Plastikopererede mennesker fortæller om deres beslutning

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

For at være helt åbne og ærlige må vi hellere nævne, at flere af interviewemnerne er kontaktet gennem MYA Cosmetic Surgery. Det er derfor, klinikken nævnes forholdsvis ofte i artiklen. De kan deres kram, men der er selvfølgelig også mange andre steder, hvor man finder dygtige plastikkirurger. Men tak for hjælpen, MYA!

VICE: Hvilken type indgreb har du fået foretaget?
Sheriffa: Jeg har fået mine bryster forstørret.

Kan du beskrive øjeblikket, du tog beslutningen?
Jeg hadede at have små bryster. Da jeg var teenager, troede jeg bare, at min krop var længe om at udvikle sig, men da jeg blev 21, begyndte jeg at tænke på at få mine bryster forstørret. Jeg begyndte dog først at overveje det seriøst, efter jeg fyldte 25. Jeg har altid joket meget med mine små bryster. Jeg sagde alle mulige ting, og jeg syntes selv, det var sjovt, men en dag spøgte en kollega med, at hans bryster var større end mine. Det var dråben. Jeg er meget selvsikker, jeg har altid syntes godt om mit udseende, men mine bryster trak ned i regnskabet – det var det eneste, der manglede, for at jeg var stjernelækker. Så jeg tænkte, ’Hvorfor ikke?’

Jeg begyndte at researche emnet og besluttede mig for at snakke med en ven, som havde fået lavet sine bryster ved MYA. Jeg undersøgte en masse former for indgreb, men der var ingen, der passede til mig – men da jeg besøgte MYA første gang, følte jeg mig omgående tryg ved det hele. Det lyder fjollet, men jeg følte virkelig, at de bakkede op om mig og min beslutning. Alle mine fordomme om plastikoperationer forsvandt som dug for solen efter den første konsultation.

Da det var overstået, følte jeg et chok – jeg har altid set ned på folk, der får plastiskoperationer foretaget. Oplevelsen af at ligge i sengen med forbindinger på og et par forstørrede bryster kom som lidt af et chok. Mine arme var helt stive, fordi mine muskler var i gang med at hele. Jeg følte mig utilpas, og på et tidspunkt tænkte jeg, ’Hvad har jeg gjort ved mig selv?’ Men jeg havde endelig gjort det! Jeg ville se, hvordan det så ud, og jeg håbede bare, at der ikke var gået noget galt. Alle de der tanker fløj rundt i hovedet på mig, men jeg var også spændt og optimistisk – det værste var overstået, og nu er det bedste på vej. Det endelige resultat ser man først, når der er gået mellem seks og 12 måneder. Det er fem måneder siden, jeg blevet opereret.

Hvordan har din livet været siden da?
Jeg føler mig utroligt selvsikker. Jeg mødte min kæreste en måned efter operationen, og i begyndelsen var jeg sikker på, at han ville se ned på mig over det. Jeg var bange for, at han havde de samme fordomme, som jeg selv havde engang. Men at have accepteret mig selv og opleve en anden gøre det samme er en fantastisk oplevelse. Det gik op for mig, at det ikke var en stor ting på den måde. Min mor støttede mig hele vejen igennem processen, og min yndlingstante synes, jeg er sej for at have fuldt min drøm. Min far og min bror ved ikke noget endnu. Hvis de lægger mærke til det og kommenterer det, vil jeg være åben, men jeg har ikke tænkt mig at sige, ’Hey far, gæt engang, hvad jeg har fået lavet?’ Jeg er 25, men jeg har det, som om jeg lige har ramt puberteten. Nu kan jeg tage en flot kjole på og føle mig som den kvinde, jeg altid har villet være.

VICE: Hvilken type indgreb har du fået foretaget?
Edward: Jeg har fået transplanteret hår med det, der er kendt som FUE-teknikken. Det tager to dage. Almindeligvis har folk tykkere hår i nakken og på baghovedet, end man har forrest på hovedet, fordi man piller meget mindre ved det. Derfor bruger man nakken og baghovedet som et donorområde. Det betyder, at de har fjernet 2.000 individuelle hår fra mit baghoved og placeret dem længere fremme på issen. Det tog fire timer at fjerne hårene. Så tog vi en kort pause, og så gik der fire timer med at sætte dem fast igen. Det er utroligt, at man overhovedet kan gøre det. Man kan dybest manipulere med sin hårgrænse.

