Uddannelse

Min tid på study drugs sluttede brat, da jeg fik en blodprop

Min ADHD-diagnose fik mig til at tro, at Ritalin var opskriften på en god uni-oplevelse. Indtil den dag en blodprop i øjet fik mig til at tvivle på pillerne – og diagnosen.

af Anders Højberg Kamp; billeder af Hedda Rysstad
11 september 2018, 10:12am

"Jeg blev sendt på Glostrup Hospital for at få scannet min hjerne. Den taxatur var lang," fortæller Anders, der stoppede med at tage Ritalin, da han fik en blodprop. 

Min første recept på Ritalin, fik jeg efter en samtale hos en psykolog på Psykiatrisk Center i København for 11 år siden. Jeg var 21, og jeg skulle med al sandsynlighed begynde på humanistisk basis på RUC – via kvote 2.

Jeg havde bedt min læge om en samtale hos en psykolog, fordi jeg ville finde ud af, om jeg havde ADHD. Mistanken var blevet rejst en gang tilbage i folkeskolen. Jeg havde koncentrationsbesvær, og lærerne beskrev mig som rastløs, drømmende, umiddelbar. Bagefter fulgte gymnasiet, hvor jeg på hvert af de tre år havde et sted mellem 15 og 25 procents fravær.

“Du er aldrig til mine timer. Går du stadig på gymnasiet?” ringede min historielærer Jim og spurgte midt i 2.g, da mit fravær lå på omkring 40 procent en måned.

“Jamen, har haft det svært,” sagde jeg til den gode rektor Jannik på hans kontor. Jeg fik talt mig ud af fuldt pensum, for mit hoved var trods alt ikke helt tabt bag en studentervogn.

Så da jeg endelig sad hos psykologen, kort inden jeg skulle begynde på uni, ønskede jeg mig faktisk en diagnose. Jeg skulle for helvede kunne klare universitetet bedre end min rastløse, umodne gymnasietid.

Jeg husker, at psykologen – efter at have lyttet til mine historier om fravær og manglende fokus i en time – spurgte, om jeg ikke ville prøve piller.

“Piller?”

Pillerne var noget, der hed Ritalin, sagde han. Det var i 2007, og brugen af Ritalin til behandling af børn med ADHD var eksploderet op gennem 00'erne. I de år begyndte der også at dukke historier op, mest fra USA, om at ADHD-medicin kunne bruges som andet end medicin – men fænomener som ‘smarts drugs’ var endnu ikke almindeligt kendt her i Danmark.

Psykologen fortalte mig, at pillerne ville give mig koncentration og fokus. Han sagde, at jeg ville kunne lave mine ting ligesom alle andre.

“Så vil du prøve pillerne?” spurgte psykologen igen.

Jeg forlod Psykiatrisk Center uden at vide, at jeg havde fået fingrene i et study drug.

Ritalin – i daglig tale også hjernepiller og diæt-coke – består af methylphenidat, der øger dopamin-aktiviteten, og bliver ofte sammenlignet med methamphetamin.

De seneste 10 år, tyder meget på, at markedet for Ritalin er eksploderet yderligere. I 2007, da jeg købte Ritalin første gang, blev der ifølge medstat.dk solgt for 65 millioner kroner ADHD-medicin. I 2016 lød tallet på 384 millioner kroner. Altså en omsætning på seks gange så meget. I alt viser tallene, at 43.492 personer modtog ADHD-medicin i 2016. I 2007 var jeg én af bare 11.867.

I dag er Ritalin også bare ét blandt flere study drugs, som er let at skaffe på det sorte marked, og op mod hver 10. danske studerende har forsøgt sig med Ritalin eller et andet præstationsfremmende stof i forbindelse med eksamenspres. Ifølge foreningen Giftlinjen bliver det endda solgt i skolegården som et slags mindre farligt alternativ til amfetaminen på gadeplan, der kan være urent og blandet med fyldstoffer.

Kapslerne, jeg dengang fik på recept hos min psykolog, hedder Ritalin Uno og kommer oftest mellem 10 og 60 mg. Jeg begyndte på en stærk dosis.

Et billede af Anders på gaden i København
"Mirakuløst – det var øjenlægernes ord – fik jeg det meste af mit syn tilbage, så jeg i dag kan se med en god del af mit højre øje."

For mig lød det som et paradoks, at ‘uppers’ – speed på recept – kunne gøre ADHD’ere rolige, tænkte jeg på vej til min filosofi-klasse på Københavns VUC samme aften.

