Illustration: Nicolai Bruun.

Mdma hjalp mig med at få min PTSD under kontrol – men det var nær gået galt

I den seneste tid har mdma fået skylden for flere unge danskeres dødsfald, men for mig var stoffet en form for åbenbaring, der sidenhen kom ud af kontrol.

|
05 marts 2018, 8:11am

Illustration: Nicolai Bruun.

"Kan du se vandfaldene?" spørger min kæreste, mens han peger på min pænt vandfaldsfrie hvide stuevæg. Før jeg ved af det, sidder han og vender det hvide ud af øjnene, mens han stønner "Jeg føler mig som en 70'er pornostjerne," efterfulgt af en dybt euforisk og konstant brummen.

En halv time før havde vi knust 500 mg mdma-krystaller til fint pulver, delt det op i to bidder à 250 mg (dengang vidste jeg ikke, at det er en vanvittigt høj første dosis) og blandet det i hvert vores glas vand for så at bunde. Det var den 6. oktober 2017 og første gang, jeg prøvede hårde stoffer. Det var ikke tilfældigt, at det blev mdma.

Jeg har flere psykiatriske diagnoser, men for fem år siden blev der tilføjet en voldsom omgang PTSD til samlingen. Jeg kunne ikke gå uden for en dør uden at se min voldsmand i menneskerne omkring mig: Ham dér har samme ører, hende dér går på samme kejtede måde. Jeg var konstant hjemsøgt af min fortid, der gjorde alt i dens magt for at ødelægge min nutid. Den regionale psykiatris indsats var knap så imponerende, så da jeg læste om de amerikanske MAPS-studier med mdma til behandlingsresistente PTSD-patienter, blev jeg nysgerrig. Men det var jo stadig narkotika, og det havde mine forældre lært mig, at jeg skulle holde mig langt fra.

Man snakker om gateway drugs, men i mit tilfælde var det gateway-people. Mdma var up-and-coming i min omgangskreds i København anno 2013, og selv mine mest uskyldige og lovlydige venner var lige pludselig godt i gang med krystallerne. Det skærpede min interesse, så jeg spurgte min meget uortodokse psykiater til råds, og han gav mig grønt lys til at prøve mig frem selv.

Problemet var, at jeg er så nørdet af udseende og adfærd, at jeg, som måske den eneste unge i København, aldrig er blevet tilbudt stoffer i byen; jeg var super game på selv at prøve mdma, men jeg kunne ikke finde en dealer, som jeg stolede på.

Mdma-drømmen røg på hylden, indtil jeg i efteråret '17 fik fat på en lille pose med rørsukkerbrune krystaller. Og dér sad vi så i min stue, min kæreste og jeg, med 250 mg knuste krystaller mdma i maven. Pludselig skyllede en tsunami af kærlighed og harmoni ind over mig, og vi brugte hele natten på at holde i hånden og snakke om vores mørkeste traumer.

To opringninger til 112 og nogle timer senere var det værste gået over, og tilbage lå et snifferør, som var proppet med kokainrester.

At være på mdma er noget særligt. Alle paraderne er sænket, og når det er rigtig godt, rammer euforien som en frontal påkørsel. Al stimulation er lige dét bedre. Musik har aldrig lydt lækrere i dine ører på trods af det konstante baggrundsbeat fra dine kampklaprende kæber; din kærestes usammenhængende kærlighedserklæringer kører på loop og har aldrig været ærligere; du er i trance, mens dine udspilede pupiller følger bevægelser og farver i dine omgivelser, som var det første gang, du åbnede øjnene. Alt falder på plads. Alt skal nok blive okay. Alt er okay. Sådan føles det i hvert fald.

”En håndfuld timer på mdma er som ti års terapi”, blev én af forsøgspersonerne i MAPS-studierne citeret for. Det kan jeg kun nikke genkendende til, for du kan ikke gøre andet end
at overgive dig til strømmen af dyb empati og intimitet, der følger med rusen. Din fortids smerter kan ikke længere holde dig tilbage, og du kan bearbejde det, der gør allermest ondt. Det er i mine øjne grunden til, at mdma brillerer som terapeutisk værktøj.

