rejste alene op gennem Europa med kurs mod København. Næsten lige siden han kom til Danmark, har han dyrket parkour. Her fortæller han, hvorfor han bruger tre timer hver dag på sin hobby.

Alle billeder af Daniel Hjorth

Danmark er et godt land, fordi jeg har alle muligheder her. Min familie kommer aldrig til at flytte til hertil, men nu bor jeg her, og jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg kommer til at flytte tilbage til Syrien. Jeg skal være læge ligesom min onkel, og jeg vil klare mig selv. Det gør jeg allerede. Jeg knokler som bartender, tjener mine egne penge og går i 10. klasse, hvor jeg er i fuld gang med at lære dansk. Men det, der gør mig mest glad her i Danmark, det er at dyrke parkour, fordi jeg er god til det.

Parkour får mig til at glemme det, jeg ellers ikke kan glemme. Det giver mig et fokus og en mulighed for at lukke alt andet ude. Hele mit liv drejer sig om, at jeg er flygtning. Når jeg lærer dansk, når jeg skyper med min familie og ser min søster, som er vokset så meget, at jeg næsten ikke kan genkende hende – alt minder mig om, at jeg er langt væk hjemmefra. At mit hjemland er bombet i stykker. At jeg bor i et land, hvor jeg ikke ved, hvordan min fremtid ser ud. Når jeg dyrker parkour, forsvinder alt det fra mit hoved. Jeg tror også, det er derfor, jeg er blevet så god til det. Det er terapi for mig.

Jeg træner tre timer hver dag i Game København, som er et center for gadeidræt. At øve sig på parkour er ligesom at gå på trapper. Først lærer du at tage den første trappe, og når du kommer op til toppen af den, så tager du den næste. Du bliver hele tiden bedre undervejs. Først lærer du at hoppe og lande rigtigt. Så får du styr på at lave saltomortaler og backflips og den slags. Så begynder det for alvor at blive sjovt. Der er jeg lige nået til.

Det kræver bare sindssygt meget øvelse og også en del frygtløshed. Du kommer til at slå dig igen og igen, og før eller siden kommer du nok også til at brække en arm eller et barn. Det er ikke sket for mig endnu, men jeg bliver også hele tiden mindet om, at jeg skal passe på. Det sørger min kæreste for. Hun hedder Emma, og jeg mødte hende på den skole, jeg går på. Vi har været sammen i otte måneder. Min familie følger også med i min udvikling, for jeg har en Facebook-side, hvor jeg lægger videoer op, men helt ærligt så er mine forældre ikke så bekymret for, om jeg kommer til skade. Det går nok. Du må tænke på, at jeg er flygtet fra krig og har rejst hele vejen fra Cairo til København alene – så mon ikke jeg nok skal overleve de knubs, jeg får, hvis jeg falder og slår mig?

Før jeg gik i gang, vidste jeg, at jeg ville være god til det. Hjemme i Damaskus så jeg mange videoer på Youtube og blev ved med bare at tænke 'det der kan ikke være så svært.' Jeg har en atletisk kropsbygning, og jeg er god til udspring, så hvorfor skulle jeg ikke også kunne blive god til parkour? Jeg ved godt, at man i Danmark helst ikke skal tale for højt om ting, man er god til, men jeg er faktisk bedre til min sport end mange, der har trænet over dobbelt så lang tid som mig. Sådan er det bare.

Jeg har venner, jeg træner med, og jeg har også en instruktør, jeg øver teknik med, men for det meste er jeg alene. Det er sådan, jeg bedst kan lide at dyrke parkour. Jeg sætter mig et mål hjemmefra, tager afsted med det mål, og cykler ikke hjem, før jeg har opnået det.

For mig er parkour sejere end for eksempel basketball og skateboarding, fordi det, jeg kan, er mere specielt. Jeg kan ikke tale det danske sprog lige så godt som alle de andre drenge, jeg møder her, og jeg har ikke så mange penge, fordi min familie er afhængig af, at jeg sender dem en del af min løn hver måned. Men den her egenskab kan ingen tage fra mig, og det er lige meget, om du taler perfekt dansk eller har den nyeste iPhone. Jeg har styr på det her.

Underskriv FN's Flygtningehøjkommisariat, UNHCR's opfordring til alle regeringer om at sikre en tryg fremtid for alle flygtninge her. Vil du støtte lokalt, kan du donere til Refugees Welcome ved at følge det her link.