I en stor, hvid villa i et af de mere mondæne kvarterer på Frederiksberg står i vindueskarmen en lille porcelænsfigur. Figuren forestiller en kjoleklædt pige. Hun har trukket sig selv så hårdt i rottehalerne, at kraniet er flækket midt over, og man kan se direkte ind i den lyserøde, pastelfarvede hjernemasse.
“Open-minded” hedder figuren.
Videos by VICE
Der står også – på skrivebordet midt i rummet – en figur af en kvinde med andehoved, der skærer sig selv dybt i det højre lår. I reolen en barmfager kvindekrop i træ med store bryster, men uden hoved, så håret vokser ud direkte af halsen.
Psykiater og kvindeforsker Birgit Peterssons arbejdsværelse er fyldt med kvindelige kroppe; udsatte, stærke, sårede, tykke, tynde, selvskadede, smukke, deforme kvindekroppe.
Og netop kvindekroppen har været et fokuspunkt i Peterssons virke i knap et halvt århundrede. Hun har siden 1970’erne været en af de første læger herhjemme til at beskæftige sig med sygeliggørelse af kvinden og kvindens biologi.
“Manden har helt traditionelt været det biologiske udgangspunkt også for medicin og medicinsk forskning. Det har gjort kvinden til det afvigende, det unormale. Sygeliggørelse og medikalisering har altid – også i dag – været en måde at kontrollere kvinder på,” forklarer Birgit Petersson.
Sygeliggørelse er med Peterssons egne ord, når man begynder at gøre normale fænomener til noget sygeligt. Det kan være, at man behandler kvinder med hormoner i overgangsalderen, at fødsler er noget, der er rykket fra hjemmene ind på hospitalerne, og at kvinder får udskrevet antidepressiv medicin for at behandle PMS.

En af Birgit Peterssons mange fagbøger, bogen Sygeliggørelse af kvinder, udkom i 1991 og gennemgår nogle af de områder, hvor normale fænomener relateret til kvinders liv og biologi i høj grad bliver behandlet medicinsk. Selvom bogen blev udgivet for over 25 år siden, findes den sygeliggørelse, hun beskrev dengang, stadig i dag.
“Al forandring tager mindst 15 år, med mindre du er meget heldig. Jeg ved, at jeg ikke kan forandre noget på få år, men jeg kan blive ved med at gøde jorden, så forandringen på et tidspunkt kommer,” siger hun.
Birgit Peterssons tålmodighed med det slidsomme arbejde kommer sandsynligvis af, at hun alt for godt ved, at hun er oppe imod tusinder års historie, hvor kvinders kroppe er blevet mystificeret, kontrolleret og behandlet.
Et tidligt eksempel er hysteri, som blev beskrevet omkring 400 år før vor tid. Man mente dengang, at hysteriet blev skabt ved, at kvindens livmoder vandrede rundt i kroppen, hvilket gjorde kvinden syg og utilregnelig. Ideen om kvinden som hysterisk blev bibeholdt langt op i det 20. århundrede.
Menstruationen er ligeledes et fænomen, der har været brugt til at sygeliggøre kvinden. Mange religioner beskæftiger sig for eksempel indgående med kvindens menstruation, og ifølge flere religioner er kvinden uren, mens hun menstruerer. Menstruationen er historisk set blevet brugt til at argumentere for, at kvinder er ustabile og ikke egnet til at deltage i samfundet på lige fod med mænd. Præmenstruel tension blev i 1931 beskrevet af lægen Robert Frank, som mente, at kvinder blev irrationelle og hysteriske en gang om måneden og derfor ikke burde bestride betroede stillinger uden for hjemmet.
Efter et kritisk tv-interview i 2015 beskrev Donald Trump den kvindelige interviewer Megyn Kelly med følgende sætning: “There was blood coming out of her eyes, blood coming out of her wherever”. Det kan ses som et nutidigt eksempel på, at nogle stadig bruger kvindens menstruation som en middel til at gøre hende mindre værd. Man bruger og har brugt kvindens biologi imod hende.
“Når kvinder har været vrede, så er de blevet kaldt hormonelle, selv om vreden har været reel og berettiget. Det har helt klart været en måde at lukke munden på kvinder,” siger Birgit Petersson.
“Jeg er ikke imod, at man behandler folk, jeg er ikke imod fremskridtet og anerkender, at både kvinder og mænd kan have gavn af medicinsk behandling. Jeg er trods alt læge, og lægevidenskaben har skabt nogle fantastiske fremskridt. Min pointe – og det jeg kæmper for – er, at vi bevarer det kritiske blik.”
Når det kommer til mænds historie med at gøre sig magtfulde overfor kvindekroppen, tror Birgit Petersson, at en del af forklaringen er, at mænd ganske enkelt er misundelige på kvinders evne til at føde børn. Og selvom jeg kender mange mænd, der får et smertefuldt udtryk i ansigtet, hvis de skal tænke på at presse noget som helst ud af deres wherever, så har den kvindelige fertilitet været forholdsvis konstant underlagt kontrol.
