FYI.

This story is over 5 years old.

stoffer

Skæve aber, blæksprutter på mdma og edderkopper på meskalin

Vi har altid været glade for at eksperimentere på dyr, og det gælder også eksperimenter med stoffer. Her er en kort gennemgang af dyr på alt fra koffein til LSD, og de mere eller mindre tvivlsomme forsøgsresultater.
Aber med joints
Foto via Shutterstock / Redigeret af Claudia Perez

Der er masser af historier om dyr, der er blæst.

I Australien vælter kratkænguruer rundt i valmuemarker og gnasker sig høje på opium og går derefter forvildet rundt og laver korncirkler. Fra Sverige til Malaysia er der eksempler på dyr, der bliver stive af at spise fermenteret frugt, for eksempel den her fordrukne elg, der sidder fast i et pæretræ. Og det er efterhånden velkendt, at delfiner tygger i giftige fisk for at blive høje - og at de endda skiftes og sender fisken på runde ligesom en joint. Det er alt sammen billeder på, at dyrene også ønsker at trippe en gang imellem, og det kan man jo godt forstå.

Annoncering

I den anden boldgade har vi situationer, hvor vi mennesker giver dyrene stoffer af mere eller mindre videnskabelige grunde. Vi er heldigvis efterhånden ved at fatte, at det er rimelig dårlig stil at bruge dyr til at laboratorieteste læbestift, men gennem tiden har vi ikke været blege for at bruge dyrenes underlegne kroppe som prøveklud i andre sammenhænge.

Herunder har du en gennemgang af nogle af de gange, vi gav dyr stoffer, hvor de ikke nødvendigvis syntes, at det var det fedeste – en slags zoologisk udgave af folk, der får spiket deres drink i byen.

Blæksprutter på mdma

I sidste uge kunne forskere fra John Hopkins University i USA fortælle, at blæksprutter bliver kærlige og mere sociale, når de får mdma. Selvom vi rent genetisk har meget lidt til fælles med blæksprutten (nogle forskere mener helt seriøst at blæksprutter er nødstedte rumvæsener) har de en meget veludviklet intelligens, og det kunne altså tyde på, at den reagerer på mdma på samme måde som os. Blæksprutter er normalt meget asociale dyr, der holder sig for sig selv, og det fik forskerne bevist, da de gav ædru blæksprutter mulighed for at vælge mellem et rum med et legetøj og et rum med en anden blæksprutte. Når blæksprutterne var klare i hovedet holdt de afstand til hinanden. Men de blæksprutter, der var på mdma, begyndte straks at interagere og endda røre ved hinanden med deres tentakler. Det er ikke kun dig, der får lyst til at kramme alle, når du tripper på ecstasy.

Delfiner på LSD

I 60’erne blev der som bekendt eksperimenteret rigtig meget med LSD, og det var ikke kun mennesker, der dykkede dybere ind mod hjertet af kosmos. Hjerneforskeren John C. Lilly brugte årtier på at forsøge at kommunikere med delfiner, og det fik ham i 60’erne til at give delfiner en dosis på 100 mikrogram LSD - en mild, men mærkbar mængde for et menneske. Resultaterne var, at delfinerne snakkede mere med hinanden, og han følte også, at han selv kunne kommunikere med delfinerne på en non-verbal eller telepatisk måde. Rent videnskabeligt (og etisk) var Lillys forsøg ikke helt optimale, men det var blandt andet hans eksperimenter, der gjorde, at andre forskere fik øjnene op for præcis, hvor intelligente delfiner er.

Edderkopper på alt

1537786364785-koffein

Normalt spind til venstre. Påvirket af koffein til højre.

Zoolog H.M. Peters og farmakolog Peter Witts gav i 1948 edderkopper en lang række forskellige stoffer. Eksperimentet er efterhånden blevet berømt for at illustrere, hvordan stoffer virker på vores hjerner, men udover at være ganske underholdende kan man rent videnskabeligt ikke bruge forsøget til det helt store. Hovedsageligt fordi edderkoppers hjerner overhovedet ikke kan sammenlignes med vores. Men det er stadig sjovt at se, hvordan de små spindere tilsyneladende mister retningen fuldstændig når de er på koffein, glemmer hvad de var i gang med på cannabis, og bliver endnu mere intenst fokuserede på mønstret i deres spind, når de er på meskalin.

