Når en polyamorøs er kærester med en monogam
Fuente: Shutterstock | Art por Noel Ransome.e

FYI.

This story is over 5 years old.

parforhold

Når en polyamorøs er kærester med en monogam

Her er en samling episke historier om kærlighed, sex og knuste hjerter.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

Som udgangspunkt ville du sikkert ikke tro, at en person, som betragter sig selv som monogam, ville være sammen med en, der er polyamorøs. Det ville formentlig bare skabe en masse unødigt drama. Men der er flere mennesker, end man lige skulle tro, som lever i et sådan hybridforhold.

Hvis du og din partner ikke har samme forhold til monogami, vil du nok skulle indstille dig på at være nødt til at undertrykke en del følelser og behov, ligesom I formentlig vil komme til at have mange og lange samtaler om regler og beklemte følelser. Men havde det været så meget anderledes, hvis du og din kæreste befandt jer i hver jeres ende af det politiske spektrum? Måske ikke.

Annoncering

Vi tog fat i mennesker, som har været i poly/mono-forhold, for at finde ud af, hvad de største udfordringer er, når ens partners kærlighed er anderledes end en selv.

Poly, men lever i et monogamt forhold (for det meste)

Vi har gjort sådan, at jeg er poly, og han er mono, men jeg må kun have følelsesmæssige forhold til andre - ikke fysiske. Det er vi kommet frem til efter mange timers samtale og nogle få skænderier. Han vidste fra starten, at jeg var poly, men det har været en svær proces at nå dertil, hvor vi er i dag. Jeg har stadig et meget tæt forhold til min tidligere partner, og vi tre hænger nogle gange ud. Det tog et stykke tid, før min kæreste var cool med det.

De største udfordringer har været vores kommunikation, og min kamp med at undertrykke mine lyster. Min måde at udtrykke kærlighed på er hovedsageligt fysisk, så det har været virkelig svært for mig ikke at kunne gøre det. Jeg er nødt til at acceptere, at jeg skal vise min kærlighed på en anden måde. Hans største udfordring har været at forstå, hvorfor og hvordan man er polyamorøs.

Det var efter en aften, hvor jeg tog en forhastet beslutning, der virkelig påvirkede min kæreste, at jeg besluttede, at vi skulle leve i et monogamt forhold. Det kom på et tidspunkt, hvor min kæreste følte sig enormt klemt, samtidig med at min anden partner ikke kunne udvikle sig i det forhold, ham og jeg havde. Jeg ville hverken ødelægge fremtiden med min kæreste eller holde min anden partner hen, til min kæreste måske en dag besluttede sig for, at det var i orden vi var fysiske sammen. Derfor jeg besluttede - for at være fair overfor både ham og min kæreste - at stoppe forholdet til min gamle partner.

Annoncering

Det har været en kamp, og det er det stadig, men det kan ikke være anderledes. Det gik op for mig, at selvom jeg elsker at være polyamorøs, så vil jeg også gerne have den tryghed, det giver, at være monogam. Det giver min kæreste mig. Han ved godt, at jeg altid vil elske andre mennesker, og det accepterer han.

Der har været tidspunkter, hvor jeg følte mig fanget, men for det meste giver det afklaring, hvis man har en åben samtale. På det seneste har jeg følt mig hjælpeløs, fordi min tidligere partner er flyttet et andet sted hen. Måske ser jeg ham aldrig igen, så jeg har virkelig lyst til at have en sidste nat sammen med ham. - Brittany, 27

En ny chance sent i livet

Både min kone, jeg har været gift med i 17 år, og min forlovede gennem 15 måneder er monogame. Jeg har derimod altid været poly - jeg vidste bare ikke, hvad det var, før for ti år siden. Indtil da troede jeg bare, jeg var anderledes eller mærkelig. At der var noget galt med mig.

Min kone kommer fra et konservativt landområde, og alene det at have samtalen med hende var en kamp. Det endte med, at vi sad hver aften og læste højt fra bøger om polyamori og diskuterede hvert afsnit. I starten troede min kone ikke på, at jeg kunne finde en partner, der havde lyst til den slags.

Men i marts 2011 mødte jeg min første partner, som jeg var sammen med i lang tid, og hun var mono. Efter vores anden date gik hun grædende derfra og sagde, at hun ikke kunne være den anden kvinde… Maj samme år kørte hun galt i sin bil og burde være død. Da hun kom ud af hospitalet, ringede hun til mig - det var første gang hun havde ringet - og spurgte, om jeg ville komme og hente hende. Vi tog på en tredje date, hvor jeg forklarede hende, at jeg syntes, min kone og hende skulle mødes og tale om tingene. Uden at jeg var der. Og det gjorde de. Hun og jeg var kærester de næste fire år. I juli 2015 hentede jeg hende hos hendes forældre. På vejen gav hun mig en ring og lovede at være sammen med mig resten af sit liv. Fire dage senere lagde hun sig til at sove på sin sofa og vågnede aldrig igen. Hun blev 48.