Hvornår tog du beslutningen?
Jeg begyndte at tabe mit hår meget pludseligt. I flere år havde jeg ikke noget problem med det. Der var visse steder, hvor mit hår var tyndere, men pludselig begyndte jeg at tabe en hel del i en hesteskoform omkring issen. Der var kun en enkelt tot tilbage, så det var umuligt at skjule det. Jeg blev meget bevidst omkring det – især fordi jeg lever af at blogge. Jeg bliver nødt til at sidde foran kameraet, så mine følgere kan relatere til mig. Jeg begyndte at tage billeder sammen med nogle af mine blogger-venner, og jeg var altid forfærdet bagefter, når jeg så, hvordan mit hår så ud på billederne. Det var helt umuligt at skjule det. Jeg begyndte hurtigt at undersøge forskellige muligheder, og så bemærkede jeg en dag, at Harley Street Hair Clinic fulgte mig på Twitter. Jeg spurgte dem, om de tidligere har arbejdet med bloggere. Det havde de, og de begyndte straks at udarbejde en plan for min behandling.

Hvordan har det ændret dit liv?
Jeg har fået min selvtillid igen. Jeg kan sætte mit hår, som jeg vil igen. Jeg føler mig ikke usikker længere. Jeg behøver ikke redigere billeder nær så meget længere. Jeg føler, jeg kan acceptere mig selv, som jeg er. Jeg havde aldrig regnet med at modtage den respons, jeg har fået. Folk googler behandlingsmetoder, men nu har de mulighed for at se mine før og efter billeder og få et realistisk billede af, hvordan det kan se ud. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle blive en slags ambassadør for hårtransplantation! Men det er en titel, jeg bærer med stolthed.

Hvad har du fået lavet?
Jodie: Jeg fik forstørret mine bryster hos MYA. Det er en ret almindelig operation at få foretaget i dag.

Hvordan føltes det at træffe den beslutning?
Jeg har altid haft tanken i baghovedet – det har altid ligget og rumsteret, og jeg har nok følt en del usikkerhed omkring mine bryster. Jeg har to børn - en datter på seks og en søn på to. Jeg har ammet dem begge. Man hører sjældent om det, men når man ammer sine børn, kan man risikere at miste noget af sine brysters oprindelige fylde. Det øjeblik, min søn blev for gammel til at blive ammet, tog jeg beslutningen.

Hvordan var dit liv før du fik foretaget operationen?
Der er faktisk ikke den store forskel. Jeg har skiftet karriere siden da og arbejder i dag som model, så man kan vel sige, at det har åbnet for flere muligheder på den konto. Jeg føler mig også bare generelt mere selvsikker.

Hvilken form for indgreb har du fået foretaget?
Sarah: Jeg fik en brystreduktion. Mine bryster var kæmpestore. Jeg gik fra en g-skål til en d-skål.

Kan du fortælle om øjeblikket, hvor du traf beslutningen?
Det har været et ønske gennem mange år. Jeg har bare aldrig haft råd til det. Min mand og jeg var i gang med at omlægge vores huslån, og så spurgte han mig lige ud, om det var noget, jeg ønskede at få gjort. Jeg havde drømt om det i mange år, så jeg sagde ja! Det har været temmelig smertefuldt – folk aner ikke, hvad det gør ved kroppen at have så store bryster. Man får problemer med ryggen og nakken, og det går også udover selvværdet. Jeg var meget usikker. Jeg gik i alt for stort tøj, så jeg så også større ud, end jeg var. Jeg havde ondt i nakken og ryggen og fik udslet under brysterne. De var store og ubehagelige at gå rundt med.

Hvordan har det ændret dit liv?
Det har givet mig meget bedre selvværd. Jeg har det ikke svært med at lade min mand se mig nøgen længere. Jeg plejede lidt at gemme mig, fordi jeg følte mig frastødende. Jeg var ikke engang fyldt 30, da jeg fik reduktionen foretaget. At være så ung og have så store bryster er forfærdeligt. Man regner først med at se sådan ud, når man er bedstemor. Jeg har også tabt mig en del siden, så nu kan jeg købe tøj, der passer, og som jeg føler, jeg ser godt ud i. Det er slut med at købe tøj, der er et par numre for stort – tøj, der bare hænger og slasker. Jeg kan godt lide at gå ud igen, og det har virkelig gjort meget for den måde, jeg klæder mig på i dag.

