Illustration: Jacqueline Lin. 

Mens min familie arrangerede mit ægteskab, swipede jeg mig i al hemmelighed gennem Tinder

Da jeg fyldte 24, begyndte hele familien at lede efter en "passende" ægtemand til mig.

|
jul 13 2018, 8:38am

Illustration: Jacqueline Lin. 

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

”Hvad søger du i en livspartner?”

Spørgsmålet landede med et brag på den hvide dug på bordet. Jeg forestillede mig, at alle i lokalet hørte det – det gifte par med et barn, som sad ved bordet ved siden af, en gruppe forretningsmænd ved et andet bord, tjeneren, som så ud til at være 100 år gammel og hele tiden hang over os med et smørret grin i hele ansigtet. Han var nok vant til at betjene folk som os; en mand og en kvinde på deres første date med ét muligt udfald i vente – ægteskab.

For at være ærlig, så var det ikke en beslutning, jeg var klar til at træffe. Hvis det hele gik godt, skulle vi selvfølgelig ud på flere dates, inden brylluppet blev arrangeret nogle måneder senere. Men den eneste grund til, at jeg mødtes med den 28-årige officer i handelsflåden – lad os kalde ham Abhay – til en frokost på en fornem restaurant i det centrale Mumbai, var at vurdere, om jeg havde lyst til at tilbringe resten af livet sammen med ham.

Som en kvinde i starten af 20’erne, som lige var begyndt at udforske dating-verdenen på Tinder, virkede den traditionelle proces med det arrangerede ægteskab meget bizar. Men traditioner vejer tungt, og jeg kunne ikke nægte at deltage.

Abhays forældre havde kontaktet mine via et kendt indisk website, der sætter giftemodne unges forældre i kontakt med hinanden, og så havde de udvekslet kontaktoplysninger. I begyndelsen ville jeg helst mødes til kaffe først. På den måde var det hurtigt overstået. Abhay ville dog gerne mødes til frokost. Vi havde kun siddet der et par minutter og sludret, før det var på tide at adressere elefanten i rummet.

Jeg fnisede af det akavede ved situationen. ”Øh, livspartner. Det ved jeg ikke… Det har jeg aldrig tænkt over.”

Han ventede. ”Øh, nåh?”

”En, jeg kan tale med!” udbrød jeg. Klicheen fik nærmest bordet til at ryste.

Men det gav pote. ”Sådan har jeg det også,” sagde han og nikkede entusiastisk.

Da vi efter daten var på vej ud ad døren, fangede jeg tjenerens blik. Den nysgerrige nar sendte mig et bredt smil og en thumbs-up. Så tro da pokker, at man kalder et ægteskab for en kollektiv indsats i Indien.

Under min Tinder-date den følgende weekend (appen var lige gået i luften i Indien) bragte jeg spørgsmålet, som Abhay havde stillet, på banen. Vi tænkte lidt over det, mens vi drak en fadøl på mit yndlingsværtshus, inden vi begge brød ud i latter over Abhays ligefremme adfærd. Hvad ved han om livet? Han er i 20’erne, og han er klar til at gifte sig med en fremmed kvinde. Han læste garanteret heller aldrig bøger eller interesserede sig for de samme interessante ting, som vi med vores moderne livsstil forstod og satte pris på.

Men ved vi mere om livet, end Abhay gør? Tanken skurrede i mit berusede hoved, mens jeg stod og snavede med min date udenfor baren. Vi gik tilbage til hans lejligheden og dyrkede middelmådig sex.

Flere måneder senere i et svagt øjeblik, hvor jeg følte mig ensom, spekulerede jeg over, hvordan mit liv ville se ud, hvis jeg havde sagt ja til at ses med Abhay igen. Ville jeg så være i gang med at arrangere bryllup og prøve brudekjoler?

Min telefon dingede. Jeg havde fået et nyt match. Han kunne godt lide Curb Your Enthusiasm! Ægteskabet måtte vente.

Men det gjorde det ikke – i hvert fald ikke forventningerne og det konstante pres. Ægteskab, eller arrangeret ægteskab for at være mere specifik, lå altid og truede i baggrunden under min opvækst i Indien – det blev mere og mere synligt, som jeg blev ældre. Ligesom de fleste andre forældre planlagde mine forældre deres økonomi omkring det. De sørgede altid for at have nok lagt til side til et ekstravagant bryllup. Ideen om at date helt uforpligtende i en periode, var dem mere eller mindre fremmed. Drømmen var, at jeg blev gift i midten af 20’erne og fik børn i slutningen af 20’erne.