Det mærkede Birgit Petersson på egen krop, ikke længe efter hun var begyndt at læse medicin på Københavns Universitet. I midten af 60’erne, en håndfuld år før den fri abort, blev hun uønsket gravid.
Birgit Petersson voksede op i et indre missionsk hjem, så hos forældrene var der ikke meget hjælp at hente. Det var der heller ikke hos lægen. “Jeg kan huske, at jeg tog op til min læge som ikke sagde meget andet end tillykke.”
Men det var ikke nogen lykkelig omstændighed for Birgit Petersson, som oplevede et stift system, der ikke ville høre på hende. I stedet rejste hun til Polen, som dengang havde en langt mere fri abortpolitik end Danmark.
“Jeg var ung i tresserne, så det spirede med bevægelser, som det var oplagt for mig at tage del i. Men helt personligt var det den indignation, jeg følte i forbindelse med min graviditet, der drev mig til at beskæftige mig med kvinder, deres kroppe og rettigheder,” siger Birgit Petersson.
Kvindens autonomi over egen krop indebærer for Birgit Petersson ikke udelukkende, at hun har noget at skulle have sagt, når det kommer til moderskabet. Det indebærer også, at samfundet og medicinalindustrien ikke gør hende til patient og til syg med begrundelse i hendes køn.

Et tydeligt eksempel på sygeliggørelsen af kvinden er medicinske behandlinger af PMS.
I begyndelsen af 1980’erne lancerede medicinalvirksomheden Ferrosan hormonpræparatet Terolut, som skulle behandle kvinder for symptomer i den præmenstruelle periode. Ifølge den brochure, som Ferrosan udsendte i forbindelse med lanceringen, burde 40 procent af alle kvinder tage Terolut, mens 75 procent med fordel kunne gøre det.
Brochuren oplister en række symptomer, som kvinder kan have inden deres menstruation, men den beskriver også de forskellige farer, som præmenstruelle kvinder udgør for familien og samfundet som helhed. Eksempelvis mente Ferrosan at kunne bevise, at kvinder i den præmenstruelle fase begår mere kriminalitet og er ude for flere ulykker end ellers. Det viser sig som “børnemishandlinger, butikstyverier, brandstiftelser, selvmord og bilulykker” ifølge brochuren.
Som der står: “Ofte vil bagateller, som i det daglige kun er ganske små irritationsmomenter, pludselig give anledning til eksplosionsagtige raserianfald. Det er i forbindelse med disse raserianfald, at mange kvinder slår deres børn for forseelser, der ellers kunne være rettet mere behersket.” Skilsmissesager begynder i den præmenstruelle periode, børn bliver forkølede af deres mødres humørsvingninger, kvinder tager på drukture og så videre og så videre.
“Ferrosans medicin var en forlængelse af dæmoniseringen af kvinden, det kvindelige og menstruationen. Men den sag var så grov og så mangelfuld på dokumentation, at vi heldigvis lykkedes med at få stoppet udbredelsen af Terolut ret effektivt,” fortæller Birgit Petersson.
Nogle år forinden havde Birgit Petersson selv besluttet at udfordre opfattelsen af kvindens utilregnelighed. Hun og en gruppe kvindelige kollegaer lavede et mindre studie om kvinder og ulykker på en skadestue. Selv om studiet ikke havde et særligt stort materiale (300 kvinder), viste det sig alligevel ifølge Petersson at være verdens største videnskabelige undersøgelse på området. Studiets resultat afviste myten om, at kvinder kommer ud for flere ulykker i perioden op til og under menstruationen.
Birgit Peterssons arbejde er også en af grundene til, at der er relativt få kvinder i Danmark, der behandles med hormoner i overgangsalderen. I Sverige er det eksempelvis langt mere udbredt. “Det er resultatet af, at vi i Danmark tidligt gik ud og snakkede om sygeliggørelse. Og det skal vi være rigtig glade for,” siger hun.
“Det kan sagtens være, at det er gavnligt for enkelte kvinder at modtage behandling i forbindelse med PMS, i overgangsalderen og lignende. Men det, man ofte glemmer, er at se på bivirkningerne og bagsiden af medicinen. Industrien har også været god til at love alt muligt, der ikke nødvendigvis er dokumenteret. Kvinder blev mere eller mindre lovet evig ungdom, hvis de tog hormoner i overgangsalderen. Vi er nødt til at være opmærksomme på, at der er nogle meget stærke kræfter og interesser på det medicinske område,” siger hun.
Birgit Petersson er klar over, at det som kvinde kan være vanskeligt at regne ud, hvordan man helt personligt skal forholde sig til sygeliggørelse.
