doping

Hvorfor slipper vi ikke bare dopingen fri?

Thomas Søbirk Petersen var på landsholdet i tennis, og nu er han professor i etik. Både etisk og sportsligt kan han kun se fordele ved en legalisering af doping.
15.6.18

Jeg er dopet. Jeg ved det bare ikke. Jeg er skæv af hash til op over begge ører. Det er på mange måder et problem for mig. Men det er især et problem, fordi jeg befinder mig på tennisbanen i kvartfinalen ved de danske tennismesterskaber. Simon og jeg spiller knap så godt, for den joint, jeg havde røget, var på ingen måder præstationsfremmende for min indsats, tværtimod. Jeg fik hjertebanken; var skiftevis halvparanoid og upassende fjollet, afstandsbedømte bolden langt dårligere, end jeg plejede, og var tæt på en ordentlig røvfuld angst. Det er først senere i mit liv, at jeg finder ud af, at jeg i kampen anvendte et stof, som både dengang og i dag er strafbart at anvende i sport. Jeg var altså ikke blot en skæv tennisspiller, men også en dopet tennisspiller.

Annoncering

Sådan lyder det i introen til en ny bog ved navn Fri Doping – Et forsvar for en ny dopingpolitik, som er skrevet Thomas Søbirk Petersen, og den unge tennisspiller var ham selv.

I dag er Thomas Søbirk Petersen professor i etik på Roskilde Universitetscenter. I den egenskab er han både medlem af Etisk Råd og Dyreetisk Råd, og så har han indgående kendskab til elitesport efter sin tid på tennis-landsholdet i 80’erne.

Det er i dét lys, man skal se hans nye bog, hvor han taler for en legalisering af dopingstoffer og i det hele taget efterlyser en nuanceret debat om emnet. Jeg ringede til professoren for at høre, hvad det er for nogle nuancer, han savner.

Thomas Søbirk Petersen. Foto via Etisk Råd.

VICE: Hvad er budskabet med bogen?
Thomas Søbirk Petersen: Det er, at dopingdebatten er præget af tunnelsyn. Der er ikke plads til kritik overhovedet. I Danmark er vi vant til bramfri diskussion om cannabis, prostitution og aktiv dødshjælp, men det er fuldstændig fraværende, når vi taler om doping. Den ensidige fordømmelse af al doping hviler på et tyndt grundlag. Med bogen vil jeg give plads til en kritisk debat.

Hvorfor står det så sløjt til med debatten på området?
Dem, der har forstand på det, kan ikke udtale sig – det ville være et selvmål for deres karriere. Hvis Rolf Sørensen eller Bjarne Riis går ud og siger, at det er skidefedt at tage doping, eller hvis nogle læger går ud og siger, at det slet ikke er så farligt som man skulle tro, så skader det virkelig deres karriere.

Annoncering

Men det er sindssygt vigtigt, at vi får argumenterne på bordet. Lige nu får folk simpelthen frataget deres levebrød og alt, hvad de har kæmpet for, hvis de overtræder reglerne. Det er en alvorlig straf at tage folks arbejde, så hvis vi gør det, må vi som minimum give en ordentlig begrundelse.

Min moralske forargelse over, at folk doper sig, kan ligge på et meget lille sted. Ikke-sportsfolk har svært ved at forestille sig, hvor hårdt det er at være elitesportsudøver

Hvad foreslår du så, at vi gør i stedet?
At vi frigiver en række stoffer, herunder anabolske steroider, epo og væksthormoner, under visse betingelser: Man skal være over 18. Det skal være læger, som står for det, så man er sikret, at det er ordentlig kvalitet. Der skal selvfølgelig ikke være nogen tvang. Og så skal vi have nogle sikkerhedsværdier, så det ikke bliver farligt. Eksempelvis kan vi måle andelen af røde blodlegemer i blodet – det vi kalder hæmatokritværdi - og hvis det er over 50%, er det farligt. Blodet bliver simpelthen så tykt, at man kan få blodpropper, hvis ikke man konstant holder kroppen i gang.

Hvis vi legaliserer doping, vil der stadig være folk, der forsøger at tage mere, og derfor skal der stadig testes. Vi vil ikke have Døde Atleters Klub. Men vi skal teste for at passe på atleternes helbred – ikke for at slå dem oven i hovedet med en straf. Vi skal holde op med at stigmatisere dem og håne dem.

Skelner du mellem substanser, der ikke er præstationsfremmende, og dem der er?
Godt spørgsmål. Mit udgangspunkt er det internationale dopingagentur WADAs liste. Jeg nævner en historie om cannabis i starten af bogen, og der er det ikke præstationsfremmende. Men andre stoffer er. Anabolske steroider øger muskelmassen, epo øger udholdenhed. Men nogle stoffer skal stadig være ulovlige. Guldøl og hash i Formel 1 er eksempelvis vældig farligt for både atleten selv og publikum. Genetisk doping, hvor man kan lave genetiske ændringer i folks blodceller, er også en glidebane, hvor man begynder at genmodificere mennesker ligesom dyr, uden at vi har rigtigt styr på, hvad konsekvenserne er.

Annoncering

Vi har lige set den peruvianske anfører få en dopingdom for at have coke i blodet, selvom det ikke gør ham til en bedre fodboldspiller, men i sidste øjeblik fik han lov til at deltage i VM i fodbold alligevel. Kan du nævne nogle eksempler på nuværende regler, som slet ikke giver nogen mening?
I dag er det forbudt at bruge intravenøst drop. Også selvom det bare er vand. Det giver ingen mening, for det kan ligefrem være sundt. Sådan en indsprøjtning lader nemlig atleten restituere hurtigere, og dermed mindsker man risikoen for at blive syg, fordi immunforsvaret er nede i en kortere periode.

