Alle billeder af Søren Drastrup

Intime billeder af kærlighed, smerte og længsel blandt Berlins unge tilflyttere

I sin serie "Eskapisme" skildrer den danske fotograf Søren Drastrup sin egen og de portrætteredes længsel efter at høre til.

|
dec 5 2016, 9:27am

Alle billeder af Søren Drastrup

De er alle på flugt fra deres hjemegn. De er kommet i en søgen efter noget nyt, noget bedre og ikke mindst et mere åbent og accepterende miljø end det, de kom fra. I sine år i Berlin har den danske fotograf Søren Drastrup mødt utallige mennesker, der er kommet til byen, fordi den er et tilflugtssted. Det er den også for ham selv. Efter en opvækst præget af en følelse af ikke at passe ind – som biseksuel, ikke-fodboldinteresseret dreng i en lille nordjysk by – er han selv flygtet og har fundet sig tilpas i Berlin. Her har han boet snart fire år.

Se også:
Hudløst ærlige portrætter af Berlins kreative ungdom

Nu har han fotograferet en portrætserie med det netop det tema, flugten, og det derfor passende navn "Eskapisme".

Nogle af billederne er iscenesatte, andre er spontane, men fælles for dem alle er, at Søren har forsøgt at genskabe nogle af de følelser og minder, han deler med de portrætterede. Alle er følelser, han forbinder med det at søge noget bedre. Mange af billederne har et mørkt og melankolsk udtryk, og det afspejler fotografens egen sindstilstand den sommer, han skød serien, blandet med den personlige situation, de portrætterede var i, da de blev fotograferet.

Vi tog en snak med Søren Drastrup om billederne, menneskerne og historierne bag.

"Thiago in U7"

Jeg mødte Thiago for halvandet år siden. Et halvt års tid efter han var flyttet til Berlin. Han er oprindeligt fra Brasilien, hvor han læste jura, før han besluttede sig for stoppe og flytte sit liv til Europa. Allerede fra begyndelsen havde vi en stærk forbindelse. Hans mærkelige væsen og hans unikke udseende har en speciel tiltrækningskraft på mig. Han er en meget tænkende person, og man kan virkelig fornemme, ikke ved hans ord, men ved hans energi, at der foregår meget inde i hans hoved. Det her billede er taget i U7 på vej hjem fra en fest. Hverken Thiago eller den ældre mand var klar over, at jeg tog billedet, og det var først, efter jeg havde fremkaldt filmen, at jeg så nogle ligheder imellem Thiago og manden. To personer fra to forskellige generationer, to forskellige verdener, der begge deler den samme melankoli, imens de begge kigger tænkende ud i luften i den samme U-bahn i Berlin. 

"Magdalena in pain"

Maura er en af de mest kreative personer, jeg har mødt i mit liv. Hun er italiener og makeup-artist og kunstner.

Hvis man har mødt hende eller set hende til en fest, vil man uden tvivl kunne huske hende. Hun har en utrolig speciel og rolig energi omkring sig. Hun går altid meget specielt klædt – en blanding af fint tøj og kjoler blandet med sportstøj. Hun sætter tøj sammen på en måde, ingen andre ville gøre, men hun rammer altid plet. Hun ses altid med makeup, ofte rød læbestift.

På billedet ser man hende i smerte, fordi hun bliver tatoveret på benet. Ligesom hendes tøj er hendes mange tatoveringer også meget specielle. De fleste er røde, hun har store røde hjerter tatoveret på sine arme og hænder, og det røde hjerte er en slags signatur for hende. Hun laver det igen og igen på sine tegninger, og hun maler tit røde hjerter rundt omkring med tuscher eller sin røde læbestift.

"Kewin on Grindr"

Kewin er det ultimative eksempel på det at blive håbløst forelsket i Berlin. Han valgte at flytte sit liv hertil fra den ene dag til den anden. Han havde ingen plan, og han havde kun det tøj, han havde med til en uges ferie. Han blev og fik venner fra Paris til, lidt efter lidt, at tage hans ting med til ham, når de skulle på besøg i Berlin.

Han har en utrolig energi, som man ikke kan undgå at blive betaget af. Han er den fødte performer og uden tvivl den person i Berlin, jeg har den største samling billeder af. Han er min muse, en stor inspiration og en evig energikilde.

På det her billede sidder Kewin nøgen på en stol, mens han leder efter en date på Grindr.

