For halvandet år siden rejste fotograf Frederik Danielsen hjem til Als. Det sted, hvor han er født og opvokset, og som han flyttede fra, da han blev gammel nok. Hjemvendt mødtes han med Rasmus, Charlie, Magnus, Benjamin, Alexander og Richard. Seks teenagedrenge fra Sydals med det ene ben i børneværelset og det andet på vej mod fremtiden og voksenlivet. En tid 23-årige Frederik Danielsen selv gik igennem for omkring 10 år siden lige der på Als.
Men da Frederik Danielsen begyndte at dokumentere ungdommen på Als med sit kamera, opdagede han, at en del af drengene ikke havde det samme ønske om at komme væk fra Sønderjylland og opsøge livet i storbyerne, som han selv havde. De stod der på den sønderjyske jord med begge træsko godt plantet i jorden. På fodboldbanen, når de kørte traktor over markerne eller fiksede deres knallerter. ”Jeg vil ikke pege fingre af, hvordan de lever deres liv. Jeg vil ikke lave et bonderøvsportræt, jeg forsøgte at fotografere det at være ung på Als. At drømme uden at drømme sig væk,” fortæller han.
Videos by VICE
Nu har han udgivet bogen ”Drenge”. Billederne er taget i en periode på halvandet år og viser med både opstillede portrætter og dokumentariske billeder de seks teenageres liv og hverdag på Als.
”Hvis jeg var vokset op i indre København og havde lavet et ungdomsportræt, så havde det ”bare” været et ungdomsportræt, men når jeg har lavet det her på Als, er det jo blevet et portræt af, hvordan det er at vokse op i det, som ofte bliver kaldt ”udkantsdanmark,” siger han.
Det er derfor både en bog om at vokse op og blive voksen i det der kaldes udkantsdanmark, og en bog, der handler om ikke at ville til storbyen. ”De er her sammen. På Als hvor de er vokset op, hvor alle kender alle, og hvor nogen vil blive, mens andre vil forsvinde. For dem er det centrum, det er ikke udkant til noget,” siger han og fortsætter: ”Jeg gik i gang med den her bog af flere grunde. Jeg ønskede at portrættere den her formative periode mellem barn og voksen. Jeg ønskede på en måde at genleve den gennem de seks drenge. Jeg ønskede også at give mit indspark til diskussionen om, hvad udkant egentlig er. Om du er vokset op på Als, i Midtjylland eller i Nordsjælland, så tror jeg man kan genkende meget i de omgivelser og relatere til de situationer, jeg har valgt at fotografere i bogen.”
“Udkantsdanmark” er en fælles betegnelse for Danmarks 30 såkaldte “udkantskommuner”. Als, som hører under betegnelsen, er en ø i Sønderjylland med omkring 51.800 indbyggere. I byen Lysabild med omkring 550 indbyggere voksede Frederik Danielsen op og gik igennem sine teenageår, før han forlod øen for at følge sine drømme i storbyen. ”Jeg levede med en konstant higen efter frihed. Og for mig var friheden ikke på Als. Den frihed, jeg drømte om, fandtes i storbyen.”
Det var larm og liv, han manglede, og når han i sine teenageår cyklede hjem fra skole med marker på hver side, knugede udlængslen i hans mave. ”Meget tidligt havde jeg en bevidsthed om, at det jeg ville, kunne jeg ikke på Als. ”Han ville ind til det centrum, som nogen andre havde fortalt ham, lå i de store byer. Ikke der i ”Udkanten” som hans hjem blev kaldt.
Han fortæller, at netop sproget og navnene: Udkant, vandkant, guldkant eller den rådne banan satte gang i hans lyst til at lave portrættet af ungdommen netop der. Det sted og de mennesker, som alle har en eller anden holdning til.
Derfor levede han i sine teenageår med en forståelse af, at hans hjem ikke var ligeså godt som det hjem, han kunne få i en storby. ”Jeg købte historien om, at det sted, jeg var fra, var udkant, og noget man skulle væk fra, hvis man ville blive til noget. Man skulle til centrum. Det sted, jeg boede, var udkant til et centrum i byerne, som var mere interessant. Nu er det gået op for mig, at det, nogen definerer som udkant, måske ikke er udkant, men godt kan være centrum i sig selv.”
I dag er Frederik Danielsen 23 år. Han har læst på Københavns Film og Fotoskole og studerer nu på The Royal Academy Of Art i Holland. Men udkanten hiver stadig i ham. ”Når jeg savner Danmark, så savner jeg Als. Det er det, jeg kender og det, der er mig. Jeg har løjet for mig selv, dengang jeg bare skulle væk for alt i verden.”
