Munchies

Det her russiske firma sælger falske TripAdvisor-anmeldelser for 3500 kroner

Lyver russerne på nettet?? Aldrig har jeg hørt magen. Hent lugtesaltet, inden jeg dåner!

af Jelisa Castrodale
23 maj 2018, 6:30am

Foto via Flickr-bruger Luca Nebuloni / Redigering af MUNCHIES

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA

Okay, det her bliver nok svært at fatte, men der er åbenbart et russisk firma, der manipulerer med den information, vi finder online. Ifølge Reuters er der et marketing-selskab ved navn Bacon Agency, der har delt flyers ud på restauranter i adskillige af de russiske byer, der skal være vært for fodbold VM-kampe i næste måned. Bacon Agency tilbyder at poste så mange falske TripAdvisor-anmeldelser, der skal til, for at få stederne op på hjemmesidens top ti.

"Hvad kan du gøre, hvis der ikke er nogle serbere eller svenskere, der har besøgt din restaurant og efterladt en anmeldelse?" skriver firmaet på deres reklame. "Du skriver den selv!" (Det er selvfølgelig ret langt ude at gøre, men det er lidt hyggeligt, at de opfordrer til cyber-bedrageri ved hjælp af papir-flyers). Reuters kan fortælle, at firmaet for en pris på 35.000 rubler (omkring 3500 kroner) vil skrive den slags rosende anmeldelser, der kan få lange rækker af for eksempel danske roligans til at komme og spise et måltid mad, inden de skal ud og have "VODKA I RUSLAND!"

Direktøren for Bacon Agency siger, at de er klar over, at den slags er forbudt ifølge TripAdvisor, men han ved også godt, at restauranter gør det i forvejen, så han vil bare gerne være mellemmand. "Vi undersøger bare den her niche, fordi vi så en stor efterspørgsel. Det er ikke fordi, vi er dårlige mennesker, som opfordrer andre til at svindle," siger Roman Baldanov. "Alle restauranter ved, at anmeldelserne er fabrikerede, og der er mange, der bruger den her type service."

TripAdvisor vil ikke finde sig i det, og den amerikanske rejseportal siger, at Bacon Agencys beslutning om at reklamere for sig selv var at skyde sig selv i foden.

"Vi er store modstandere af, at man manipulerer med forretningernes bedømmelse på TripAdvisor," siger talsperson James Kay, til MUNCHIES. "Den form for service, der er beskrevet i Reuters-artiklen, betegner vi som anmeldelsesoptimering, og vi har et helt hold, der er dedikeret til proaktivt og ekstremt effektivt at fange enhver, der forsøger at markedsføre den slags. Siden 2015 har vi konfronteret over 60 forskellige firmaer, der gør sig i anmeldelsesoptimering for at sætte en stopper for deres aktiviteter. Disse virksomheder efterlader spor, fordi de er nødt til at reklamere for deres service til restauratører - sådan kan vores efterforskere finde frem til dem."

Baldanov påstår, at hans virksomheds falske anmeldelser er de bedste, fordi han har regnet ud, hvordan man kan snyde både TripAdvisors algoritmer og de efterforskere, de har ansat til at spotte falske kommentarer. (De er i øvrigt ikke særlig gode til at opdage fuldstændig opdigtede restauranter). Han lover, at hans snyde-anmeldelser kommer fra forskellige "IP-adresser, devices, browsere og styresystemer" og er "fyldt med autentiske detaljer fra menuen, lige såvel som 'ægte' fotografier, som vi beder dig om at tage".

Hvad sker der så, hvis en restaurant bliver afsløret i at gøre det her - om det så sker gennem Baldanov eller på eget initiativ? De vil modtage et åbent brev, hvor der står, at deres anmeldelser ser ud til at være fulde af løgn. "Vi straffer restauranter, der bliver taget i at benytte den slags service, og det er den bedste metode til at stoppe virksomhederne, fordi det hæmmer deres muligheder for at tjene penge," siger Kay.

"En af de voldsommeste straffe, vi kan give, er, at deres restaurant bliver udstyret med et rødt emblem på hjemmesiden. Det fungerer som en advarsel til kunderne om den aktivitet, vi har opdaget. Det er en mere effektiv straf end at fjerne restauranten helt fra TripAdvisor, for i nogle tilfælde vil virksomheden gerne slettes, så de undgår, at fremtidige kunder kan se de dårlige anmeldelser, de har modtaget fra tidligere kunder. I de fleste tilfælde er truslen om et rødt emblem rigeligt til at sætte en stopper for optimeringen."

Det er næsten forståeligt, at restauranter vil gøre alt, hvad de kan, for at udnytte en hel måneds internationale gæster. Det forventes, at VM bliver en virkelig god forretning for, ja, de russiske forretninger. Ifølge Associated Press vurderer turneringens arrangører, at landets BNP vil forøges med mellem 1,62 og 1,92 trillioner rubler (mellem 160 og 190 milliarder kroner) i perioden fra 2013 til 2023. Rusland fik tildelt værtsskabet til VM i december 2010, og det er første gang, at turneringen bliver afholdt i Østeuropa.

Heldigvis (eller uheldigvis) for TripAdvisors efterforskere virker det ikke til, at Bacon Agency har været særlig gode til at sælge deres falske anmeldelser. Baldanov siger, at virksomheden endnu ikke har haft nogen restauranter, der bed på det lyssky tilbud: "Det svar, vi fik, var: Ellers tak, det gør vi allerede selv i forvejen."