Annoncering
Stuff

Sådan har krigen i Syrien forandret klubscenen i Beirut

Krigen i Syrien har indflydelse på hele regionen, og dermed også på det eksklusive natteliv i Libanons hovedstad Beirut

af Stephanie D'Arc Taylor
24 juni 2016, 5:00am

Beirut er en festby, og det er der mange vesterlændinge, der synes er underligt. Nærmest hvert eneste portræt af Libanons hovedstad har en eller anden variation af den velkendte sang: Den tilsyneladende underlige modsætning mellem "kåd tøjlesløshed og rendyrket rædsel," som New York Times skrev for nylig; ligeledes lød en overskrift i Telegraph: "Krigen er en million kilometer væk, når den libanesiske fest begynder." VICE er også en del af festen og har rapporteret om "barer, der tilbyder cokefyldte drukture, på samme gade som Hizbollah har hovedkvarter."

De sidste 40 år har været turbulente for Libanon: Den 15 år lange borgerkrig sluttede i 1990, den 29 år lange besættelse af den syriske regering sluttede i 2005, en lang række bombeangreb, herunder drabet på tidligere statsminister Rafic Hariri, foruden at militære angreb og generel uro, har plaget landet siden. Gennem alt det har landets natteliv forblevet robust – og er det stadig trods den fem år lange krig, der har raset ved siden af i Syrien.

Men klubejere og andre interessenter siger nu, at den nyeste udvikling i regional politik har kastet det lokale natteliv ud i nogle forandringer. På grund af et rejseforbud, indført af den saudiske regering, er rige arabere fra Golfen og andre flottenhejmere blevet et stadig sjældnere syn på klubberne. Uden den tilstrømning af penge, de tidligere sørgede for, har byen bevæget sig væk fra tårefremkaldende dyre, Paris Hilston-inspirerede, 00'er VIP-klubber og orientalsk udseende vandpibebarer, mod en mere afslappet og billigere gade-orienteret stemning, der er sigtet mod vestlige turister – som hellere vil bruge torsdag aften på at stå på gaden og høre arabisk hiphop end pudse sine Versace-fjer på taget af en klub.

Siden den syriske konflikt startede ved begyndelsen af det arabiske forår har den medført over en million flygtninge, flere bombardementer, og der er flere og flere beviser for, at Islamisk Stat arbejder i Libanon. Det har ført til en stedfortræderkrig – den seneste i Libanons indviklede historie – mellem Saudi Arabien og det iransk-støttede Hizbollah (det Libanon-baserede parti, USA betragter som en terrororganisation) omkring sidstnævntes tilknytning til Bashar al Assad i Syrien. Den saudiske regering, som er tilsluttet den ultrakonservative, sunni-muslimske Wahhabi-sekt, er imod Hizbollahs mindretalsrolle i den libanesiske regering. Som svar på den rolle, indførte Saudi Arabien, sammen med en række golflande, der ideologisk er på linje med Saudi Arabien, et forbud for deres borgere mod at rejse til Libanon.

MusicHall i Beirut. Billede fra klubben

Nogle steder i byen er lukket helt. Ved begyndelsen af den syriske krig blev Place de l'Étoile i Beiruts centrum ødelagt, men den er nu genopbygget i en ikke særlig autentisk neo-italianate stil. Det var et af de mest besøgte steder i byen for de besøgende khaleejis (det arabiske ord for folk fra den persiske golfregion), hvor de kunne nyde det tempererede klima og de designerklædte skønheder, der slentrede forbi, mens de nød en vandpibe med vandmelon. Nu er området uhyggelig dødt. De fleste af restauranterne og barerne var barrikaderede, selv før regeringen lukkede området ned sidste sommer, for at holde demonstranter ude, der var oppe at køre over den fortsatte skraldekrise. Landets lossepladser flyder over med skrald og er begyndt at læsse det af på uautoriserede steder rundt omkring landet siden sidste sommer, hvilket har medført seriøs bekymring for folkesundheden og voldelige protester.

Falamanki, en libanesisk restaurant og vandpibelounge på Monnot Street i Beirut, har også oplevet et kraftigt fald i antallet af besøgende khaleejis. "For få år siden modtog vi hver dag 50 til 60 mennesker fra Golfen," sagde en af medarbejderne, som ikke ville opgive sit navn. "Nu får vi kun to eller tre om ugen. Jeg tror, det skyldes den syriske krig og de politiske kampe mellem Libanon og Saudi Arabien." Vi forsøgte at få en kommentar fra Falamankis ledelse, men det lykkedes ikke.

Han siger dog, at udviklingen ikke kun er dårlig: "De syrere, der er kommet til Libanon har bidraget til vores forretning."

