Bullshit-præsidenten Makrellens begravelse. Forrest til højre bærer Pia Soldtved Larsen kisten. Foto fra bogen 'Bullshit'. 

Rockerne i Bullshit ejede deres kærester. Nu fortæller kvinderne deres egen historie

De fik et par på kassen, når kæresten blev jaloux, men var heller ikke selv for fine til at bide øret af en rival. Og så er de, i modsætning til deres mænd, stadig i live.

|
feb 5 2018, 9:46am

Bullshit-præsidenten Makrellens begravelse. Forrest til højre bærer Pia Soldtved Larsen kisten. Foto fra bogen 'Bullshit'. 

I 1986 boede journalist Camilla Stockmanns far i et hus på Kirkegårdsvej på Amager. Året forinden havde rockergruppen Bullshit lejet en ejendom på vejen, som de brugte som klubhus. Gruppen befandt sig på det tidspunkt midt i Danmarks første rockerkrig, og mange af Bullshits ledende medlemmer var blevet dræbt. Den 12-13 årige Camilla så en dag en rocker sidde på en bodega i Amagercentret og drikke en Cocio. Blandingen af chokodrik og lædervest forvirrede hende. Men hun var alligevel mest forundret, når hun så rockerne ude foran klubhuset sammen med deres koner og kærester.

“Jeg syntes, de lignede sådan nogle monstre med grimme veste. Tydeligvis beskidte og i dårlig form. Men de tiltrak sådan nogle flotte kvinder,” husker hun.

Omkring 20 år efter – i 2015 – besluttede Camilla Stockmann sammen med sin mand, journalisten Janus Køster-Rasmussen, at skrive bogen om de store tabere af Danmarks første rockerkrig: Rockerbanden Bullshit. Bullshit udkom i oktober sidste år, og i januar vandt Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen den prestigefyldte Cavlingpris for deres arbejde med bogen.

“Jeg vidste fra starten, at jeg ikke ville skrive bogen, hvis ikke kvinderne spillede en stor rolle i den. Jeg gad simpelthen ikke skrive en eller anden helteberetning om store mænd og deres våben, biler og æresbegreber,” siger hun.

Det er også derfor, at det første ord i bogen ikke er Høvding eller Jønke eller Makrellen. Det er Pia. Pia Soldthved Larsen var Bullshit-præsidentens unge kone, og i modsætningen til sin mand overlevede hun til at fortælle sin historie. Pia Soldthved Larsen har i offentligheden været kendt som Makrellens Enke eller Den Sorte Enke, men Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen ville gerne bryde med portrætteringen af rockerkvinderne som betydningsløse bipersoner, der kun havde identitet i kraft af deres mænd.

“Vi glemmer ofte kvinderne, når vi skal beskrive de her mandsdominerede miljøer. Men man mister mindst halvtreds procent af fortællingen, hvis man ikke hører deres stemmer. På et tidspunkt overvejede jeg endda, om vi skulle lave bogen udelukkende fra kvindernes synsvinkel.”

Under sin research oplevede Camilla Stockmann, at kvinderne var fantastiske fortællere. “Det er, som om kvindernes erindring er anderledes. Mere sansemættet,” siger hun.

Historien om Bullshit er en fortælling om nogle unge mænd – de fleste fra voldelige hjem – der i løbet af 70’erne finder sammen og danner en rockergruppe. Voldsparate, fællesskabssøgende unge mænd. Og selv om personerne i bogen har øgenavne som Makrellen, Pagaj-kaj, Gokke, Pip og Bacon, så kan komikken ikke dække over, at de var en del af Danmarks allermest kriminelle miljø.

Bullshit på tur. Til venstre kører Makrellen med Pia bagpå. Billede fra bogen 'Bullshit'.

Det var dengang i 70’erne og 80’erne, da København var noget helt andet end i dag. På Vestamager boede man i tilfrosne kolonihaver på uasfalterede veje, og Jægersborggade var et kriminelt arnested uden kaktusforretninger og grød til 70 kroner. Spunk Bar på Istedgade er måske noget af det eneste, der ikke har ændret sig radikalt siden.

