Historien om dengang kokain kom til Europa

Engang var kokain et stof forbeholdt de rige og berømte, men i dag er det allemandseje i Europa. Det hele startede med en flok fiskere i det nordvestlige Spanien.

af Nacho Carretero
23 november 2018, 2:49pm

Foto: Cultura Creative (RF) / Alamy Stock Photo 

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE UK

I august opsnappede politiet i Azorerne et skib, der var på vej over Atlanten med kurs mod Galicien – og så var det lastet med intet mindre end 2,4 tons kokain. En af mændene, som politiet har arresteret, er den 85-årige Manuel Charlín Game fra Charlín-klanen, en legendarisk smugler, der blandt andet er portrætteret i Netflix-serien Cocaine Coast, som er baseret på bogen af samme navn.

Størstedelen af den fariña – den galiciske pendant til det spanske ord harina eller ”mel” – der finder vej til brugere i Europa og Storbritannien kommer ind via Galiciens små ”fiskersamfund”. Jeg putter ”fiskersamfund” i citationstegn, fordi mange af dem er mere afhængige af kokainhandlen end fiskeriet for at overleve.

Galicien, i det vindblæste og regnfulde nordvestlige hjørne af Spanien, er ikke bare kendt for sit egnskøkken; det er også kendt for sin rolle i narkosmugling fra Sydamerika til Europa. Den sande historie om, hvordan sydamerikanske karteller først begyndte at importere kokain i Europa i 1980’erne, er samtidigt historien om Galiciens udvikling.

Der findes en historie – som kun er delvist sand – om en mand, der i mange år krydsede frem og tilbage over den spansk-portugisiske grænse. Gang på gang gik han gennem grænsekontrollen – en hytte ved siden af vejen – på sin cykel med en sæk kul over skulderen.

Hver gang grænsevagten stoppede ham, blev han visiteret grundigt, men man fandt aldrig hans smuglervarer. Grænsevagten stod hver gang tilbage med en uniform dækket af snavs fra kullet. Sådan fortsatte det i årevis. Grænsevagten vidste, at manden ikke havde rent mel i posen (så at sige), men han fandt aldrig andet på ham end kul. Det var først flere år senere, at det gik op for vagten, hvad manden smuglede: cykler.

Den historie siger meget om Galicien og om galicierne – om deres dristighed, men også om deres evner som problemknusere, som overlevere i en fattig region, der ofte marginaliseres og ignoreres af magthaverne. Galicien er et sted helt for sig selv, og indbyggerne føler sig heller ikke som en del af det større Spanien.

1542706666896-Cocaine_Coast_1
Billede fra Netflix' "Cocaine Coast"

Og det er ikke tilfældigt. Under Fransisco Francos diktatur (1939 til 1975) var Galicien en underudviklet region, hvor folk levede i fattigdom. Der var sjældent hjælp at hente hos myndighederne i Madrid, og derfor måtte de lokale – især dem bosat på kysten og tæt på grænsen til Portugal – selv skaffe alt fra medicin til benzin, stegeolie til reservedele, sæbe til byggematerialer.

Smuglerne blev hurtigt ledere i de små lokalsamfund. De fik borgmesterposter og magt på det regionalpolitiske plan. I 1950’erne og 1960’erne satsede de stort på at smugle tobak og på kort tid, fik Galiciens bander etableret sig blandt Europas mest magtfulde forbryderorganisationer. Man kan bedst beskrive banderne som klaner, hvor medlemmer ofte var i familie med hinanden.

I 80’erne etablerede Sito Miñanco, Laureano Oubiña og Charlín-familien sig, og det var her narkoeventyret begyndte. Den gennemsnitlige galiciers forhold til klanerne var fortsat positivt – organisationerne genererede velstand i samfundet og arbejdspladser til borgerne. De havde også indflydelse på andre måder: de blev ikke bare valgt ind på politiske poster, de blev også advokater og forretningsmænd med forbindelser til legitime firmaer og forretninger. De ejede og finansierede fodboldhold, betalte for byfester og hostede op med penge til reparationer, hvis taget var blæst af den lokale kirke. Man så op til dem. Det var ikke usædvanligt at høre skolebørn drømme om at blive smuglere som voksne – ligesom papá.

