Femten ting vi har mistet i løbet at de sidste femten år

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

2002 er ét år efter 2001, hvor den globale fred blev smadret, fordi to fly fløj ind i to store bygninger i verdens vigtigste by, New York. Det forandrede alting. Og selvom det var året, hvor Prins Felix kom til verden, så har vi mistet meget siden da. Bare se på mig: Jeg plejede at elske at tage i byen med mine venner, og grine og have det sjovt, men i dag gider jeg kun at sidde for mig selv og drikke og tage streger, mens jeg spiller computerspil og græder lidt for mig selv. Man kan miste så meget uskyld på så kort tid.

Nåh, men lad os se på om nogle af de ting, der er forsvundet fra vores liv, vil blive savnet. Lad os starte med en nem en:

Med mindre du er en virkelig åndssvag drengerøv (eller hollænder), så er det efterhånden blevet ret udbredt, at synes det er dårlig stil at male sig sort i hovedet for at lege en anden race. Det kan vi se på, at de komikere, der tidligere har kastet sig over den praksis, nu jævnligt bliver svinet til for at have gjort det. Bare se på skaldepanden Matt Lucas, som har udtalt: ”Hvis jeg kunne tage tilbage i tiden, ville jeg aldrig have spillet sorte karakterer i Little Britain.” Hvis bare nogen havde fortalt ham, at det ikke er bedre at spille en thailandsk købekone ved navn Ting Tong Maka Dang-Dang. Bagklogskabens ulideligt klare lys…

Fra det så dagens lys første gang indtil omkring 2010 var internettet et sted, hvor man kunne sige eller skrive de mest fucked op ting, uden der skete det store ved det. Det var især, fordi nettet var præget af anonyme profiler og tilnavne. Det findes selvfølgelig stadig, og det er derfor, at så mange racister stadig har frit spil på nettet, men de fleste vil gerne have, at andre mennesker ved, hvem de er. Så når de skriver et eller andet pis om ”svanser” som 14-årig, og de så senere prøver at opbygge en karriere, kan de være sikre på, at nogen nok skal finde det frem og slå dem oven i hovedet med det. Verden er blevet et sikrere sted.

Er der seriøst nogen tilbage på planeten, der stadig læser interviews med bands og sådan noget? Hvorfor fanden skal jeg læse en eller anden nar fra en flække i Ohios anmeldelse af en plade, jeg alligevel er ligeglad med i næste uge? Er der nogen, som ikke arbejder for et af de store pladeselskabers PR-afdeling, der går op i, hvor mange stjerner en plade har fået i Pitchfork? Selv Thomas Treo er nødt til at svine folk til på et helt nyt plan for at få kliks. Det var jo ikke engang rigtig journalistik til at starte med.

Glem alt om tiden, hvor halvtykke, bumsede knægte blev sendt hjem fra skole for at efterligne David Beckhams vilde hår. Folk kommer bare ikke længere ind til frisøren med et magasin under armen og beder om at få det samme hår som ”ham der”. Alle har den samme generiske frisure. Mænd skal ligne en eller anden nazist fra Mad Men, og alle kvinderne skal have de samme krøller eller pandehår. Det tætteste, vi kommer på det i dag, er moderigtige piger, der barberer deres hår af, men det er også blevet så almindeligt, at det ikke er sejt længere.

Jeg er ligeglad med, hvor populære visse bands eftersigende stadig er: Du skal ikke komme og sige, at indie stadig holder. Det er lang tid siden, at man kunne fyre op under heroinen og flade ud til Libertines eller The Strokes. Indie er bare ikke cool mere, og det var alligevel kun marginalt sexet, da det var på sit højeste.

Et stof, der havde en kort periode, hvor alle var nede med det, men som simpelthen er det værste lort, vi som art har kastet os over. Det var vores badesalt, selvom det endnu ikke har fået nogen til at spise en andens ansigt (så vidt vi ved). Mefedron er fløjet til stoffernes evige jagtmarker og findes nu kun til chemsex-fester i Jylland.

Vi skrev om hipsterens død for ikke så længe siden, og i mellemtiden er ordets betydning blevet endnu mere mudret. Arketypen af en hipster eksisterede knap nok, dengang det stadig var en relevant, kulturel reference – hvem rendte rent faktisk rundt med en mobil pladespiller og smøgede skjorten ned i shorts? Nu er ”hipster” bare hvad almindelige mennesker kalder alle, der ikke drikker Grøn Tuborg og spiller Xbox. Det er et udtryk, der er blevet ødelagt.

En troll var engang noget ret uskyldigt. Det betød bare, at man drillede nogen, som virkelig gik op i noget, ved at fortælle dem, at den ting, de kunne lide, var totalt nederen – også selvom man ikke engang mente det. Nu er en troll en person, der fortæller et forældreløst barn, at hans afdøde forældre var pædofile. Det er ikke længere en fræk debattør, som bare gerne vil skabe kaos, men i stedet en person, der ønsker at få tilfældige mennesker til at græde, ved at stikke skarpe nåle af frossent pis ind i deres åbne sår.

