FYI.

This story is over 5 years old.

Culture

Mød de økoseksuelle aktivister, der mener, at vi kan redde planeten ved at have sex med den

Fra nøgenbadning til folk, som faktisk har samleje med naturen, er økoseksualitet en voksende bevægelse, der giver en ny vinkel på bekæmpelsen af klimaforandringer.

En deltager ved den økoseksuelle badeanstalt af kunstgruppen Pony Express. Foto: Matt Sav

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Folk, der var i Sydney i sidste uge, havde en enestående chance for at have sex med Jorden. De skulle bare tage forbi "den økoseksuelle badeanstalt", som lige nu er en del af Sydney LiveWorks Festival for eksperimenterende kunst. Badeanstalten er en interaktiv installation skabt af kunstneren Loren Kronemeyer og Ian Sinclair fra Pony Express. De beskriver værket for mig som en "fantasi uden hæmninger, der skal opløse barrieren mellem arterne, mens vi bevæger os mod udslettelse" som resultat af den globale klimakrise. Men de ser også deres kunstværk som en del af en langt større økoseksuel bevægelse, som de fortæller er i fremgang over hele verden.

Annoncering

Og måske har de ret. Jennifer Reed, som er ph.d. i sociologi ved University of Nevada, Las Vegas, skriver afhandling om økoseksualitet. Hun fortæller, at antallet af mennesker, der identificerer sig som økoseksuelle, er steget markant de seneste to år. Data fra Google-søgninger bekræfter, at interessen for fænomenet er steget dramatisk over det seneste år. Og måske bliver 2016 året, hvor økoseksualitet bliver mainstream.

Økoseksualitet har mange definitioner, som varierer alt efter, hvem du spørger. Amanda Morgan, som er fakultetsmedlem ved UNLV School of Community Health Sciences og involveret i den økoseksuelle bevægelse, fortæller, at økoseksualitet kan måles på en skala, som ikke er ulig Kinsey-skalaen: I den ene ende ligger mennesker, der bruger bæredygtige sexprodukter, nyder nøgenbadning eller en vandretur uden tøj på. I den anden ende er de folk, der "ruller rundt i græsset og får en orgasme smurt ind i pottemuld," siger hun. "Der er folk, der knalder træer eller onanerer under et vandfald."

Deltagere ved den økoseksuelle badeanstalt af kunstgruppen Pony Express. Foto: Matt Sav

Opmærksomheden omkring bevægelsen skyldes i høj grad performancekunstnerne og aktivisterne (og kæresteparret) Annie Sprinkle og Elizabeth Stephens, som har gjort økoseksualitet til en personlig mærkesag. De har udgivet et "økosex manifest" på deres hjemmeside SexEcology og produceret adskillige film om temaet, inklusiv en dokumentar, Goodbye Gauley Mountain: An Ecosexual Love Story, som skildrer det "pollenamorøse" forhold mellem dem og Appalacherbjergene. Mens de rejste rundt med en teatertrup i hele landet, Dirty Sexecology: 25 Ways to Make Love to the Earth, afholdt de bryllupsceremonier, hvor de og andre økoseksuelle giftede sig med Jorden, månen og andre naturlige enheder.

Annoncering

Sprinkle og Stephens taler åbent om økoseksualitet som en ny form for seksuel identitet. Til sidste års San Francisco Pride Parade gik de i front for en gruppe af over 100 økoseksuelle i en ceremoni, der officielt skulle tilføje et E til LGBTQI-akronymet. Stephens fortalte Outside, at de vurderer, at der nu er mindst 100.000 mennesker over hele verden, som åbent identificerer sig som økoseksuelle.

Trailer til Pony Express' "Ecosexual Bathhouse"

Ifølge Reeds forskning har fænomenet "økoseksualitet" eksisteret siden begyndelsen af 00'erne, da det begyndte at dukke op som en beskrivelse på online dating-profiler. Det var ikke før 2008, at det begyndte at udvikle sig til en fuldbyrdet social bevægelse, da Sprinkle og Stephens begyndte at afholde økoseksuelle bryllupper. De to kunstnere havde været aktive i kampen for ægteskabsligestilling og ville videreføre energien til miljømæssige sager. Stephens har udtalt, at deres mål var at gentænke den måde, vi ser Jorden – fra at se planeten som en moder og i stedet se den som en elsker.

Også i 2008 begyndte forfatter og aktivist Stefanie Iris Weiss at researche til sin bog Eco-sex: Go Green Between the Sheets and Make Your Love Life Sustainable, der blev udgivet i 2010. Weiss, som på det tidspunkt ikke var bekendt med Sprinkles og Stephens' arbejde, havde i begyndelsen en mere praktisk og bogstavelig tilgang til emnet i sin forskning, der afslørede, at de materialer, der bruges til kondomer, glidecremer og andre sexprodukter, har en skadelig virkning på miljøet og vores kroppe. Hun har sagt, at hun skrev bogen for at hjælpe folk til at gøre deres sexliv "mere CO2-neutralt og bæredygtigt" og for at hjælpe os med at undgå at forurene vores kroppe, når vi har sex.

Annoncering

Kampen for sikrere og mere bæredygtige sexprodukter er stadig en vigtig del af den økoseksuelle bevægelse, og Weiss siger, at udbuddet af grønne alternativer for forbrugerne inden for sexprodukter er vokset drastisk, siden hun skrev sin bog. Men hun har også nærmet sig Sprinkles og Stephens' mere holistiske take på økoseksualitet, idet hun kunne genkende et fælles mål i deres arbejde: At hjælpe folk til at genetablere forbindelsen mellem naturen og deres kroppe.

Reed fortæller, at økoseksualitet er anderledes end andre sociale bevægelser i det, at den fokuserer på personlig adfærd og nydelse snarere end protester og politik. Hun fortæller, at nogle mennesker i miljøbevægelsen har taget afstand til den af samme grund. Men de økoseksuelle aktivister, vi interviewede til den her historie, insisterer alle på, at det er en oprigtig hjertesag for dem. Som Morgan sagde, så er første skridt mod at tage miljøkrisen seriøst, at man tænker på jorden som en elsker. "Hvis du pisser din mor af, så tilgiver hun dig formentlig alligevel. Hvis du behandler din elsker dårligt, så slår hun op med dig."

Samtidig er den muntre lethed, som karakteriserer arbejdet med badeanstalten og Sprinkles og Stephens' optrædener, en essentiel del af bevægelsen. Morgan beskriver økoseksualitet som en måde at bevæge sig ud over "den deprimerende Al Gore-snak", som folk oftest associerer med at være miljøforkæmper. Hendes og andre økoseksuelle som Weiss og Kronemyers håb er, at det giver den gennemsnitlige person en måde at engagere sig i de her spørgsmål på, på en tilgængelig og sjov måde, og at det skaber en følelse af håb.

Annoncering

Morgan og Weiss siger begge, at de ser sex som et kraftfuldt værktøj til at motivere folk til at gøre miljøet til en prioritet. Som Weiss beskriver det: "Hvis du flygter fra en oversvømmelse, så har du jo ikke tid til sex."

Neil McArthur er leder for Centre for Professional and Applied Ethics ved University of Manitoba, hvor hans arbejde fokuserer på seksuel etik og seksualitetens filosofi.

Mere fra VICE:

Jeg er aseksuel, og nej, der er ikke noget galt med mig

Vi spurgte nogle folk hvordan deres seksuelle fetiches opstod

Bag om ballonporno