Annoncering

To måneder senere kørte min kone og jeg på vores motorcykler. Hun kørte galt med 120 km/t og er nu lam… De næste ni måneder var frygtelige for mig, men min kone sagde, det var skønt, fordi hun havde mig helt for sig selv igen.

I juni 2016 mødte jeg Mary. Min kone og hende arbejdede sammen 20 år forinden - altså før jeg overhovedet kendte min kone. Mary og jeg begyndte at date og fandt ud af, at vi skulle være sammen. Min kone kan godt lide Mary, og Mary elsker min kone. (Min kone var ikke særlig glad for min tidligere partner.)

Jeg spurgte Mary, om hun ville gifte sig med mig i oktober sidste år. Vi vil gerne have, at min kone, Judy, deltager i en ceremoni sammen med os. Judy ville stadig ønske, at jeg var mono - det er hendes drøm, men Mary har intet problem med at dele mig med Judy, som hun ser som sin søster-kone. —Mike, 59

Gift med en mand, der er opdraget polyamorøst

Jeg er mono, og min mand er poly. Vi har været sammen i otte år og gift i fem. Han dater lidt engang imellem. Lige nu ville den perfekte situation for ham være at have en anden kæreste. Det her er mit første parforhold med en polyamorøs person.

Jeg kendte til hans baggrund og vidste, at han var opdraget af forældre, som også var poly. Han har lidt altid sagt, at hvis han mødte den rette, havde han ikke behov for at være poly. Det var det, jeg troede, ville ske. I slutningen af 2012 nævnte han så, at han havde mødt en pige, da han var ude og vandre, og at han havde lyst til at gå på en date med hende. I starten var jeg fuldkommen knust, det var virkelig, virkelig svært. Det var nok noget af det hårdeste, jeg har prøvet… Han sagde, at hvis han gjorde det, kunne jeg jo også gøre det. Så lige pludselig skulle jeg forholde mig til at date igen… Jeg tog kontakt til forskellige poly-grupper for at få støtte. Det var så fremmed for mig.

Annoncering

Det tog ni måneder, før jeg kunne acceptere det, og halvandet år, før jeg var rigtig okay med det… Da det hele begyndte, sagde jeg til ham, at jeg ikke kunne leve med det, og at vi var nødt til at blive skilt. Hvis ikke jeg kunne acceptere det her, var der jo en del af ham, jeg ikke kunne acceptere… Det var en lang proces, hvor vi skulle forsøge at forstå hinanden.

Han var rigtig, rigtig god til at gå langsomt frem og aldrig gøre noget hurtigere, end jeg kunne acceptere. Det første år talte vi rigtig meget om det. Jeg undersøgte en masse. Sidste år mødte han en, som han var lidt mere seriøs med. For det meste var det fint. Men der var et par gange, hvor jeg "gik amok", som vi plejer at kalde det.

Vi har talt om det, lige fra vi mødtes. Han har altid været en meget selvstændig person. Sådan er jeg også. Alle andre kærester, jeg har haft, har altid haft brug for mig hele tiden. Jeg føler, at han vil have mig, men jeg føler ikke, at han er afhængig af mig. Jeg kan gøre mine egne ting, og han kan gøre sine egne ting, og vi behøver ikke gøre alting sammen. Det er virkelig forfriskende.

Jeg tror, det er meget vigtigt, at den person, der er polyamorøs, giver den monogame person plads og tid til at kunne tilpasse sig - for det kan være en lang proces Jeg forstår stadig ikke helt, at man kan være poly… Jeg accepterer det bare og anerkender, at jeg ikke er nok for ham - men det er fordi han er poly. Det er ikke mig den er gal med. —Andrea, 36

Annoncering

At springe ud som polyamorøs i et monogamt ægteskab

Jeg har været gift med min mand i syv og har været sammen med min kæreste i to. Jeg sprang ud som poly, kort tid efter jeg mødte min kæreste. Jeg startede med at være monogam, fordi det er standard. Så det var et kæmpe problem, at vi ikke havde talt om det, inden vi blev gift. Lige da jeg mødte min kæreste, og han bare var min ven, begyndte jeg at læse om det. Det var ikke noget, jeg var sikker nok på, til at jeg ville tage konfrontationen med min mand.

Da jeg blev venner med min kæreste, nævnte han, at han er poly og forklarede det, så jeg kunne forstå det. Det hele passede sammen. Min mand er til gengæld 100 procent monogam. Da jeg fortalte ham om det, forstod han godt, at det er en ting, og han havde ingen moralske skrupler, men han havde alligevel svært ved rigtigt at forstå det. Jeg fik de sædvanlige argumenter: "Du elsker mig ikke" og "hvorfor er jeg ikke nok for dig?" Han forstår det ikke, fordi det ikke er et behov han har.