Det sekund jeg blev 24, begyndte hele familiemaskineriet at arbejde målrettet at finde mig en ”passende” ægtemand, så jeg kunne opfylde min skæbne. ”Vi bliver nødt til at begynde eftersøgningen nu, for det kan sagtens tage et par år,” forklarede min bedstemor. Så ville jeg være 26 og i fare for at gå en fremtid som pebermø i møde.

Mit dating- og sexliv var noget, jeg havde holdt hemmeligt. Mit første job – hvor jeg arbejdede på et alt for hipt kulturmagasin – lå i den ”kosmopolitiske” del af Mumbai, hvor jeg hurtigt fandt nye veninder, som både drak alkohol, dyrkede sex og diskuterede emner som “fuckbois”, “wokebois” og intersektionel feminisme. Ligesom mig var de også i gang med at finde ud, hvad de ville have ud af livet, mens de skubbede andres forventninger fra sig.

Selv om hun ikke kendte til mit liv på Tinder, så skændtes min mor og jeg alligevel ofte over det, hun kaldte min nye ”Mumbai-livsstil”. Derudover havde jeg en hel hær af slægtninge at kæmpe med, som var ivrige efter at finde en mand til mig. Det betød, at jeg måtte leve et dobbeltliv; jeg datede og dyrkede sex med fyre på Tinder, mens jeg samtidigt mødtes med potentielle ægtemænd og bidrog til en kultur, hvor ”dyd og renhed” er det vigtigste, en kvinde har.

Mine forældre vidste ikke, at jeg havde en hemmelig Tinder-profil, og de tilmeldte mig en datingportal for unge, der leder efter en kone eller en mand – på den måde lignede de to profiler hinanden, selv om forventningerne var forskellige. På hjemmesiden, mine forældre havde valgt, kunne jeg opstille søgekriterier som indkomst, højde, religion, kaste og subkaste – en tydelig påmindelse om, at det oldgamle kastesystem i Indien lever i bedste velgående. Ligesom andre ægteskabshjemmesider vidste skaberne udmærket, hvad brugerne ledte efter – folk som os – og det var de leveringsdygtige i.

Når jeg swipede mig igennem datingapps, fravalgte jeg altid singlefyre fra mit eget lokalsamfund. Jeg havde ikke lyst til at møde en, der havde samme baggrund som mig, og jeg var heller ikke klar til at finde den eneste ene. Jeg ville være fri, så jeg kunne eksperimentere – jeg ville være fri til at møde en, som måske ikke var den eneste ene, men som jeg måske kunne lære noget om verden såvel som mig selv igennem.

Men jeg var samtidigt klar over, at jeg ikke vidste meget om verden. Det blev tydeligt, da mange af mine datingeksperimenter kørte af sporet. Alle mine slægtninge havde også masser af historier om kvinder, som havde ventet for længe eller var ”for kræsne”. Så var de pludselig blevet 30 og måtte stille sig til tåls med en fyr med otte børn eller tre øjne eller sådan noget. Samtlige af mine veninder fra gymnasiet var enten på en af de store ægteskabsportaler, eller også var de gift med deres ungdomskærester.

Jeg var i tvivl og anede ikke mine levende råd. Jeg var bange for at lige meget, hvad jeg gjorde, ville jeg ende med at fucke mit liv op. Jeg stolede ikke på, at jeg vidste bedre end mine forældre. Det virkede helt absurd. De kendte mig bedre end nogen anden, og så var jeg også klar over, at deres engagement på mine vegne kom af kærlighed. Jeg var bange for, at hvis jeg afviste dem, ville det ødelægge vores forhold, der i forvejen var presset.

I dag er jeg fire år ældre og bor i Beijing, og jeg har lukket min profil på ægteskabsportalen ned. Og selv om jeg med jævne mellemrum får påmindelser fra slægtninge om, at jeg bør ”slå mig ned”, så har jeg lært at lukke af for det.

Jeg dater en fyr, jeg mødte på Tinder for to år siden. På de to år har vi været bollevenner, nære venner og nu partnere. Når min årlige tur hjem til Indien er overstået om et par dage, ser jeg ham ikke igen før om ti måneder. Vi dater andre i mellemtiden, men han er fortsat en af de vigtigste personer i mit liv.

Jeg ved ikke, hvordan det her forhold ville have udartet sig, hvis ikke jeg havde givet mig selv lov til at eksperimentere og udvikle mig. Hvad leder jeg efter i en livspartner? Det ved jeg stadigvæk ikke. Men hvis Abhay fra handelsflåden spurgte mig igen i dag, ville jeg sige, at jeg er tættere på et svar.

Mere VICE
VICE kanaler