Lidt ligesom Donald Trumps præsidentkandidatur begyndte avocado-latte også som en stor joke for så at udvikle sig til en uhyggelig realitet. For et par dage siden lagde en barista med al for meget tid på hænderne en video ud på Instagram, hvor han lemfældigt hælder en latte op i en avocadoskal, og det troede han sikkert, var det. Men nej, for vi lever i 2017, hvor folk æder alt, der ledsages af et hashtag, og kunderne ved kaffebaren i Melbourne i Australien begyndte selvfølgelig at spørge efter opfindelsen.
Så nu er avolatte altså en ting (jeg vil aldrig skrive det ord igen. Ikke engang hvis en af dem udvikler bevidsthed og ansætter mig til køre dens SoMe). Ifølge en artikel mandag morgen i Australian Associated Press har Truman Cafe solgt fire af de der vederstyggeligheder og modtaget rigtige penge fra kunder som betaling (de koster i øvrigt det samme som en almindelig kop kaffe).
Videos by VICE
“Folk tror sikkert, det er en joke, men det er meningen, at mad skal være sjovt. Det skal være kunst,” siger Jaydin Nathan, der er overbarista og kaffe-Frankenstein ved Truman Cafe. “Der er også mange, der ikke kan lide [kokken] Heston Blumenthal, men det handler jo om, hvordan man ser på det.”
Jeg ser på det med afsky i øjnene. Det er den eneste rationelle måde at se på det. Selv Nathan var skeptisk, da han udtalte sig til et andet medie tidligere mandag. “Det er lidt fjollet,” sagde han til news.com.au. “Det er bogstaveligt talt kaffe i et stykke køkkenaffald.”
Det er for sent nu, Nathan. SE HVAD DU HAR GJORT. Der findes allerede efterligninger af kaffeavocadoer over alt på Instagram. Nogle af dem er lavede af professionelle baristaer, mens andre er uhyggelige eksperimenter udført af wellness-tosser, der uden tvivl kæmper med ikke at spilde udover deres algemasker og forkullede pizzaer.
Folk skal bare lægge avocadoen tilbage i grøntsagsskuffen, tage en dyb indånding og tænke en ekstra gang over, hvad det er de laver (det her er grunden til, at London-restauranten Firedog helt har bandlyst avocado fra menuen). Du behøver ikke at bestille en. Bare lad den dø i stilhed, før der er nogen, der finder på at toppe den med flødeskum og krymmel og kalde den Unicavolat— for fanden da. HOLD OP.
MUNCHIES har kontaktet Truman Cafe for at prøve at forstå, hvorfor de har givet menneskeheden denne forfærdelige gave, men vi har endnu ikke fået svar.