“Som udgangspunkt skal man stole på sin egen læge. Men det betyder ikke, at vi ikke skal have åbne diskussioner om fordelene og ulemperne ved for eksempel at give kvinder en masse hormoner og skabe diagnoser om fænomener, som i udgangspunktet ikke er sygdomme,” siger hun. “Diagnoser kan være meget magtfulde, og de skal bruges med omtanke.”
Kvinder er generelt mere udsatte for sygeliggørelse, både fordi deres biologi historisk set er blevet anset som afvigende, men også fordi kvinder går mere til lægen og (af den grund) tager mere medicin. Feministen Germaine Greer beskriver det således i sin bog The Change: Women, Ageing and the Menopause fra 1991:
“Kvinder er de perfekte forsøgsdyr. De ikke alene fodrer sig selv og holder deres bure rene, de betaler også for medicinen både via skatter og direkte ved at købe dem. De administrerer selv medicinen og ikke nok med det, de rekrutterer også andre personer, der er villige til at medvirke til at fremme brugen af præparatet.”

Det er ikke kun i forhold til hormonbehandling og behandling af PMS, at Birgit Petersson har været åbenmundet om sine holdninger og sine forskningsresultater. Hun har flere gange talt imod de vedtagne lægevidenskabelige meninger. Det har gjort, at mange af hendes kollegaer ikke har haft lyst til at forbinde sig med hende professionelt. Berlingske havde for nogle år tilbage en artikel om Birgit Petersson med overskriften “Kætteren på Panum”.
“Jeg mener, at jeg har prøvet, så godt jeg kunne at være modig og ærlig. Det har været prisen værd. Der var kun en enkelt gang, hvor jeg simpelthen måtte trække mig fra debatten, fordi det blev for meget. Telefonen ringede dag og nat, og det hele var så aggressivt,” fortæller hun.
Det var dengang, hun gik ud i medierne og talte imod screeninger for brystkræft. I det hele taget har hun i årevis haft den upopulære opfattelse, at de liv, man eventuelt redder ved screeninger, ikke gør det op for de psykologiske konsekvenser, screeninger kan have for kvinder, og den risiko, de skaber for overbehandling.
Derudover er Birgit Petersson kendt for at være en af de læger, der først blev opmærksom på spiseforstyrrelser. “Jeg arbejdede i årevis som brevkasseredaktør for Alt for Damerne. I begyndelsen af 80’erne fik vi en masse breve fra kvinder, som var begyndt at kaste op. Vi vidste ikke noget om det dengang, det var helt nyt for os,” siger Petersson.
Hun har beskæftiget sig med spiseforstyrrelser i over tredive år, også i sin private praksis.
“Der skete det, at moden i midten af sidste århundrede begyndte at hylde den slanke kvinde. Samtidig begyndte lægevideskaben at anse overvægt som noget meget problematisk. Det skabte en uheldig fiksering på det at være tynd,” fortæller hun.
En del af hendes forskning har drejet sig om overvægt, og på baggrund af de resultater har hun været fortaler for en langt mere afslappet holdning til vægt.
“Jeg har fået mange imod mig ved at sige, at vores fokus på vægt og de mange slankekure har negative konsekvenser. Det er så ved at blive lidt mere accepteret viden i dag, men der var årevis, hvor jeg stod ret alene med den holdning,” siger hun.
I Birgit Peterssons arbejdsværelse ringer det på døren. Hun har stadig et par klienter, inden hun kan holde weekend. I årevis har den hvide villa været rammen både om Birgit Peterssons hjem og private praksis. Indtil for nylig arbejdede hun også som lektor på Københavns Universitet.
“Det er en god ting at have to arbejder,” siger hun på sin vanlige rolige facon, “så kan de ikke så nemt ramme dig på brødet.”
“De” er alle dem, der gennem tiden gerne har villet lukke munden på Birgit Petersson. “De” er dem, der mente, hun skulle fyres, eller som ville hive hende i retten. “De” er ikke lykkedes.
Og i sofaen i arbejdsværelset denne fredag vintereftermiddag, mener Birgit Petersson trods alt, at der er meget, der bevæger sig i den rigtige retning. Alligevel er hun bekymret. “Vi har ikke grund til at være så lykkelige,” som hun siger i endnu et øjeblik af nøje beregning for og imod.
Birgit Petersson er bekymret, fordi hun mener, at der er alt for mange, der lukker munden, og alt for få, der råber op.
“Overalt ser jeg, at folk retter ind og er bange for at tale autoriteterne imod, og jeg ser et system, som ikke vil tales imod. Det kan lyde, som om jeg har været en enmandshær i alle disse år. Det har jeg bestemt ikke. Vi har været mange kvinder og læger, der har arbejdet på at skabe forandring. For det er et fælles ansvar, at vi ikke tillader undertrykkelsen, men bekæmper den. Og det kræver mod.”
Mere
fra VICE
-
Screenshot: Midwest Games -
Screenshots: TE NET, FLAT28 -
Screenshot: WWE -
Screenshots: Microïds, Bethesda Softworks, SNEG