FYI.

This story is over 5 years old.

ISIS

Hvordan kunne verdens sikreste land producere så mange IS-krigere?

Der er både chok og mistro forbundet med, at islamistisk terror er kommet til det land, der tidligere på året blev udnævnt til det sikreste land i verden.
En hollandsk kriger i Syrien. Han indgår ikke i historien. Foto: Israfil Yilmaz / Tumblr

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

To kvinder blev stukket ihjel i Turku forrige fredag under det, som myndighederne kalder det første terrorangreb på finsk jord nogensinde. Ofrene var henholdsvis 66 og 31 år gamle, og derudover blev otte andre såret, da den 18-årige Marokkaner Abderrahman Mechkah efter sigende råbte "Allahu akbar", mens han jagtede efter kvinderne. Han blev til sidst skudt i låret af politiet. Myndighederne udtalte, at de betragter hændelsen som et terrorangreb, og at det tyder på, at udelukkende kvinder var målet for angrebet.

Annoncering

Det menes, at den mistænkte kom til Finland som asylansøger sidste år, og han boede i starten i en lejr for mindreårige, før han blev flyttet til det større Pansion modtagelsescenter i byen. Fire andre marokkanske mænd blev anholdt, da forskellige hjem blev ransaget i byens forstæder, og en international arrestordre blev udsendt for en sjette mistænkt. Politiefterforskningen er stadig i gang, og Mechkah kom for retten for nogle dage siden via en videoforbindelse fra hospitalet.

Der er både chok og mistro forbundet med, at islamistisk terror er kommet til det land, der tidligere på året blev udnævnt til det sikreste land i verden. Men Finland har ignoreret sine islamistiske problemer i årevis, og siden 2013 har ISIS kaldt til angreb mod landet, hvor mange af deres mest prominente, udenlandske krigere kommer fra.


WATCH: ISIS Fighters Leave Behind Children No One Wants


Den nyeste analyse af udenlandske krigere i Syrien viste, at landet, der ligger i vores rolige hjørne af Europa, har den højeste andel af ISIS-krigere per muslimske indbygger i verden. Det faktiske antal er ifølge den finske efterretningstjeneste SUPO stadig lavt, og er et billede på, hvor homogen landets befolkning er: Der er tale om 80 voksne og 20-30 børn. Det bemærkelsesværdige er, hvor stor succes de personer har haft i organisationen, og at der er tale om mere end 1 ud af 1000 – altså er 0,166 procent af hele den finske befolkning blevet mobiliseret. Hvis den samme procentdel bliver overført på et andet land, som har flere muslimer, eksempelvis Storbritannien, så ville tallet være næsten 5000 personer, men det reelle antal af involverede britiske muslimer er vurderet til at være omkring 850.

Annoncering

I øjeblikket siger SUPO, at de efterforsker 350 potentielle islamister, som de vurderer er særligt interessante, og det er en stigning på 80 procent siden 2012. Tidligere på året modtog politiet i Turku et tip om, at Mechkah "virkede til at være blevet radikaliseret", og den information gav de videre til SUPO – men han var ikke blandt de 350, som blev efterforsket.

Talskvinde for SUPO, Verna Leinonen, fortalte os i juni, at det var vigtigt at slå fast, at myndighederne tog truslen fra islamistisk terror alvorligt, men hun undlod at give nogle eksempler på hvordan. "Dem, som er taget til Syrien, har 19 forskellige etniske baggrunde. Der er ikke nogle karakteristika, der går igen hos dem, og ingen enkeltstående forklaring på, hvorfor de tager afsted," forklarede Leinonen.

Juha Saarinen, der forsker i terrorisme ved King's College London, har samlet information om eksporten af krigere fra hans hjemland siden 2013. Han har fundet en række særpræg i sine data, og bemærker, at nylige konvertitter og somaliere (eller dem fra somaliske miljøer) er meget "overrepræsenterede".

"Finland har ikke rigtig nogen historie med jihad-aktivisme. Det er stort set vokset frem under den syriske konflikt og er forbundet med ISIS' opståen," forklarer han. Ved hjælp af tilgængelig information har Saarinen omhyggeligt identificeret mindst 25 finner, som er taget afsted for at kæmpe.