Hvad har du fået foretaget?
Fox: Jeg har fået fjernet begge bryster og har fået foretaget brystvortekirurgi. Det betyder, at jeg har fået fjernet alt brystvævet og omformet mine brystvorter. Operationen efterlod mig med to lange horisontale ar henover brystkassen, som jeg siden har fået dækket med tatoveringer.

Det er cirka fem år siden nu, men jeg har vidst, jeg ville have mine bryster fjernet i mange år. Gennem det meste af mit liv har jeg været tvivl om mit køn. Jeg følte, jeg var fanget i den forkerte krop. Jeg har brugt mange år på at udforske problemet, men det blev mere og mere udtalt, jo ældre jeg blev. Jeg begyndte at udtrykke mig maskulint som ”dragking”. Jeg begyndte at gå rundt med en sok i skridtet og pakkede mine bryster godt ind. Jeg anlagde skæg, som var hår, jeg havde klippet af og sat fast i ansigtet. Efter jeg begyndte at gå ud som Fox L’Amore, havde jeg ikke længere lyst til at tage kostumet af.

Jeg begyndte at opleve panikanfald, og jeg vidste, at jeg blev nødt til at finde modet til at fortælle nogen om det. Jeg vidste, jeg var transkønnet. Ved at komme ud af skabet følte jeg, at jeg svigtede kvindekønnet. Jeg havde – og har stadigvæk – store problemer med maskulin kultur, og den måde mænd behandler kvinder på, så det var svært for mig i første omgang at blive mere maskulin. Jeg var blevet ældre, og jeg begyndte at frygte, at det var for sent for mig. Alligevel føltes det, som om jeg blev nødt til det. Jeg var bange for at gennemgå hele behandlingen – ændre navn, pumpe kroppen fuld af hormoner – for bare at havne i en situation, hvor jeg stadig følte mig utilpas i min egen krop.

Der er lange ventetider ved det offentlige sygehusvæsen i Storbritannien, og man får ikke altid lov til selv at vælge sin kirurg, så jeg besluttede mig for at ordne det privat. Hvis jeg havde ventet længere på det, ville det have gået udover mit psykiske helbred. Det var kort tid efter, jeg var med i en dokumentarfilm med titlen My Transexual Summer. Jeg gik rundt med et stramt bind om mine bryster hver dag i fire år. Det er en forfærdelig oplevelse. Det føles, som om man er ved at blive kvalt, og man får også ondt i ryggen af det. Men alternativet er meget værre. Det er pest eller kolera. Det var det, der fik mig til at indse, at jeg måtte få operationen foretaget.

Min mor forstod ikke min transitionsproces indtil det punkt, men hun begyndte endelig at støtte mig der. Selve operationen kostede omkring 50.000 kroner. Det var en læge ved navn Garramone, som praktiserede i Florida. Han har produceret gode resultater før. Jeg tænkte, ’Hvorfor ikke få et designerbryst, når jeg alligevel er i gang med den her proces?’

Da jeg var kommet mig ovenpå operationen, følte jeg, jeg havde fået et nyt liv. Det føles fantastisk at kunne tage en t-shirt på hver dag. Det er ikke noget, de fleste mænd tænker over – men jeg er så glad for, at jeg ikke behøver at pakke mine bryster ind mere. Jeg havde vidunderligt flotte bryster, men de var ikke mine. De gjorde bare, at jeg havde det dårligt med mig selv.

Det er selvfølgelig en kæmpestor beslutning at få foretaget en operation, men jeg har aldrig fortrudt det. Det har gjort mig til den, jeg er. Når jeg ser mig selv i spejlet, kan jeg genkende mig selv. Jeg behøver ikke længere dække mine bryster til og prøve at forestille mig, hvordan jeg ser ud uden. Det har vendt op og ned på mit liv og har givet mig livskvalitet i min hverdag. Jeg har også lært at sætte pris på mine ar. Min krop kommer aldrig til at leve op til skønhedsnormerne, men det bekymrer mig ikke længere. Jeg er glad og tilpas i min krop. Det er første gang, jeg føler sådan, i mit liv.