Quantcast
Broadly

Stockholm bandlyser sexistiske reklamer i det offentlige rum

Et næsten enstemmigt byråd i den svenske hovedstad har vedtaget at forbyde ”stødende” reklamer i byrummet.

Sirin Kale

Sirin Kale

Foto:  E.J. Baumeister Jr. / Alamy Stock Photo

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Byrådet i Stockholm har vedtaget at bandlyse sexistiske reklamer i det offentlige rum. Beslutningen blev vedtaget under et byrådsmøde i mandags, og ifølge The Local var Sverigedemokraterna det eneste parti, der stemte imod. Loven forventes at træde i kraft indenfor den næste måneds tid.

Viceborgmester Daniel Helldén, som er medlem af det grønne Miljöpartiet er hovedarkitekten bag forslaget, som har været under udarbejdelse siden december 2017. Daniel Helldén har argumenteret for, at sexistiske reklamer ”afspejler” samfundet. Han mener, at byen har et ansvar overfor borgerne i forhold til at sikre, at de ikke udsættes for ”stødende” billeder.

Da vedtagelsen blev offentliggjort i mandags, sagde Daniel Helldén om bandlysningen, som også gælder racistiske reklamer, at det er et nødvendigt skridt i kampen mod diskrimination. ”Vi har taget et afgørende skridt imod at fjerne sexistiske og racistiske budskaber fra bybilledet i Stockholm,” siger han.

Under de eksisterende love har myndighederne ret til at forbyde reklamer, der nedgør kvinder eller fremstiller dem som seksuelle objekter. Det var dog ikke muligt at give sanktioner. Under den nye lov har myndighederne hjemmel til at fjerne reklamer indenfor 24 timer.

I resten af Sverige og i London bandlyste man sexistiske reklamer i 2017, og i Geneve og Berlin overvejer man lignende tiltag. Selv om initiativet først har haft medvind i de senere år, er det langt fra en ny ide. En rapport udarbejdet af en kommission for den svenske regering foreslog et lignende forbud helt tilbage i 2008.

I Danmark har vi haft lignende debatter. Blandt andet fremstillede tre lokalpolitikere et forslag til Københavns Teknik- og Miljøudvalg om, at det skal fremstå tydeligt på reklamer, når de er retoucherede. Det kan man læse om her.

Noget Louise Kjølsen, også kendt som Twerk Queen, mener vi bør gøre i Danmark. Det fortalte hun, efter en lov i Olso slog fast, at retoucherede billeder på kommunal grund ikke længere er tilladt, med mindre de er tydligt markeret.

Den feministiske aktivist Lucy-Anne Homes fra Women’s Campaign for Press Reform, der har arbejdet på at få den britiske tabloidavis The Sun til at droppe sin praksis med at trykke billeder af nøgne kvinder, er positivt stemt overfor nyheden om Stocholms nye lov. ”Det er genialt,” siger Lucy-Anne Holmes til Broadly. ”Billeder har stor indflydelse og sexistiske reklamer forvolder megen skade.”

”Mange undersøgelser peger på, at den stereotype fremstilling af kvinder i mediebilledet påvirker måden, som mænd ser kvinder på – som objekter – såvel som måden kvinder ser sig selv på,” tilføjer hun. ”Det her er et skridt i den rigtige retning, selv om det er en skam, at der er behov for lovgivning på området. Man skulle have troet, vi ville være nået længere nu.”