Det var i den by og i den tid, at Danmarks første rockerkrig udfoldede sig, og ti mænd blev dræbt i perioden 1977-1987. Bullshit tabte krigen og blev opløst, men grupper af mænd, der kæmper om ære, territorier og penge, er et tema, der kan laves et utal af variationer over. Senest så vi det i bandekonflikten på Nørrebro.

Bullshit var måske nok en atypisk rockerklub, fordi dens medlemmer var yngre, mindre hærdede og dårligere organiserede end rivalerne i Hells Angels. Men én ting havde gruppen til fælles med andre rockerfællesskaber: Den var udelukkende for mænd. En af de andre klubber, der eksisterede på samme tid som Bullshit, hed ganske enkelt Fallos.

I Bullshit måtte kvinder ikke være medlemmer, de måtte ikke stå bag baren, de måtte ikke stemme. De måtte til gengæld gerne stå på “Prærien” på Christiania og sælge hash og aflevere en del af overskuddet til klubben. De måtte også gerne få et par på kassen, hvis de ikke opførte sig ordentligt. De måtte gerne sidde bag på mændenes motorcykler, men fordi de skyggede for mændenes rygmærker, skulle de selv bære et mærke, hvorpå der stod: Property of Bullshit.

“Det var jo et enormt patriarkalsk og gammeldags system, de havde i Bullshit. Og det er også derfor, at kvinderne så sjældent har været beskrevet. De havde ikke noget at skulle have sagt. De var nederst i hierarkiet. Men de var der jo. Og det var jo også dem, der mistede. Deres sønner, deres kærester og mænd, deres brødre,” siger Camilla Stockmann.

“Det viste sig jo også, at selvom kvinderne ikke havde nogen formel magt, så vidste mange af dem alligevel alt muligt om, hvad der foregik i klubben. Særligt Pia har været en fantastisk videnskilde.”

Camilla Stockmann nævner selv inspirationen fra den hviderussiske forfatter og nobelprisvinder Svetlana Aleksijevitj, der brugte adskillige år på at dokumentere de sovjetiske kvinders oplevelser som en del af Den Røde Hær under 2. Verdenskrig. I sit forord til bogen Krigen har ikke et kvindeligt ansigt skriver Aleksijevitj:

“Jeg vil endda sige, at den kvindelige krig er mere skræmmende end den mandlige.”

Og det er skræmmende at sidde ved siden af sin mand i et folkevognsrugbrød, mens et 23-årigt Hells Angels medlem likviderer ham med et Stengun-maskingevær gennem forruden. Det var det, som 22-årige Pia oplevede i 1984, da HA'eren Jønke myrdede Makrellen.

“Hun husker den her traumatiske situation så klart. Hvordan småsten knaste under Jønkes sko, den 10-årige pige, der have overværet drabet, og som kiggede på hende med sørgmodige øjne, at sidde i forhørslokalet med bh’en fyldt med hash. Hun tog ligesom alt ind dengang – og siden har hun været udmattet,” siger Camilla Stockmann.

Pia og Henning ("Makrellen") som unge. Billeder fra bogen 'Bullshit'.

Pia Soldthved Larsen var kun 16 år, du hun blev kæreste med Makrellen, hvis borgerlige navn var Henning Norbert Knudsen. Pia kom fra et hjem, hvor hendes far slog hende ofte og hårdt. Meget kort inde i forholdet til Makrellen nikkede han hende en skalle og flækkede hendes øjenbryn på Vesterbrobeværtningen Libelle, fordi han var jaloux. Volden i Pia og Makrellens forhold fortsatte i et par år, men derefter lærte Pia, hvordan hun undgik at gøre Makrellen vred. Han var – i modsætning til faren – ikke fuldstændig utilregnelig.

“Måske kan jeg bedst forklare det sådan: Jeg stoppede først med at tisse i sengen om natten, da jeg lærte Henning at kende. Jeg faldt til ro. Det gav mig en enorm tryghed at være sammen med en rocker,” fortæller Pia i bogen.

Og det var særligt kvindernes forhold til vold, som Camilla Stockmann havde svært ved at forstå, mens hun arbejdede på bogen.

