Annoncering
rejse

Sådan er det at vokse op på Ibiza

Jeg har altså ikke indtaget kilovis af mdma, litervis af sangria og generelt ført et liv, der mest af alt minder om en livslang Burning Man-festival.

af Sirena Bergman
02 februar 2018, 1:30pm

A young lady in Ibiza. Screen shot from our documentary Big Night Out: Ibiza

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

”Bor dine forældre der stadigvæk?” spørger de. ”Ejer de en natklub?”

Når jeg fortæller, at jeg er opvokset på Ibiza, bliver jeg altid mødt af en forudsigelig reaktion. Typisk tror folk, at jeg har tilbragt mine teenageår med at indtage kilovis af mdma, litervis af sangria og generelt ført et liv, der mest af alt minder om en livslang Burning Man-festival. De tror, jeg er et ukueligt festmonster, der hver morgen rejser sig af udskejelsens aske som en Fugl Fønix.

Men der findes også en verden udenfor San Antonio, hvor alle natklubberne ligger, og her er virkeligheden altså en anden. Her lever folk helt normale liv med normale jobs, de har biler ligesom alle andre, de køber og drikker appelsinjuice til morgenmaden (uden vodka), folk går i skole, og hvis de er mig, bliver de mobbet for at have et fjollet efternavn og for at have en tøjstil, der desværre ikke passer ind i de rigide rammer på en konservativ, lille ø, som Middelhavet holder adskilt fra den rigtige verden.

En ung brite har det for vildt på Ibiza (Screenshot fra VICE-filmen Big Night Out: Ibiza)

Stephen Armstrong skrev The White Island: The Extraordinary History of the Mediterranean's Capital of Hedonism i 2005, da Ibiza allerede havde ry for at være Europas største festø, men det var alt sammen, før finanskrisen ramte Spanien som en knytnæve i ansigtet. Byggebranchen gik i stå, og halvfærdige huse stod som spøgelser og hjemsøgte bybilledet, mens arbejdsløsheden steg til over 25 procent – især unge mennesker blev ramt på den konto.

”Ibiza har ændret sig rigtig meget, men det er stadig et magisk sted,” siger Stephen Armstrong. ”Det er svært at definere, og jeg er ikke religiøs på nogen måde, men jeg mærker alligevel en bestemt følelse, når jeg kører gennem øen fra lufthavnen. Det er en følelse af fred. Jeg har det, som om jeg kan mærke øen i mig. Man rejser typisk til Ibiza for at finde sig selv – for at nyde det frisind, der hersker.”

Det er fascinerende for mig at høre øen beskrevet på den måde, og det er også en opfattelse, jeg selv deler – dog ikke i forhold til det sted, jeg er opvokset. Følelsen af frihed. Følelsen af at man kan være, den man er, uden at blive dømt af andre. Følelsen af at høre til. Følelsen af at have sluppet fri af de lænker, der har begrænset ens frihed – det var først noget, jeg oplevede som 18-årig, da jeg forlod Ibiza til fordel for London.

Som teenager havde jeg kun foragt tilovers for den provinsmentalitet, der dominerede mine jævnaldrendes verdensbillede. Jeg længtes efter den dag, hvor jeg kunne flytte til en by med masser af kultur og liv – et sted, hvor jeg ville føle mig hjemme.

Havnen i den gamle by (Foto: David Sim via)

Lidia er 25. Vi gik i folkeskolen sammen, men vi mistede kontakten, da hun begyndte at studere i Barcelona. For tredje år i træk tilbringer hun nu sommeren med at arbejde i lufthavnen. Hun bor sammen med sin mor og er ved at spare sammen til at sige jobbet op og læse videre. De fleste spanske arbejdsgivere ansætter kun kandidatuddannede. Hun er en meget kompetent ung kvinde, der taler to sprog flydende og er meget arbejdsom. Problemet er bare, at der ikke er noget arbejde at finde, og så bor hun også et sted, hvor det er helt normalt – hvis ikke direkte forventet af en – at man bliver boende hjemme hos forældrene, indtil man finder en mand (man kan lave mad og gøre rent for) og bliver gift i 20’erne. Hvis den beskrivelse får samfundet på Ibiza til at lyde reaktionært, så er det, fordi det er det. Dagligdagen på øen står i skærende kontrast til billedet, som coffeetable-bøgerne og de mange dokumentarer og partyparadiset tegner.