Vi troede, at rigtig drengerøvssjov var på vej til at få en renæssance, da ting som The Lad Bible, UniLad og andre samlingssteder for teenagedrenge (de sjoveste væsener på jorden) opstod. Desværre er den revolution ikke kommet, og vi har bare fået mere barnligt lort, der giver én lyst til at blive voksen og læse Tolstoy.

Jeg gider ikke lyde som John Wayne, men jeg synes virkelig, vi som mennesker har mistet en del af os selv i de seneste 15 år. Hvordan endte vi et sted, hvor skingre fyre og spejlblanke tøser blev rollemodeller for en ungdom, der er så desperat efter at blive kendte, at de er ligeglade med, hvor meget de gør sig selv til grin undervejs? Voksne mennesker siger i ramme alvor, at de synes børnene fra Stranger Things er lækre. Folk følger kendisser på Instagram, som om de en dag vil blive lagt mærke til. Der findes seriøst reaktionsvideoer, hvor folk pakker produkter ud. Hvad er der blevet af værdigheden? Hvad er der blevet af at sidde derhjemme i en mørk stue med radioen tændt og håbefuldt lede efter kræftknuder i brystet eller testiklerne, så det altomsluttende mørke endelig kan indfinde sig?

USA var rimelig acceptabelt i 90’erne, men begyndte at falde af på den i 00’erne, og nu har de skruet deres dårlige stil helt op til 11. Der er ingen vej tilbage. Folk har altid været efter Nordkorea, Australien eller Sydafrika, fordi det er nogle skodlande, men ærlig talt, så er Australien og Sydafrika ikke så slemt længere, og Nordkorea bliver kun disset på grund af atombomberne. Ingen kan fucke verden op som amerikanerne, og de er simpelthen det mest top-nederen land i verden. Deres mad er frygtelig, deres TV-programmer er enten fantastiske eller hamrende elendige, de elsker alle sammen John Oliver, de har ingen pas, og så har de alle sammen evnen til at føre en samtale som om lyden, der kommer ud af dem er forsinket. De er et helt land af udtryksløse robotter med syre-flashbacks, som udtaler alle andre sprog som små børn. Fucking tabere.

Det her handler måske om, at jeg er voksen nu, men jeg har stadig det indtryk, at lus ikke længere er en ting. Fladlus i kønsbehåringen er også slut. Jeg vil vædde med, at hvis du gik ind i en gruppechat med alle dine tabervenner, og spurgte om nogen havde haft fladlus, så ville de alle sammen sige nej. Hvem fanden får lus længere? Jeg tror ikke engang, man kan snakke om det, uden folk spørger, om man var ved fronten under slaget ved Dybbøl.

Nej, jeg mener ikke sociopater med ansigtstatoveringer, der giver deres sang "666FXCKMYM0MonXANNIEZ666" gratis væk på Soundcloud. Jeg mener, at du lige henter hele Elton Johns bagkatalog på LimeWire. Der var engang, hvor man kunne eje al musik i verden, men nu er alle faldet til patten og har købt abonnement til Spotify, som en flok duksedrenge. Jeg plejede at synes at én dollar var alt for mange penge for en sang, men nu kyler jeg penge efter iTunes, som var jeg på stripklub.

Cybersex kommer i fremtiden til at betyde noget helt andet, end det gør i dag. Det bliver noget med at tilslutte sin pik til en eller anden iCloud-agtig ting og stikke den ind i et rundt stik, mens en hel flok sexarbejdere et sted i Skive rører ved alle mulige elektroniske dingenoter, så det føles lidt, som om du får et handjob. Borte er de dage, hvor man kunne hoppe ind i et tilfældigt chatrum, finde en mand, der lod som om han var kvinde, og skrive ting med et saftigt sprog, omgivet af stjerner. Jeg ved ikke med den yngre generation, men jeg får stadig stiv dolk, når jeg ser nogen skrive *tager BH’en af*.

Jeg plejede at tro på, at vi alle sammen var lige. Vi kan alle sammen godt lide øl, vi kan alle sammen godt lide vores mor, vi hader alle sammen at pendle, og så videre, men det viser sig, at vi alle sammen er forskellige. Ikke alene er vi ikke ens, vi er så forskellige, at vores forskelle gør os til fjender, og det eneste, vi kan tænke på, er hvor meget vi har lyst til at dræbe alle, der ikke synes det samme om Vild Med Dans eller EU eller indvandrere eller fodbold eller feminisme som os. Os mennesker er ikke en skid andet end indspiste, morderiske kødklumper, der går rundt og er ved at eksplodere af vrede over andre mennesker, ligegyldigt om de andre mennesker er virkelige eller bare en konstruktion opfundet af medierne. Tak Buddha, Allah og Jesus for, at du har VICE til at guide dig gennem denne svære tid.