Billeder fra et gaderæs i Horsens til ære for Paul Walker

Tunede biler drifter forbi et højtråbende publikum og forsvinder i en røgsky af bilos længere nede af vejen. Der bliver dyttet helt vildt, og der lyder et øredøvende brag fra et bomberør. Indimellem flyver røde glimt fra et romerlys forbi. En enkelt bil kører rundt på sine nøgne fælge.

Det er fredag aften, og vi står i et industrikvarter i Horsens. Her er omkring to tusind bilentusiaster fra hele Danmark samlet til et mindetræf til ære for den afdøde skuespiller Paul Walker.

Paul Walker var den kølige følgesvend til den bruske muskelmand Vin Diesel i filmserien The Fast and the Furious. Her blev han kendt for at køre stærkt og se sej ud imens som karakteren Brian O’Conner. I 2013 testkørte Paul Walker sammen sin ven og finansrådgiver Roger Rodas en Porche til et velgørenhedsevent. De mistede kontrol over bilen, kørte ind i et træ og en lygtepæl og døde af kvæstelserne.

Tidligere på aftenen er fotografen og jeg blevet samlet op på Vejle Station af Daniel Olsen, som har arrangeret en fælleskørsel fra Vejle til mindetræffet. Det var egentlig meningen, at arrangementet skulle have været afholdt lovligt ved et center i Hedensted, men kommunen endte med at aflyse det i sidste øjeblik. Derfor skal vi nu mødes et sted, der først lige er blevet oplyst af arrangøren, for at politiet ikke kan nå at afværge arrangementet.

“Jeg ved ærligt talt ikke ret meget om, hvad der skal ske, det har vi ikke fået at vide,” siger Daniel da vi har sat os ind i hans hvide Seat med guldfælge. “Vi fik bare besked på at pakke alt, hvad vi havde af dækjern og romerlys.”

Vi kører først til en stor parkeringsplads i Vejle, hvor vi mødes med de mange mennesker, der deltager i fælleskørslen, derfra sætter vi i samlet flok kursen mod Horsens.

Daniel debuterede selv som gaderæser, da han var 15, fortæller han, mens vi kører ad den jyske motorvej. “Dengang kørte jeg mest rundt i min mors gamle Galant. Jeg vandt da en fire ræs i den.”

“Jeg var rigtig voldelig, da jeg var ung, og jeg drak meget, før jeg blev 18, fordi jeg blev kastet rundt i systemet.” Han indså, at volden og drukken ikke var en holdbar livsstil, og begyndte derfor at bruge energien på sin mindre destruktive passion. “Jeg tænkte: det her skal sgu ikke ødelægge mit liv, så jeg besluttede, at jeg måtte fokusere på min hobby. Der begyndte jeg for alvor at køre ræs og bruge mange timer i garagen, og sådan har motorsport hjulpet mig ud af en masse ballade.”

I dag drikker han ikke alkohol, og en del af hans kammerater er også stoppet, fordi de er begyndt at køre. Han synes, at The Fast and the Furious-filmene er gode til at vise det sammenhold, der er blandt dem, der kører ræs, og han ser miljøet som en stor familie, hvor folk fra mange forskellige baggrunde finder et fællesskab. Ifølge ham er der en klar overrepræsentation af mekanikere og chauffører, men der findes også alt fra advokater til revisorer.

Vi drejer ind på en stor parkeringsplads, og Daniel parkerer et stykke væk fra menneskemængden. Der er tæt af mennesker og biler i alle størrelser og faconer. Fra elegante sportsvogne til de mere rå firehjulstrækkere og pimpede varevogne. Mange af bilerne er prydet af julepynt med neonlys i forskellige farver, guirlander, små juletræer og snemænd.

De fleste mennesker står ud til en bred vej og betragter bilerne, der kører frem og tilbage i en form for uorganiseret parade. Det karakteristiske BRRRRM-BRRRRM fra motorer, der gasser op, udgør en konstant baggrundsstøj. Pladsen er tilsløret af røgen fra dæk, der bliver brændt af i hjulspind efter hjulspind.

