Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA
Meryl Meisler voksede op på Long Island i 50’erne og 60’erne og havde et ret almindeligt forstadspige-liv: Hun var spejder, gik til ballet og stepdans, og da den tid kom, forberedte hun sig som alle andre til afdansningsballet på skolen. Hun elskede sin familie og sine venner, men følte alligevel ikke, at hun passede helt ind. Hun ville ikke være husmor. Heller ikke lærer. Ligesom hun hverken havde lyst til at blive sygeplejerske eller sekretær. Og dengang var der ikke mange andre muligheder for kvinder.
Videos by VICE
I takt med Meisler blev ældre, begyndte hun gennem fotografi at udforske to afgørende sider af sig selv: sin homoseksualitet og sin identitet som kunstner. “Fotografi er i mine gener,” forklarer hun. Og kigger man på stamtavlen har hun ret: Hendes farfar, Murray Meisler, hendes onkel, Al, og hendes far, Jack, brugte alle deres liv på at fotografere.
Meisler fik sit første kamera i 2. klasse, men det var ikke før, hun startede på University of Wisconsin midt i 70’erne, at hun begyndte at tage fotografi seriøst. Hun var egentlig midt i en kandidat i kunststudier, men når hun havde ferie fra studiet, tog hun tilbage til sit barndomshjem og fotograferede. Her tog hun en række selvportrætter. Dengang havde Meisler ikke hørt om Cindy Sherman – en stor kvindelig fotograf, der også tog selvportrætter – men hun havde det samme instinkt. Hun ville med sine billeder undersøge konstruktionen af det kvindelige køn – lige fra ritualer og karakterer, til hvordan man præsenterer sig selv.
Et udvalg af de billeder indgår i Purgatory & Paradise: SASSY 70s Suburbia & The City, mens andre er dukket op i Meislers arbejde med sin næste bog. Vi talte med hende om den afgørende periode i hendes liv og om hendes selvportrætter, der viser en ung kvinde, som er klar til at indtage verden på sin egen måde.

VICE: Kan du fortælle lidt om hvordan det var at vokse op på Long Island i 50’erne og 60’erne?
Meryl Meisler: Jeg er fra Massapequa. Det blev kaldt “Matzo Pizza”, fordi der boede så mange italienske og jødiske familier der. Ligesom der også var irske, tyske, græske og måske en enkelt kinesisk og cubansk familie. Det var – og er fortsat – en stærkt segregeret by.
Da jeg var barn, var alle første- og andengenerationsamerikanere. De fleste forældre kom fra Bronx, Brooklyn eller Queens og brugte de økonomiske fordele, staten supplerede hjemvendte veteraner fra Anden Verdenskrig med, når de købte et hus, der kostede under 91.000 kroner.
Mine forældre, Sunny og Jack Meisler, voksede begge op i fattigdom og var vilde med livet i forstæderne. De arbejdede hårdt, så mine brødre og jeg ikke skulle mangle noget. Jeg gik til klaverundervisning, ballet og stepdans, og jeg var aktiv pigespejder langt op i min ungdom.
Det var et meget provinsielt sted, men jeg var heldig, at vores forældre tit tog os med til byen. Min mor elskede at gå i teateret, og vi tog ofte til forestillinger på Broadway. Jeg synes, det skinner igennem i mit arbejde – at det er meget teatralsk.

Hvornår gik det op for dig, at du ikke passede ind, og at du ikke havde tænkt dig at blive i forstæderne?
Hvis du hentyder til min seksualitet, så var der nogle følelser, der begyndte at dukke op. Men jeg gik også ud med fyre, tog til bal på skolen og havde drengekærester – og det nød jeg sådan set alt sammen. Men jeg vidste, jeg var anderledes – bare ikke helt hvorfor eller hvordan.
Mine brødre og jeg var de første i min familie, der læste videre efter gymnasiet. Jeg begyndte på Buffalo State. Jeg tænkte ikke rigtigt over, hvad jeg ville. Den første dag på universitetet skulle vi tage en masse prøver, og jeg fik at vide, at jeg egnede mig til at læse noget med uddannelse eller noget med kunst og kultur. Jeg tog et kursus i kunst, og det var jeg vild med. Læreren spurgte mig, om jeg havde overvejet at læse min bachelor i det, og da mærkede jeg bogstavelig talt, at mit hjerte var ved at springe ud af brystet på mig.
Jeg ringede til mine forældre og fortalte dem, at jeg ville læse kunststudier. Men jeg lovede dem, jeg også ville tage et diplom i undervisning, så jeg kunne få arbejde. Jeg elskede faget og var den dygtigste på holdet.
Det viste sig, at Cindy Sherman også gik på Buffalo State. Hun læste også kunst og blev færdig et år eller to efter mig. Hun er også fra Long Island, hvilket er ret pudsigt. Men jeg tog aldrig et kursus i fotokunst, mens jeg læste der.