Overgangen til kokainhandel var overraskende ukompliceret. I starten af 80’erne ledte Columbias Medellín- og Cali-karteller efter nye måder at fragte deres varer til Europa på. Kartellerne havde længe arbejdet sammen med organisationer i Panama, hvor de blandt andet hvidvaskede penge, og det var den galiciske smugler Sito Miñanco også begyndt på. De talte alle det samme sprog, og potentialet for et produktivt samarbejde blev hurtigt tydeligt. Colombianerne var målløse over, hvor medgørlige de galiciske myndigheder var, og hvor megen anseelse klanerne nød i lokalsamfundene.

Alliancen blev cementeret i 1984, da Medellín-kartellet myrdede Columbias justitsminister Rodrigo Lara Bonilla. Den colombianske regering satte jagten ind på bagmændene, som måtte flygte ud på landet. Pablo Escobar etablerede sig i Centralamerika, mens hans nærmeste partnere, Ochoa-brødrene og Matta Ballesteros, flygtede til Spanien. Brødrene Ochoa nåede til Madrid, hvor de kort tid efter blev anholdt – og i fængslet mødte de selvfølgelig en række af profilerne fra den galiciske underverden. Det var et eklatant selvmål for de spanske myndigheder. De to grupperinger kom godt udad det med hinanden, og Matta Ballesteros slog sig efterfølgende ned i Galiciens næststørste by Coruña. Samarbejdet kom alle parter til gode og lever den dag i dag om end i en anden form.

1542707121858-CEF399
Foto: Oramstock / Alamy Stock Photo

Galicien var et narkoslaraffenland i 80’erne. Myndighederne kunne ikke røre smuglerne, som boede i pazos (galiciske slotte med store grunde), kørte i sportsvogne, spiste gratis på de fineste restauranter og mængede sig med politikere og højtstående embedsmænd. Narkokorruption blev indlejret i den galiciske samfundsstruktur. Smuglerne, de lokale såvel som de latinamerikanske, følte sig hævede over loven. Galicierne vidste godt, hvad der foregik, men sagde intet. Resultatet? Der opstod et særligt galicisk æreskodeks, og man havde intet andet valg end at følge det.

En sand flodbølge af penge blev hvidvasket gennem forskellige former for industri og erhverv i regionen. Hundredevis af firmaer var – og er fortsat – finansieret ved hjælp af narkopenge, enten direkte eller indirekte. Man behøver blot besøge et sted som Vilagarcía de Arousa, en by med cirka 40.000 indbyggere, der ligger halvvejs nede af den galiciske kyst, hvor der bugner af forretninger med dyre, eksklusive modemærker og forhandlere af luksusbiler.

Det, der gør narkohistorien i Galicien til noget særligt, er, at bagmændene aldrig har ændret karakter. De er fortsat lokale, uuddannede borgere, som har set en fidus i at smugle. Selv om mange af dem blev millionærer på forretningen, arbejdede de fortsat på traktoren hjemme på gården, fordi det trods alt var vigtigst, eller fik deres koner – iført Rolex-ure – til at sælge calamarisandwicher på stranden. Der har altid været noget kitchet ved de galiciske narkokonger.

Historien udspiller sig stadig i dag. De blev mindre prangende i 90’erne, da myndigheder rutinemæssigt begyndte at lave razziaer på deres ejendomme, noget som stjernejuristen Baltasar Garzón stod bag (han skulle snart blive verdensberømt i forbindelse med udleveringen af Augusto Pinochet fra Chile). ”Vi håber på, at forhindre Galicien i at blive et nyt Sicilien,” sagde han dengang. Men det var langt fra slut med narkosmuglingen.

Spaniens mest magtfulde narkobaroner bor den dag i dag i Galicien. De lever tilbageholdne og diskrete liv under dække af at være forretningsmænd, og det sidste, de ønsker, er at tiltrække sig opmærksomhed. Colombianerne har stadigvæk stor tiltro til dem. De står trods alt stadigvæk bag importen af tonsvis af kokain til Europa.