FYI.

This story is over 5 years old.

kriminalitet

Min tid som reporter i 'verdens farligste by'

Spanske Alberto Arce har et job, der lokalt er kendt som 'rød journalistik'. Det er ikke opkaldt efter den politiske vinkel, men efter alt blodet.
Illustration af Germán Andino

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Den spanske journalist Alberto Arce har arbejdet som udenlandskorrespondent i ti forskellige lande, fra Libyen til Mexico, men Honduras var uden tvivl det blodigste sted han besøgte, som ikke var en decideret krigszone.

I 2017 var der i gennemsnit 338 mord om måneden i landet, og mellem 2012 og 2015 - da tallet var endnu højere - var det Arces job at dukke op på gerningsstedet og hive informationer ud af modvillige politibetjente og paniske vidner. Et job, som de lokale kalder "rød journalistisk" på grund af alt blodet.

Annoncering

I sin nye bog, Blood Barrios: Dispatches from the World’s Deadliest Streets, tager Arce læseren på en rejse gennem nogle af de forbrydelser, han dækkede i Honduras' hovedstad, Tegucigalpa, og fortæller historier om at få tæsk af brutalt politi, mord, overfyldte fængsler, ungdomskriminalitet, kokainsmugling og afpresning. Når man tager historierne ind, skal man huske, at gennem hans jagt på sandheden har han trådt korrupte politikere og betjente over tæerne. Det har han gjort i det land, som har flest myrdede journalister per indbygger i verden (31 blev dræbt mellem 2010 og 2013, ifølge Journalists Without Borders), så man kan undre sig over, hvorfor Arce oprindeligt tog dertil, og hvordan han slap væk derfra i live.

Vi talte med journalisten, som i dag er professor, om en voldsepidemi i Honduras, og hvorfor det er direkte forbundet med os i Vesten.

VICE: Hej Alberto. Du har arbejdet som rapporter for Associated Press i Tegucigalpa i Honduras tilbage i 2012. Hvorfor tog du jobbet, og var du klar over, hvor farligt det var?
Alberto Arce: Der var ingen særlig grund ud over, at det var det eneste job, jeg kunne få på daværende tidspunkt. Jeg boede i Guatemala med min kone og vores barn, og jeg kunne ikke klare mig med den løn, jeg havde. Jeg var overhovedet ikke klar over situationen i Tegucigalpa. Da jeg undersøgte det nærmere, og det gik op for mig, at det var et ret problematisk sted at være med familien, havde jeg godt på fornemmelsen, at det ville blive en svær opgave, men hvis man har brug for arbejde, må man tage, hvad man kan få. Så jeg flyttede dertil med min kone og vores barn. Der er ikke meget, man kan gøre for at være i sikkerhed i Tegucigalpa – man leder bare efter andre mennesker, der er ligesom en selv og bor et sted, hvor man føler sig sikker, selvom det ikke betyder, at man er det. Jeg boede der i tre år, indtil min arbejdsplads besluttede, at min familie var for nemt et mål, og at det ikke var risikoen værd.

Annoncering

"Jeg spurgte politiet: "Hvorfor græder han?" Politiet svarede: "Han græder, fordi han ved, at vi normalt dræber dem, men vi slår ikke ham her ihjel, for du er her."

Hvis man ikke har hørt om "rød journalistik" før, kan du så forklare, hvad det er?
Hvis du er udenlandsk korrespondent i Tegucigalpa eller i San Pedro Sula, og du vil vide, hvad der foregår, er du nødt til at være på gaden og følge sporet fra forbrydelserne, og det vil sige, at man må springe ind i politibiler eller følge efter ambulancer, der kører til gerningssteder. Når man kommer frem, har man begyndelsen af historien, og ved at stille spørgsmål kan man træde et trin op og finde hoved og hale i alle løgnene og forklaringerne.

Hvornår erkendte du første gang, hvor voldsom en situation, du havde sat dig selv i?
Klokken et om natten var jeg ude med en patrulje og så et bandemedlem fra MS13 blive anholdt af politiet. Han lå på knæ med hænderne i håndjern og græd. Jeg var chokeret, så jeg spurgte politiet: "Hvorfor græder han?" Politiet svarede: "Han græder, fordi han ved, at vi normalt dræber dem, men vi slår ikke ham her ihjel, for du er her." Jeg havde været i landet i to uger, og en politimand fortæller mig helt åbent, at de dræber kriminelle. I det øjeblik gik det op for mig, hvad jeg havde rodet mig ind i, men det tog mig halvandet år, før jeg kunne skrive en ordentlig historie om politibrutalitet.

Hvad gik historien ud på?
Jeg åbnede avisen en dag og så et billede af et bandemedlem, der blev tortureret af politiet, så næste dag gik jeg på jagt efter offeret. Jeg gik ud fra, at han var i live, fordi han var blevet anholdt, men jeg fandt ud af, at han var forsvundet. Jeg fandt ud af, at politiet tog billeder, når de smadrede de her folk, og delte dem med lokale fotografer, og en journalist fra den største lokale avis havde offentliggjort billedet ved en fejl. Jeg tog ud for at tale med ham, men han sagde, at han var blevet truet til tavshed. Der er et vanvittigt forhold mellem de lokale journalister og politiet, hvor de deler informationer og betragter bandemedlemmerne som trofæer. De er syge: Politibetjente, journalister, fotografer - de spiller alle sammen et spil, hvor de deler billeder af lig.