Hvordan blev du interesseret i fotografi?
Det har altid spillet en rolle i mit liv. Min farfar havde altid et kamera og en lysmåler med sig, og min far tog billeder med et Rolleicord og havde altid et godt øje for motiver. Min stil er meget inspireret af hans. Han tog billeder af venner, familie og særlige anledninger, og han var god til det.
Da jeg startede på mit sidste år på bacheloren, slog min kæreste i Buffalo op med mig og sagde, jeg ikke var en rigtig kunstner. Så gik jeg på Museum of Modern Art og så en Diane Arbus-udstilling. Der var jeg helt bevidst om, at jeg også var kunstner. Og sådan var det bare.
Mens jeg læste på overbygningen, besluttede jeg mig for at tage et kursus i fotografi, fordi jeg gerne ville lære at bruge et rigtigt kamera. Jeg købte et Minolta SRT-101.
Så snart jeg kom hjem, begyndte jeg at tage billeder mig selv og af venner. Dem – og alle mine første billeder – er jeg i gang med at se igennem i forbindelse med min næste bog. Jeg bed mærke i et billede. Det er et selvportræt, hvor jeg ryger foran opvaskemaskinen. Jeg kan ikke huske, om det er fra den første eller anden rulle film, jeg købte, men jeg lavede omgående et selvportræt ud af det.
Det billede ramte en nerve. Jeg har aldrig trykt det. Jeg havde kun min mors morgenkåbe på, og jeg tog en af hendes cigaretter, selv om jeg ikke røg. Og så spurgte jeg mig selv: ”Bliver jeg en hjemmegående husmor?” Det var et meget intimt øjeblik.

Hvordan var dine selvportrætter med til at udforske den overgangsperiode i dit liv?
Jeg ville tage billeder af det liv, jeg kendte, som jeg havde set og levet i så mange år. Billederne dokumenterer tilværelsen, som den udfolder sig i mellem barndom og voksenliv, hvor jeg spørger mig selv, ”Hvem er jeg? Hvad vil jeg gerne være?”
Det betød rigtig meget for mig at gå i teateret. Jeg oplyste værelserne derhjemme, som var de en scene. Lyset var meget direkte og hårdt. Jeg brugte gardinerne og ting i baggrunden som kulisser. Huset var lidt ligesom et medlem af familien. Det var trods alt der, jeg havde boet, siden jeg var to år gammel.
Jeg var næsten 22, da jeg begyndte at tage de her billeder, og min indstilling var klar: ”Kom nu! Kom nu ud af skabet!” (Griner). Det skete også, men mange af billederne ligger i det krydsfelt. Jeg stillede spørgsmålstegn ved min fremtid i forstæderne. Jeg kunne ikke se mig selv i det.
Når du ser tilbage på billederne, ser du så noget, som du ikke var bevidst om dengang?
Jeg synes, de er utroligt modige – og jeg fik dem endda trykt. Jeg er nok overrasket over, hvor opsat, jeg var på det.

Nu vi taler om mod, vil du så ikke fortælle om Lynda Benglis-billedet, og hvordan det inspirerede dig til at lave et af dine mest ekstreme selvportrætter?
Der hang en plakat for en Lynda Benglis-udstilling i gangen på kunstafdelingen på University of Wisconsin. Hun stod der bare splitternøgen med en stor dildo på!
Jeg vidste ikke, hvor inspiration kom fra, før vi havde den her samtale. Mit kamera har altid været drivkraften i mit arbejde. Jeg tog billedet om igen flere gange. På et tidspunkt fik jeg en fyr, jeg så, til at hjælpe mig med det, og en anden gang var det muligvis min kommende kone, der hjalp mig.
Da Steven Kasher overvejede at lave en udstilling med mine værker i 2016, kiggede han mine gamle tryk i gennem – og så valgte han det der! Så måtte jeg jo finde på en titel og endte med at bruge ”Untitled Film Still” som en reference til Cindy Sherman.
Det er et vovet billede. Bare at have det med på en udstilling var en stor ting. Jeg er meget kritisk overfor mine egne værker. Det må ikke bare køre på chokeffekt eller komposition eller belysning eller historien. Det skal indeholde samtlige komponenter. Jeg kiggede på billedet og tænkte, at det gjorde det også.
Der var også et øjeblik, hvor jeg tænkte: ”Hvis ikke nu så hvornår?” Ved du hvad? Det er et perfekt billede.”








Mere
fra VICE
-
Loccisano/FilmMagic for Heidi Robinson/Getty Images -
Screenshot: Sony Interactive Entertainment -
Illustration by Reesa. -
Screenshot: Shaun Cichacki