Når han tænker på Als nu, er det friheden, naturen og mulighederne. Det var også det, han så i sine møder med drengene. Når de ligger på markerne, fikser knallerter i solen og smutter sten i havet.
”Jeg kunne godt forestille mig at skulle tilbage. Jeg tror, jeg føler, at der er en frihedsfornemmelse ved at være derude. Det er noget, jeg har med mig. Behov for fri natur og for at kunne leve frit. Engang var friheden i storbyen. Nu er friheden på Als.”
“Det her billede tog jeg en vintermorgen hjemme hos Richard. Udover at Richard hver morgen fodrer sine høns og sin kat, så minder hans morgenrutine meget om min egen, dengang jeg gik på Hørup Central skole på Als. Der var altid lige tid til at se lidt morgen-tv efter at havde spist morgenmad. Det var fuldstændig lige meget, hvad det var for et program. Det handlede bare lige om at ligge i sofaen og se et eller andet, inden man skulle gå op til busstoppestedet og vente på, at skolebussen kom.”
“Det her billlede er taget på Rasmus’ værelse. Udover skildpaddeparret Skilda og Verner, som Rasmus sidder med her, har han også fisk og øgler på sit værelse.”
“Traktoren, som Rasmus og Richard kravler på, er Richards’ egen. Han har købt den for sine konfirmationspenge. Både Richard og Rasmus holder af at pille ved motorer. Hver onsdag går de, sammen med Alexander og Benjamin til motorlærer på ungdomsskolen. Her får de lov at skille og samle deres knallerter, så de er klar til den dag, de fylder 15 år og kan køre på vejene.”
“Det her er et billede af Lysabild. Jeg har i “Drenge” fotograferet de omgivelser, jeg selv er vokset op i. Jeg har ikke til hensigt at vise et billede af et vandkant eller guldkantsdanmark. Jeg har fotograferet, som jeg ser “udkanten”. Som det centrum det var for mig og er nu for drengene.”
”For mig handler det meget om tiden mellem barn og voksen, den tid, hvor man ikke er klar til at stå selv. Men for længst er vokset fra børneværelset. Tøjet strammede altid for meget eller for lidt. Man var aldrig helt rigtig. Det var vigtigt at genleve det.”
“Lego-helikopterne er præcis et billede på tiden, inden man siger farvel til alle barndomstingene. Den sidste lille bid af barndom, der blev ved med at være.”
“Jeg kunne plastre bogen til med billeder, hvor man tænker ‘hold da kæft et par bonderøve’, det ville være nemt. Men det har været vigtigt for mig, at det handler om drenge og tiden og ikke om at pege fingre. For mig symboliserer det her mere, at de her drenge har fødderne solidt plantet i jorden her.”
Alexander Pihl Petersen, 15 år. Bor i Skovby på Sydals og går i 9. klasse.
VICE: Hej Alexander, du er med i bogen “Drenge”. Er du glad for at bo på Als?
Alexander: Ja, jeg synes, her er dejligt. Der er ikke det der storby-miljø med meget larm, og der er mere at lave her. Man kan køre på Cross hen over markerne eller på traktor. Det kan man ikke i byerne.
Er det din pistol på billedet?
Ja, det er en softgun. Jeg bruger den til at skyde efter dåser og skydeskiver og den slags sammen med mine venner.
Vil du gerne blive på Als?
Ja, jeg vil blive. Jeg synes, det er hyggeligt at bo her, fordi man kender næsten alle.
Det er underligt, at mange tager væk. Jeg har været i København, Odense, Aarhus og Aalborg og mit syn på storbyer er ikke så fedt. Det er ikke noget for mig.
Hvad skal du lave efter 9. Klasse?
Der skal jeg på efterskole i Tinglev en times tid fra Sydals, det er stadig i Sønderjylland. Bagefter vil jeg gerne være maskinmester.
Hvordan er det at være ung på Sydals?
Det er sjovt. Nu har jeg lige fået fri fra skole, og så skal jeg ud og køre på knallert med mine venner, ellers går jeg også til badminton og roning. Af og til keder jeg mig da, men det er ikke mere end ti minutter af gangen, og det har ikke så meget med Sydals at gøre.
Fotobogen “Drenge” er udgivet på det nystartede danske fotobogsforlag Disko Bay
