Artiklen er oprindeligt udgivet af i-D UK
I første afsnit af Netflix’ nye thrillerserie om en stalker, Du, gemmer den sindsforvirrede hovedperson Joe Goldberg (spillet af Penn Badgley) sig for sin kommende kæreste på badeværelset, efter han er brudt ind i hendes lejlighed. Kun et badeforhæng er mellem ham og Beck (spillet af Elizabeth Lail), men han er overhovedet ikke bange for at blive opdaget. Faktisk griner han bare af faren for at blive opdaget og siger, ”Jeg har set nok romantiske komedier til at vide, at fyre som mig altid havner i de her situationer.” Det er en af mange skarpe kommentarer rettet mod romantiske komediers fortællestil og temaer, der har for vane at romantisere dysfunktionel og foruroligende adfærd som en form for excentrisk, gammeldags og charmerende ridderlighed.
Videos by VICE
Det, som Du i virkeligheden siger, er, at den adfærd – besættelsen og besiddertrangen – som de romantiske komedier hylder, egentlig er store, bimlende alarmklokker. Det, der får Beck til kærligt at kalde Joe for ”creeper”, burde også være det, der får hende til at genoverveje et forhold til ham – det burde ikke gøre hende forelsket i ham.
Set i bakspejlet burde de alarmklokker også været gået af, da vi så nogle af romantiske komediegenres største klassikere. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at enhver af de herunder nævnte mandlige og kvindelige hovedpersoner kan udskiftes med en Joe Goldberg-karakter, uden det ville påvirke historien synderligt.
Annie Reed (Meg Ryan) i ‘Søvnløs i Seattle’
Hvis man ser på historien udenfor dens kontekst, er den her romantiske komedie pisse uhyggelig. En sårbar enkemand (spillet af Tom Hanks) ringer ind til et radioprogram for at tale om savnet af sin kone, og hundredevis af kvinder er omgående klar til at kaste sig over ham.
En af dem, journalisten Annie, er så vild efter Hanks, at hun finder ud af, hvor han bor, opsøger hans hjem og observerer ham og hans søn på afstand. Herefter slår hun op med sin forlovede (en meget flink, men kedelig fyr spillet af Bill Pullman) for en mand, hun til gengæld aldrig har mødt og arrangerer et romantisk møde på toppen af Empire State Building – hvordan skal man også kunne flygte derfra? Vi finder aldrig ud af, hvad der bliver af Annie og den søde enkemand, hun har lokket i sit net, men vi håber, det omhandler terapi og et polititilhold.
Robbie Weaver (Jonah Bobo) i ‘Crazy Stupid Love’
13-årige Robbie, der stalker sin barnepige (Analeigh Tipton), er mere eller mindre en Joe Goldberg under oplæring. Han forsøger igen og igen at vinde den 17-årige piges gunst, og han lader sig ikke gå på af hendes afvisninger – det er lige, indtil det går op for ham, at barnepigen faktisk er varm på hans far (Steve Carell). Ved dimissionen lader det faktisk til, at han har fået en åbenbaring, da han fortæller, at han har tabt troen på kærligheden og den eneste ene. Tillykke, knægt! Men så vader faren ind og begynder at opmuntre sin søn, som vi jo allerede ved har en tendens til at jage og terrorisere kvinder, med vise ord som, ”du skal aldrig give op”. Fedt.
Hvad får Robbie så i dimissionsgave? Et nøgenbillede af barnepigen selvfølgelig. Hun giver ham det endda selv med et smørret grin på læberne, der antyder, at hun er helt vild med tanken om en teenagedreng, der gokker løs til et billede af hende. Bare giv ham ti år, og så har Robbie helt sikkert et lille rum under gulvbrædderne, hvor han gemmer stjålne trusser, tænder og nøgenbilleder i polaroidformat, præcis som Joe. Det er ærligt talt den mest realistiske toer til Crazy Stupid Love, vi kan forestille os.
Lucy Eleanor Moderatz (Sandra Bullock) i ‘While You Were Sleeping’
Ligesom Joe møder Lucy også sit stalkeroffer, fordi hun redder ham fra at blive kørt over af et tog. I Du giver det Joe adgang til Beck via af den telefon, hun taber under ulykken, og så bliver han også en helt i hendes øjne, fordi han har reddet hende. I While You Were Sleeping får Lucy på lignende vis adgang til sit offer, Peter (spillet af Peter Gallagher, bedre kendt som den lækre far i The O.C.), da han falder i koma efter togulykken, og Lucy fejlagtigt identificeres som hans forlovede.
Lucy beslutter sig selvfølgelig for at lade som ingenting og holde facaden i månedsvis, så hun har adgang til Peters familie og venner, og til sidst forelsker hun sig i hans bror (det gør man jo). Heldigvis vælger Lucy i sidste ende at tilstå den supersøde og kærligt mente misforståelse i stedet for at kvæle den komatøse Peter med en hospitalspude, inden han har mulighed for at ødelægge hendes liv – det havde Joe helt sikkert gjort i samme situation.
Lloyd Dobler (John Cusack) i ‘Alle elsker Lloyd’
Lloyd er et endegyldigt bevis på, at man ikke skal tage et nej som et nej, når man møder sin eneste ene. Han starter sin stalkerkarriere med at forfølge Diane (Ione Skye) i gymnasiet og tvinger hende mere eller mindre til at gå på date med sig. Efter de har fundet kærligheden sammen, forbyder Dianes far de to at ses – sikkert fordi Lloyd går med trenchcoat og tydeligvis er besat af Diana, og faren er et almindeligt, rationelt tænkende menneske.
Hvad fører det så til, spørger du? Lloyd dukker op foran Dianes hus med en ghettoblaster og spiller Peter Gabriels ”In Your Eyes” for fuld skrue, som sikkert har givet alle i nabolaget tinnitus. Det er en sindssygt grænseoverskridende handling, der skal virke romantisk, men i virkeligheden er den hyper aggressiv. Det er lidt, som da Joe i Du forsøger at overbevise Beck om, at han bare ville have hendes opmærksomhed, da han fyrede en sten gennem hendes vindue. Det Joe og Lloyd ser som en blid håndsrækning er et voldsomt nyreslag.
Zack Siler (Freddie Prinze Jr.) i ‘She’s All That’
I Du er Joe så god til at manipulere med Beck, at han systematisk får hende til at vende ryggen til sine venner (som Shay Mitchells karakter Peach), der står i vejen for hans plan om at erobre hende. Den lettere tumpede sportsidiot Zack bruger en lignende taktik, da han går efter Laney Boggs (Rachel Leigh Cook) i She’s All That.
I første omgang handler hans plan om at vinde et væddemål, men der går ikke lang tid, før han udvikler dybe følelser for hende, da det først går op for ham, at hun er dødlækker, når hun ikke har overalls eller en fjollet hat på. I begyndelsen vinder Zack Laneys gunst ved at infiltrere hendes verden er underlige kunstelskere ved at udføre ting med en hackysack, som verden helt sikkert ikke var klar til i 1999. Men for at nå helt i mål vender han hende mod hendes venner og omformer hende i sin drømmekvindes billede. I den virkelig verden er det en ting, vi kalder psykisk vold og ikke ægte kærlighed, men hvad ved jeg? Der er aldrig nogen, der har streaket til en fodboldkamp for at vinde mit hjerte.