Jeg husker tydeligt timen, hvor jeg sad med tunnelsyn og kiggede på tavlen. Normalt ville en vippende stol have stjålet al min opmærksomhed. Men på piller gik læren om nytteværdi, frihedsprincipper og Peter Singers filosoferen om vegetarisme rent ind.

Jeg var som paralyseret af den rødskæggede lærers snak. Efter timen kom han over. “Jeg er glad for, du følger så godt med i mine timer,” sagde han.

“Tak,” var det eneste, jeg kunne fremstamme, mens jeg stod og så elever gå forbi som i slow motion i, hvad der for mig føltes som en form for virtuel virkelighed.

Den næste uges tid fik jeg samme fornemmelse, hver gang jeg spiste pillerne – samtidig med at de gav mig det lovede kick af koncentration. Jeg blev ikke længere distraheret. Det virkede. Også i fritiden.

I stedet for at sidde på MSN Messenger hele natten, kastede jeg mig over bogreolen: Hermann Hesse, Albert Camus, Henry Miller, Dan Turell. Jeg nåede igennem hele årtier på den tid, det før ville have taget mig at læse et kapitel. 60’erne og 70’erne var det vildeste, og jeg kunne slet ikke få nok. Hold kæft for et udsyn. Musikken dykkede jeg også dybere ned i, og jeg kunne sidde og lytte intenst i timevis. Jimi Hendrix, Pink Floyd, Bob Dylan, The Doors. Og Steppeulvene, Dream City, CV Jørgensen, TømrerClaus.

Pillerne havde nu for længst overbevist mig om, at jeg måtte lide af ADHD. Ritalinen gjorde, at jeg nu havde det lige så nemt som alle andre, tænkte jeg, mens jeg fik flotte karakterer på både VUC og RUC."

Det var først langt senere, at jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved diagnosen – og dermed baggrunden for, at jeg nu regelmæssigt gik rundt og indtog præstationsfremmende piller.

Meget tyder på, at Ritalin i mange tilfælde bliver udskrevet alene på baggrund af relativt normale opmærksomhedsforstyrrelser. Andre snyder sig til det. Det interessante er, at præparatets effekt tilsyneladende virker for alle uanset diagnose. Ifølge en undersøgelse opnår 70 procent af alle mennesker ligefrem en indlæringsforbedring ved brug af Ritalin.

Ritalin er altså et præstationsfremmende stof for alle. Det vil sige, at jeg i dag ved, at pillerne har forbedret min indsats på uni – uanset om jeg har ADHD eller ej.

Det bekræfter overlæge Per Vendsborg fra Psykiatrifonden, da jeg ringer til ham.

“Jamen, du har ret i, at der er et overlap mellem den virkning, man ser hos de normale, og på dem med diagnosen ADHD. Man kan sige, at de positive effekter også virker på de normale. De begynder bare hver deres sted på stigen,” siger han.

Både folk med diagnosen og dem uden får altså øget opmærksomheds- og koncentrationsevne, forklarer han.

“Forskellen er, at Ritalin ‘reparerer’ en sygdom hos den diagnosticerede, der får mere ud af pillen. En ADHD-ramt vil decideret få reduceret sin hyperaktivitet og rastløshed. Det vil en uden ADHD ikke, fordi vedkommende ikke lider af det. De vil derimod kun få et mindre kick, pillen giver,” siger overlægen.

Det betyder også, konkluderer han, at man ikke bare kan give en pille til en som mig med koncentrationsbesvær og konkludere, at jeg har ADHD, såfremt pillen virker. Men uanset hvor jeg befandt mig på stien, følte jeg, da jeg begyndte på RUC, at pillerne var fantastiske.

De gjorde også det hele lidt sjovere. Jeg glemte efterhånden også at tage dem regelmæssigt, så nu tog jeg dem inden en eksamen, inden en fodboldtræning, eller af og til når humøret var ekstra højt, inden jeg skulle i byen.

Jeg savner stadig det kick, pillerne gav, når jeg i dag sidder og skriver artikler til langt ud på natten.

Jeg savner det kick, pillerne gav, inden jeg spillede fodbold, og en mildest talt mindre god spiller som mig pludselig kunne lægge målgivende afleveringer. Jeg savner det kick, pillerne gav, når jeg oven på Ritalin gik på druk, så der blev spillet luftguitar til Black Sabbath med en ven til klokken 10 om morgenen.