"Jihad-miljøet i Finland er vokset i de seneste fem år. Flere og flere mennesker er aktive omkring promoveringen af de forskellige jihad-gruppers ideologi og agenda," siger Saarinen. "Desværre er nogle af de personer kommet til Finland som flygtninge eller asylansøgere i løbet af de seneste to eller tre år. Det har påvirket landets vurdering af terrortruslen, som er opjusteret tre gange på tre år."

Annoncering

Finnerne lærer engelsk i skolen fra de er syv år, og derfor er der nogle eksperter, der skyder skylden for ISIS' fremmarch på de mange engelsk-sprogede propagandakanaler online.

Abdullah Al-Finlandi konverterede til Islam efter at have været "100 procent finsk urokkelig ateist" da han var 17, og på kun "seks måneder" blev han al-Qaeda-støtte og forsøgte første gang at rejse til Syrien i 2013. "Jeg arbejdede med ISIS, før det blev mainstream, før Kalifatet," sagde han til os med et grin. "Der er rigtig mange, der først blev interesseret i ISIS, efter de havde erobret land. Nogle af os kan huske, hvordan det var, da de kun havde nogle bittesmå områder rundt omkring i landet. Det er ret sjovt. Jeg siger altid til folk, at jeg var sådan en ISIS-hipster."

Selvom han først støttede al-Qaedas afdeling i Syrien, Jabhat al-Nusra, steg han hurtigt i graderne i ISIS, og han endte med at stå bag deres største engelsksprogede Twitterkonto @Muhajid4Life fra sit hjem i det sydlige Finland.

Al-Finlandi bruger stadig det navn, som han brugte, da han arbejdede for ISIS, og hans accent, når han snakker engelsk, får det til at lyde, som om han kommer fra Mellemøsten. Han siger, at det skyldes, at han talte arabisk og engelsk med sine gamle venner. I løbet af vores interview bryder han ud i arabisk flere gange, og bruger ordet "sjovt" om ting, der slet ikke er det.

"Vi har ikke rigtig nogle love mod terrorisme i Finland, så jeg kaldte bare det, jeg gjorde, for ytringsfrihed. Man kan vel godt sige, at jeg var ret smart," praler han. "Det er sjovt. Jeg var i gang med at planlægge ting for ISIS og hjælpe andre, men jeg brød ikke loven, så jeg kunne ikke blive retsforfulgt."

Annoncering

I december sidste år lavede de finske politikere den første lov, der gjorde det ulovligt at tage til Syrien for at deltage i krigen. Der er endnu ingen, der er blevet dømt, efter loven er trådt i kraft, men som statsanklageren Tom Laitinen fortalte os: "Vi har bedre muligheder for at retsforfølge folk nu. Vi har muligheden."

Langt størstedelen af dem, der rejste ud for at kæmpe for ISIS, gjorde det mellem 2013 og 2015, men Laitinen slår fast, at man ikke vil retsforfølge folk retrospektivt, med mindre der er bevis for, at den enkelte rent faktisk er skyldig i krigsforbrydelser eller terrorisme, mens de var der. I de sjældne tilfælde, hvor der har været en lov, man kunne bruge til at anklage islamiske ekstremister, har det finske retssystem endnu ikke gjort noget, der kan virke afskrækkende.

"Jeg siger altid til folk, at jeg var en af ISIS-hipsterne"

Første gang der var en retssag om terror i Finland, i 2013, blev tre mænd fundet skyldige i at finansiere og rekruttere for al-Shabaab. "De blev dømt skyldige og løsladt, fordi de havde afsonet tiden, mens de var varetægtsfængslet," forklarer Saarinen.

Al-Finlandi er nu i starten af 20'erne og arbejder i et supermarked, og han er ret filosofisk omkring sin tid i ISIS. Efter at have konverteret, ledte han efter "den reneste form for islam, som hedder salafisme," påstår han, "men jeg begik den fejl at blive en del af jihad-bevægelsen". Han mener, at han blev vildledt af al-Qaedas propagandaindsats online, herunder magasinet Inspire, men han indrømmer, at der også var et "offline-element" i de venskaber, han skabte, og de netværk, han var en del af.

