Festivals

Jeg tog til Musik i Lejet for at teste mine fordomme om Nordsjælland

"Her dufter af solcreme og saltvand. Selvom jeg er på arbejde, giver det mig en følelse af ferie. Men hold kæft, hvor er jeg langt fra Märkbar."

af Simon Nielsen, illustrationer af Tor Brandt
25 juli 2016, 10:20am

Deroppe i Tisvildeleje er folk lidt fine på den. De bor i store villaer, kører i dyre biler og drikker lyserøde drinks. Og i uge 29 flytter de ned på stranden. Her blander nordsjællænderne sig med den kreative klasse fra København og sammen danser de ukritisk rundt til P6 Beats sidste nye track på det, som i Euroman-lingo hedder sig at være 'Danmarks mest fotogene festival'.

Med andre ord: Hvis din yndlingsfestival er Musik i Lejet, er det fordi, du elsker nordsjællandsk douchebaggeri.

Det er i hvert fald min fordom. Personligt holder jeg mig til Roskilde Festival, hvor man gerne må være lidt ulækker. Der dominerer de lyserøde sommerdrinks ikke, og skal man pisse, gør man det i hegnet. Musik i Lejet repræsenterer, for mig, den diametrale modsætning til Danmarks 'grand old' festival – men holder mine fordomme i virkeligheden? Er Musik i Lejet virkelig en lukket klub af danskere iklædt Ralph Lauren-poloer og Chanel-kjoler, der kvæler sig selv og hinanden i rosé, tatar og østers? Er jeg på vej til et pastelfarvet fællesbad af rosé og champagne?

Jeg tager toget til Tisvildeleje, for jeg har ærligt talt ikke råd til andet. Toget er tomt. Jeg forestiller mig, at festivalgæsterne sikkert sidder i hver deres BMW Cabriolet på vej til festivalen. Men jeg bevarer mit åbne sind lidt endnu...

FORDOM 1: Her drikkes kun rosé og dyre drinks.

Første fordom er den oplagte: Der drikkes meget – rigtig meget – rosévin i Nordsjælland.

For enden af Hovedgaden i Tisvildeleje ligger Musik i Lejet. På stranden afsides fra beboelsesområde og fine caféer. Men for at komme derned skal man følge Hovedgaden – med andre ord skal man igennem et mindre overklassehelvede. Det er 'Danmarks Costa del Sol', som en festivalgæst fortæller mig. Her har de det godt. Præcis som C.V. Jørgensen synger det. På gadens små fortovscaféer sidder folk og drikker, ja, rosé. Her er hyggeligt og pænt, meget pænt. Her dufter af solcreme og saltvand. Selvom jeg er på arbejde, giver det mig en følelse af ferie. Men hold kæft, hvor er jeg langt fra Märkbar.

På selve festivalen skænkes den klassiske fadøl i store mængder, men den fine, lyserøde drik er stadig en favorit blandt festivalgæsterne. På festivalområdet er der adskillige vinbarer, og der står sågar flere vinkyndige iblandt madboderne, der vejleder gæsterne i det rigtige lyserøde valg.

FORDOM 2: Alle festivalgæsterne er fra Nordsjælland. De holder sig til deres egen lille vennegruppe, og de føler sig invaderet ved fremmed kontakt.

Under halvdelen af de gæster, jeg henvender mig til, er fra Nordsjælland. Der kommer folk fra Odense, Aarhus og naturligvis København. Fordommen om at alle kommer fra lokalområdet holder ikke. Det er det afslappende liv på stranden med sprød musik i ørerne, der trækker. Men for de lokale er det en forvokset byfest. Jeg møder fem piger på stranden, der glæder sig over festivalens bekvemmelighed. Alle fra gymnasiet er afsted, fortæller de.

Jeg besøger Musik i Lejet med mig selv som selskab. Alene. Jeg har derfor sat mig for at få nye venner, men den rastløse minglen med folk fra Nordsjælland gør mig nervøs. Ser de lige igennem mig? Nej. De er enormt imødekommende og giver et glas rosé. Jeg kan nu bedre lide en øl, men folk er forskellige.

FORDOM 3: De ligner alle sammen hinanden: De er enten Ralph Lauren-slaver eller følger slavisk den seneste mode.

Musik i Lejet er i virkeligheden ret mangfoldigt. Men der er ikke mange langhårede mænd i læderjakker og synlige tatoveringer. Omvendt er alle heller ikke iklædt Ralph Lauren-dragten eller stilletter fra Gucci. I min hvide T-shirt og sorte shorts, har jeg derfor overraskende nemt ved at blende ind i mængden.

FORDOM 4: De synes Roskilde Festival er for ulækre mennesker: De kunne aldrig finde på at pisse i hegnet, og de gider ikke bo i telt.

Rigtig mange af de gæster, jeg møder på Musik i Lejet, var også på Roskilde i år. Så den holder heller ikke. Og gæsterne på Musik i Lejet er en samling utroligt flotte mennesker. Udskejelserne kendt fra Roskilde Festival er dog gemt væk. Nøgenhed og mudderbad er der ikke meget af. Og på Musik i Lejet pisser man ikke i hegnet. Måske fordi, der ikke er et hegn at pisse i. For hegnet er udstyret med pisserender, og hvor der ikke er pisserender, er der skurvogne med træk-og-slip. Der mangler rigtig sæbe, er der nogle af gæsterne, der mener. Men alligevel er Musik i Lejet en utroligt velduftende festival.

Man kunne forestille sig, at de festivalbesøgende havde indlogeret sig i små strandvillaer med udendørs pool og en lækker øse i garagen. Sådan er det sikkert også for nogen, men Musik i Lejet tilbyder faktisk muligheden for at bo i telt. Det er en mulighed, der i høj grad bliver brugt. Alligevel undrer det mig lidt, hvordan folk kan gå fra at brage ud af en brandvarmt telt med et kilo søvn i øjnene, fedtet hår og sand under armene og forvandle sig til de glatte, smukke mennesker, som jeg møder.

FORDOM 5: De synes, Phlake (og en hvilken som helst anden hype) er det fedeste.

Det er ikke til at komme uden om. Og sådan er det også, da jeg spørger gymnasiepigerne, der er rejst hele vejen fra deres forældres villa et par hundrede meter fra festivalpladsen. Phlake er åbenbart the shit, og det bevidner torsdagens koncert også. Der er proppet foran Strandscenen. Det samme gælder til koncerten med LISS fra Aarhus, der har opbygget noget af en tilslutning til deres flødeholdige nordic soul. Betyder det bare, at publikum har styr på, hvad der er godt? Nok ikke, eftersom den summende samtale havde det med at overdøve musikkens små finesser. Men sådan er tilfældet efterhånden ved mange festivaler. Det store spørgsmål er derfor, om de mange fans stadig er der trofast, når hypen er væk igen næste år.

Jeg tog til Musik i Lejet bevæbnet med en håndfuld fordomme. Og jeg forventede at få dem alle sammen bekræftet. Jeg forventede, at jeg skulle føle mig, som en outsider i et indspist overklassehelvede. At jeg skulle rulles i rosé og østers. Og at jeg skulle vende skamfuldt hjem iklædt en lyserød Ralph Lauren-polo. Sådan var det ikke. Der blev ikke set skævt til mig og min næsering. På Musik i Lejet kunne man ikke få Fernet Branca, men det vil dog ikke afholde mig fra at vende tilbage til festival næste år.

Jeg forlader tilfreds festivalen - men stikker alligevel lige forbi Märkbar på vejen hjem.