Efter sådan en nat sov jeg en time, og så var jeg klar igen, selv om koldsveden løb ad mig, og min galoperende puls lød for mit indre øre hele søndagen.

Pillerne havde selvfølgelig sine angstfremkaldende bivirkninger. En af mange bivirkninger. Det var ikke unormalt, at jeg oplevede besnærende tanker køre i ring. En dag i Cluj, Rumænien (jeg var langt om længe begyndt at rejse), måtte jeg lige efter at have taget en pille gå op og lægge mig en time på et hostel for at få ro. Min rejsefælle, der intet vidste om pillerne, stak jeg en undskyldning.

Nedsat appetit var heller ikke unormalt. Og det var heller ikke unormalt, at jeg lukkede mig selv inde mentalt, så jeg overfokuseret – ligesom på gangen med filosofilæreren – havde svært ved at overskue at føre en samtale. Og dog kunne koncentrere mig om bøger, film og studier.

Det var ikke, fordi jeg med ét var blevet forvandlet til et struktureret vidunderbarn, men jeg kom igennem hum.bas. med interesse for stoffet og en disciplin, der blev bedre og bedre. Jeg mødte op, endda til tiden, og nogle gange havde jeg en pæn skjorte på. Langsomt begyndte jeg også at tænke over mit forhold til Ritalinen og den samtale med psykologen, der i sin tid gav mig dem. For var det pillerne, der havde kureret min ADHD? Eller var jeg bare, hen ad vejen og i mit eget tempo, blevet ældre?

Jeg syntes nok, det var lidt noia at rende dopet rundt på receptordinerede stoffer, så jeg bad om en lavere dosis. Et lille koncentrationskick måtte være nok. Jeg endte med at tage en tablet dagligt på 20 mg.

Mine to et halvt år på Ritalin endte brat. På en rundrejse med telt i Paris og Normandiet, fik jeg en dag nogle mærkelige pletter for øjet, der svævede over nethinden og slørede mit syn. De forsvandt et par dage efter, men omtrent to måneder efter, midt under en historietime på RUC, var den gal igen.

Om aftenen var jeg på besøg hos min far. Han overbeviste mig om, at jeg skulle ringe til vagtlægen, som anbefalede, at jeg straks kom ind. Men lægen kunne ikke få øje på noget unormalt, så han sendte mig til øjenlæge næste morgen. De kunne heller intet se, så jeg blev sendt på Glostrup Hospital for at få scannet min hjerne. Den taxitur var lang.

Da jeg sad og ventede i hospitalsgangen, kom en ny øjenlæge pludselig og ville tale med mig. Han sagde, at de alligevel havde fundet en blodansamling på fotografierne af mit højre øje. Jeg havde med andre ord fået en blodprop. De kunne ikke sige hvorfor. De følgende måneder blev jeg sendt til diverse scanninger, men intet tydede på, at jeg havde anlæg for blodpropper, eller at jeg led af nogen form for hjertekar-sygdomme.

De pegede på Ritalinen som en mulig årsag. De havde læst, at pillerne kunne give ændringer i blodtrykket, fortalte de mig. Så pillerne skulle jeg droppe, lige med det samme. Mirakuløst – det var øjenlægernes ord – fik jeg det meste af mit syn tilbage, så jeg i dag kan se med en god del af mit højre øje.

Om det var Ritalinen, der udløste proppen, er der ingen, der med sikkerhed kan sige. Da jeg skriver til Hæmatologisk Klinik på Rigshospitalet om øjenlægernes mistanke, svarer en overlæge, at Ritalin rigtigt nok er forbundet med blodpropper i hjerne og hjerte – og at det derfor er nærliggende at tro, Ritalinen kan have været en årsag til blodproppen i øjet.

Lægen, der ikke ønsker at blive citeret, understreger, at de ikke med sikkerhed kan vide, om det i mit tilfælde var Ritalinen, der gav mig en blodprop, og at de heller ikke kender til andre tilfælde, hvor Ritalin har været årsag til en blodprop i øjet.

Uanset hvad der forårsagede blodpropperne, endte det hele med, at jeg droppede pillerne fra den ene dag til den anden. Resten af min tid på uni? Den gik helt fint.

Og min psykolog – ham der i sin tid udskrev pillerne – nævnte siden da flere gange, hvor imponeret han var over, at en med ADHD var i stand til at skrive struktureret, langt og sammenhængende.

"Måske du alligevel ikke har så meget ADHD," tilføjede han.

Pillerne? Dem erstattede jeg med kaffe. Sort kaffe.