Annoncering
Hvad sker der

Hvad laver L.O.C., MC Einar, Chief 1, Jokeren, Marvelous Mosell og Tue Track sammen på det her billede?

Så mange danske rap-ikoner. Så mange spørgsmål.

af Noisey DK Staff
05 oktober 2018, 11:16am

Screenshot fra Tue Tracks Instagram.

Nogle gange er Instagram det ved min telefon, der frustrerer mig mest. Hvilket er ret imponerende, når man tænker på, at højtaleren lige nu er i stykker, så jeg kun kan tale med folk gennem et headset, som om jeg var ansat i TDC. Men det er desværre virkeligheden. Jeg bruger latterlige mængder tid på at trawle mig igennem stories og opslag fra mine venner, der er på ferie på Maldiverne eller er til privat træning, mens jeg selv sidder på mit kontor i fornægtelse over den begyndende voksenmave, der har udviklet sig, siden jeg blev 30.

Men visse øjeblikke, visse fantastisk smukke øjeblikke, er årsagen til, at jeg stadig har alle influenceres yndlingsmedie installeret. Og det er ikke den daglige byge af dank memes, slåskampe og kæmperøve, Worldstarhiphop lægger op.

Nej, vi taler om øjeblikke, som det Tue Track stod for i går aftes. Den danske producer, rapper og dj, der er en tredjedel af Malk de Koijn og i øvrigt producerede Marvellous Mosells debutalbum Magisk Mytisk Mageløs, postede pludselig et billede af sig selv midt i et veritabelt Avengers-hold af danske raps mest notoriske personligheder.

Hold nu fast: L.O.C. Tue selv. MC Einar. Chief 1. Jokeren. Og Marvelous Mosell.

Teksten til billedet var en opremsning af deltagerne på dette G6-møde med danske rapgiganter og en indikation af, at det hele har noget med dansk raps TV 2's 30-års-jubilæum at gøre.

Og det betyder selvfølgelig, at vi har en masse spørgsmål:

Laver TV 2 en Året der gik-møder-Toppen af poppen-version med dansk rap, hvor folk optræder med hinandens numre?

Hvor mange gange blev udtrykket "gamle dreng" udvekslet på den her aften?

Hvem af de her mennesker ville du helst spille som i GTA?

Hvad har MC Einar på?

Arbejder MC Einar i Mr. Jardex?

Hvad er Tue Tracks kæde lavet af?

Kunne det her være gæsterne i den bedste udgave af Jokerens Freakshow nogensinde?

Tror I, de snakkede om Niarn-dokumentaren?

Ved MC Einar overhovedet, hvem Marvelous Mosell er?

Hvem ville samle regningen op, hvis der var mad involveret i den her aften?

Hvem ville være den første til at shame Jokeren for taktisk at gå på toilettet lige inden regningen kom?

Hvorfor knytter L.O.C. sin venstre hånd?

L.O.C. knytter venstre hånd – men knytter han også højre?

Er Tue Track og Marvelous tvillinger, separeret ved fødslen?

Hvem er det her crews Pivert?

Eksisterer der noget mere ung far-agtigt væsen end L.O.C. anno 2018?

Hvem ville vinde i en Rap Far slåskamp mellem Jokeren og L.O.C.?

Er det et hul i knæet på Chief1s camo-pants?

Skal der være hul der?

Hvor stor er sandsynligheden for, at en eller flere af de her individer ikke har underbukser på?

Hvem er ældet med mest ynde her?

Ejer Marvelous tøj, der ikke er en del af et tracksuit?

Gør Tue Track?

Hvorfor er det ikke Jokerens PA, der har taget billedet?

Hvordan går det overhovedet med Jokeren og hans PA-situation?

Havde det her billede behøvet også at være på Jokerens Facebook-side? I sort/hvid?

Havde den sort/hvide Jokeren-repost behøvet at optræde med en Vi så oldschool vi er i Sort/Hvid-caption?

Har Chief 1 t-shirt på under den der hættetrøje?

Har Chief 1 overtaget Consol Solcenter-kæden?

For at finde ud af, hvad der egentlig foregår her, har Noisey taget kontakt til Mikkel Kehlet – manden, der har taget billedet. "Hehe 🙂", lyder svaret. Kryptisk.

Vi følger naturligvis sagens udvikling.