Billeder af overklassens fortabte sjæle til fuldmånefest i Thailand

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Tyskland

Haad Rin er en idyllisk, hvid strand på den thailandske ø Koh Phangan. Men hvis stranden kunne tale, ville den uden tvivl have nogle kommentarer at knytte til de nærmest utænkelige mængder sprut, bræk, rusmidler, blod, pis og kønsvæsker, som den har måttet sluge gennem de seneste år. 

Videos by VICE

De fester, der afholdes her, hver gang der er fuldmåne, kan tiltrække op til 30.000 mennesker fra hele verden, hvoraf størstedelen er vestlige; 18-30-årige britiske, tyske og amerikanske unge, hvis forældre er rigere end gennemsnittet. I årevis er neonfarvede backpackere strømmet til Haad Rin for at æde bevidstheden bredere i svampe og drikke vodka i spandevis til lyden af David Guetta, Manu Chao og buttrock goa.

Fotografen Ender Suenni har dokumenteret de her fester gennem nogle år. Ender Suenni er vokset op i Berlin (endnu et kendt sted for hedonistiske udskejelser) og var interesseret i de to parallelle verdener, men også forvirret over noget af adfærden – især ideen om, at neonfarvet påklædning har noget som helst at gøre med at få “en autentisk rave-oplevelse”.

Når solen står op, ligger bunkevis af tabte sjæle og flyder i sandet, plaget af alle former for ar – psykiske såvel som fysiske – fra den forgående aften. De vakler rundt med forbløffede lokale som tilskuere og får deres mødre til at græde af skam. Haad Rin er, ganske simpelt, et paradis.