Jeg får hurtigt stukket en sort Slot-øl i hånden af en gruppe teenagere, og en kompakt fyr insisterer på, at jeg skal smage den beef-jerky, han er ved at fortære. Folk her virker, som Daniel Olsen også fortalte, som en stor familie, hvor mange kender hinanden på kryds og tværs.

Når man først er inde i miljøet, får jeg at vide, er der minimum én større, motorrelateret begivenhed om ugen, hvis man tæller gaderæsene med, og når jeg spørger, hvorfor folk er en del af det, er sammenholdet det første, der bliver nævnt af stort set alle. ”Det der med, at man på tværs af kulturer, landsdele, ja, på tværs af lande er sammen om det her,” siger 23-årige Mads Mikkelsen. Adrenalinrusen, når man ræser og ikke ved, om politiet ligger på lur om hjørnet, er også et svar, der går igen.

Selv om de fleste glædeligt taler med fotografen og mig, er der også nogle, der bliver mistroiske, når de ser kameraet. De frygter, at vi er civilbetjente. Det gælder også en fyr med nummerpladen “Ømmer P”, som giver en rundtur i sin blændende Jaguar. Han siger ikke så meget, men han ser sej ud.

“Er I virkelig journalister?” afbryder han, da jeg spørger, hvordan han har fået råd til sin tonsedyre bil. Jeg vurderer, at jeg ikke bør fiske efter flere detaljer om “Ømmer P”, i stedet læner jeg mig tilbage i lædersædet og nyder anerkendelsen fra tilskuerne.

Jeg får indtryk af, at folk her er deres biler. Når jeg spørger, hvem de er, begynder de fleste nemlig at tale detaljeret om deres bil. Jesper Tirstup på 21 er en af dem. Han er nyudklækket mekaniker og investerer al sin tid og alle sine penge penge i at pimpe biler. “Hvad jeg ikke brænder af på biler og bøder. Det er sgu dyrt,” siger han.

Gennem sit arbejde skaffede han et billigt, men potentialefyldt skrog, som han nu har stoppet 300 heste i. Han er også selv ihærdig gaderæser. Jeg spørger ham, hvorfor han risikerer sit kørekort, sit job og sit liv for at køre ræs.

“Det er adrenalinrusen. Og så giver det en form for status at køre fra folk. Jo flere folk du kan køre fra, jo federe synes folk din bil er.”

Selv om Jesper Tirstrup ofte må låne penge af vennerne for at få mad sidst på måneden, har han allerede ejet flere biler, end mange andre kommer til på en livstid. Han prioriterer sine biler over alt andet, og fordi mange af bilentusiasterne i miljøet bytter biler på kryds og tværs som var det pokemonkort, kommer de igennem en lang række biler på kort tid.

Manden bag mindetræffet er 26-årige Jonas Emil. Han har længe drømt om at lave et mindetræf for Paul Walker, og opbakningen til arrangementet har mildest talt overgået hans forventninger.

“Det er noget, jeg har gået med i tankerne, lige siden Paul Walker døde for fem år siden. Jeg havde egentlig planlagt, at arrangementet skulle være småt og lidt privat, og så er det jo bare stukket helt af. Opbakningen har været fuldstændig vanvittig. Det varmer helt ekstremt. Jeg kunne kraftedemig gå i undertøj uden at fryse her.”

Jonas Emil har selv et meget stærkt forhold til Paul Walker. “Selv om han bare er en skuespiller i en film, så har han jo været en inspirationskilde for rigtig mange. Især for mig. Bare den måde, han var på. Hans kørsel og alt det der, han var en hård negl. Det er det, man altid har ønsket sig. Man vil være den, der er længst fremme, når man er til ræs. Så han er umulig ikke at se op til.”

