Sådan var det at lave beats for Saddam Hussein
Foto: Sebastian Castelier for Noisey.
προφίλ

Sådan var det at lave beats for Saddam Hussein

I 2003 blev Nasrat Al-Bader rekrutteret af den irakiske diktator til at skrive propagandasange. Efter en helt vanvittig række hændelser er Al-Bader i dag landets mest succesrige rap-producer.
29.12.17

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey Frankrig

På skærmen danser storbarmede kvinder rundt på dækket af en yacht med champagneglas i hænderne. I centrum står en mand og ryster med en halvtom flaske. Han har en åben skjorte på, hvide bukser, en guldkæde og et selvsikkert smil. Ligheden er overvældende: Nasrat Al-Bader ligner den franske rapper Lacrim på en prik i videoen til ”A.W.A.” Han tænder en cigaret, antager en alvorlig mine og taler lige ud af posen: ”Det er ham, der ligner mig, men på kamera ser jeg altid bedre ud.” Al-Baders ansigt er furet, hans kinder er indsunkne, poserne under øjnene er sorte, og hans stemme lyder anstrengt. Han er 37 år gammel og har aldrig tilbragt en nat i fængsel – det samme kan man ikke sige om dobbeltgængeren Lacrim. Men alligevel er Al-Baders historie langt mere dramatisk.

Annoncering

Saddams beatmager

Indgangen til Al-Baders studie, der ligger i det nordøstlige Bagdad, finder man i en mørk gyde, og der står bevæbnede vagter udenfor. ”Regeringen vil have, jeg skal bruge livvagter, men det gider jeg ikke – jeg har ikke brug for det. Alle elsker mig i Irak,” påstår han. Men Al-Bader har altid levet et liv på kanten – han har altid været på fornavn med døden, men har alligevel undgået manden med leen. Da han var 23, blev Bagdad bombet af amerikanerne, og Saddam Husseins Ba’ath-parti troppede op ved hans hjem og tvang ham til at aflægge audiens for diktatoren. På det tidspunkt var han en ung musiker, der lige var blevet færdig med sin uddannelse ved universitetet i byen. ”Der er mange musikere, som er flygtet fra Bagdad siden starten af årtusindet, fordi de frygtede krigen,” siger han. Da bombardementerne begyndte, flygtede byens borgere ud af Bagdad. ”Problemet var, at Saddam Hussein havde brug for propaganda og musik, der kunne inspirere og opmuntre borgere og soldater i kampen mod amerikanerne. Men hans efterretningstjeneste kunne ikke finde en kvalificeret lydtekniker, sangskriver eller beatmager.” Derfor blev Al-Baders Studio Hikmet til et forgyldt bur for musikeren.

Et 15 år gammelt billede af Nasrat Al-Bader fra tiden, da han blev tvunget til at lave propagandamateriale i Studio Hikmet. Foto: Sebastian Castelier/Noisey

Sammen med en gruppe sangere, der havde modtaget et lignende ”tilbud”, blev Al-Bader sat til at komponere 100 stykker musik, som skulle spilles på tv og i radioen. Under overvågning af bevæbnede vagter fra Ba’ath-partiet måtte kunstnerne skrive og indspille musikken til lyden af det konstante bombardement af byen udenfor. ”Studiet har front mod et af Saddams paladser, så vi kunne høre bomberne falder dag og nat.” Al-Bader og hans kolleger var spærret inde i bygningen. ”Vi sov alle sammen herinde. Saddam Hussein havde beordret os til at blive her,” fortæller han, mens han sidder foran de akustiske paneler på væggen.

Annoncering

Whiskey og småkager

Det var, mens han arbejdede i studiet, at Al-Bader udviklede en afhængighed af alkohol. Lige over for Studio Hikmet lå en lille forretning, der solgte flasker med whiskey, som musikeren købte stort ind af. Den unge beatmager var fuld morgen, middag og aften – det var nødvendigt for at overleve. ”Jeg fortyndede whiskyen med vand og drak det ene glas efter det andet, indtil jeg glemte alt om bomberne, der faldt udenfor. Sommetider drak jeg mig selv helt ned,” fortæller han og retter blikket mod en tom vodkaflaske formet som en Kalashnikov-riffel. På en måned lykkedes det den lille gruppe af musikere at gøre de 100 sange færdige. Studio Hikmet blev ikke ramt af bomberne på noget tidspunkt.

