Læs før du dør

Vi spurgte danske forfattere, hvad de vil læse dagen før dommedag

Nogle dage føles enden så angstprovokerende nær, at disse anbefalinger lige så godt kunne være årets sommerferielæsning.

af Theis Duelund; illustrationer af Nicolai Bruun
23 juli 2018, 7:55am

Denne artikel er også trykt i VICE Magazine – Dystopi & Utopi. Læs flere artikler fra magasinet her.

Kloden overopheder, og selv om de siger, der er forskel på klima og vejr, så føler vi det lige nu, og vi bryder os seriøst ikke om det. Rotterne har overtaget havnebadet. Og republikanerne ovre i USA vil tilsyneladende bevæbne treårige børn. Enden føles angstprovokerende nær. Men det er også sommer, vi har endelig tid til at smide benene op og læse en god bog, så derfor har vi bedt fire af vores danske yndlingsforfattere anbefale bøgerne, vi bør læse, mens vi forbereder os på apokalypsen.

Theis Ørntoft anbefaler "Verden under vand"

Theis Ørntoft debuterede i 2009 med den kritikerroste digtsamling "Yeahsuiten" og er netop nu aktuel med den dystopiske generationsroman "Solar".

Jeg vil anbefale Verden under vand af J.G. Ballard. Det er den bog, der har det mest sublimt beskrevne fremtidsscenarie, jeg er stødt på i science fiction-litteratur. Den foregår, efter en solstorm har kortsluttet vores civilisation og reduceret kloden til en tropisk sumpverden, hvor krybdyrene har overtaget. Når jeg læser bøger, er det i høj grad rum, landskaber og stemning, der gør, at jeg bliver suget ind. I den her bog er verden et vildt sted. Den er så frodig, botanisk, vegetativ, sumpet og varm. De sidste mennesker sejler rundt på motoriserede flodpramme, mens reptilerne og krybdyrene har overtaget herredømmet på kloden. Menneskets plads i hierarkiet er forandret.

Jeg tror, der er brug for, at mennesket begynder at tænke på nye måder at visualisere fremtiden. Det kan sproget og de historier, vi fortæller, være med til at forandre. Dommedag er ikke noget, som vi enten lykkes med at afværge eller ej. Det er en kæmpe planetarisk mutation, som vi allerede har sat i gang, og som vi kæmper med at forstå, fordi vi ikke har sproget til det.

Jeg udgav en digtsamling i 2014, som beskæftigede sig meget med klimarelaterede undergangsvisioner. Der var ligesom en undergangseufori i kulturen for fire år siden i film og i den bredere kultur. Det var, som om vi havde forstået, at verden går under, og der er noget paradoksalt befriende i at indse det som en, der har mistet sine fremtidsforestillinger. Men nu da euforien har lagt sig, kan vi se, at undergangen, eller den planetariske mutation eller økologiske katastrofe, slet ikke bliver noget Hollywoodscenarie. Den er langt mere lokal, langsommelig, grå, mudret og svær at få øje på. Det er oversvømmelser på en villavej i Roskilde. Det er der ikke noget Hollywoodagtigt i, vel?

For mig er skillelinjen mellem dystopi og utopi ophævet. Håbet for fremtiden og frygten for fremtiden er på en måde smeltet sammen. Fremtiden kommer til at kalde på nogle helt andre ord end ”dystopi” og ”utopi”. Min gode digterkollega Lars Skinnebach skriver i sin nye bog: ”Håb ikke, frygt ikke”. For mig betyder det, at vi må finde frem til en helt ny etik og verdensforståelse. Fremtiden kommer ikke til at udspille sig inden for velkendte rammer for forståelse. Fremtiden bliver kaotisk og monstrøs, fuld af virvar og ukendte faktorer og nye logikker.

Liv Nimand Duvå anbefaler "Alfabet"

Liv Nimand Duvå debuterede sidste år med romanen "Vi er vel helte", en fortælling om at være barn af en alkoholiker, som hun modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris for.

Man skal læse Inger Christensens digtsamling Alfabet. Hun skrev den i 1981 under den kolde krig og truslen fra atombomben. Det er en vild bog, som, jeg synes, man skal læse allerede nu for at huske, hvad verden har været, og for at huske, hvordan det går galt. Bogen gennemløber verdens skabelse og undergang på en vanvittig rytmisk og smuk og sorgfuld måde.

Det er systemdigtning, der i listeform arkiverer den verden, der måske snart ikke længere findes. Den opregner abrikostræerne og atombomben, der findes, bregnerne og brinten, der findes, duerne og døden. Der er ikke et kæmpe brag eller en undergang, der fra den ene til den anden dag ændrer alt. Der er en dagligdag med kartofler, der skal koges, og børn, der leger i gården, og samtidigt katastrofer, man læser om i avisen. Bogen sammenstiller ting, der sker langt fra hinanden. Det giver en fornemmelse af, at undergangen ikke er en singulær hændelse, men en gradvis proces, der hele tiden sker.

Jeg læste den første gang i skolen, hvor vi skulle analysere systemet, der er bestemt efter Fibonaccis talrække. Det var først senere, da jeg læste den selv, at det gik op for mig, hvor godt den også beskriver den tid, jeg lever i, og den sorg, jeg hele tiden kommer til at undertrykke for at kunne fortsætte. Det er en elegi, en klagesang. I dag ser krigene anderledes ud, men de er her stadig, folk dør eller fordrives, naturen udryddes. Undergangen skal stå i flertal, det, synes jeg, den her bog fra 1981 fortæller mig, undergangene foregår hele tiden, det gjorde de dengang, og det gør de også nu, mens vi går rundt og koger kartofler.