Annoncering

"Da de annoncerede kalifatet, var vi ekstatiske. Selv når jeg ser tilbage på det i dag, tror jeg aldrig, jeg har været mere lykkelig, end jeg var den dag," siger han. "De fleste af dem, jeg kendte personligt, er enten døde eller stadig i Syrien. Der var mange, der sagde, at jeg inspirerede dem til at tage af sted. Det er sjovt. Og nogle af dem endte med at dø, men sådan er livet."

Mange af hans tidligere samarbejdspartnere, siger han, valgte med vilje at vente med at tage af sted, til de havde aftjent deres værnepligt som en del af deres forberedelser.

"Finske krigere i ISIS klarer sig en del bedre end andre krigere fra andre europæiske lande, fordi de har militærtræning, og det er noget, alle skal, med mindre de har en gyldig grund til at lade være. Der er helt sikkert nogen af dem, som tog afsted, der med vilje ventede, til de havde været i militæret. Det er svært at sige, om jeg stadig ville være i live, hvis jeg ikke havde været inde, fordi jeg forlod gruppen i 2015, men som udgangspunkt vil jeg sige, at det nok gør sig gældende for de fleste. Det handler om at have erfaring med kampe, og at vide noget om overlevelse, hvordan man udvikler sine evner og tager den rigtige beslutning."

Finlands første ISIS-selvmordsbomber, Abu Hurairah Finlandi, var NCO i den finske hær, hvilket betyder, at han havde fuldendt et års kamp og militær træning, mens en anden kriger – der også er en af al-Finlandis tidligere venner – pralede over, at han havde forladt træningen, så snart han mente, at han havde lært "nok" og tog direkte til Syrien for at blive en del af ISIS.

Annoncering
Finsk sniper-træning. Foto af forfatteren

Snigskyttetræning i Finland. Foto af artiklens forfatter.

Finner har længe været kendt for at have et fremragende militær, og den basale træning består ifølge Saarihen af våbenhåndtering, skydning, sniping og "afhængig af din rolle lærer du også at være militærlæge, hvordan man håndterer små mængder sprængstof, og hvordan man laver bomber."

Især finske finskytter har længe været anerkendt for deres evner, og landet har den tredjehøjeste andel af våbenbesiddelse i verden. Den finske hær har været med til at træne Peshmerga i deres kamp mod ISIS.

"Det, jeg har fundet ud af i min forskning, er, at der er mange finske mænd, som har gennemgået den militære træning og derefter er blevet en del af ISIS," siger Saarinen. "Vi står i en situation, hvor der er enkeltpersoner, der har aftjent værnepligten for at lære nogle bestemte ting, som de derefter har kunnet bruge i grupper, der opererer i kampzoner."

Al-Finlandi har brugt det seneste år på det, han selv beskriver som en tid, hvor han har reflekteret over, hvad han har gjort, og der er altså ikke tale om et formelt afradikaliseringsprogram, for sådan et findes ikke i Finland. Da han tilbage i juni blev spurgt, hvordan han ville have det, hvis noget af den ISIS-propaganda, han har spredt, resulterer i, at nogen udfører et angreb, blev han endelig alvorlig.

"Jeg kan ikke dunke mig selv oven i hovedet, og tænke, 'åh, alle de frygtelige ting, jeg har gjort', for jeg står ved de ting. I sidste ende gjorde jeg, hvad jeg gjorde".

"Hvis jeg skal være helt ærlig, så vil jeg sige, at det kun er et spørgsmål om, hvornår det sker. Der er ikke noget hvis. De finske myndigheder er meget afslappede. Myndighederne tror ikke på, at der er en reel trussel, og jeg tror virkelig, de tager fejl, fordi de undervurderer, hvad en enkeltperson kan gøre. De burde være meget, meget bekymrede omkring det her, for det er i virkeligheden alt for nemt. Man har ikke engang brug for et stort netværk."

"Myndighederne bør være meget, meget vagtsomme, for det kræver ikke meget. Det er så let som ingenting at lave en selvmordsvest. Jeg håber ikke, det sker, og det ville være frygteligt, hvis det gjorde, men nu må vi se."

Al-Finlandis samtaler med SUPO har forsikret ham om, at han ikke kommer i fængsel, for han har ikke brudt loven.