I sit studie i Bagdad viser Nasrat Al-Bader os en 15 år gammel video, som han redigerede, da han lavede propaganda, få uger før Saddam Husseins fald den 9. april, 2003. Foto: Sebastian Castelier/Noisey

Men udenfor blev livet værre og værre. Den irakiske hær var i en tilstand af total opløsning, og bombardementerne tog til. Den berygtede Mohammed Saïd al-Sahhaf, Saddams brutale propagandaminister, søgte tilflugt i studiet sammen med sine livvagter. Han var en af Saddams sidste trofaste støtter i landet og blæste propaganda ud via tv og radio døgnet rundt. Endnu en gang blev Nasrat Al-Bader pålagt en opgave – denne gang skulle han komponere musik til Sahhafs meddelelser. Det var i Studio Hikmet, ministeren mistede enhver snert af troværdighed. Ligesom en storskrydende rapper svinede han de amerikanske soldater til og kaldte dem for ”ørkenafskum, svindlere, lakajer, kolonister og racister”. ”Han påstod, at han og hans hær var i kamp mod amerikanerne, at det var lykkedes dem at skyde fly ned og sprænge tanks i luften. Der var næsten ingen, der vidste, at han boede sammen med mig i studiet. Han stak aldrig næsen uden for døren,” siger Al-Bader og smiler.

Annoncering

Tiden gik, men ingen fik lov til at forlade studiet. Så stak alle ministerens livvagter af, og der var snart heller ikke mere mad og vand tilbage. Til sidst måtte Al-Bader og hans kolleger leve af et par pakker småkager, de havde. ”Vi kunne ikke gå udenfor. Enten ville amerikanerne, folk i gaderne eller bomberne blive vores død,” siger Al-Bader. ”Jeg var rigtig sulten på et tidspunkt. Jeg prøvede at finde noget i spisekammeret, men så fandt jeg ud af, at det dumme svin til Sahhaf havde låst sig inde med resten af småkagerne!” Al-Bader griner højt.

Nasrat Al-Bader i sit studie i Bagdad. Foto: Sebastian Castelier/Noisey

Omsider var krigen ovre. Uden for studiet samledes en vred folkemængde, der ville have ministeren udleveret. Al-Bader overdrog alt sit materiale og sit udstyr til dem. Men han nægtede at udlevere manden, der havde holdt ham fanget i over en måned. ”Hvad skete der så med Sahhaf? Tjah, han overlevede. Han flygtede sammen med sin familie til de Forenede Arabiske Emirater,” siger han med et smil på læben. Al-Bader er ikke en bitter mand.

"Jeg hadede dem, og jeg var bange"

Endelig kunne han efter over en måned i studiet gå udenfor. Bagdad lå i ruiner. Al-Baders familie var sluppet ud af byen og havde søgt tilflugt i den nordlige del af landet tæt på Mosul, men han havde ikke mulighed for selv at tage derop. Der var ingen biler eller andre transportmidler til rådighed. Endnu engang måtte han søge i ly i sit studie. Og denne gang ventede en helt anden gruppe farlige typer på ham. ”Under Saddam Hussein var sangere klædt ud, de havde kostume og slips på. Men nu skulle de optræde i andre gevandter. De skulle ligne religiøse skikkelser. De religiøse kræfter ville have indflydelse, på den musik vi producerede, så de kunne lave deres egen propaganda. Mændene, jeg mødte i studiet den dag, var del af Mahdi-hæren [en shiitisk militsgruppe], som blev anført af Moqtada al-Sadr. De ville have, jeg skulle komponere islamisk musik.”

Heller ikke denne gang havde Nasrat Al-Bader noget valg. Men da han fik overbragt teksterne til musikken, stivnede han først, sprang så op af stolen og gik i gang med sit arbejde. Teksterne gjorde nar af Saddam Hussein og hyldede Ayatollah Khomeini, der tidligere havde været landets ærkefjende. ”15 dage senere fik jeg besked på at skrive musik til en sang, der handlede om, at Saddam Hussein skulle fucke helt af. Jeg spurgte min studiemanager, om det var sikkert at gøre. Saddam havde stadigvæk støtter i byen, og de kunne sagtens finde på at komme og dræbe os. Der var kun gået 15 dage, siden han sad på magten, så jeg var rædselsslagen”.