Annoncering

Hvorfor gør de det?
Lad os bare sige, at der er en generel overbevisning om, at bandemedlemmer skal udryddes, og det er de fleste mennesker enige om: De politimænd, der gør det, de politikere, der tillader det, og samfundet generelt. Som en del af samfundet har du journalister, som beslutter sig for ikke at stille nogle spørgsmål, fordi de er betalt af politikere og politibetjente, men også fordi de er enige i, at det er en god idé at lave den her form for social udrensning. Ingen er interesserede i at stoppe det.

Du taler om, at korrupt journalistik eksisterer, og hvor farligt det kan være. Blev du nogensinde truet, og var der nogen, der forsøgte at bestikke dig?
Der var aldrig nogen, der forsøgte at bestikke mig. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg fik heller ingen direkte trusler. Men der var mange omkring mig, som blev ved med at sige: "Hvis du fortsætter på den her måde, ender du i problemer." Man hører det så mange gange, at det begynder at gøre indtryk. Nogle mennesker siger det, fordi de elsker dig og er bekymrede, mens andre siger det for at skræmme dig. Efter to eller tre år er der rigtig mange mennesker, som ikke længere vil snakke med dig. Du føler dig isoleret. Men i forhold til fare er den ubehagelige virkelighed på gaden, at mange bliver dræbt, bare fordi nogen vil stjæle deres penge, deres telefon eller deres rygsæk. Det kan ske for alle, uden der er nogen grund til det.

Når du arbejdede med informanter, var du så bange for, at andre ville få dig i problemer?
Jeg lavede et langt interview med en advokat for en bevægelse af bønder, og han blev dræbt to dage efter vores samtale, men jeg tror ikke, det havde noget med mig at gøre. Det er jeg ret sikker på. Men man vænner sig til, at de folk man snakker med, bliver slået ihjel senere - det må man leve med. Et af problemerne i Honduras er, at man aldrig ved, hvorfor folk bliver dræbt.

Annoncering

Sammen med El Salvador har Honduras den højeste mordrate i verden. Hvem bliver dræbt?
Selv når man har en mordrate som den i Honduras, hvor 7000 mennesker bliver slået ihjel hvert år, så kan man ikke bare gå ud fra, at de alle sammen er kriminelle - nogle af dem er bare almindelige mennesker på gaden. Men selv hvis man er kriminel, er det ikke det samme, som at man fortjener at dø. Man kan simpelthen ikke tillade sig at sidde i USA eller Europa og dømme de her teenagere, som bor i den vildeste fattigdom og ikke har nogen fremtidsmuligheder, når de vælger at blive en del af organiseret kriminalitet. Hvis du kan tjene det samme på at transportere en stor klump kokain ti kilometer en enkelt gang, som du kan på et helt års arbejde på fabrik 14 timer i døgnet, så gør du det. Sådan fungerer kapitalisme: Det gælder om at tjene mest muligt med den mindste indsats på kortest tid.

I bogen siger du, at hver eneste bane kokain i Vesten er et dødsfald i Honduras. Kan du forklare lidt mere om det?
Jeg vil gerne slå fast, at jeg ikke moraliserer, og jeg dømmer heller ikke dem, der tager stoffer - det gør jeg også selv - men vores forbrug har konsekvenser. Honduras befinder sig geografisk mellem Columbia og Venezuela på den ene side, og USA på den anden, så det spiller en logistisk rolle, når stofferne skal transporteres. Kokain ankommer med båd eller fly til Mosquito-kysten i Honduras, og derefter bliver det kørt gennem Mexico og ind i USA. Banderne kæmper om kontrollen over ruterne, men de bestikker også politi, soldater, ministre og præsidenter for at sikre deres overskud. De efterlader landene ødelagte, hvor alle prøver at få en bid af kagen ved at afpresse, stjæle og kidnappe. Så der er en direkte forbindelse mellem brugen af kokain i en tilfældig amerikansk by og vold i Honduras. Men det er samme problem, som hvis du køber billigt tøj i Zara eller H&M, som er lavet af arbejdere, som lever under elendige forhold. Det skal vi være bevidste om.

Annoncering

SE MERE OM HONDURAS:


Når systemet er korrupt, banderne har masser at lave, og mordraten er så høj, er der så noget håb for fremtiden?
Jeg er meget pessimistisk af natur, så jeg kan ikke se, hvordan det skulle blive bedre. Det der sker lige nu er, at Honduras udvikler sig til at blive et autoritært regime, der er kontrolleret af hæren og politiet. Formelt er det et demokrati, men det kommer tættere og tættere på at være et diktatur. Det er en udvikling, der er kommet langsomt. Det bliver værre og værre i forhold til korruption, militærets kontrol og et nationalistisk parti som styrer landet sammen med hæren og USA. Den officielle mordrate er faldet, men det tror jeg ikke på. Vi har brug for at land, hvor loven faktisk betyder noget, ellers ender vi i en umulig situation.

Du siger, det er løgn, når journalister påstår: "Vi arbejder, så verden kan kende sandheden". Tror du på det?
Jeg ville ikke sammenligne mig selv med lokale journalister, men man skal tage en beslutning om, hvem man vælger at være her i livet. Jeg tror ikke, det gør en forskel, men jeg er her for at bevidne, hvad der foregår. Hvis du læser min bog om Honduras og befinder dig i USA, vil jeg have du forstår, at den person, der står og vasker op i en restaurant uden opholdstilladelse, er en borger med de samme rettigheder som dig. Han forlod Honduras, fordi han ikke kunne bo der, og ofte, når politikerne sender indvandrere 'tilbage hvor de kommer fra', sender de dem tilbage til at dø. Som jeg ser det, er det fascisme.