Min mand kunne ikke acceptere at bo sammen med min kæreste eller generelt bo sammen med andre. Jeg ville elske, hvis alle mine tætteste venner kunne bo i et stort hus sammen med mig, hvor jeg kunne vågne hver morgen og se alle de mennesker, jeg holder af.

Han vil gerne have privatliv, bare ham og mig sammen. Hvis vi havde de samme tanker omkring parforhold, og hvordan man bor sammen, ville det hele være meget nemmere. Når vi ikke bor det samme sted, opstår der også en masse dagligdagsproblemer, som at jeg leder efter min yndlingstrøje, og det går op for mig, at den ligger i mit andet hjem, eller at jeg ikke kan se mine kæledyr hver dag.

Annoncering

Det fungerer nu, fordi min mand virkelig gør en indsats for at acceptere mig, og fordi jeg skruer ned for mine egne behov for hans skyld. Men jeg føler mig begrænset af min mands behov, og det er vigtigt, at jeg føler, vi bevæger os hen mod en situation, som er mere holdbar for mig, og som virkelig gør mig lykkelig. Jeg har det, som om jeg næsten kan se min egen lykke ude i horisonten… Jeg prøver at løbe mod den, så hurtigt jeg kan, men han siger hele tiden, at jeg skal skrue ned for tempoet. Men vi flytter os, og på et tidspunkt er han nået sin grænse. Da må jeg se mig omkring og beslutte, om vi er nået langt nok. Hvis ikke det er tilfældet, så har vi accepteret, at det ikke skal være os to. Men så har vi det mindste forsøgt. —Carrie, 38

Monogam og lykkelig i en lille poly-familie

Jeg havde aldrig været sammen med en polyamorøs før Kevin. Han spurgte, om jeg ville på date, før vi overhovedet havde talt rigtigt om, at han var poly. Vi havde snakket sammen i et par uger, og han spurgte, om jeg ville spise sushi. Så jeg sagde: "Kan vi snakke om den her poly-ting først? Jeg vil gerne have en rigtig kæreste og vil ikke bare være venner."

Han forklarede, at han også gerne ville have en kæreste, at hans forlovede havde en kæreste, og at han virkelig gerne ville mødes, hvis jeg havde lyst. Jeg sagde, at der vel ikke skete noget ved at spise sushi og drikke øl med en lækker fyr. Så blev jeg forelsket.

Det var fuldkommen nyt for mig. Det var to år siden, mit seneste parforhold var slut. Vi havde været sammen i lang tid, og det endte ikke godt. Jeg troede, vi skulle giftes. Så jeg ville virkelig gerne prøve noget helt andet. Jeg har ingen planer om at få børn. Jeg har mit eget hus. Jeg har styr på mit liv. Hvorfor skulle jeg ikke prøve noget nyt? Jeg anede ikke, om det ville ende med at blive en langvarig ting.

Hvis man er monogam, er det svært at forstå, at den anden person er sammen med dig, fordi du er dig, og at man ikke skal tænke på den anden partner, fordi I begge er unikke, specielle og fantastiske.

Hans forlovede, Lauren, og jeg er virkelig gode venner. Lauren, Kevin og jeg skulle spise middag sammen for at lære hinanden at kende, men så kunne Kevin ikke den dag. Jeg spurgte ham, om det var okay, at jeg mødtes med Lauren alligevel, for jeg havde virkelig glædet mig til at møde hende. Han sagde, at det var helt fint. Jeg mødtes med hende. Jeg var virkelig nervøs, men hun var venlig og imødekommende, og vi havde det virkelig sjovt sammen.

Jeg ville ikke være menneskelig, hvis ikke jeg blev jaloux engang imellem, men for det meste er jeg bare misundelig. Sådan: ”ej, jeg ville ønske jeg kunne være sammen med Kevin og Lauren lige nu. Det lyder som om de har det så sjovt…” Jeg prøver altid at lægge planer i de dage, hvor de hænger ud. Men jeg nyder også min alene-tid.

Det polyamorøse forhold har virkelig åbnet mine øjne for, hvilke muligheder man har i sit liv. Jeg har aldrig før elsket nogen, som jeg elsker Kevin. Jeg har skabt en lille familie med Kevin, Lauren og Dan (Laurens partner). Jeg elsker dem alle meget højt. Det er rart at have et fællesskab. Jeg reflekter over mine tidligere forhold og lægger mærke til, at mange af problemerne bliver håndteret langt bedre i mit nye. Man er nødt til at være åben og ærlig. Man er nødt til at være imødekommende og fair og være åben seksuelt. —Jamie, 32