Det er fuldstændig de samme argumenter, vi hører i legaliseringsdebatten. Når vi snakker om cannabis, taler folk om alle fordele og ulemper ved legalisering. Men vi snakker aldrig om fordelene ved at legalisere doping.

Hvis man frigiver alle de her stoffer, kan man så ikke ende med, at sport bliver en konkurrence mellem læger og ikke atleter?
Det er det i forvejen. Enhver fodboldklub med respekt for sig selv har læger, biologer og diætister ansat. Selv når folk er dopet, er der jo andre forhold såsom træning, taktik, held og så videre, som har betydning for, hvem der vinder.

Er doping mere udbredt, end almindelige mennesker går rundt og tror?
Det ved jeg ikke. Men der er undersøgelser, der viser, at 50% af atleterne ved VM i atletik har taget doping indenfor et år. Så mange er dopet, at WADA venter længe med at offentliggøre resultaterne.

Annoncering

Tror du, der er en interesse i ikke at fange folk?
Det kan jeg ikke udtale mig om, men det er da påfaldende, at undersøgelserne ikke bliver offentliggjort før mange år efter. Jeg vil ikke sætte tal på, men der er selvfølgelig også mange atleter, der er dopet, som ikke bliver opdaget – Lance Armstrong blev testet omkring 300 gange og blev aldrig testet positiv, på trods af, at han anvendte doping i det meste af sin karriere.

Kan du forstå den indignation, cykelrytterne følte under Tour de France 1998, hvor de alle blev udstillet som nogle snydere?
Det kan jeg sagtens. Doping har været lovligt i cykling i mange, mange år. Min moralske forargelse over, at de doper sig, kan ligge på et meget lille sted. Ikke-sportsfolk har svært ved at forestille sig, hvor hårdt det er at være elitesportsudøver, og hvor meget der skal til for at være den bedste. Hvis du ved, de andre gør det – og man er under kyndig lægevejledning – så kan jeg sagtens forstå, man tager doping. Ellers kan man ikke være med på det niveau. Det er selvfølgelig snyd, hvis man bryder nogle regler, som sporten har opstillet, og derfor er det umoralsk. Men igen: Hvis reglerne ikke er etisk forsvarlige, så er min forargelse over, at de bliver brudt meget lille.

Som det er nu, benytter atleterne bare doping til en grænse, hvor de ved, at de ikke kan blive opdaget. Det kan være, at de stopper med at bruge stoffet op til et stævne, så det ikke kan spores, eller man kan tage mikrodoseringer af epo, hvor det kun kan spores i fire timer. Det kunne jo være sådan noget, der skete med Chris Froome (da han pludselig kørte fra alle i Giro d’Italia for nogle uger siden efter at have været nede under hele løbet, red.)

Annoncering

Folk doper sig først og fremmest, fordi det virker, og fordi der ikke er ret mange, der bliver opdaget

Er der ikke nogle etiske problemer ved at bruge doping?
Nogle siger, det er snyd at tage doping. Men folk i fitnesscentre snyder jo ikke. De vil bare gerne være større. Det er underligt, at folk godt må indtage tobak, hvor 5000 dør om året, og alkohol, som fører til 2-3000 dødsfald årligt, mens doping skal være strafbart. Der er også atleter, som er døde af doping – der var blandt andet en gruppe hollandske cykelryttere, der døde af epo i 80’erne – men det sker meget sjældent. Og det væsentlige i den sammenhæng er, at hvis doping havde været legalt, så var man gået til lægen, og han havde kontrolleret deres forbrug, så det ikke blev farligt. Især i fitnesscentre får folk ting, de ikke ved, hvad er, og i doser som de ikke har styr på. 20.000 unge, danske mænd tager sådan noget som anabolske steroider engang imellem. Så foregår det i omklædningsrummet, og de får det af nogen, som ikke er medicinsk uddannede. Hvis det er lovligt, fjerner vi også de kriminelle banders indtægt.

Det lyder lidt som nogle af de samme argumenter, som vi hører i debatten om legalisering af andre stoffer?
Det er fuldstændig de samme argumenter, vi hører i legaliseringsdebatten. Når vi snakker om cannabis, taler folk om alle fordele og ulemper ved legalisering. Men vi snakker aldrig om fordelene ved at legalisere doping. Man må gerne være uenig med mig, men jeg har ikke engang hørt argumenterne blive rejst. Da jeg begyndte at arbejde med det her emne, tog jeg hvert enkelt argument for forbuddet og pillede det fra hinanden. Da jeg havde gået det hele igennem, gik det op for mig, at der ikke var nogle argumenter for et forbud tilbage.

Folk doper sig først og fremmest, fordi det virker, og fordi der ikke er ret mange, der bliver opdaget. Hvis det var lovligt, ville atleterne bare også vide præcis, hvad de tog, så de ikke var til fare for dem selv.

Hvor ser du det største problem i dæmoniseringen af doping?
Det største er den ensidige fordømmelse. Intellektuelt, men også for de folk, som den gældende dopingpolitik går ud over, bliver vi nødt til at have en dialog. Det her tunnelsyn gavner ingen. Det største problem ude i virkeligheden er, at vi straffer folk for ting, som de ikke burde straffes for. Hvis voksne mennesker ved deres fulde fem, som monitoreres af læger, vælger at tage doping i forhold til de førnævnte sikkerhedsværdier, så skal de have lov til det.

Tak skal du have, Thomas.

Fri Doping – Et forsvar for en ny dopingpolitik udkommer 26. Juni på Forlaget Samfundslitteratur.