Annoncering
1537786407144-lsd

Normalt spind til venstre. Påvirket af LSD til højre.

Elefant på alt for meget LSD

Som sagt blev der virkelig eksperimenteret meget med LSD i 60’erne. Ikke kun blandt hippierne, men også blandt forskere, der blandt andet samarbejdede med CIA om at bruge LSD til at påvirke folk psykisk (det såkaldte MK Ultra-program). Psykiater Louis Jolyon West var en af dem, og i 1962 gav han elefanten Tusko fra zoologisk have i Oklahoma City en dosis på 297 milligram LSD, hvilket er omkring 2000 gange så meget, som et menneske ville tage. Selv hvis man forholder sig til elefantens vægt på tre ton, er det stadig en uhyrlig mængde. Tusko truttede i sin snabel, væltede og begyndte at ryste voldsomt, hvilket fik forskerne til at give ham en lige så voldsom dosis Thorazin, som kan modvirke den psykotiske effekt af LSD. Det hjalp ikke, og under to timer efter elefanten havde fået LSD, var den død. Eksperimentet er meget kontroversielt, fordi dosen var så høj, fordi der var rygter om, at forskerne selv var på LSD, og fordi den mængde stoffer de gav elefanten bagefter måske har været det, der i virkeligheden slog elefanten ihjel. For at frikende LSD, gentog psykolog Ronald Siegel eksperimentet i 1984 med to elefanter. De fik begge samme dosis LSD som Tusko, men ingen af de andre stoffer, som West havde brugt som modgift. Udover at de to elefanter opførte sig lidt aparte i et par timer, overlevede de begge uden nogle umiddelbare men.

Mus på meth

Mus og rotter er de dyr som bliver udsat for flest uhyrlige eksperimenter – måske fordi de er pattedyr, og vi derfor som udgangspunkt kan sammenligne deres reaktioner med mennesker, og fordi det samtidig er de færreste mennesker, som har et nært forhold til dem. Et forskningshold ledet af Nigel Bramford fra University of Washington gav mus methamfetamin for at undersøge, hvordan afhængighed påvirker hjernen, og det viste sig, at den forøgede mængde dopamin, som hjernen producerede, når den trippede på meth, hæmmede produktionen af glutamat. Med andre ord ændrede den jævnlige brug af stoffer kemien i hjernen, hvilket kan tyde på, at når først afhængigheden er opstået, har hjernen behov for stofferne for at genopbygge den ødelagte balance.

Hunde på lykkepiller

I USA har medicinalindustrien kronede dage. Et uforholdsmæssigt højt antal mennesker er på en eller anden form for antidepressiver, om det så er benzodiazepiner som Xanax eller SSRI-typer som Prozac. Faktisk er amerikanerne så glade for pillerne, at de amerikanske myndigheder har godkendt en ny form for anti-depressiver til hunde ved navn Reconcile. Det betyder, at deprimerede hunde, som har det stramt over at bo i en lille lejlighed, eller aldrig får nok opmærksomhed, fordi deres ejer arbejder for meget, kan få en mere mellow hverdag. Hvornår hundene begynder at farve deres pels og lægge mixtapes på Soundcloud, vil tiden vise.

Aber på THC

Når dødningehovedaberne ikke har travlt med at tæske fulde mænd, der trænger ind på deres område, kan forskerne finde på at give dem THC – det psykoaktive stof i cannabis. En undersøgelse finansieret af U.S. National Institute for Drug Abuse viste, at aberne ville blive ved med at opsøge THC, når først de havde prøvet det, hvilket fik forskerne til at konkludere, at cannabis var lige så afhængighedsskabende som heroin. Undersøgelsen blev dog kritiseret kraftigt, eftersom forskerne undlod at forholde sig til, at aberne mistede interessen, når dosen blev øget, og at misbrug af stoffet derfor er langt mere usandsynligt end det er tilfældet med eksempelvis heroin og kokain. Så selvom aberne sikkert har hygget sig i deres bure, kan undersøgelsens konlusioner ikke bruges til så meget andet end propagandaformål i kampen mod legalisering af cannabis.