Annoncering

Nasrat Al-Bader i sit studie i Bagdad. Foto: Sebastian Castelier/Noisey

Den afsatte diktator var fortsat på fri fod, og befolkningen frygtede, at han pludselig skulle vende tilbage med fornyet kraft. Men Al-Bader var alligevel opsat på at gøre sangene til det shiitiske Daawa-parti færdige. Men nu opstod der et nyt problem: han havde ikke længere let adgang til sprut. Kort tid efter de religiøse militser rullede ind i byen, blev spiritusforhandleren på den anden side af gaden dræbt. ”Jeg hadede dem, og jeg var bange. Jeg var afhængig af alkohol, og det var meget tydeligt. Så jeg sagde til dem, at jeg ikke kunne arbejde uden sprut. De havde brug for mig, så de lod mig drikke,” siger han, mens han sidder og kæderyger tynde cigaretter. Sådan fortsatte Al-Baders liv igennem de følgende syv måneder, hvorefter han havnede i Syriens hovedstad, Damaskus. Her skulle han lære at sove på ny og lægge sprutten på hylden.

Fire millioner dollars

I Damaskus fortsatte Al-Bader sin karriere og producerede en håndfuld populære sange, hvor han både sang og rappede selv. Han var i mellemtiden blevet meget kritisk over for USA og skrev politiske tekster, der opfordrede til modstand mod invasionsmagten. ”Det var selvfølgelig fredelig modstand, jeg opfordrede til. Men på det tidspunkt kunne vi ikke engang nærme os soldaterne af frygt for, at de ville slå os ihjel,” fortæller han. Den irakiske regeringsleder Nouri al-Maliki, som var indsat af amerikanerne, satte ham på en liste over terrormistænkte, der skulle elimineres. ”De opsøgte min familie og sagde, at hvis jeg ikke holdt mund, ville de sende dem alle i fængsel.” Fra sit eksil i Syrien opnåede den unge sanger stor popularitet. I kraft af sine politisk ladede sange blev han et symbol for de mange irakiske flygtninge. ”En dag ringede Nouri al-Maliki personligt og bad mig om at vende hjem. Han lovede at fjerne mit navn fra listen og fire millioner dollars oven i hatten. Til gengæld skulle jeg skrive sange, der opfordrede irakerne til at vende hjem.” Det skete i 2008 lige før valget i Irak. Sangeren løb risikoen og vente hjem, velvidende at det kunne koste ham livet. Men hjemkomsten til Bagdad var en triumf. Han blev konstant opsøgt af forskellige partier, der ville have ham til at promovere deres sag, men Al-Bader nægtede at føje dem. Som lovet producerede han en højtidelig video, hvor han iført jakkesæt optrådte sammen med ledende politikere. Her appellerede han til folket om at indstille volden og i stedet fokusere på at skabe en regering, der var landet værdig.

Nasrat Al-Bader og hans medarbejdere i studiet i Bagdad. Foto: Sebastian Castelier/Noisey

Ti år senere er den blodige borgerkrig et svagt minde, og i dag er Bagdad ikke i nær så høj grad præget af voldelige sammenstød. Sangerens problemer er heller ikke nær så overvældende længere. I dag arbejder han med nye, unge talenter, og nogle af hans elever er så dygtige, at de forsøger at overgå mesteren selv: ”Nogle af de unge sangere, som jeg har gjort berømte, langer ud efter mig i offentligheden, selv om deres status er min fortjeneste. De er bare en flok unger… De er kun interesserede i pengene og pigerne,” siger han. En af Al-Baders medarbejdere kommer ind i studiet med en stak papirer og fakturaer, der skal underskrives af chefen. ”Jeg havde også problemer med folk fra de ældre generationer. Men i dag er jeg velrespekteret, fordi jeg har penge, og jeg skriver de bedste sange i landet. Jeg er til stor gavn for Irak, og det har de endelig indset. Der er ikke længere nogen, der kan røre mig.” Sangeren tilhører den ældgamle Al-Saidi-stamme. Han fortæller, at han sommetider kan klare sine problemer med konkurrenterne gennem stammerådet. Der er ikke så meget beef mellem rappens store navne i Irak trods alt. ”I andre dele af verden er det nødvendigt at have den slags spændinger, så man kan sælge plader. Men mediehypede historier virker ikke i Bagdad. Vi har rigeligt med spændinger i forvejen,” siger han og griner.