Jeg synes, det er svært ikke at være pessimist. De færreste er villige til at give afkald på ressourcer. Jeg synes, vi mangler solidaritet. Det går ikke at vente på undergangen, som om det var en spændende Hollywoodfilm. Katastrofen er ikke spændende, men kedelig og trist, og den er her allerede. Der er ingen grund til at vente, heller ikke med at læse. Gode bøger kan gøre os solidariske og hjælpe os til at forstå vores samtid. Jeg er optimistisk på litteraturens vegne. Så please, vent ikke på dit sidste litterære måltid, begynd at læs nu, med det samme!

Kaspar Colling Nielsen anbefaler "De Kosmokomiske"

Kasper Colling Nielsen modtog BogForums Debutantpris for romanen "Mount København" i 2010 og fik sit folkelige gennembrud med sidste års "Det europæiske forår", en dystopisk fortælling, der foregår i Danmark i en nær fremtid.

Italo Calvinos De Kosmokomiske er min yndlingsbog. Den er en novellesamling, som er vildt sjov, fantasifuld og helt skør. Hovedpersonen hedder Qfwfq, og han kan huske alting. Han kan huske tilbage, til da de første stjerner blev skabt for milliarder af år siden, og han kan huske hele verdens historie. Alle historierne begynder med en lille videnskabelig tekstboks. I en står der, at Charles Darwin mente, at for otte milliarder år siden kom solen meget tæt på Jorden og forårsagede en flodbølge på planeten. Så siger hovedpersonen, Qfwfq: ”Ja, det kan jeg godt huske. Det var sådan, det skete.” Dengang sejlede han og hans venner midt ud på havet med en stige, og fra toppen af den stige kunne de hoppe op på månen, hvor de samlede månemælk på overfladen.

En af mine venner, Nicolas Bro, viste mig den, da vi var 17. Jeg blev helt vild med den, og så har jeg prøvet at skaffe den antikvarisk lige siden. Hver gang jeg har fundet den over årene, har jeg genlæst den og er blevet så glad for den igen, at jeg har lånt den ud eller givet den væk til venner, som bare måtte læse den. Det er sket en otte-ni gange. For nogle år siden udkom den i en ny oversættelse, men den har jeg så også mistet. Så det er en bog, jeg altid er i gang med at skaffe. Jeg er evigt på jagt efter den.

Det, der er så inspirerende ved den, er, at det er en superfantasifuld og fjollet bog. Det er fantastisk at læse en seriøs forfatter, der endda har været på tale til en Nobelpris, da han stadig var i live, som giver sig selv lov til at skrive på den måde. Det er nogle befriende fjollede, men også meget smukke historier. Man skal læse den samling, fordi den er en humoristisk hyldest til livet og en hyldest til verden. Den er afsindigt morsom, og hvis man skal læse en bog, lige inden man dør, så kan det lige så godt være en morsom bog.

Josefine Klougart anbefaler "På sporet af den tabte tid – Swanns Verden"

Josefine Klougart debuterede i 2010 med den lyriske roman "Stigninger og fald" og har senest udgivet "New Forest" fra 2016. To gange har hun været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, og i 2011 modtog hun Kronprinsparrets Stjernedryspris.

Det er ikke Jorden, som er ved at gå under. Det er os mennesker, der er ved at fjerne muligheden for vores egen overlevelse. Jorden skal nok klare sig lidt endnu. Jeg er selv lige gået i gang med at genlæse første bind af Marcel Prousts På sporet af den tabte tid – Swanns Verden. På sporet er et vildt værk. Det handler om fransk salonliv og savnede mødre og ture i hestevogn og damehænder og jalousi, den helt dybgrå jalousi og blomster og te og hentydninger over et bord, men mest af alt handler den om, hvad det vil sige at være menneske, om hvordan erindringen i glimt kaster den tabte tid frem i os.

Den får mig til at opleve, hvordan verden hele tiden defineres af vores bevidstheds bevægelser. Bøgerne er som ét stort kort over sindet og verden, der bare bliver ved med at etablere sig i nye dimensioner, jeg er vild med det. Den eneste måde at skabe livsbetingelser for mennesker og livets mangfoldighed er ved at forlade kapitalismens fokus på økonomisk vækst. Det er slut. Det er for tosset. Vi skal noget andet. Vi skal arbejde sammen. Vi skal udvikle livsbetingelser for dyr, og planter og for hinanden.

Min mor har købt et stykke landbrugsjord på Mols og lavet den om til et stykke vild natur. Hun er interesseret i, jeg vil næsten sige, at hun elsker rigdommen i arter, det, man kalder biodiversitet. Det er så fint, der kommer fugle og hjorte og blomster, der ikke var der før. Jeg elsker det.

Vi skal udvikle livet, ikke afvikle det. Vi skal læne os tilbage, mærke, hvor fint det er at være i live og holde fast i den følelse, uden af den grund at lukke øjnene for, hvad der sker. Udvikle vores følsomhed og samtidig stille spørgsmålstegn ved kapitalismen, svække den. Vi skal bygge stærkere fællesskaber, en stærkere forbindelse til naturen og et samfund med større følsomhed. Og jeg tror selvfølgelig på, at én vej er at læse nogle flere gode bøger.