Mange af de mest populære klubber kæmper også. Skybar Beirut, som påstår at have været udråbt til den bedste natklub i verden tilbage i 2009, var i årevis et symbol på Beiruts dionysiske ånd. Man skulle have wasta, en særlig forbindelse eller indflydelse, for overhovedet at komme ind. Når først man var inde, kunne man drikke sig stiv i baren med udsigt til containerkranerne i Beiruts havn for omkring 500 kroner. Men efter en brand i maj sidste år har Skybar endnu ikke genåbnet. Malek Tambourgi, klubbens markedsføringsleder, nægter at der er nogle problemer og siger, at baren vil åbne på et nyt sted næste sommer (den præcise dato er "den største hemmelighed i landet", som han konspiratorisk siger.) De to års forsinkelse har kun været en del af den naturlige proces ved at skulle flytte, siger han.

Beiruts originale Skybar, billede fra klubben

Michel Elefteriades, nattelivets alderspræsident, skulptør, påstået djævletilbeder og lænestolsfilosof, er mere direkte. "Den syriske krig har påvirket libanesisk økonomi," fortalte han mig, da vi mødtes i hans Grev Dracula-agtige hule oven på Beirut-klubben MusicHall, fyldt med røde fløjlsmøbler, gotiske lysekroner i støbejern og hans samling af antikke geværer. "Vi har libanesiske klienter, som tjener færre penge, fordi der ikke kommer lige så mange khaleeji, og fordi krigen har forstyrret import/eksport-forholdet, så folk ikke fester lige så meget."

"Vi lider ikke, fordi vi er førende på markedet," siger han. "Vi plejede at afvise 4.000 mennesker på en weekend; nu afviser vi kun 1.000. Dem på kanten har mistet klienter. De steder, der var halvt fyldte er nu tomme. Kun de stærkeste overlever en krise."

Andre tilpasser sig til det nye normale. Ricky Dakouny, grundlægger og direktør for eventbureauet Tarte aux Poires, og tech-house DJ ved siden af, siger at hans forretning er ramt af det faldende antal rige, især familier fra golfstaterne, der afholdt events i Libanon. "Vi er direkte ramt af forbuddet, siger Dakouny. "Vi havde to aflysninger af store events i starten af året, hvor par ville komme og blive gift her – deres familier havde et problem med at gøre det i Libanon."

Men når det kommer til Tarte Aux Poires offentlige begivenheder, som lanceringsfest for et stort firma som Pepe Jeans, eller en fest på den spanske ambassade i Beirut "har forbuddet ikke betydet det store," siger Dakouny. De cool mennesker, som kender det libanesiske marked, og dem som tager i byen for at danse, er ikke bange: De kommer stadig."

Dakounys oplevelse med Tarte Aux Poires offentlige events minder om den holdning flere andre spillere på byens klubscene har: Det kan godt være, der er færre khaleeji, der kommer til Beirut, men generelt har barerne så travlt med libanesere, udenlandske beboere og et stigende antal turister, at de ikke bemærker den store forskel.

Som resultat tilpasser barejerne og eventudviklerne deres tilbud, så de passer til det nye markeds smag. "Tarte aux Poires ved ikke, hvordan man lefler for det stereotype segment fra Golfen, den uopnåelige luksus. Den luksus vi tilbyder er mere nede på jorden, mere europæisk ... f.eks. bruger jeg kun guld på en funky, moderne måde."

Skiftet mod mere afslappet og billigere natteliv er tydelig i eksplosionen af Mar Mikhaels gadescene (lige såvel som det, der foregår i flere andre nabolag og forstæder til Beirut.) For fire år siden var der én eller to barer blandt køleskabsreparatører og engrosbutikker. Nu vælter festgængere ud fra barerne og rundt på gaderne hver aften. På en række gader er hver eneste facade en bar, og ind imellem er der butikker, der sælger øl og cigaretter til dem, som gerne vil være en del af stemningen uden at betale overpris for drinks.

Bashir Wardini, medejer af Floyd the Dog, én af barerne midt i trængslen, siger at Mar Mikhael ikke er blevet påvirket af forbuddet; faktisk går det bedre, end det gjorde sidste år. "Nattelivet i Libanon har udviklet på en måde, hvor vi ikke længere er afhængige af khaleeji for at overleve," siger han. "Bare se på centrum – på et tidspunkt var det så proppet med khaleeji, at libaneserne holdt op med at komme."

Stigningen i turister fra Vesten har helt sikkert ikke skadet Beiruts festindustri. Det har tilstrømningen af de unge og hippe fra Syrien heller ikke. De kommer fordi Beirut er den bedste ud af en række forfærdelige muligheder. Men i sidste ende, siger Elefteriades, er det libanesiske natteliv politik-sikret. Så længe der er konflikt i landet, vil folk have behov for barer og klubber til at tage brodden af.

"I krigszoner har folk altid ønsket at blive ved med at leve, spise, knalde og drikke," siger han. "Måske dør vi under krigen, så lad os leve, og lad os nyde det, så længe vi kan. Libaneserne er meget ukuelige. De kommer sig over katastrofer meget hurtigt."