Arrangementet er dog ikke kun til ære for Paul Walker, understreger han. Paul Walkers død er blevet en lejlighed til i fællesskab at mindes alle dem, man har mistet gennem tiden.

Ideen til at gøre det til en mindebegivenhed, der rækker ud over Paul Walker, kom fra Jonas Emils kæreste, 21-årige Rikke Lampe. Hun har fyldt sin bil med små lanterner, som hun sælger til forbipasserende, der selv har mistet nogen, de holdt af, i tidens løb. På lanternen skriver de navnet på den savnede samt et par bevingede ord, hvorefter lyset placeres ceremonielt på jorden ved siden af de andre mindelys.

“Jeg mistede selv min far i sommer. Han døde af kræft. Forrig år mistede vi rigtig mange til trafik. Der var lige syv, der røg. Vi var nærmest til begravelse hele tiden,” fortæller hun.

Klokken 21.30 lader Jonas Emil et horn blæse en højlydt tone. Støjen på pladsen bliver øjeblikkeligt erstattet af et langt, højtideligt minut med komplet tavshed for Paul Walker og alle dem, man ellers måtte savne.

Da minuttet er slut, bryder pladsen igen ud i larm. Et par politibetjente er mødt op og kører nu rundt og deler bøder ud hist og her. En af de uheldige er den 36-årige lagerarbejder Henriette Pedersen. Hun sidder og smiler i sin rustne bil, mens betjenten, der lige har sigtet hende, går tilbage til sin bil for at skrive bøden. Det er åbenbart ulovligt at lave hjulspin.

“De skal ikke få os ned med nakken, sådan er det bare,” siger hun.

Her på egnen er Henriette Pedersen kendt under aliaset “Miss Calibra”, og Daniel Olsen, som vi kørte med til træffet, nævnte hende faktisk tidligere som en berygtet ræser, der plejer at køre i en lynhurtig, rød Opel Calibra.

Hun begyndte at køre gaderæs, da hun fik Calibraen, som hun lige har haft kobberbryllup med, fortæller hun. Den har hun dog ladet blive hjemme i garagen i aften. Vi bliver afbrudt at betjenten, der vender tilbage med en nyskrevet bøde på 1000 kroner.

”1000 kroner, åh, ved du hvad, så kan jeg godt lave en mere,” siger hun. “Miss Calibra” har åbenbart en hel væg dekoreret med færdselsbøder derhjemme.

Gaderæserne har et tosidet forhold til politiet, fortæller flere. På den ene side er det pisseirriterende, at de skal komme og lukke deres events ned, men på den anden side tilfører politiet arrangementerne den uforudsigelighed og spænding, som mange lever for. Gaderæsene bliver ofte en slags katten efter musen, hvor politiet gang på gang kommer og lukker festen, hvorefter ræserne kører til en ny hemmelig lokation og fortsætter, hvor de slap.

Det virker også, som om stemningen mellem betjentene og motorfolket er udmærket her til aften, og der er tilsyneladende ingen planer om at lukke arrangementet, så vi finder ikke ud af, hvad arrangørernes plan B er.

Daniel Olsen kommer og henter os i sin hvide Seat, der nu er smurt ind i græs og mudder, efter han har lavet biltovtrækkeri på en græsplæne. Han giver os et lift tilbage til Vejle Station.

Han fortæller, at han ikke har nogen planer om at stoppe med at køre gaderæs, selv om han i dag nøjes med de lovlige af slagsen, fordi han lever af sit kørekort. “Jeg tror aldrig, jeg stopper. For jeg drikker ikke, og jeg tager ikke stoffer, så min weekend skal ligesom have noget andet.”

“Jeg vil da gerne indrømme, at hvis jeg ikke selv var inde i miljøet, så ville jeg tænke, at det var bindegalt, og at folk, der gjorde det, var åndssvage. Men hvis man prøver at komme med til det, så vil man opdage, at det er meget mere end bare ræs, vi gør det for.”