"Permanent"

Det her billeder viser Iris Noir i gang med at lave en tatovering på Tiagos tinding.

Når man vælger at flytte alene til et andet land i en anden verdensdel, så ændrer det én som person, og lige meget om ændringen er til det bedre eller det værre, så vil de oplevelser, du får ved at flytte dig selv og dit liv til et fremmed sted være hos dig for altid.

"Lovers delight - Lukas & Angèle"

Første gang, jeg så det unge franske par Lukas Ionesco og Angèle Metzger, var i en dokumentarfilm. Da jeg så dem, vidste jeg, at jeg ville fotografere dem. Det, de udstrålede i filmen, var følelser jeg kunne relatere til, følelser, jeg ikke havde oplevet længe. Deres forelskelse er meget tydelig, og på grund af deres unge alder fornemmer man virkelig den her utrolige, uskyldige og meget rene form for kærlighed og forelskelse. Man tror, at man er uovervindelig, og man ser det slet ikke som en mulighed, at det hele en dag kan forsvinde.

Deres forelskelse var endnu mere fantastisk i virkeligheden. Og jeg blev mindet om, hvor stærk kærlighed og forelskelse kan være.

Det gav mig en længsel og et savn efter disse følelser, og jeg fik vækket indre minder om min egen forelskelse og tidligere kærlighedsrelation. Jeg endte med at bruge to dage sammen med dem, og det føltes meget naturligt og afslappet at fotografere dem.

Det første billede er taget hos Maura, efter Maura havde sminket Lukas og givet ham en af sine kjoler på.

På det andet billede står de i solnedgangen på en fodboldbane i bydelen Neukölln.

"10 steps"

Min tid i Berlin har budt på mange op og nedture, men få folk omkring mig formår at give mig håb og overskud til at rejse mig, når jeg falder. Nogle gange står man stille, og nogle gange falder man flere trin ned, før man har kræfterne til at komme endnu et trin op. Personen på billedet er Thilo.

"Burden"

Fælles for de fleste tilflyttere i Berlin er, at de alle kommer i håb om at få en bedre tilværelse, end de havde, hvor de kom fra. Mange personer, inklusive mig selv, kommer i håb om at finde en større følelse af accept og selvaccept.

Fordi Berlin er en meget åben og tolerant by, når det kommer til udseende og seksualitet, er der mange der søger hertil netop på grund af det. Mange har har en mørk og ulykkelig fortid eller barndom, men når de kommer til Berlin, får de muligheden for at starte et "nyt" liv sammen med folk, der har det på samme måde som dem selv.

Personen på billedet er Morys.

"Mikka"

Mit livs største forelskelse, min ulykkelige kærlighed og den egentlige årsag til, at jeg flyttede til Berlin. Hun er uden tvivl den person, der kender mig bedst og den, som har været tættest på mig nogensinde. Jeg vil ikke komme tættere ind på vores forhold, da det stadig er noget der påvirker mig hver eneste dag.

Det var vigtigt for mig at have et billede af hende med i serien, selvom vi ikke længere er sammen, fordi hun er den person, der har fyldt mest i mit liv de sidste 4 år. Jeg synes, billedet taler for sig selv. Når jeg kigger på det, føler jeg at hun kigger direkte ind i min sjæl, og jeg føler at hendes udtryk på billedet viser vores kampe.

"Fryd og Sam"

Fryd og Sam er fra København og flyttede sammen til Berlin for forholdsvis kort tid siden. Det første billede viser Fryd stående i køkkenet i deres lejlighed i Friedrichshain. Det andet er Sam.

"Sheily"

For mig symboliserer billedet den renhed og den nye friske energi, man får, når man rejser væk fra Berlin for derefter at komme tilbage. Der kan ofte gå lang tid imellem, at jeg forlader Berlin, men nogle gange har man brug for at komme væk, ændre sine omgivelser og komme tættere på naturen. Alligevel er det altid, når jeg kommer tilbage til Berlin, at jeg føler mig hjemme.

Skribent Carl-Emil Storm Gabrielsen er redaktør på Dry Magazine.Se mere af fotograf Søren Drastrups arbejde på hans hjemmeside.

Flere billeder fra VICE:

Billeder af georgiske mænd og deres Ladaer: "Jeg vil dø, men den her bil vil køre videre"

Billeder af folk med den barndomsting, som de ikke kan få sig selv til at smide ud

Mørkeræd: En fotograf konfronterer sin frygt

Mere VICE
VICE kanaler