I begyndelsen af året blev jeg erklæret PTSD-fri af min psykiater.

Meldingen kom samtidig med, at mit forhold til emma havde udviklet sig fra uskyldig flirt til stormfuld romance.

Mdma tapper din hjernes dopamin- og serotoninlagre, så det er vigtigt at vente noget tid mellem hver omgang, men kombinationen af, at jeg på andet år kæmpede med en konstant psykose samt en heftig depression, og at jeg kunne mærke bedringen i min PTSD snegle sig frem for hver mdma-session, kunne jeg ikke sige nej, og jeg endte med at tage stoffet ni gange i løbet af tre måneder.

En onsdag i januar er min kæreste og jeg ude at gå en tur i mit nabolag, mens vi venter på, at virkningen sætter ind. Det er første gang, vi er på mdma uden for min stues trygge rammer. På vejen slår vi et smut forbi den lokale Baby Sam-butik for at købe nogle sutter, som skal beskytte vores snart udsatte kæber, og mens vi står i den lange kø til kassen, reflekterer jeg over, hvor jeg er i mit liv: ’Hvornår blev jeg sådan én, der er på stoffer i en Baby Sam?’

"Du er ude på dybt vand. Du dør af et hjerteanfald, mens du sover," siger en bekymret veninde, da jeg få dage efter erkendelsen i Baby Sam fortæller hende, at jeg skal tage mdma igen samme aften. Formaningerne preller af på mig, for jeg har gjort min research og ved, at man ikke kan dø af mdma i sig selv – men det første har hun ret i.

Gateway-people ledte mig til mdma, og mdma blev mit gateway-drug – hvad var der ellers
derude? Porten til en verden af hård narkotika var åben. Jeg prøvede kokain i december, og selv om min debut var en 2/10-oplevelse, tog jeg det igen i februar, og der blev jeg blæst helt omkuld. Ud på natten fik min kæreste for meget kokain i sig, og lige pludselig kunne han ikke mærke den venstre side af sin krop og fik spændinger i brystet.
To opringninger til 112 og nogle timer senere var det værste gået over, og tilbage lå et snifferør, som var proppet med kokainrester. Om morgenen fiskede jeg røret op af skraldespanden, sniffede indholdet op i næsen og lagde tre timer til en i forvejen lang nat.

Da jeg sad søvnløs tilbage i min stue, alene og hungrende efter mere kokain, gik det op for mig, at mit forbrug af stoffer ikke længere handlede om at takle mine psykiske problemer – mine månedlange narkoeksperimenter var blevet til en flugt uden formål.

Jeg har nu fuldkommen skiftet strategi, når det kommer til stoffer, også mdma. Det kunne være endt galt, det kunne det virkelig, og det var det allerede godt i gang med. Hvor meget det har ædt af mit socialliv, min moral og mit helbred, ved jeg ikke, men det var tæt på at få fingrene i mig. Om jeg vil tage mdma og andre stoffer igen? Ja. Men der kommer til at gå lang tid, før det sker, og når det sker, bliver det med helt andre briller på. Jeg er nu udstyret med et testkit for at tjekke, at det, jeg propper i mig, virkelig er mdma, og ikke noget, der sender min 26-årige krop i graven, og jeg har hylden fyldt med vitaminpiller, vandopløselige elektrolyttabletter og antioxidantsammensætninger, der minimerer skadevirkningerne. Men mest af alt har jeg fået respekt for, hvor hurtigt man kan blive hooked på en kemisk lykkefølelse.

Stoffer kan være sjove, stoffer kan være helbredende, stoffer kan alt muligt, men de kan også gribe hårdt fat og gøre uoprettelige skader; alt med måde – det er mit nye mantra.

Artiklens forfatter er anonym, da hun ikke ønsker at kriminalisere sig selv. Redaktionen er bekendt med forfatterens fulde identitet.

Kig forbi 'Safe Sesh', vores tema om stoffer og harm reduction, her.