Ibiza er et fantastisk sted at tage på ferie, men at bo der er hverken et paradis for naturelskere eller festaber. Stephen forklarer mig, hvorfor han tror, vores generation er præget af en helt anden fortælling om Ibiza.

”Det er blevet et dyrt sted at tage på ferie. Det betyder, at unge turister ikke har mulighed for at opleve mange af de ting, som øen har at tilbyde,” siger han. ”Men det vigtigste er nok, at Ibiza er øen, hvor dine forældre tog hen for at feste – så gider man jo ikke selv.”

Hvad var så det sejeste, man kunne være som barn af en Ibiza-hippie? En velfriseret, konservativ dengse i en polotrøje.

Han har en pointe. Da jeg gik i skole, havde de fleste af mine klassekammeraters forældre oplevet den første bølge af Ibiza-hedonister. Det var folk, som ikke var født på øen, men kom til i 60’erne og 70’erne for at udleve deres drømme. Da jeg var barn, gik de fortsat rundt i hullede bukser, batiktrøjer og røg pot i deres baghaver. Hvad var så det sejeste, man kunne være som barn af en Ibiza-hippie? En velfriseret, konservativ dengse i en polotrøje. Ungdomsoprør har mange ansigter.

Antonio kører en lille bar i Figueretas, der hedder Jazz. Den ligger på en af de mest populære badestrande på hele øen – men det er også et område, hvor der bor mange fattige familier. Baren er mørk og stille, der kører en fodboldkamp på skærmen på væggen. Der langes billige øl over disken til stamkunderne, som Antonio går ud og ryger med engang i mellem. De snakker mest om vind og vejr.

Jazz er den diametrale modsætning til værtshusene i San Antonio, der alle sammen forsøger at behage det britiske klientel med en hjemlig stemning og billig sprut. Baren ligner heller ikke nogle af de gigantiske natklubber langs motorvejen, som Ibiza blev berømt for. Antonio ser det rigtige liv, som det leves på øen. Han mener også, at hvis der ikke bliver gjort noget snart, så vil øen miste sin eneste økonomiske livline.

”Politikerne bliver nødt til at tage problemerne seriøst, hvis der skal rettes op på turistindustrien,” siger han. ”Vi skal have strandstemningen og flamencoen tilbage. Det skal være mindre elitært, og vi skal have flere cykelstier – folk tror, motorcykler er bedre, fordi de kører stærkt, og det er måske en del af problemet. De vil bare have, at det hele skal gå hurtigere og hurtigere. Der er ikke tid til at tænke over tingene.”

Det ville ikke være en dårlig ting, hvis man tog den lidt mere med ro på øen, men måden vores generation rejser på er så radikalt anderledes fra vores forældres, at det muligvis aldrig bliver et sted, der kan samle folk på samme måde igen. I dag kan vi købe returbilletter for en tier, bo på Airbnb til en brøkdel af prisen for selv det billigste hotelværelse og planlægge en hel ferierejse, inden vi har sat en fod i lufthavnen. Hver måned bruger 340 millioner mennesker TripAdvisor til at dele ”skjulte perler” og Street View-billeder af turen fra lufthavnen.

”Måske er der bare ikke mere tilbage at opdage,” siger Stephen, da vi taler om min generation og vores rejsevaner. Det gælder i hvert fald mange rejsedestinationer, men det er faktisk ikke så sandt i forhold til Ibiza, hvor mange af de skjulte perler ligger lige for næsen af en. Hvis man finder dem og holder af dem, gemmer man dem til en ferie. Tilbring et par uger om året på Ibiza. Nyd skønheden, klimaet, kulturen, maden og freden. Med flyt for guds skyld ikke derned.

Når man bor på Ibiza, bor man på en ø i smukke omgivelser og med varme somre, men om vinteren længes man efter kulturelle tilbud og underholdning. Man går og bekymrer sig om ting som at miste sit arbejde, og hvis man får kuller, så kører bussen ikke særlig langt.

Tagged:
London
MDMA
IBIZA
hippie
Vice Blog
ronnie scots
dalston jazz club
Sirena Bergman
sangria
ungdom
rejseliv
højreorienteret