“For mange af os ville det have været en meget brat overgang fra et ikke-voldeligt miljø til et rockermiljø. Men mange af de her kvinder har været vant til volden, siden de var børn. De søgte ikke volden, de kunne ikke lide den. Men det har bare ikke været ligeså chokerende for dem, som det ville have været for mig,” siger Camilla Stockmann.

“Pias vej ind i rockermiljøet var også en form for frigørelse fra faren. Men det var en frigørelse i kraft af vold. Faren var bange for Makrellen, og det betød meget for hende.”

En anden kvinde, der spiller en stor rolle i bogen, er Betina Andersen. Betina var en tyveårig christianit, som solgte lidt hash på Staden for at tjene penge til at rejse til Spanien. Men i 1980 forelskede hun sig i den smukke Bullshit’er Gnid, og de blev kærester.

Betina og Steen (Gnid) bliver kærester, da Betina er 20 år. Billede fra bogen

Betina kunne som kvinde ikke blive medlem af Bullshit, men hun oplærte blandt andet Pia i at sælge hash og med tiden satte Bullshit sig på en stor del af hashsalget på Christiania. Det gjorde dem blandt andet i stand til at købe deres første rigtige klubhus.

Betina levede ligesom Pia i et forhold, der balancerede i det sære spektrum mellem vold og ømhed. Gnid slog indimellem Betina, men han hentede også risalamande til hende, da hun under sin graviditet pludselig fik trang til juledessert. Parrets første barn, Cindie, blev født i 1983.

Da Cindie var syv måneder gammel, blev hendes far stukket ihjel på værtshuset Søpromenaden på Østerbro, mens han var ude og drikke med sine venner. En anden Bullshitrocker mistede også livet den aften. Omtrent ni måneder senere fødte Betina parrets anden datter.

“Mens andre børn er bange for monstre og spøgelser, så havde Gnid og Betinas datter, Cindie, mareridt om, at Blondie – HA-rockeren, der dræbte hendes far – skulle komme og slå hende ihjel. Det siger lidt om, hvordan den her slags vold spreder sig som ringe i vandet og påvirker alle,” siger Camilla Stockmann.

Den forråelse, der skete hos mændene, skete også hos kvinderne. Gradvist lærte de voldens sprog og dens logik.

Pia blev på et tidspunkt bidt i brystet af en kvinde til en fest i Albertslund, og en nat gav Makrellen Pia et form for grundkursus i at slås. Men hun havde svært ved at kontrollere volden, når hun var fuld. Det endte med, at hun bed et øre af en kvinde fra en anden klub og blev dømt for vold.

“Det har været meget fascinerende at følge den radikalisering, der også skete hos kvinderne. Hvordan de lærte volden, hvordan de tog imod den, og hvordan de udøvede den. Men også hvordan de slap ud af den igen. I dag skammer de sig meget over, at de sloges på den måde,” siger Camilla Stockmann.

Både Betina og Pia var meget unge, da de mistede deres mænd i rockerkrigen. De er mærkede med noget, som sidder bedre fast end stoflapper bag på læderveste. Bullshit gik langsomt i opløsning efter mordet på Makrellen, og både Pia og Betina forlod gruppen efter noget tid. Men det var vanskeligt, for Bullshit var blevet familie: De holdt jul sammen, tog på ferier sammen og var gudmødre og gudfædre for hinandens børn.

Bogens undertitel er “Fortællingen om en familie”. For det er sådan, de tidligere medlemmer beskriver klubben, og det er det, der gør den slags fællesskaber så tillokkende ifølge Camilla Stockmann.

“Jeg tror, at det for mange bunder i et ret menneskeligt ønske om at høre til. Derfor har de her grupper en meget stærk tiltrækningskraft. De tilbyder et fællesskab, en identitet og følelsen af, at nogen afhænger af en,” siger hun.

Bander har altid lånt fra familiens strukturer og dens hierarki – endda fra dens alfabet. Loyal to Familia og Brothers for eksempel. En del af Bullshits medlemmer kom ud af rockermiljøet ved at skabe deres egne familier, få kone og børn. Men mange kunne ikke slippe klubben, fordi den var det eneste, de havde.

“Kvinderne klarede sig generelt bedre end mændene. De formåede at lægge volden bag sig. Men alt, der skete dengang, har påvirket resten af deres liv.”

Mere VICE
VICE kanaler